Forårsprogram 2017

TIL KAMP! Udgivelsesprogram forår 2017

 

                              TIL KAMP !!!

Gladiators forårsprogram er det hidtil mest omfattende og ambitiøse. Vi lægger ud med to debutanter, Selma Rosenfeldt-Olsens roman Leipziger Tagebuch om unge Frida og hendes jagt på kærligheden i Leipzig i det tidligere DDR og Susan Simonsens essays Det underdanige og det magtfulde om sin tid som praktikant hos henholdsvis Venstre og i Social- og Integrationsministeriet. I marts følger endnu en debutant, lyrikeren Luca Engberg Talamona med Alcatraz om det voldsomme møde mellem to kulturer, italiensk og dansk, en fortælling koncentreret om farens dødssyge tilstand.

Men der er også gamle kendige på programmet. Jacob Skyggebjerg med den kammerspilslignende roman Jalousi fra det undergrundsmiljø, som vi kender ham for. Hans Otto Jørgensen med Revolutionær, en tour de force udi alle hans idiosynkratiske sfærer fra det bondske til stofkultur og romantiske litteraturhistoriske eskapader. Pia Busk med Corinna og jeg med den sigende undertitel En trekant af Ovid, heroin og poesi. Ida Marie Hede med Bedårende, fire stykker om familie og død. Endelig kommer Cecilie Lind med sin første roman, Til en engels forsvar, om uskyldstab og skriften som overlevelsesstrategi.

Foråret byder også på super Halfdan Piskets Dansker-trilogi, det vil sige: Desertør, Kakerlak og Dansker i ét bind – og vi fortsætter genudgivelserne af Dan Turèlls væsentligste værker, efter lyrikerens Bevægelser formålsløst cirklende og Karma Cowboy nu essayistens Medie Montager om bedstefar Ezra Pound, Onkel Bill Burroughs og fætter Lou Reed.

I samarbejde med det norske forlag Pelikanen udkommer Bjørn Arild Erslands roman Store hendelser i liten skala om den lille mands store nederlag i kamp mod neoliberalismens triumftog og endelig har Selma Rosenfeldt-Olsen oversat unge schweiziske Dorothee Elmigers prisbelønnede roman Indbydelse til vovehalsene fra 2010 om tiden efter apokalypsen.

Sandalserien, klassikere på kanten, kommer Marie Bregendahls psyko-drama, tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler fra 1919 og 1921 i ét bind, Emil Aarestrups berusede Erotiske Situationer fra 1838, Sandra Holms skandale-roman Har jeg været her før fra 1978, en kommentar til og videreføring af den nok så berygtede finske digter Pentti Saarikoskis Breve til min hustru, og som rosinen i pølseenden surrealisten Tove Meyers digte Skygger paa Jorden fra 1943 om krigen og dens mørke og det håb, der trods alt er, når vi vender os mod det kosmiske.

VELKOMMEN OMBORD – ELLER: TIL KAMP!!! SOM MAN SIGER.

 

NY DANSK LITTERATUR

Klovn i det forhenværende DDR

SELMA ROSENFELDT-OLSEN: LEIPZIGER TAGEBUCH, roman udkommer januar 2017:

Frida er ung eventyrerske fra Kbh i Leipzig i det tidligere Østtyskland. Hun er ikke noget i sig selv, en tom beholder, som søger indhold. Hun har hang til kunsten, færdes blandt unge med lignende tilbøjeligheder, og længes usigelig efter én at holde af – eller måske, slet og ret: den store kærlighed.

Men det er svært. Men hun er åben. – Alting er så alt for uforpligtende. Vi følger Frida i nogle måneder, fra vinteren bliver til forår, hvor den fremmede verden strømmer uhindret igennem hende.

Og sammen bliver vi klogere på, hvad historien har at sige os med dens reminiscenser fra 2. verdenskrig og kommunisttiden, ikke bare i erindringen hos de gamle, men helt ned i gadebilledet med dets levninger af huse fra før det store bombardement side om side med DDR-plattenbau. Og ikke mindst den nye generations ironiske dyrkelse af det hengangne og opblomstring af nynazismen.

Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman er ikke bare velturneret, den er klog. Frida laver fejl på fejl, men der er noget forsonligt over hende, måske netop fordi hun laver fejl. Der er noget klovn over hende.

Hun vil være fotograf, men de fleste af hendes billeder er mislykkede, uskarpe eller taget fra for lang afstand. Hun tager MDMA, første gang med succes, anden gang går det galt, og hun får det virkelig dårligt. Ham, hun er forlibt i, vil ikke have hende, selv om hun gør sig alle mulige anstalter, mens ham, hun ikke vil have, ikke er til at være i fred for.

Men udgangen er lykkelig og en ny begyndelse. – Ligesom romanen synes at være begyndelsen på et forfatterskab.

Udgivelse: 26. januar 2017
Genre: roman
ISBN: 9788793128538
Pris: 229,-
Køb bogen her: https://forlagetgladiator.dk/shop/selma-rosenfeldt-olsen-leipziger-tagebuch/?v=e188c64996bd

 

Hvor kragerne vender

Bjørn Arild Ersland: Store hendelser i liten skala, udkommer januar 2017

Hvad sker der, når der ikke længere er brug for dig, hverken hjemme eller på arbejde, og du er den sidste det går op for?

Det er udgangspunktet for romanen Store hendelser i liten skala. Vi møder den lokale kommune-bibliotekar Arne Sjølingstad netop den dag, hvor han ufrivilligt går af med fuld pension. Men Arne brænder fortsat for jobbet, han lever og ånder for de kommunale projekter vedr. oplysningsarbejdet og har ingen planer om at nøjes med en pensionisttilværelse.

Store hendelser i liten skala er en tragisk-komisk roman. Gennem hovedpersonens blik, som er mere end sædvanligt optændt af hans oplysningstanker, blotlægges en vældig afstand mellem livet, som det skulle have formet sig og sådan som det blev.

Handlingen udspiller sig i provinsen i Norge, men kunne fuldstændig lige så vel foregå i Nykøbing Mors, Nykøbing Sjælland eller Nykøbing Falster. – Bjørn Arild Ersland ligner en klon af Jens Smærup Sørensen og Lars Frost. Med dette indgående kendskab til den sidste kartoffelrække.

PS. Bogen udgives i samarbejde med Pelikanen i Norge. På originalsproget norsk. Fordi vi tror på et fælles bogmarked og en fælles litterær offentlighed i Skandinavien.

Udgivelse: 27. januar 2017
Genre: roman
ISBN: 9788793128521
Pris: 289,-
Køb bogen her: https://forlagetgladiator.dk/shop/bjoern-arild-ersland-store-hendelser-liten-skala/?v=e188c64996bd

 

Den politiske kultur under lup

Susan Simonsen: Det underdanige og det magtfulde, essays, udkommer febr. 2017

Susan Simonsen debuterer med DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE, en hybrid af genrer, fra reportagen over essaystikken til det lyriske. Det handler om den politiske kultur på Christiansborg. Susan Simonsen skriver om sine erfaringer som praktikant hos Venstre og senere som medarbejder i Social- og Integrationsministeriet (fra 2010 til 2012).

Men DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE er ikke en “sladder-bog”, som vi ellers har set eksempler på, men en kritisk analyse af de politiske arbejdsprocesser og den politiske debat. – Og det er alt andet end kedeligt. I kraft af sin sikre sans for form, hvilke muligheder de formelle greb rummer, styrer Susan Simonsen os igennem dagene, ugerne, månederne, hvor hendes drøm om at blive del af embedsmandsvældet nedbrydes, og hvor ikke kun hendes personlighed, men også kroppen bliver syg.

Essaystikken tager sig af analysen, reportagen beskriver forholdene hos henholdsvis Venstre og i ministeriet, det lyriske inddrager det private og kroppens erfaringer i det pres, der opstår undervejs. Samlet: en stadig insisteren på det hele menneske.

Udgivelse: 9. februar 2017
Genre: Essays
ISBN: 9788793128576
Pris: 200,-
Køb bogen her: https://forlagetgladiator.dk/shop/susan-simonsen-det-underdanige-og-det-magtfulde/?v=e188c64996bd

 

Alcatraz, en kæmpedebut

Luca Engberg Talamona: Alcatraz, digtcyklus, udkommer 23. marts 2017

Alcatraz er en kunstnerkoloni, et kulturelt fristed  i Umbriens bjerge i Italien, hvor Luca Engberg Talamonas far bor.Man får straks associationer til den berygtede fængselsø ud for San Fransisco. Fængslet er vel at mærke et af de mest sikrede, hvor bl.a. Al Capone sad, og i bogen er det også sikkert fra begyndelsen, at faren ikke undslipper kræft-døden.

Digtene handler om den kræftsyge far, en verdensmand, tidligere medarbejder på såvel Det Italienske Kulturinstitut i København som på Den Italienske Ambassade i Tel Aviv.

Han har venner over det meste af verden og er stor i slaget til det sidste. Sønnen er på besøg, naboerne forstyrrer, alt imens faren fremviser en enorm optimisme og stædighed i en stræben efter at forlænge livet gennem film, litteratur, samvær og teknologi.

Digtene handler også om et kulturmøde: det ekspressive italienske (faren og hans familie) overfor det nedtonede danske (sønnen og hans mor). Det er frem for alt i det møde og i absurditeten, at digtene henter deres energi. Humoren, der udspringer af de absurde situationer, er hele tiden tilstede, særlig i kraft af en påtrængende ældre nabo.

Man kan ikke lade være med at tænke på den amerikanske beat-digtning, især Allen Ginsbergs dødsdigt til sin mor Kaddish til Naomi. Alt kommer med i Luca Engberg Talamonas vildtvoksende digtning, lugten af død, anekdoter, erindringer fra farens barndom og farens livslange fascination af film. Til det sidste levede drømmen om, at vise film for et publikum i Alcatraz, som han havde gjort det på Det Italienske Kulturinstitut.

Alt fastholdes og styres af farens dødssyge tilstand.

En kæmpedebut. Ovenpå Lea Løppenthins Nervernes adresse fra 2014 og Andreas Pedersens Fryden fra 2016. Lyrikken har det rigtig godt.

Udgivelse: 23. marts 2017
Genre: digtcyklus
Pris: 150,-
ISBN: 9788793128545

 

Halfdan Pisket på Gladiator

Halfdan Pisket: Dansker-trilogien, tegneserie, udkommer marts 2017

Halfdan Piskets gennembrudsværk Dansker-trilogien er en samlet udgivelse af de meget roste og inden for dansk tegneseriekunst epokegørende Desertør, Kakerlak og Dansker. 

Politikens Kim Skotte skrev bl.a. i sin anmeldelse:

Det er en helt enestående kraftpræstation i dansk tegnehistorie, der afsluttes med tredje del af Halfdan Piskets fortælling om faderens brydsomme rejse fra tyrkisk desertør til en slags dansker. Med en i perioder kriminel indvandrers blik på det danske samfund og dets normer udgør trilogien et nyt og voldsomt interessant snit på langs af de senere årtiers danmarkshistorie.

Men lad os lige hænge den sociologiske kasket på en knage et øjeblik.

For Halfdan Piskets trilogi ’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’ er først og fremmest et stærkt kick fra uventet hold. Grafisk og fortællemæssigt en voldsom, intens og intim fortælling om vold, misbrug, kultursammenstød og desperate familierelationer, der simpelthen ikke har sin mage herhjemme. Det er ikke hver dag, en tegneserie præsterer at ryste mig følelsesmæssigt, men Pisket gør det gang på gang. Det er stærke og tankevækkende sager.

Færdiggørelsen af trilogien med ’Dansker’ er i mine øjne en kulturbegivenhed af de store. En tegneroman af en kaliber og karakter, der sætter skel i kunstarten graphic novel på et tidspunkt, hvor genren er i fuld gang med at opnå en ny grad af anerkendelse.

Og: Piskets værk er allerede oversat til norsk, svensk, hollandsk og fransk.

Udgivelse: 30. marts 2017
Genre: tegneserie
Pris: 350,-
ISBN: 9788793128552   

 

Herrens mark – eller:  Burroughs Island

Hans Otto Jørgensen: Revolutionær, En Andy Warhol-komposition, udkommer marts 2017

Litteraturen lever i høj grad af urimelige påstande. Således påstår Hans Otto Jørgensen i Revolutionær, at han fra sit sjette år forfaldt til revolten, fordi han blev sparket halvt ihjel af et par kvier, fordi hans far, som skulle have passet ham – og altså også passet på ham – svigtede og forsvandt ud i laden, og fordi hospitalet svigtede og lod ham ligge og ingenting sige i 2 måneder.

Som det hedder: Volden kommer fra neden, fra et ophøjet sted. Det fornedrede ophøjes.

Men det er kun ét spor. – En Andy Warhol-komposition peger nemlig på en række serier, nogle opkaldt efter Warhol, som BEAUTIFUL flowers, Flesh, CAMPBELL’S SOUP, det er de vandrette linjer, andre, og det er så de lodrette, har William S. Burroughs, bondemanden Jens Thorsensen og søsterens død som strøm.

Alle ikonografiske størrelser, som er kendt fra Hans Otto Jørgensens tidligere bøger, fra debuten Tårnet i 1989 via Nåden fra 1996 til Hestens øjne 2008, og som her gennemskrives igen. Som en undersøgelse, hvor nye forbindelser opstår og forsvinder til fordel for endnu andre fortællinger.

Hans Otto Jørgensen har talt om, at det er bekvemt, at have et net at indfange stoffet med. I Revolutionær forsøger han at skrive uden for dette net. Uden for lands lov og ret. I en geografi, som bliver kaldt Burroughs Island.

En anden påstand: Kysset er tilbage for den, som smadrede alting. Som udgør forsoning. Hvor det ellers kan være svært at se, hvor forsoningen er. Hvor der er plads. På Herrens mark.

Udgivelse: 7. april 2017
Genre: Bastardroman
Pris: 329,-
ISBN: 9788793128583   

 

Et kammerspil

Jacob Skyggebjerg: Jalousi, roman, udkommer april 2017

Jacob Skyggebjergs Bonnie-&-Clyde-agtige roman Jalousi gennemspiller på klassisk vis den store kærligheds rus med øjnes svimlende dyb etc. – og den store kærligheds opløsning ved hovedpersonen HPs altødelæggende jalousi. Jeg har sagt det før: Jacob Skyggebjerg kan det hele. Dette lille kammerspil, som Jalousi dybest set er, ikke kun bekræfter talentet, men fuldbyrder det. Man kan heller ikke med sin tredje bog blive ved med at nøjes med prædikatet talentfuld. Nu skal det være.

Efter den obligatoriske komme-til-hovedstaden-og-falde-dybt-roman Vor tids helt – i tradition med Johs. Jørgensens små mester-romaner fra begyndelsen af 1890erne eller Johs. V Jensens Danskere og Ejnar Elkjær – og den store satiriske samtidsroman Hvad mener du med vi strammes grebet, formatet er mindre og til at styre og så gør det for alvor ondt.

Samsine og HP er det unge par. De lever livet hårdt, på samfundets skyggeside, i en af kommunen anvist bolig etc, det skal gå galt. Nattesjov og druk og almindelig utilpassethed. De rige får deres bekomst, der lægges ikke fingre imellem, det er på den vis også en fortælling om samfundsklasser. Men det er noget så banalt som jalousi, noget så ædende, der ødelægger ikke alene forholdet, men også HP, så han til sidst krabber rundt som en anden idiot. Idet han på detektiv-manér kortægger Samsines færden hin ulyksalige aften.

Men når det gør så ondt, er det fordi, Jakob Skyggebjerg formår at levendegøre sine personer. Selv om de er outlaws – hvad det end betyder, outlaws – er de præcist som alle vi andre: legesyge, drillesyge, frem for alt: kærlighedshungrende … og for hans vedkommende sygelig jaloux.

Hun er af småborgerlig herkomst og elsker alt, hvad der er småborgerligt, hygge og fødselsdag og kat, mens Han er en skide proletar, som aldrig kan blive andet end proletarisk og uformående med hensyn til bordskik og hvordan man håndterer parforholdets vanskeligheder.

Klimaks i den henseende: han brækker hendes arm.

Men iøvrigt er de to, hun og han, så meget mere, end hvilken klasse de kommer fra. Med hensyn til vildskab er de lige vilde, eller – man tror det næppe – hun distancerer ham. Hun kan ikke få nok, der skal flere øl til, mere vin. Hun er på mange måder et barn, han en sensymbolistisk drømmer.

Som sagt: Der er noget Bonnie & Clyde over dem. De klarer den, man bliver ved med at tro, de klarer den, det kan ikke være andet, når vi elsker dem så meget, og alligevel går det galt. Vi ved det godt. – Jeg kan sagtens se Jalousi som film. Men så skulle Ingmar Bergmann genopstå, for det er det, det er. I sidste instans. Et satans psykologisk drama.

— Et kammerspil.

Udgivelse: 10. april 2017
Genre: Roman
Pris: 250,-
ISBN: 9788793128
569

 

Dødens skygge

Ida Marie Hede: Bedårende, fire forløb om familien, udkommer april 2017

Ida Marie Hedes Bedårende består af fire dele og handler om familien og det samfund, der omgiver den. Det handler om familiens fortid og fremtid. Om fødsel, småbørnsidyl og hverdagsliv. Om intimitet, hengivelser og misforståelser. Om sorg, nostalgi, opbrud og død. Om overlevelse, forfald og undergang.

I første del møder vi B i familielivet med partneren Q og i symbiosen med datteren Æ. I anden del finder vi ud af, at de døde er animerede i Bs hjerne. I tredje del dør en far. I fjerde del er det endelig fredag. Vi ryger med B og Q ned under stuegulvet og vandrer gennem underverdenen.

Bedårende er en vandring gennem et døderum, som også er et kærlighedsrum. Det er umuligt at sige, hvor døden begynder eller slutter, hvor livet begynder eller slutter. Billederne af døden er animerede og rumlige. Kærlighedsbillederne romantiske, slidte og autoerotiske. Det handler egentlig ikke om et endeligt. Bakterier bor som familier i vores kroppe, akkurat som vi bor i vores familier i en større omverden, vi ikke kender til fulde, men som vi oplever gennem billeder og fortællinger. Man kan trænge igennem alle kroppe, og alle kroppe trænger sig på. Man kan trænge igennem alle familier, og alle familier trænger sig på. Både barnet, liget og den elskede er bedårende. Når det gælder dem, vi elsker, har vi ingen fornemmelse for afstande.

Om Ida Marie Hedes trilogi, En, To, Tre (Seancer, 2009, Det kemiske bryllup, 2013, og Inferno, 2014, samlet  udgivelse 2016) skrev Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen:  I Ida Marie Hedes psykedeliske og vitalistiske forfatterskab er mennesker ikke andet end “bunker af jord, eksplosioner af gas, fantastiske landskaber af ribben, råd, tarme og maddiker i royale lilla farver.”

Med (gen) udgivelsen tegner der sig et billede af et utrolig konsistent og kompromisløst forfatterskab … I stedet for at henholde sig til plot og psykologisk dybde bevæger hun sig i krydsfeltet mellem litteratur og kunst, mellem tekst og performance, mellem æstetik og viden(skab). På engelsk taler man for tiden meget om art writing og theory-fiction, og det er til en vis grad også, hvad der er tale om her.

Med Bedårende både fortsætter og bryder Ida Marie Hede sin undersøgelse af, hvad litteratur er og kan. Farens død giver fortællingen en anden alvor, ikke kun den del, hvor døden indtræffer – dødens skygge er over alt. Og fortællingen bliver mere netop fortælling, end hvad vi før har set.

Udgivelse: april 2017
Genre: Prosa
Pris: 200,-
ISBN: 9788793128613   

En trekant af Ovid, heroin og poesi

Pia Busk: Corinna og jeg, udkommer maj 2017

Seksualitetens mørke sider er det centrale tema for digteren Pia Busk. I sin anden digtsamling uddyber hun sit litterære projekt med en vidtfavnende versfortælling, der trækker på både oldtidens elegiske digte og på nutidens rå erfaringer.

Fortælleren, en ung kvinde, opsøges i de tidlige forårsmåneder omkring årtusindskiftet af en ældre, halt professor. Forholdet udvikler sig og snart kommer professoren som fast gæst hver uge. Med kastanjetræets lysegrønne blade uden for det åbentstående vindue i hendes værelse går lektionen ud på at ligge mellem lagnerne og læse Ovids latin. Fra Ovid kommer også den kvinde, professoren er betaget af og som spejles i titlen: Det er Corinna fra Ovids første og mest erotiske digte: Eskapaderne.

Men professorens betagelse af Corinna og hans besættelse af den romerske oldtid og episke digte smitter af på den unge kvinde. Gennem de grå ringe af stær i professorens øjne ser hun tilbage gennem tiderne og Ovids passioner. Hun tager Corinna til sig og begynder at se en tvillingeverden gennem sit eget og en romersk elskerindes blik.

Forholdet varer elleve år og som tiden går, kan hun ikke længere skjule sine egne problemer. Dobbeltlivet, afhængigheden, og den nye, mærkelige oplevelse det er for hende at skrive ting ned i de kinabøger, hun bruger til at holde styr på sine aftaler. Det er kinabøgerne, der sammen med Ovids Eskapader senere kommer til at udgøre råstoffet for denne voksende digtfortælling.

Corinna og jeg er en trekant af Ovid, heroin og poesi. Hvor første dels centrale tema er Ovids digte og professorens tragikomiske væsen, fokuserer anden del, Kastanjely, på fortællerens hårde afvænning. Her findes blandt andet en suite ”Metadonsonetter”:

Det er en kunst at blande heroin og kokain.
Ingen skal sige andet. Der er kunstnere
iblandt os: dygtige hænder, som blander
pulvere, så de racer side om side i det kapløb,
enhver junkie afholder i sine hullede blodbaner.
Du er lodret åndssvag, hvis du ikke tror
på den metafor. Det var den første linje, jeg nogensinde
skrev, og den er lige så klodset som den er ærlig:
En ny hånd fordeler de små bunker på spejlet, min hånd,
kan du høre, hvordan barberbladet skrider,
og jeg lægger alt for meget i ordene: gylden tjære, optursnektar, 
                 mudderslik, sød smat, honeyball.
Og når linjerne bare er fulde af lort? ”Det er som metadon,”
sagde min roommate: ”Alting smager af prosa.”

Det er et konkret og sanset vidnesbyrd fra en af livets mere smertefulde ’afdelinger.’ Man kommer til at tro på, at der er kunstnere iblandt os. Man tror på den hjælpeløshed, hvor barberbladet skrider henover et arret spejl.

Tredje og sidste suite har titlen Den ny tosomhed og beskriver fortællerens ’genopstandelse’ på den anden side af afhængigheden gennem en sansemættet rejse til Cairo. Det er også her, år efter professorens død, at Pia Busk samler trådene i digtsamlingen. Det er nært, fuldt af dufte og flodvand – man får selv lyst til at rejse dybt ind Cairos garverier og hemmeligheder, hvor selveste Gud går rundt og holder styr på sjælene med sin Mac Book Pro.

I den forstand er Corinna og jeg en utraditionel rejseguide til underverdenen og op dernede fra og ud i livets skærende lys. En tredelt bevægelse og en indsigt i et liv, der ellers sjældent løfter stemmen. En historie om en kvindes emancipation gennem den klassiske litteratur.
Pia Busk debuterede i 2015 med Grotten, som tegnede et sprogligt kort over halvt gemte kælderadresser i København og omegn. Det var en mørk seksuel historie fuld af gru og litterære allusioner, men også en fortælling præget af underverdenens sært karske lyriske jargon.

Med Corinna og jeg får vi hele baggrundshistorien med. Og mere til. Der er så meget overskud. Det kan også ses i Pia Busk frugtbare samarbejde med billedkunstneren Troels Carlsen, der lavede omslag til Grotten, og som til Corinna og jeg har lavet både omslag og et særligt afsnit med nye tegninger, hvor han behandler temaerne i sin originale streg.

Udgivelse: maj 2017
Genre: Lyrik
Pris: 200,-
ISBN: 9788793128620

 

Vangede-Boy, Evig Turèll

Dan Turèll: Medie Montager, udkommer maj 2017

Man kunne sige det samme om Dan Turèll, som Dan Turèll sagde om Allen Ginsberg:

Ginsberg er vokset og vokset med årene, han har transcenderet sig selv for hvert nyt årti, han har stadig været nye og andre steder henne – og dog har han hele tiden været den samme skæve, forvirrede Allen fra Paterson, New Jersey, der i sin ungdom, altid lige skulle til at rejse et eller andet sted hen, ligegyldig hvor … Og: Han har eksperimenteret med alle de tilstande der kan trække et menneske ud af sit sædvanlige fængsel: med drugs, med religion, med udskejelse, med faste, med bøn.

Lige bortset fra, at Dan Turèll ikke er fra Paterson, New Jersey, men en skide Vangede-boy fra Vangede, det vil sige – i forhold til Gentofte – den forkerte side.

Med Medie Montager fra 1975 fortsætter Gladiator og Chili Turèll maraton-udgivelserne af Dan Turèll. Efter Carma Cowboy og Bevægelser formålsløst cirklende fra henholdsvis 1974 og 1971, som begge har lyrikken som omdrejningspunkt, er vi nået til reporteren og essayisten, eller simpelthen Medie-Montage-Mageren Turèll, han, som ved så meget og har så meget på hjerte, han brænder. – Kort: formidleren Turèll.

Det handler om slægten, det vil sige: bedstefar Ezra Pound, onkel Bill Burroughs og fætter-Lou (Lou Reed). Hvor den samtidige Vangede Billeder handlede om familie og naboer, genboer og de handlende i alle tiders trygge Vangede er vi her inviteret indenfor i æteren, den privat Turèll’ske æter vel at mærke, idiosynkratisk og anderledes farlig.

Om Pound: I London, i 1908, 23 år gammel, erklærede Pound nysgerrigheden hellig. Ikke skønheden, ikke kærligheden, ikke moralen – men nysgerrigheden, måske som den håndværksmæssige, praktiske manifestation af kærligheden … Han så nysgerrigheden som en dør, man går igennem ”til en langsom forståelse (langsom selv om den kan være en løbende serie af lysende forståelse og opfattelse i glimt).”

Om William S. Burroughs: Hvad Burroughs har erfaret som følge af sit bevidsthedsarbejde gennem stoffer og sprog er det samme: at ”Verden” i sidste instans er en sansefilm … enhver selv kan skabe, men oftest får skabt for sig af et kontrolsystem. Dette kontrolsystem opererer ved hjælp af ord og billeder … Og hele samfundets kontrolsystem, om samfundet så er kommunistisk eller kapitalistisk, består af ord skjult under vilkårlige betegnelser som ”jura”, ”psykologi” eller ”politik” … For Burroughs er konsekvensen indlysende. Han raser: Klip kontrollinjerne. Gå til modangreb. Dette er en teknisk operation.

Endelig om Lou Reed: De vil til enhver tid sige Lou Reeds nerver er i uorden, at han er neurotisk, syg eller gal. Velvet Underground er skyggen mellem Lou Reed og klinikken.

Læg mærke til ordet håndværk i Turèlls omtale af Pound. Turèll regnede sig selv for håndværker, som hans far var elektriker, det er her hans stolthed ligger, og det er bl.a. af bedstefar Pound, onkel Bill og fætter-Lou, han lærer – og med dem, thank good! han lærer fra sig.

Genre: Essays
Udgivelse: maj 2017
Pris: 150,-
ISBN: 9788793128637

Cecilie Lind: Til en engels forsvar, roman, udkommer juni 2017

Cecilie Lind har en fuldstændig vanvittig fornemmelse for sprog. Hver eneste sætning betyder noget. Ikke kun på et semantisk niveau, den har attitude eller temperament eller hvad vi kalder det: den vrænger, er sødladen, indigneret etc. Skriften bliver sine steder næsten hallucinatorisk, det vil sige: den gør sig her og nu, i det jordiske, ofte i et visnende eller ruinøst niveau, samtidig med at den opløser tid og rum og bliver svimmel og udarter med meta-kommentarer og synske hvirvler.

Det er en farce. Det er der en tradition for, farcen og det hallucinerede. Johannes Holbek, Jakob Knudsen og andre. De Nerval og Lautréamont.

En engel forløber sig. Hun skulle tage sig af et barn, som skytsengel, men forelsker sig i barnet. Hun bliver lidenskabelig og vil kysse, og det kan vi ikke have. Det holder samfundets moral ikke til – og englen stilles for retten. Det ser sort ud, indtil Gud træder til:

Jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jeg trænger til et kælent hjerte, en engels tålmodighed Og sandelig siger jeg jer: Jeg er en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan og Englen, begærer: selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed og tilgivelse – åh tilgivelse. Hvilket lifligt fænomen. At kunne befris for sig selv og sin almagt, og sin altoverskyggende angst, og sin altopslugende kærlighed. Jeg elsker alt itu, og jeg græder mine guddommelige tårer hver eneste aften, og min gråd er regnen der falder og befrier ørkenen for sin tørst i den kolde kolde stjernenat.

Hos Johs. Holbek hedder det på tilsvarende måde: Jeg stoler tryggere paa det overnaturlige end paa det naturlige… Jeg bevæger mig ikke fra Jordens Slam op mod Stjernerne – men fra Himmelens Lyksalighed ned til dem, der driver om, synkefærdige paa Jordens Hav.

Døden har altid indgydt Rædsel – Livet ikke. Nu skræmmer Liv og Død ligefuldt. Færre og færre gifter sig for at faa Børn … Jorden er bleven lille og overfyldt. Himmelen er blevet uendelig og tom. Jorden tvinger os ind i vor snævre Begrænsning. Himmelrummets tavse Kulde tvinger os ind paa Erobringstog mod vort eget Væsens jomfruelige Verden.

Vi styrter og styrter imod Døden . Tilsidst siger det jo dog: Kvatsch!

Det er svært at holde til. Som krop og menneske. Og Til en engels forsvar er da også om noget skrøbelig og lige ved at gå itu … var det ikke for skriften. Det vil sige: skriftens overlevelsesstrategi. Det er den nål, der sidder i armen.

 

Genre: roman
Udgivelse: juni 2017
Pris: 250,-
ISBN: 9788793128644

Hvordan finder vi hinanden

Dorothee Elmiger: Indbydelse til vovehalsene, roman, oversat af Selma Rosenfeldt-Olsen, udkommer juni 2017

Schweiziske Dorothee Elmigers roman Indbydelse til vovehalsene er sat i triste omgivelser: et smuldrende kulminedistrikt, hvor der er store revner i jordoverfladen, og alt emmer af forladthed og ødelæggelse. En brand brød for årtier tilbage ud i minegangene under jorden, og branden brænder videre som en slags forbandelse.

Vi hører om de få huse, der er blevet stående i det øde land, og om deres beboere. Søstrene Margarete og Fritzi Stein er døtre af chefpolitiinspektør H. Stein og bor oven over politistationen. Deres mor er stukket af, og deres far er som de andre politibetjente: et magtliderligt fjols og lige så lidt villig til at erkende, at hans verden er ved at falde fra hinanden, som han er parat til ændre noget. Eller at besvare søstrenes mange spørgsmål for den sags skyld. De må søge svarene selv. Margarete og Fritzi tager på en ekspedition for at finde en flod, de mener kan forklare dem deres historie. De har en plan om at kalde unge mennesker fra hele verden sammen ved denne flod.

Forehavendet  i bogen er aktivistisk; det spørger HVORDAN FINDER VI HINANDEN? Indbydelse til vovehalsene er Dorothee Elmigers bud på et skrækindjagende fremtidsscenarie. Den er fra 2010 men er alarmerende aktuel i forhold til situationen i USA og den fattige, vrede, hvide befolkning i sydstaterne, der valgte Donald Trump til præsident, fordi han lovede dem at få en ellers afdød kulmineindustri tilbage på benene igen.

Dorothee Elmiger er født i 1985 og Indbydelse til vovehalsene er hendes debutroman. Den blev blandt andet honoreret med Kelag-Prisen ved Ingeborg Bachmann-festivalen samme år, som den udkom. Dorothee Elmiger har ikke tidligere været oversat til dansk.

Oprindeligt udgivet: 2010
Udgivelse: juni 2017
Genre: roman

SANDALSERIEN

Marie Bregendahl i Sandalserien

Marie Bregendahl: Tvillingeromanerne Blandt de Unge & I Fest og Trængsler, med efterord af Hans Otto Jørgensen, udkommer marts 2017

Marie Bregendahls største bedrift efter En Dødsnat fra 1912, som vi tidligere udgav i Sandalserien, er efter min bedste overbevisning tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler fra henholdsvis 1919 og 1921. De to små romaner er en del af syv-binds-værket Billeder af Sødalsfolkenes Liv, men kan med fordel læses for sig.

Mod slutningen af Blandt de Unge er det som om Else, den ene af de to kvindelige hovedpersoner, den anden er Lise, som vi også kender fra En Dødsnat, kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt … Og da blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende.

Midtvejs i I Fest og Trængsler flytter Else til Viborg, væk fra landsognet, for at lære at sy, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med hendes udkårne Christian. – Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selvødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit skæbneunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling.

Et psyko-drama af dimensioner, båret af Marie Bregendahls vrede over kvindens stilling. Dertil et stykke kulturhistorie, fra land til by og hvad deraf fulgte: nemlig tilblivelsen af den enkeltes individuelle psyke, som ikke fandtes i agrarsamfundet.

Udgivelse: marts
Genre: Tvillingeromaner
Pris: 200,-
ISBN: 9788793128514   

Emil Aarestrup i Sandalserien

Emil Aarestrup: Erotiske Situationer, efterskrift af Selma Rosenfeldt-Olsen og Hans Otto Jørgensen, udkommer februar 2017

Emil Aarestrup (1800-1856) udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838. Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder Erotiske Situationer.

En situation er en tilstand man kan befinde sig i, legemligt og/eller sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte  handlingsforløb af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en situation. Måske kun et øjeblik, eller rettere en redegørelse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og folder situationen ud.

Men situationerne er kunstige. For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne klarere. Der er skruet op for det hele.

Digtene er gerne opkaldt efter deres lokalitet: I Teatret, I en Landsbykirke osv. Således er scenen på forhånd sat og det poetiske og erotiske øjeblik kan udfolde sig i rum. Eller de er opkaldt efter aktiviteten, det der sætter rammen for det øjeblik, hvor eros viser sit ansigt. For eksempel i digtet Fjerboldtspillet. Det vigtige er langt fra badmintonspillet, men netop det øjeblik, hvor jegets blik møder badmintonspillerindens.

Jeg stod paa Torvet – Himmel,
Hvor Øieblik kan nyttes!
Dit Blik og mit – hvor hastigt,
Hvor lykkeligt de mødtes!

Hvert digt kan læses vertikalt og give mening som et selvstændigt digt, formfuldendt og afsluttet, men der er også en horisontal dimension, en fortælling, der forløber ad værkets længdeakse. Som en novelle.

Det er en kærlighedshistorie, eller en forførelseshistorie, hvor en borgerlig piges seksualitet skal vækkes og langsomt modnes. Hun hører til i huset, borgerskabets bastion, han i naturen, som fri elsker og fritænker. Han er koket og arbejder samtidig på forførelsen med en læges nøjagtighed, følger hende på afstand, betragter hende gennem husets vinduer, lokker hende ud i naturen, som man kan sige er hans element, men i digtet Kanefarten, da deres elskov endelig skal fuldbyrdes, siger hun nej. Hun bliver syg, svækkes og dør til sidst. På den måde har vi en trefaset novelle, der spænder over: tilnærmelse, hengivelse og død.

Altså en ulykkelig kærlighedshistorie, der ender med døden for den ene, kvinden, men hvor til gengæld, gennem smerten, jeget fødes som digter. Det vil sige: han gennemgår en transformation fra elsker til digter i overensstemmelse med det romantiske ideal om digtning og inspiration.

Udgivelse: 23. februar 2017
Genre: Lyrik
Pris: 150,-
ISBN: 9788793128606

 

Sandra Holm i Sandalserien

Sandra Holm: Har jeg været her før, efterskrift af Selma Rosenfeldt-Olsen og Hans Otto Jørgensen, udkommer februar 2017

Har jeg været her før? spørger Sandra Holm i bogens allerførste linje. Hun befinder sig i sit barndomshjem i svenske Norrland tæt på polarcirklen og burde kende svaret. Alligevel er hun i tvivl. Eller er det måske bare kokketeri: Spørgsmål. Hvem har behov for at danse meget. Svar. Jeg. Der er så meget at se, at høre, at vide, at henrykkes over.

Romanen er organiseret serielt, hovedpersonen er fra begyndelsen udstyret med et sæt af færdigheder, som gennemspilles igen og igen, frem for at hun udvikler sig og får en dybere forståelse af sig selv og dette og hint. Rastløs, sørgmodig, ambitiøs, drikkende skriverkvinde.

Udgangspunktet er ønsket om at skrive en bog eller breve til den finske forfatter Pentti Saarikoski (1937-1983) efter at have læst hans Brev til min hustru fra 1968, der handler om ham, der går alene rundt i Dublin og skriver og drikker og tænker på sex. Dem, han har haft sex med. Han skriver om kommunisme eller skinkesandwich, han spiser, hvis han kan få dem ned, og om kusse og Jesus i tilfældig rækkefølge. Han har lovet sig selv ikke at rette et ord.  Det inspirerer Sandra Holm.

Hun bor i København, men tager til Milano. Her vil hun kunne skrive og drikke som Pentti  Saarikoski. Hun vil være en skandale som han. De indgår en slags pagt, men det er svært for hende at overholde hans stramme deroute-kur: Jeg har ingen vanskeligheder med at spise sådan som du har i Dublin, Pentti. I modsætning til dig bliver jeg kolossalt sulten af at være beruset.

Pentti Saarikoski begynder Brev til min hustru med konstateringen: Jeg har været her før. Sandra Holm vender det om til et gentagende spørgsmål. Men ikke kun titel-spørgsmålet går igen, også Polarcirklen, som man med dens særegne karakter – midnatssol om sommeren, polarnat om vinteren – kun kan erfare vished om ved i al sin sentimentalitet at have levet nær den. Og, i denne sammenhæng nok så vigtigt: polarcirklen er et fælles sted for Sandra Holm og Pentti Saarikoski, som også kommer der oppe fra det høje nord.

Sandra Holm skriver: Jeg spurgte stilheden ved polarcirklen, hvad jeg skulle gøre? – I det hele taget er der en eksotisk og erotisk aura omkring lokaliteter. København er den store by, i Milano er der pensionatet med tre storartede ludere i luksusklassen. Alle steder er jeget i kontrast til stedets evighed kun et lille jeg: dødeligt og gennemtrivialiseret. Men modsat Polarcirklen er kussen og flasken til at tage og føle på, sproget bliver vulgært, safterne flyder. Sandra Holm lærer af det sanselige, og det sanselige er en god lærer. Man bliver klogere af at læse hende, når hun fx forsøger at forstå himlen over sin hjemegn ved at sammenligne den med sin ungdomskrop.

Den er end ikke en stemning, dertil er den alt for tynd og gennemsigtig. På sin egen måde ligner den leden eller henrykkelsen, som er sværest at forklare og beskrive.

Har jeg været her før udkom 1978, Sandra Holms tredje bog, efter debuten Barnlige slagsmål 1969 – hun udgav endnu én, Dans mit mismod væk 1982 – og var et hit, blev anmeldt på dagen etc. Men døden tog ikke kun Sandra Holm, 1987, da hun var 44 år gammel, men også hendes forfatterskab. Det være hermed genintroduceret.

Udgivelse: 23. februar 2017
Genre: Roman
Pris: 150,-
ISBN: 9788793128590

 

Tove Meyer i Sandalserien

Tove Meyer: Skygger paa Jorden, digte, med efterskrift af Asger Schnack, udkommer maj

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden.

Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.

Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.

Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis.

Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver – i Skygger paa Jorden:

                  Højt over vort Hoved gaar Solen
                  men under os Skyggernes Hær
                  tegner onde Karrikaturer
                  af denne vor jordiske Færd
og videre
                    Som sorte Flammer de slikker
                    langs Klodens buede Hvælv
                   fortærer alt hvad de støder paa
                  – fortærer til sidst os selv.

Udgivelse: maj 2017
Genre: digte
Pris: 150,-
ISBN: 9788793128651

 

En trekant af Ovid, heroin og poesi

Pia Busk: Corinna og Jeg, digtsamling. Udkommer i maj.

Seksualitetens mørke sider er det centrale tema for digteren Pia Busk. I sin anden digtsamling uddyber hun sit litterære projekt med en vidtfavnende versfortælling, der trækker på både oldtidens elegiske digte og på nutidens rå erfaringer.
Fortælleren, en ung kvinde, opsøges i de tidlige forårsmåneder omkring årtusindskiftet af en ældre, halt professor. Forholdet udvikler sig og snart kommer professoren som fast gæst hver uge. Med kastanjetræets lysegrønne blade uden for det åbentstående vindue i hendes værelse går lektionen ud på at ligge mellem lagnerne og læse Ovids latin. Fra Ovid kommer også den kvinde, professoren er betaget af og som spejles i titlen: Det er Corinna fra Ovids første og mest erotiske digte: Amores.
Men professorens betagelse af Corinna og hans besættelse af den romerske oldtid og episke digte smitter af på den unge kvinde. Gennem de grå ringe af stær i professorens øjne ser hun tilbage gennem tiderne og Ovids passioner. Hun tager Corinna til sig og begynder at se en tvillingeverden gennem sit eget og en romersk elskerindes blik.
Forholdet varer elleve år og som tiden går, kan hun ikke længere skjule sine egne problemer. Dobbeltlivet, afhængigheden, og den nye, mærkelige oplevelse det er for hende at skrive ting ned i de kinabøger, hun bruger til at holde styr på sine aftaler. Det er kinabøgerne, der sammen med Ovids Amores senere kommer til at udgøre råstoffet for denne voksende digtfortælling.
Corinna og jeg er en trekant af Ovid, heroin og poesi. Hvor første dels centrale tema er Ovids digte og professorens tragikomiske væsen, fokuserer anden del, Kastanjely, på fortællerens hårde afvænning. Her findes blandt andet en suite ”Metadonsonetter”:
Det er en kunst at blande heroin og kokain.
     Ingen skal sige andet. Der er kunstnere
iblandt os: dygtige hænder, som blander
     pulvere, så de racer side om side i det kapløb,
enhver junkie afholder i sine hullede blodbaner.
     Du er lodret åndssvag, hvis du ikke tror
på den metafor. Det var den første linje, jeg nogensinde
     skrev, og den er lige så klodset som den er ærlig:
En ny hånd fordeler de små bunker på spejlet, min hånd,
     kan du høre, hvordan barberbladet skrider,
og jeg lægger alt for meget i ordene: gylden tjære,
optursnektar, mudderslik, sød smat, honeyball.
Og når linjerne bare er fulde af lort? ”Det er som metadon,”
     sagde min roommate: ”Alting smager af prosa.”
Det er et konkret og sanset vidnesbyrd fra en af livets mere smertefulde ’afdelinger.’ Man kommer til at tro på, at der er kunstnere iblandt os. Man tror på den hjælpeløshed, hvor barberbladet skrider henover et arret spejl.
Tredje og sidste suite har titlen Den ny tosomhed og beskriver fortællerens ’genopstandelse’ på den anden side af afhængigheden gennem en sansemættet rejse til Cairo. Det er også her, år efter professorens død, at Pia Busk samler trådene i digtsamlingen. Det er nært, fuldt af dufte og flodvand – man får selv lyst til at rejse dybt ind Cairos garverier, hvor Gud går rundt blandt huderne og holder styr på sjælene på et regneark sin MacBook Pro.
I den forstand er Corinna og jeg en utraditionel rejseguide til underverdenen og op dernede fra og ud i livets skærende lys. En tredelt bevægelse og en indsigt i et liv, der ellers sjældent løfter stemmen. En historie om en kvindes emancipation gennem den klassiske litteratur.
Pia Busk debuterede i 2015 med Grotten, som tegnede et sprogligt kort over halvt gemte kælderadresser i København og omegn. Det var en mørk seksuel historie fuld af gru og litterære allusioner, men også en fortælling præget af underverdenens sært karske lyriske jargon.
Med Corinna og jeg får vi hele baggrundshistorien med.  billedkunstneren Troels Carlsen, der også lavede omslag til debutbogen Grotten, har til Corinna og jeg lavet både omslag og vignetter, hvor han behandler temaerne i sin originale streg.