Kampen om Algeriet

Kampen om Algeriet

Kampen om Algeriet

Normal pris 109,95 kr
/
  • Vi sender bøger afsted fra forlaget en gang om ugen - forventet leveringstid inden for 5 hverdage
  • Omdeling med GLS
  • Sikker betaling
  • På lager, klar til at blive sendt
  • Inventar på vej
Inkl. skatter Levering beregnes ved checkout.
Forord af Mogens Lykketoft:
Denne bog er et dokument om de få i Danmark, der forstod Algeriets frihedskamp og solidariserede sig med opgøret med det franske kolonistyre.
Derfor er det en vigtig bog.
Danske medier fortalte dengang meget lidt - og alt for lidt sandt – om begivenhederne:
Da franske kolonister og fransk militær i maj 1945 myrdede tusindvis af arabiske algeriere, der også krævede deres frihed, druknede nyheden helt i euforien over Danmarks befrielse og Tysklands endelige nederlag.  Først mange år senere kom denne frygtelige begivenhed ind som en fodnote til historien.
Da den franske kolonimagt blev konfronteret med en væbnet opstand i Algeriet efter 1954, fik vi kun viderebragt små fragmenter om kampen, mens hundredtusindvis af algeriere - mange frihedskæmpere og endnu flere civilister - blev ofre for et uhørt brutalt forsøg på at standse oprøret.
Der er to grunde til vores kollektive uvidenhed.
Journalister havde ikke adgang til grusomhederne, og derfor blev vi aldrig fuldt informeret om, hvor slemt det var.
Men der var også mange, der ikke ville vide noget: Både toneangivende politikere og massemedierne havde under Den Kolde Krig svært ved at se verdens mangfoldige konflikter gennem noget andet prisme end modsætningen mellem det demokratiske Vesten og det sovjetiske imperium i øst.  Det var ikke velset at stille spørgsmål til den franske allieredes kolonikrige - hverken da det gik løs i Indokina frem til 1954 eller i Algeriet 1954-62. Det var en mere eller mindre udtalt opfattelse, at dem, vore allierede kæmpede imod, var terrorister med kommunistiske sympatier.
Det var først under Vietnam-krigen nogle år senere, at medierne var til stede og kunne rapportere om grusomhederne og de ufatteligt store civile ofre i et fjernt udviklingsland.  Det skabte en global protestbevægelse imod vore amerikanske allieredes krigsførelse.  Det var først Vietnam-krigen, der fik en hel ungdomsgeneration og rigtigt mange ældre til at gøre op med koldkrigens enøjede verdenssyn. Vi accepterede ikke længere, at modsætningen mellem øst og vest kunne retfærdiggøre en total krig mod en fjendtligsindet civilbefolkning, der ønskede at bestemme over sin egen skæbne.
Algeriet havde fortjent samme opmærksomhed. Denne bog bidrager til at erindre om, hvad der skete dengang - og om, at der var nogen, som gik imod strømmen og tidsånden og fortalte den ubekvemme sandhed.
 
-
Mogens Lykketoft
Forhenværende Folketingsmedlem (S), minister, folketingsformand og formand for FN's Generalforsamling
-
UDDRAG:

Kampen om Algeriet (uddrag)

Om natten den 1. november 1954 bragede eksplosionerne i Algeriet. Kolonimagten Frankrig blev angrebet, og i 40 koordinerede angreb slog Den Nationale Befrielsesfront, FLN, til mod militærbarakker, politistationer, et varehus og en radiostation. Det var Allehelgensdag, og franskmændene var uforberedte på angrebet, som startede det, der blev en af de mest blodige befrielseskrige i verdenshistorien.

Men de færreste forstod endnu, hvad der var i gang. I de franske medier fik angrebene ikke den store opmærksomhed. En enkelt spalte i det franske nyhedsmagasin L’Express fordømte den ”undergravende virksomhed” i Algeriet.

Men de algeriske krigere troede selv på, at det var startskuddet til, at landet skulle blive selvstændigt. Samme nat som angrebene fandt sted, opfordrede oprørerne via en radiosender i Kairo alle muslimer i Algeriet til at gå ind i den nationale kamp for ”genskabelse af en suveræn, demokratisk og social algerisk stat.”

Frankrig havde ikke tænkt sig at opgive Algeriet uden kamp. Den franske indenrigsminister François Mitterrand svarede: ”Den eneste mulighed for forhandling er krig.”

”Det jeg havde frygtet var sket”

Krigen kom som et chok for Egil Hovdenak. Det var ikke mere end nogle måneder siden, han var kommet hjem til Norge fra Kabylien i det nordlige Algeriet.

”Jeg tænkte jo på de mennesker, jeg kendte der, og frygtede, hvordan det ville gå dem,” siger Egil Hovdenak.

Nogle år tidligere i efteråret 1952 var Egil 25 år gammel taget af sted på arbejdslejr i Kabylien. Han var redaktør på pacifist-avisen Mot Strømmen og var blevet opmærksom på, at det var muligt at tage på arbejdslejr med freds- og udviklingsorganisationen Service Civil International.

Og opholdet i Algeriet forandrede ham.

”Det satte gang i en proces, der forlangte af mig, at jeg gjorde noget mere,” fortæller Egil Hovdenak.

Et år efter kom han tilbage for at arbejde i en landsby med at forbedre sundhedsforholdene. Landsbyerne var fattige og lå afsides.

For det meste uden skole eller nogen form for sundhedstjenester og de fleste steder uden vand i byerne.

”Fattigdommen under det franske kolonistyre var meget ekstrem, og jeg ville gerne være med til at gøre noget.”

”Jeg oplevede, hvor ringeagtende mange franskmænd opførte sig over for de lokale. Jeg fik for eksempel et lift med en franskmand i en fin bil. Jeg havde ingen penge og forsøgte at undgå at tage bussen.

På et tidspunkt fik han motorstop uden for en landsby, og så kommanderede han en fattig mand ud fra landsbyen, der skulle passe på bilen. Men da franskmanden ikke ville have ham ind i bilen, fik han besked på at lægge sig i bagagerummet,” fortæller Egil Hovdenak.

Egil var bekymret over konsekvenserne ved FLN’s angreb på den franske kolonimagt, men han forstod baggrunden. Derfor havde han svært ved at genkende den udlægning, han kunne læse dagen efter angrebet. I den socialdemokratiske avis Arbeiderbladet den 2. november 1954 stod:

”En terrorbølge skyllede mandag over Algeriet, og 12 mennesker mistede livet ved bombeattentater og brandstiftelse.”

Den franske regering beordrede straks tre kompagnier politisoldater til området og gav ordre til tre bataljoner faldskærmssoldater om at stå klar til at tage til Algeriet. Den franske premierminister Mendès-France ville handle konsekvent, forstod man i Arbeiderbladet, og de bevæbnede angribere omtaltes konsekvent som terrorister.

Det var ikke helt sådan Egil Hovdenak forstod situationen.

”Det jeg havde frygtet var sket. Forbitrelsen mod franskmændene var nu blevet til krig,” fortæller han.


Udgiver
Dansk-Algerisk Venskabsforening
Udgivelsesår
2012
Omfang
78 sider, illustreret
ISBN:
9788799537105
Seneste oplag
1. oplag, 2012

Tidligere set: