Hans Otto Jørgensen præsenterer

GLADIATORS
EFTERÅRSPROGRAM 2017

- NY DANSK LITTERATUR OG SANDALSERIEN

  

 

Johanne Kirstine Fall: Der er altid nogen at befri, roman 

 

 

Fra anoreksiens krigszone

Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Falls roman Der er altid nogen at befri, indlægges på Odense Universitetshospital på grund af anoreksi. Vi følger nøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellem en ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, at Katrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling.

Det er chokerende læsning. Ikke kun i portrætteringen af selvskaden eller slanke- og afføringspillerne, der smugles ind. Eller måden hvorpå personalet i visse tilfælde taler til patienterne. Snarere er det fordi, den insisterende tone fremstår nødvendig. – den syge gør alt for at snyde, lyve og bedrage alle omkring sig. Der er altid nogen at befri er en roman, der er gennemsyret af løgnen, og at lyve er, hvad Katrina gør bedst. Hun lyver over for lægerne, sygeplejerskerne, moren og kæresten ... hun lyver over for sig selv. 

Romanen er fuld af galgenhumor og kynisme og selvironi, men man er ikke i tvivl om, at det er er alvorligt, det her. Dødsens alvorligt. Døden byder sig således allerede til i prologen:

”Er du bange for at dø?”, spørger psykologen. ”Nej”, siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrol over, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.”

Katrina er i konflikt med sig selv. Hun er grundlæggende i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at leve. Johanne Kirstine Falls roman starter og slutter i tredjeperson, og skaber dermed et rum for det Katrina-jeg, der taler i resten af romanen som reporter – ikke fra en krigszone – men en anden zone, hvor det også handler om noget så umiddelbart og simpelt som at spise.

Johanne Kirstine Fall skriver med pondus, og Katrinas medpatienter beskrives med en indlevelse og humor, så de selvstændiggør sig med hver deres specifikke væsen, hver deres specifikke historie. Men Katrina er ikke bare anorektisk, hun frembyder også psykoser. Johanne Kirstine Fall formår med groteskens virkemidler at beskrive Katrinas psykotiske anfald på en måde, så det giver et levende indblik i vrangforestillingen: Vi sidder samlede ved frokosten. Jeg skal spise rejseost. Jeg tager en bid af knækbrødet, der vokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden på mine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejerne fra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud …

Der er altid nogen at befri er en voldsom, skrøbelig og sårbar historie, men opretholder hele vejen igennem – og det er noget af en bedrift – en usentimental indstilling. Man bliver som læser klogere på anoreksiens mangeartede u-væsen.

ISBN: 9788793128736
Udgivelsesdato: 10. august 2017
Sidetal: 248
Pris: 249,95 kr.
DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI ER MÅNEDENS BOG
I GLADIATOR ABONNEMENT I AUGUST 

 

Joakim Vilandt: Cassandra, roman

 

 

Næring betyder gift, skabelse destruktion

Cassandra er en samling af fem korte bøger, fem skildringer af verdens dans mellem udvikling og undergang. Hver bogs fortælling er sin egen brik i en kaotisk profeti, hvor selv fortællerens stemme er i afmagt. Lovsange kalder på Gud, et ukendeligt mørkt væsen, der dog har sit greb i alle livets voksende dele. Stemmen samler sig uformående mod en hadefuld overstadighed, hvor næring betyder gift og skabelse betyder destruktion. 

See Følge. Jeg kunde mumle saa mange varme Bjæff om det rige Skin, det gyldne Grums fran Solnedgangen, der kæles nedad i den graa Mark kaldet asfalt, mellem de polerte Mure.

Kund mumle saa mange Hvalpes vrede Bjæff imod Hals Trug Baandet over deres Skuldre. Gyldenvarmt.

Kunde mumle Skin Rige over det faldende Gyldne Sol ventende over Zootarnet, stillesagte førend Mørket kværker. Et Skin saaet Lyes af oss orange skumklart, Søjler aff Varme fra vores Bjæf, saa Rige stablet af sovende Hvalpes Bunke.

Kapitlerne omfatter en del forskellige genrer, og Cassandra har både spor af poesi, korttekst, prædiken, essayistik og profetiske syner. Hver tekst er opløst i et anakronistisk særsprog. Man rives ind og ud af et faux-kierkegaardsk dansk, panskandinavisk, oldgræsk og klange, der kun tilhører afgrundens støj.

Særsprogets stemme påkalder sin egen støj og selvmodsigelse. Bag den vævede tekst findes en psykologi, splittet ad mellem ungdomsminder, argumenter og rablerier. Denne "Cassandra" når næsten at fremkomme, men er forudbestemt til kollaps som alt andet i fortællingen, når stemmen flænses, brændes eller knuses.

Selve Cassandras bøger er fragmenter af denne stemme. Nogle handler om minderne før profetierne, andre fremmaner dystert had, andre fortæller om den uundgåelige undergang, nogle beskriver et magisk kollaps, der allerede er sket. Det er en bog af kontraster i kor, der kan læses forfra, bagfra, tilfældigt eller som opslagsværk.

Et særegent og dybt nødvendigt arbejde.

ISBN: 9788793128743
Udgivelsesdato: 24. august 2017
Sidetal: 138
Pris: 229,95 kr.

 

 

 

Julie Mendel: Relikvie, lyrik

 

At insistere på det gode

Relikvie er minimalistisk i sit udtryk – en reportage om de mindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke en hverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvad man kunne kalde etisk fordring.

Da vi kørte over broen lige før og kom fri af bygningerne, faldt solen ind på en pige, som sidder i den anden side af bussen med en skijakke på. Jeg tænker på om hun mon, før det skete, havde følt sig efterladt, om hun om morgenen ikke magtede at vaske sit hår, ikke rigtigt kunne insistere på sig selv, og om hun, da vi krydsede broen, vidste, at også jeg sad og mærkede den vilje, lyset havde valgt hende med, at det insisterede på hendes vegne.

Kvinden kræver absolut ærlighed af sig selv, hun er konstant anfægtet af – på gaden, i bussen i forhold til en tilfældig medpassager eller nårsomhelst – om hun nu er nok menneske.

Fordi man i ensomheden lever på grænsen af det menneskelige.

Det bliver en nødvendighed for hende at forbinde sig og at skrive disse forbindelser. For simpelthen ikke at gå i opløsning, at falde fra hinanden.

Vi er meget langt fra eksistentialismens sværmen for den fundamentale ensomhed; for her er det i selve berøringen at alting begynder – gennem det sprog, der hele tiden insisteres på som noget, der både kan nægte og frelse.

Relikvie består af 3 dele. De indledes af en liste hvor alt, hvad der overhovedet betyder noget, bliver samlet sammen som relikvier i et forsøg på at gøre livet helligt, at få tingene til at bevare deres styrke, at overskride døden.

I første del opholder jeget sig alene i London og registrerer omhyggeligt hverdagens hændelser og tanker og sin længsel efter kærlighed – den navngivne anden.

I anden del er jeget tilbage, hjemme i København, deler tilværelse med sin kæreste, men er om muligt endnu mere alene og skriver et langt kærlighedsbrev til sangeren Kurt Cobain, som bliver en slags åndelig livsledsager.

Men de piller, jeg tar, gør mig lysfølsom. Jeg ved heller ikke, hvor interesseret jeg er i den sol, der tilbydes. Det passer selvfølgelig ikke! Men Kurt, jeg fryser sådan, at jeg ikke holder ud at sidde mere end et par timer på en stol. Jeg er forfærdelig urolig. Mine trøjer er så tyndslidte og blege, jeg bliver fuldstændig sindssyg. Og nu hvor solen lægger sig over mig her i sengen, kommer jeg til at tænke på alle de munde, der nogensinde har kysset de syge. Jeg må græde lidt. Jeg må sværge: Dét lys er også en andens.

Endelig i tredje del ryddes der op, med flere på hinanden følgende flytninger, jeget flytter, ting – verdens enorme mængder af ting – både dem der har stået fremme, men også dem, som før var gemt væk, men nu skal pakkes om, afgiver en pludselig ny betydning.

Julie Mendel appellerer til og tror på det bedste i mennesket. Man kunne sammenligne med en anden ung lyriker, Andreas Pedersen, som debuterede sidste år med den meget roste samling Fryden, som på samme måde har lagt den ironiske distance bag sig og alvorligt insisterer på det gode. Intensiteten hos Julie Mendel er så høj, hver sætning er så vigtig, at den kommer til at synge ... Næsten umenneskelig.

Selve skriften, det at benævne, bliver et spørgsmål om liv eller død. At være præcis nok. Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine røde brystvorte. Du skal ikke være bange. Det er vel først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det.

ISBN: 9788793128750
Udgivelsesdato: 14. september 2017
Sidetal: 64
Pris: 179,95 kr.

RELIKVIE ER MÅNEDENS BOG
I GLADIATOR ABONNEMENT I SEPTEMBER 

 

Aleksandar Sajin: Ivan Blank, roman

 

 

  

Ivan Blank mellem himmel og helvede

Aleksandar Sajins nye roman Ivan Blank er en komedie om kærlighed og utroskab, om løgn og bedrag, om vanvid og kunstnerisk blindhed, om PET, om åbenbart grundløse asylansøgere, om det danske retsvæsen, om drømmen om villa, Volvo og vovse …

Ivan er forfatter i eksil i Danmark, han kom hertil som flygtning i forbindelse med Balkan-krigen i begyndelsen af 1990erne og er, som det hedder, velintegreret, akkurat som forfatteren selv. Alligevel er romanen langt fra at være af den populære auto-biografiske slags. Der er for megen fantasme, handlinger og handlingsfigurer brækker hele tiden over og lander i det groteske, der er for megen slapstick over alle de forskellige kærlighedsforhold, vi som læsere føres igennem, der er for megen humor, man er indimellem ved at dø af grin.

Ivan arbejder som serbokroatisk tolk og når han er ude og tolke – i en eller anden dum flygtninglejr – er der altid endnu en Ivan, han skal tolke for. Det er absurd, bureukratiet bliver udstillet, hvilket abolut ikke gør det mindre – bureaukratiet, altså - endsige mindre gennemskueligt, personalet inklusiv Ivan Blank og borgeren, der endnu ikke har status som en sådan, men asylansøger, klart uden at have grundlag for at søge asyl, bliver til små tilfældige brikker i et større spil. Og da Ivan i erhvervsøjemed skal sikkerhedsgodkendes af efterretningstjenesten går det helt galt.

Men omdrejningspunktet i romanen er kærligheden, det øjensynlig umulige i at få et forhold til at vare. Aleksander Sajin kan skrive indfølt om erotik og forelskelse, men Ivan er akavet og reflekterer for meget, ser også den intime situation på afstand: Det var en slags meditation, det at svæve umærkeligt over Maries hoved og hendes lange, mørke hår, der snoede sig langs hendes ansigts højre side og ned ad halsen, hvor hendes krop forsvandt så tæt på hans, klistret af sved til hans brystkasse.

Det er det lille ord meditation, der skaber afstanden – og allerede i den sætning, der følger ovenstående, er der kommet et barn til – Svævende i de hvide lagener befandt de sig i rummet sammen med det lille spædbarn, som sov ved siden af i sin egen lille seng med tremmer – Ivans ven, Johannes, kan ikke lade være med, hver gang de ses, at pirke til netop det med børnene. At Ivan har så mange, og der er så mange hensyn, mens Johannes selv i sin egen optik er fri, men hans rejse til Goa eller hvor, det er, er ikke sådan lige at realisere.

Jeg elsker Johannes. – Aleksandar Sajin er i det hele taget skrap til bipersonerne. Ekskærester og ekskoner bliver bragt til live en efter en, de får det, de skal have, så man forstår dem, de har en vilje og en stemme, og de lykkes eller skuffes.

Ivan vil hele tiden videre, græsset er altid grønnere på den anden side, men fortiden hænger ved. Sammen med Marie – jf. citatet – er han i romanens begyndelse på jagt efter et nyt hus, der skal de realisere drømmen om det gode liv, én gang for alle, romanen er vejen ad hvilken, der også kommer noget rationalitet ind i billedet. Plus netop noget af det, som manglede i indledningscitatet: hengivelse og væren i nuet. Det er det, komedien kan, den har den kartarsis i sig, kan være både menneskelig og guddommelig.

Det er en fornøjelse. 

Aleksandar Sajin har været medredaktør af litteraturtidsskrifter i Sarajevo og Beograd og har udgivet Tiden-Tiderne i 2003, en digtsamling, et par dramaer og noveller på serbokroatisk og dansk, plus Rosa og Valters notater, to dagbogsromaner i 2007 og 2011, samt et essay, ”Om Sjælen” i Brøndums encyklopædi i 1996.

ISBN: 9788793128767
Udgivelsesdato: 28. september 2017
Sidetal: 400
Pris: 299,95 kr.
IVAN BLANK ER MÅNEDENS BOG
I GLADIATOR ABONNEMENT I OKTOBER 

 

 

Simon Glinvad: Medskyldig, roman

Roman med internationalt format

Simon Glinvads roman Medskyldig handler om at finde sig til rette med sit ansvar. Ansvar for sin familie, i samfundet og i forhold til sig selv. Med alle de forventninger, der er, om at være en god søn, en god far, at kunne forsørge sig selv og sine børn – og måske ikke mindst indfri egne ambitioner om en karriere som forfatter.

Det er internationalt snit over Medskyldig. Simon Glinvad færdes hjemmevant i de europæiske storbyer, han citerer de store forfattere og refererer og diskuterer uden at ryste på hånden førende sociologer og humanismeforskning i det hele taget, men tag ikke fejl: Alting er forankret i egne erfaringer og egen familiehistorie og formidlet i en enkel personlig stil.

Grænser spiller en vigtig rolle. Grænsen mellem barn og voksen, mellem faren og den modne mand og en farfar på vej ind i altheimers skyggeland. Grænsen mellem rig og fattig, mellem det velbjærgede Danmark og mennesker, som er flygtet fra krig og ødelæggelse. Grænsen mellem motorvejen og det stillestående land og mellem provinsielt villakvarter og metropolen.

Og hele tiden forbinder Simon Glinvad det fysiske og det mentale rum, de rum, som er akkurat nu, men som altid også har en fortid og en fremtid.

Forfatteren er altid både barn – søn og sønnesøn og dattersøn – og forsørger, eller bedre: opdrager for sine egne to og hen ad vejen tre sønner. Og på den måde bliver Medskyldig også et stykke Danmarkshistorie med agrarsamfundet repræsenteret af mormor og morfar, velfærdsstaten af farfar som politimand og det teknologiske spring af faren, som direktør for IBM.

"Jeg kørte mod Allerød ad den lange Sjælsmarkvej som fører forbi Sjælsø og den nedlagte Sjælsmark Kaserne som for nylig er blevet til et udrejsecenter for afviste asylansøgere. Det er en af de smukkeste landeveje i området, med det dybe fald mod søen på den ene side og militærets tilvoksede øvelsesterræn på den anden, og nok har vejen ikke mange bugtninger, men den er bakket, og bakker er en sjældenhed i denne del af landet. Efter kasernen kommer det åbne stykke land hvor søen trækker blikket til sig, og kort efter følger Sandholmlejren, endnu en tidligere kaserne der nu er landets største asylcenter. Efter Sandholm løber vejen lang og lige gennem Blovstrød og skovene der er gennemskåret på kryds og tværs, og først i skoven begynder den at sno sig før den endelig fører ind i stationsbyen Allerød."

Karaktererne er tegnet ømt og indlevet. Det gælder både mormor og morfar på gården i Nordjylland og den demente farfar, men også i tilbageblik forfatterens jævnaldrende ven fra folkeskolen og rock-bandet og hele vejen frem til nu og den syriske flygtning, forfatteren beslutter sig for at tage over til Esbjerg og besøge bare for at forstå hans situation. – Man holder af dem.

Simon Glinvad skriver medrivende, som læser glemmer man tid og sted. Konflikterne i både samfundet med f.eks. de tiltagende problemer med flygtninge fra et krigshærget Syrien og på det personlige plan bliver stadig mere udtalte, reflektionerne – både de kold-hjernede og de selvbebrejdende – tilsvarende dybere, men frem for løsninger hober spørgsmålene sig op.

Som læser bliver man klogere på verden i en globaliseret tidsalder og de konflikter, der udspiller sig overalt, og man bliver tvunget til at tage stilling og vælge side: For eller imod humanismen.

Medskyldig er Simon Glinvads fjerde roman. Han debuterede 2005 med PetersborgExpres, siden kom Jetlag i 2008 og Min grønne himmel i 2013. Simon Glinvad skriver fast for det europæiske kulturmagasin Lettre International, hvor flere af bogens kapitler har været offentliggjort, ligesom et kortere stykke har været bragt i dagbladet Information med titlen En stol til Hr. Nielsen.

ISBN: 9788793128774
Udgivelsesdato: 12. oktober 2017
Sidetal: 170
Pris: 249,-
MEDSKYLDIG ER MÅNEDENS BOG
I GLADIATOR ABONNEMENT I NOVEMBER

 

Elof Westergaard: Min byzantinske Notesbog, betragtninger

 

Åbninger til det byzantinske billedunivers

Med udgangspunkt i den byzantinske kirkes billedunivers, som det kommer til udtryk bl.a. i kirkerummet, i kirkens ikonografi og helgenskildringer og relikvier, nærmer Elof Westergaard sig en dybere forståelse af de store mysterier i livet gennem Maria bebudelse, opstandelsen fra de døde og Helligåndens indstiftelse og næstekærlighed.

Elof Westergaard er biskop i Ribe, men hans tilgang til stoffet i Min byzantinske Notesbog er ikke teologisk, men skønlitterær. Han har en kolossal viden – teologisk og om den byzantiske verden – men trakterer denne viden med skønlitterære virkemidler.

Verden forstås konkret i den byzantinske kunst, og den poetiske styrke hos Elof Westergaard er ligeledes det konkrete. – Sådan som også Gunnar Ekelöf peger på i det brev til Ella Hilbäck, som er valgt som bogens motto:

Vet du att jag altid tyckt om din poesi, jag tycker den är realistisk, den har med ting at göra, fysiska eller andliga, men ting… För mig måste posesin vara i sak.

Elof Westergaard skriver ud fra den personlige oplevelse og med de virkemidler, som tilgodeser det personlige: prosa-digtet, epifanien og essayet. Han analyserer, vender og drejer, og afrunder sine betragtninger med et spørgsmål eller en åbning af stoffet fremfor en konklusion.

Og hele tiden er der denne vekselvirkning: ligesom den byzantinske ikonografi og legenderne giver til og inspirerer Elof Westergaards digtning, sådan giver denne digtning også til læserens forståelse af det enkelte billede og den enkelte fortælling.

Ikonmaleren

De kaldte ham for konciliemaleren. Han malede de betydningsfulde deltagere ved kirkens første koncilier. Disse biskopper, præster og kejserlige fortjente den hæder. De havde fastsat kirkens dogmer. Han placerede dem altid i en blød kurve. Men han manglede så også at male en til. Cirklen var først sluttet, når kætteren var navngivet og placeret som en del af billedets komposition.

Kætteren lå på jorden, Arios, det bæst, eller Nestorios, det asen. Billedet var aldrig helt færdigt, før en udstødt var manet til jorden. Origines, den gudsbespotter med hans lære om alles frelse, han skulle naturligvis også ligge der til skræk og advarsel. Rummeligheden må jo have en grænse, tænkte maleren, da han malede Origines´ ansigt og hår. Så koncentreret var han, at han bed sine læber til blods og blandede blod med farverne.

Man kigger på billedet og læser Elof Westergaards tekst og kigger igen og ser pludselig så meget mere. – På den måde udgør bogen med tekst og billeder en helhed.

ISBN: 9788793128781
Udgivelsesdato: Oktober 2017
Sidetal: 96
Pris: 199,-

 

Hans Hedegaard Andersen: Fem dage for ROSE, roman

På udflugt med døden, en rigtig roman

Rudyard Kipling, Herbert Melville, Joseph Conrad, B. Traven skriver om sømænd og livet til havs. Det er den tradition, Hans Hedegaard Andersen tager op. Hans debut-roman Manden i månen fra 2016 havde den fuldbefarne sømand Lasse som hovedperson, styrmand på Mærsks containerskibe i vagter af 3 måneders varighed syd om Afrika, men med skibe som i sig selv udgjorde hele kontinenter, så havet selv nærmest var usynligt.

Anderledes er det i Fem dage for ROSE: Hovedpersonen Simon er amatør. Han har en drøm om at sejle, så da han og hans kæreste Laura skal på ferie, er hans første indskydelse sejlerferie. Laura modsætter sig, det gider hun ikke, hun dyrker triathlon og kan ikke forestille sig noget mere kedeligt end fjorten dage ombord på en båd.

I Florida møder parret ved et tilfælde den fallerede pilot og racerkører, Steve. Han har en båd, ROSE, som skal sejles fra en havn til en anden, og inden Simon og Laura har set sig om, er de overtalt til at foretage sejladsen. Heraf titlen.

Her kommer havet til sin ret og det så meget, at det er lige ved at gøre det af med Simon. – Det foregår i den Mexikanske Golf, motoren sætter ud, for det første, og for det andet bliver det et allerhelvedes uvejr. Her er udfordringer som hos ovennævnte klassikere fra sejlbådenes tid, hvor det handler om liv og død.

Spillet – for man synes næsten at have et spil foran sig som på teater eller i en film - er sublimt, magtforholdene parret imellem skifter hele tiden og den ellers vage Simon bliver gennem de voldsomme udfordringer fra havet mand.

Det er den korte version af fortællingen, den er elementært spændende, som en spændingsroman, med en jævn stigende kurve. Den handler om løgn og bedrag, hvordan de to mistror hinanden. Og hvordan parforholdet som sådan er på spil.

De fleste mandlige forfattere kan skrive om tvivlesyge mænd, nogen af dem også om mænd, der bliver mænd, men Hans Hedegaard Andersen kan også skrive om kvinder. I lange passager i Fem dage for Rose – og ikke kun i konfliktsituationer, men også i erotiske scener og i ønsket om at blive gravid – folder forfatteren sig ud med en unik forståelse af den feminine kvindes selvforståelse.

Ydermere får man som læser et sjældent indfølt blik på denne Steve og hans miljø i Floridas sumpe ved The Forgotten Coast og kontrasten hertil i form af de unge og meget rige på det ferieresort, hvor Simon og Laura restituerer sig efter den farefulde sejlads i den Mexikanske Golf.

Fem dage for ROSE er både en udflugt med døden, en kærlighedshistorie og en miljøskildring. Glæd jer til en rigtig roman.

Udkommer november 2017, mere information kommer snart

 

Anita Furu: Mit halve liv, roman

Den gode historie

Anita Furu debuterer med romanen Mit halve liv. Det er i den grad en god historie og en stor fortælling om Ruth: Fra hun i 1906 bliver forældreløs i Rusland i en jødisk ortodoks familie og adopteret af en velhavende jødisk kvinde i København, via ægteskab med en norsk forretningsmand med base i San Sebastián i Baskerlandet i Spanien til ægtemanden dør, og til Ruth omkring 1950 er tilbage i København og endnu engang skal begynde på en frisk.

Titlen Mit halve liv refererer til Ruths tab af familie og fortid. Hele livet igennem længes hun efter sine brødre og sin søster, som også blev bortadopteret, og hele livet har hun en fornemmelse af, at hendes mama i København har forhindret hende i gensynet med den ældste bror, som lovede at tage hende med til Amerika. Det er en smerte, som der aldrig bliver plads til at dele. Hverken med mama eller hendes barnepige eller veninderne – og da slet ikke med manden.

Der sker altid alt for meget.

Bosiddende i Baskerlandet må den lille familie – Ruth har fået en datter – evakueres til Danmark under den spanske borgerkrig. Manden siger, at de må blive i København "til Franco har jaget de kommunistiske banditter ud." Og det er meget den tone, der er i Anita Furus roman.

Der bliver røget masser af cigaretter og drukket tæt og festet. Jødedommen er langt væk, Ruth er fuldstændig assimileret, men så rammer den alligevel i forbindelse med Hitler og Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Tilbage i Baskerlandet er Ruth i sikkerhed, mens familien i København må flygte over sundet til Sverige.

Anita Furu formår både at gøre de store verdensomvæltende begivenheder og Ruths private historie nærværende. Hun er stærk i miljøskildringerne, både hvad angår den jødiske families snærende bånd i København og det frie og muntre liv i den skandinaviske koloni i San Sebastián.

Først og sidst står Ruth lyslevende for læseren, fordi Anita Furus karakterer er så klare, hvad enten det gælder mama eller barnepigen eller veninderne eller hendes norske ægtefælle.

Der er virkelig noget at glæde sig til for ham og hende, som holder af den gode historie.

ISBN: 9788793128828
Udgivelsesdato: 7. november 2017
Sidetal: 300
Pris: 299.-

 

Efterårets sandaler 2017

Fem klassikere på kanten der alle udfordrer
og bestyrker vores individuelle tankekraft.

Et kompliment til den gode smag.

 

Ole Kollerød: Min historie

 

 

 

Halshugget 

Ole Kollerød blev halshugget på Amager Fælled den 17. november 1840, kroppen blev parteret og lagt på et hjul og hovedet sat på en stage. Mens han sad de syv måneder i Stokhuskælderen og ventede på eksekveringen af dødsdommen skrev han flittigt på sin levnedsskildring, Min Historie.

Min Historie er efter mit bedste skøn et hovedværk i dansk litteratur. Ole Kollerød har ikke mere end måske to-tre års skolegang, men forstår alt vedrørende sin situation. Han analyserer samfundsforholdene, hvad der er oppe og nede, men fører sig samtidig frem med en digters kneb og veltalenhed. Han ved, hvad det vil sige at fortælle, han sætter en scene og skildrer levende sine personer, eller han henvender sig til direkte læseren og appellerer til dennes forståelse og sympati. Han er en charlatan og skriver lystfuldt om sine erobringer, han ironiserer over og håner sine modstandere.

Ole Kollerød lever i en tid og et samfund, som også er H.C. Andersens. En tid hvor tyveri af nogle kirsebær i en skål giver stokkeprygl og tyveri af et klæde udbredt til blegning i en have livstid i fængslet. Det er ikke sharialov, men det ligner, det er den samme primitive form for straf, afhugning af fingre og anden form for lemlæstelse med invaliditet til følge.

Min Historie er flerstrenget. Det er på en gang et fortvivlet forsvarsskrift, en forklaring på, hvorfor det gik som det gik, og en kritik af samfundets misforhold og uretfærdighed. Lov og ret er de riges lov og ret, og Ole Kollerød finder sin identitet ved at fremstille sig selv som repræsentant for de fattige og mishandlede.

Ikke ulig H.C. Andersen, men med modsat fortegn.

Og ligesom H.C. Andersens eventyr er gennemsyret af vold, tænk bare på Fyrtøjet og Lille Claus og Store Claus, hvor hovederne ruller, så det er en lyst, er også Min Historie gennemsyret af vold. Og druk og liderlighed. I familien, i tjenesteforhold, i nattelivet og ikke mindst i fængslet, hvor der ikke spares på nogen ting for at få en tilståelse ud af de ofte uskyldige fanger.

Efterord af Hans Otto Jørgensen

ISBN: 9788793128699
Udgivelsesdato: 15. september 2017
Sidetal: 350
Pris: 299,95 kr. 

 

 

 

Edith Rode: J.e.d.

 

 

 

Et gadekryds mellem ugebladsnovelle og avangarde

Edith Rode havde en ballast af dannelse, og herværende J.e.d. opbyder i al sin tilsyneladende uskyld alt, hvad man kan drive ud af en sådan dannelse. Det er avantgardens principper, Edith Rode arbejder med, der er frit valg på alle hylder, men i en folkelig udgave. Det er det, der kommer til udtryk i den mageløse J.e.d.: Jeg elsker dig.

– Og brevformen: den naturlige skrifts form, hvis en sådan findes, kendt og brugt af enhver. Altså en familiær form. Hvor afsender og modtager kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvor hinanden bor, og således også ved ret præcist, hvad der tales om. Hvilket betyder, at man kan springe lige ud i det. Hvilket igen giver dette overskud. En leg med alle mulige tricks, et festfyrværkeri.

Det er kulørt. Man kan synes kærlighedshistorien i J.e.d. er noget søgt, handlingsudviklingen er aldeles triviel, først er han i offensiven, så er hun, men det er præmissen, den må man tage eller lade være, men tager man den, får man til gengæld også alt det andet i tilgift.

Et sandt overflødighedshorn af muligheder stillet til rådighed af denne meget dannede stillist. 

Efterord af Hans Otto Jørgensen

ISBN: 9788793128804
Udgivelsesdato: 15. september 2017
Sidetal: 95
Pris: 149,95 kr.

 

 

Cecil Bødker: Tilstanden Harley

 

 

Wrooom!

Cecil Bødker debuterede i 1967 som børnebogsforfatter med storsællerten Silas og den sorte hoppe, der efterhånden har opnået klassikerstatus indenfor genren. Men før det havde hun allerede fem voksenbøger bag sig, der talte både digtsamlinger, en enkelt roman og en novellesamling. Ingen af disse værker pegede på, at Bødker skulle gøre sig som børnebogsforfatter: Hun skrev dystert og besværgende, med klare religiøse referencer, der synes at pege på en fascination af ældre religioners frygtsomhed over for almægtige og fordømmende guder.

I 1965 udkom dobbeltnovellen Tilstanden Harley. Værket er inspireret af bl.a. den ny franske roman, som Allan Robbe-Grillet introducerede i det litteraturteoretiske programskrift ”På vej mod en ny roman” fra 1963, på dansk i 1965 på forlaget Arena, det samme forlag som Cecil Bødker udkom på.

Robbe-Grillet skriver: ”Det kunsten i dag tilbyder læseren, er en ny måde at leve på i den nærværende verden og at deltage i den permanente skaberakt, hvoraf morgendagens verden vil udgå. For at nå hertil kræver den ny roman ikke andet af folk end stadig at have tillid til litteraturens formåen.”

Sandelig: Det kræver mod at læse, men at have tillid til litteraturen og turde give sig hen og tro på, at sproget vil én det godt, hjælper. Så er man allerede over den første hurdle.

Robbe-Grillet – og med ham Cecil Bødker og ”Tilstanden Harley” – attakerer den liniære fortælling og sætter i stedet den serielle opbygning af værket. De samme seks-syv situationer eller handlingsbidder spilles igennem igen og igen, blandes i skiftende konstellationer, men således at det afgørende plot eller point of no return er placeret forud for fortællingens begyndelse. Det vil sige, at værkets hovedperson fremfor ”at finde sig selv” undervejs i handlingen allerede er udstyret med et sæt af færdigheder, som binder ham til omtalte situationer.

Den ydre verden, genstandsverdenen forekommer eksotisk i Tilstanden Harley. Nok har vi med en flukturende bevidsthed at gøre, men denne bevidsthed er ikke frit svævende, den er hele tiden forbundet til genstande, til den konkrete verden. Ja, konkreterne er påtrængende i en grad, at de truer med at oversvømme bevidstheden. 

Efterord af Hans Otto Jørgensen og Anne-Sophie Mortensen 

ISBN: 9788793128798
Udgivelsesdato: 15. oktober 2017
Sidetal: 140
Pris: 149,95 kr. 

 

 

Johannes Holbek og Asger Jorn

 

 

To kæmpe brød

Johannes Holbek var en tænkende kunstner, og hans problemstilling bestod i forsøget på at skabe en synthese af intelligens og kunstnerisk vision ... det drejer sig om en autentisk visionær evne, og ikke om en intellektualistisk evne til at konstruere maneristiske billeder. – Asger Jorn

Johannes Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det dobbeltmoralske, det slebne, det sleske og den skjulte nederdrægtighed i embedsmedfør hos lægmand og lærd, dumhed, hjerteløshed. Det er, hvad han ser.

Han er på det nærmeste paralyseret.

Han foragter middelmådighed, og han foragter frem for noget institutionernes adoption af en kristendom, som for ham betyder alt, men gennem institutionerne forvanskes til intet.

Holbek er maler, tegner, digter, mystiker, moralist, satiriker. Men det hele skulle helst samles i ét stort værk, det, vi et kalder livsværk, og så dækker den målestok, vi som læsere og kunstkritikere ud fra kunstneriske kriterier lægger ned over ikke, vi ved ikke, hvordan vi måler liv.

Holbek erklærer selv, at det religiøse ikke lader sig indfange af kunsten, og det er netop problemet: Ingen Kunst kan indoptage det overnaturlige uden at sprænges, og i den hele Række af mine Arbejder vil man stykkevis finde fremstillet, hvad jeg saa helt.

Det ene store værk kom til at hedde Dekadent Barbari og blev udgivet efter Holbeks død i 1904 af vennen, billedkunstneren Jens Lund efter Holbeks anvisninger. I Sandalserien udgav vi tidligere på året det bedste af hans skrivekunst, Alvorligt talt!, Udbrud og Frelse + en halv snes af hans tegninger.

Her følger alle hans tegninger fra Dekadent Barbari, mystikerens, moralistens og satirikerens tegninger med efterskrift af Asger Jorn.

Det vil sige: det skrift, Asger Jorn – med titlen Johannes Holbek og nutidens kunstopfattelse – skrev i forbindelse med hans revitalisering af Holbek på Silkeborg Kunstmuseum i 1965, således at sandalserie-udgivelsen både bliver en Holbek- og en Jorn-ting.

De klæder hinanden så fandens godt.

Holbek og Jorn, to kæmpebrød i én sandal.

ISBN: 9788793128705
Udgivelsesdato: 15. november 2017
Sidetal: 150
Pris: 199,95 kr. 

 

 

Helga Johansen: I Udvalg

 

 

Tænk selv. – Og tænk for dig selv.

Amalie Skram skrev i 1901 i sin anmeldelse af Helga Johansens Hinsides bl.a.: Hun har ikke lagt Fingrene imellem. Hun har fortalt den fulde Sandhed. Derfor er Bogen blevet saa gribende. Og skønt hun Intet har gjort for det, ser dog Læseren en fin og ædel Menneskesjæl bag Skildringen, overanstrengt af Aandeligt Arbejde.

Der udkom for nogle Aar siden to Bøger: ”Professor Hieronimus” og ”Paa Skt. Jørgen”, som skildrede Hospitalsophold mellem Sindssyge, og som blev læst med Interesse. Intet har dog disse Bøger at betyde mod ”Hinsides”.

Denne Bog burde d´Hrr. Sindssygelæger – stakkels de – læse om og om igen.

Amalie Skram ved, hvad hun taler om. Det var hende, der skrev de to nævnte bøger, hende, der selv havde været indlagt og om nogen kendte systemet indefra.

Men Helga Johansen kommer ikke ud af ingenting. Hun er med på hele turen fra det moderne gennembrud omkring 1870 via 90'ernes symbolisme til den store åbning mod hvad-som-helst-kan-ske inklusiv ismernes tumult.

Hun er med, som gammeljomfru, i al ubemærkethed, javel, men ikke desto mindre, er hun med. Hun var fireogtyve år gammel, da hun i 1876 skrev et fireogtyve sider lange brev til fyrtårnet Georg Brandes. I 1896, toogtyve år efter, debuterede hun med tre noveller eller tale-stykker, hun kaldte dem Rids, men angav i stedet for forfatternavn, som signatur for værket et Fruentimmer. Slet og ret. Herefter hovedværket Hinsides i 1900, den lille pamflet Brev til Menneskene i 1903 og enkelte artikler og et stk. dramatik i ”Kvinden og Samfundet”.

I nærværende sandal-bog er det brevet til Brandes, det ene talestykke, Passiar, og et udvalg af artikler og kommentarer i ”Kvinde og Samfundet” samt Brev til Menneskene, vi har ønsket at præsentere for publikum.

Helga Johansen skriver om magtforholdene i samfundet. Hvad enten det drejer sig om mere genrefast skønlitteratur eller et brev eller en artikel i ”Kvinden og Samfundet”. Jeg’et eller dets alter ego er altid underst, og der er vel at mærke altid lighedstegn mellem tekstens jeg og Helga Johansens biologiske jeg.

Et sammenfald mellem liv og skrift.

Men det nedværdigede jeg er samtidig måske per nedværdigelsen, hvis nedværdigelsen ses som et sonoffer, også at betragte som særlig udvalgt. I Hinsides giver indtagelsen af opium hende kvalme, men det er så også den kvalme, der gør, at hun gør sig fortjent til rusen. I Brev til Menneskene sammenligner hun sig bl.a. med Jesus Kristus og taler om forkyndelse og at hun selv er forkynderen.

Uden at det var bleven sagt mig, kunde jeg ikke have skrevet om det Største. I maa ikke tage fejl af mig, jeg er en langt Ringere, end I vist mener. Om I traf mig, I vilde ikke se til den Side, hvor jeg er. Om I kjendte mig, I vilde bortstødes eller kun ynkes. Om I saa ind i mig, I vilde se smaa grimme Tanker fylde op og ikke levne Plads til de høje, gode Tanker, et Menneske dog gjærne vil pleje Omgang med.

Men i sjældne Øjeblikke hører jeg, at der slaas til Lyd. Saa vinder min Opmærksomhed bort fra Tankerne ... Saa bliver jeg tryg, tager Pen i Haand og prøver at gjenfremstille det Hørte

Hendes vision er, at selve Verden skal tænkes personligt.

I den lille opsats, Blæk, i ”Kvinden og Samfundet” fra 1903, skriver hun om den sorte Skole, som et billede på samfundet, hvor der uddeles karakterer. Og hun bekender, at der også var en tid, hvor hun så med forelskede Øjne efter Karakterbøgerne. Fordi også hun vel drømte om at faa Magt over Karaktererne.

Men det synes jeg ikke om, - ikke i Længden. Det gjorde Verden saa indskrænket at bo i – bare til et Venteværelse og et Kontor, hvor Tingene mødte og paahørtes, for at Protokollerne kunne komme i Orden. Kuløren gik af Livet og Menneskene med, for der kom jo de Blækstempler over det Hele.

Men hun indså det: Se, det befandt jeg mig ikke vel ved. Og saa emanciperede jeg mit Jeg fra mit ikke-Jeg d.v.s fra Karakterbøgerne. ”Jeg maa være Jeg”, sagde jeg, ”og ikke en af de andre.

Det er fordringen. Altid den samme. Opgøret med autoriterne er altomfattende, enhver instituion, enhver konvention bliver skudt i sænk. Fra brevet til Brandes i 1876 via Rids og Hinsides til Brev til Menneskene i 1903 er hun den samme. Lige skrøbelig og redelig og sandhedssøgende.

– Dog: i ”Kvinden og Samfundet” 1901 taler Helga Johansen ikke kun på egne vegne, men på kvindernes:

Efter min Mening tænker Kvinder for meget paa at forskikke sig blandt og blive til et med ”Mandskabet”, bevæbner sig med dets vaaben, uden at tænke paa, at disse Vaaben mulig er sløve Vaaben mod Tidens særlig onde Magter. At det snart lyner og blinker af Abstraktion fra Ende til anden af Tidens Vogn, som vi ruller af sted paa, kan jeg ikke beundre – jeg ængstes, maaske uden Grund, men jeg ængstes som af en slem Nisses øjne, der glæder sig til den ny og rummeligere Lejlighed.

Det er ikke Abstraktionerns Betydning, der skal underkendes, men dens ret til at være fortsat enevældigt Tankemiddel.

Tænk selv. Og for dig selv.

Efterord af Hans Otto Jørgensen

ISBN: 9788793128811
Udgivelsesdato: 15. november 2017
Sidetal: 200
Pris: 199,95 kr.