0
Livet er en fest og så dør man
Nikolaj Tange Lange

Livet er en fest og så dør man

Normal pris 279,95 kr
Gladiator abonnement
196,00 kr for abonnenter

"giver læseren gode forudsætninger for at leve sig ind i en verden, kun få faktisk kender til. (...) Det flyder og giver plads til indlevelse og troværdighed."
★★★★ - Fyens Stiftidende 

"Det overraskende og fine ved Tange Langes roman er, at der i det grænseoverskridende og hårde, som udgør Nikolajs verden, også findes en ømhed."
- Information

__________________________________________________________

Allerede på første side i Nikolaj Tange Langes debutroman er scenen sat: En technoklub i Berlin, der damper og sveder under en tre uger lang hedebølge. Gæsterne daser i skyggen på hullede lædersofaer, der tungekysses i krogene og danses vildt. Og der sniffes, sluges og sælges: Ketamin, MDMA, coke og meget andet. En ecstasy-hangover kureres med speed: Rusen og jagten på den næste beruselse er allestedsnærværende. På Berlins klubscene betyder klokken ikke noget, dagslyset kommer og går, og det samme gør opturen – og efter den nedturen med svedeture, depressive tanker og en altoverskyggende tørhed i munden.

I Livet er en fest og så dør man følger vi Nikolaj, en 29-årig homoseksuel mand med forfatterdrømme, hvis liv kredser om technoklubberne, stofferne og hård, eksperimenterende sex. Vi er med hele vejen, både når det er svimlende euforisk og forbandet ulykkeligt. Vi er med på klubberne, når Nikolaj vågner alene – og ensom – i sin slidte lejlighed med telefonen som eneste selskab, og i playroomet hos Klaus, Nikolajs 17 år ældre elsker, hvis liv er gået i stå, siden han mod forventning overlevede sin HIV-diagnose i 1980’erne. Der er så råt og fysisk i playroomet, barsk kunne man kalde det og så alligevel ikke, for Tange Lange skriver nætterne i playroomet frem med en naturlighed, der er helt vild – som læser trækkes man med ind i rummets særegne logik: “So what do you feel like today?” spørger Klaus. “Fist and spank?”

Men Tange Langes debutroman er meget mere end en roman om hårde stoffer og hård sex. Det er også en roman om forelskelsen – om en ukuelig søgen efter nogen at holde af. Stærkt står Nikolajs forelskelse i Antoine: Smukke, rolige Antoine, der altid har et arsenal af vand, stoffer og solcreme i tasken. Og også forelskelsen i Robin med hår farvet turkis som candyfloss: Han har lyst til at bøje sig frem og smage på Robins sukkerhår. Eller plukke en tot og lade det smelte på tungen. Det er sådan, det er! Også i beskrivelsen af forelskelsen er Tange Langes skrift så stærk, han skriver med en sympati og omsorg, så man mærker det. Med andre ord: Vi er der. Hele vejen.

Vi følger også Nikolajs jødiske veninde Leah, der er flyttet til Berlin fra New York, og nu kæmper med sin musikkarriere, men mest af alt med sin stolthed og higen efter at blive til noget. Man kan ikke undgå at holde af Leah, som man også holder af Nikolaj: De er så forskellige – Leah søger sikkerheden og kontrollen, Nikolaj vil altid have det vildere – men finder fællesskab i den følsomhed og eftertanke, de møder verden med:

Leah spurgte ham en gang, hvad der dog er så fedt ved at få stukket en hånd op i røven eller at blive slået og pisket på den måde. Er det noget med at føle sig brugt og udnyttet? Eller kan han godt lide at blive ydmyget? Absolut ikke, havde han sagt. Tværtimod får det ham til at føle sig stærk. Jo flere slag han får tildelt og står imod, desto mere vokser følelsen af uovervindelighed.

Følelsen af uovervindelighed har i det hele taget en vigtig plads i Tange Langes debutroman, det er den, der søges på dansegulvet og i rusen og i de små, fine øjeblikke mellem romanens karakterer. For dette farvestrålende, hvileløse liv i Berlin er ikke uden konsekvenser – der festes med livet som indsats. Det er dødsens alvorligt.

ISBN: 9788793128972
Udgivelsesdato: 25/01/2018
Sidetal: 213
Pris: 279,95
Omslag: Clara Birgersson
Læs mere

Del dette produkt