GLADIATOR ABONNEMENT

Din andel i litteraturen

Som medlem af Gladiator Abonnement abonnerer du på 12 bøger eller bogpakker om året for 169 kr. pr. måned. Vi sender dig en bog hver måned - og vi betaler portoen. Beløbet trækkes via dit kreditkort den første bankdag hver måned. Og du får derudover altid 30% rabat på alle forlagets øvrige bøger. Månedens bog i juni er Marie Bregendahls Tvillingeromaner.

Det er vanskeligt at forestille sig det litterære landskab uden små forlag. – Sådan var det i 60erne og 70erne med bl.a. forlaget Arena. Og sådan er det nu med bl.a. Gladiator. Én af de måder små forlag overlever på er gennem bogklubber eller abonnementsordninger. Strategien gjaldt for Arena og strategien gælder for Gladiator. For at sikre en kontinuerlig og kompromisløs udgivelsespolitik.

Takket være Arenas abonnenter – måske dine forældre eller bedstforældre eller du selv var abonnent – udkom et væld af gode bøger af forfattere som Peter Seeberg, Poul Vad, Cecil Bødker, Henrik Bjelke og Dan Turéll, som berigede det litterære sprog og udvidede grænsen for, hvad litteraturen kan og bør være.
Gladiator har samme mål, det er det samme, der er på spil.

Vi udgiver ny danske litteratur og vi udgiver klassikere på kanten af kanon i Sandal-serien. Af den slags, der for lyrikkens vedkommende normalt sælger i 150-300 eksemplarer og romaner i oplag af 500-1500. Det er ud fra et økonomisk synspunkt en risikabel forretning, men ved hjælp af abonnementsordningen sikres hver udgivelse en økonomi, en læserskare og et langt liv. Derfor ordet ANDEL om dit abonnement.

Din støtte betyder ALT. 

Tilmelding

Som medlem af Gladiator Abonnement abonnerer du på 12 bøger eller bogpakker om året for 169 kr. pr. måned. Vi sender dig en bog hver måned - og vi betaler portoen. Beløbet trækkes den første bankdag i hver måned via dit kreditkort.

Du abonnerer på 12 udgivelser om året af det bedste som ny dansk litteratur har at byde på. Med navne som fx Josefine Klougart, Halfdan Pisket, Kristina Nya Glaffey, Jakob Skyggebjerg, Lea Løppenthin og Hans Otto Jørgensen samt spændende debutanter.

Du får også 30% rabat på alle Forlaget Gladiators øvrige bøger. Nye såvel som i vores bagkatalog. Du skal være logget ind, og bruge rabatkoden GLADIATOR ved checkout.

Klik her for at melde dig til!

Månedens bog

NÅR DU BESTILLER GLADIATOR ABONNEMENT, FÅR DU  MÅNEDENS BOG TILSENDT MED DET SAMME. 

NB: Hvis du tilmelder dig i juni måned, får du to ekstra sandalbøger tilsendt, Tove Meyers Skygger på jorden og Jens August Schades Helvede opløser sig


Denne måneds bog:

Marie Bregendahl: Tvillingeromanerne Blandt de Unge og & Fest og Trægsler

❤❤❤❤❤
“Den arbejdende kvinde og hendes arbejdes generelle underkendelse er i det hele taget en gennemgående figur hos Bregendahl [...] Det er ikke moralistisk, men rå, rå opbyggelighed. Ingen tvivl om, at Marie Bregendahl litterært er et mindst lige så interessant bekendtskab som den mere kanoniserede egnsfælle Jeppe Aakjær, som hun selv forsørgede som sin mand i en årrække.” – Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, Politiken 


Marie Bregendahls største bedrift efter En Dødsnat fra 1912, som vi tidligere udgav i Sandalserien, er efter min bedste overbevisning tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler fra henholdsvis 1919 og 1921. De to små romaner er en del af syv-binds-værket Billeder af Sødalsfolkenes Liv, men kan med fordel læses for sig.

Mod slutningen af Blandt de Unge er det som om Else, den ene af de to kvindelige hovedpersoner, den anden er Lise, som vi også kender fra En Dødsnat, kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt … Og da blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende.

Midtvejs i I Fest og Trængsler flytter Else til Viborg, væk fra landsognet, for at lære at sy, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med hendes udkårne Christian. – Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selvødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit skæbneunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling.

Et psyko-drama af dimensioner, båret af Marie Bregendahls vrede over kvindens stilling. Dertil et stykke kulturhistorie, fra land til by og hvad deraf fulgte: nemlig tilblivelsen af den enkeltes individuelle psyke, som ikke fandtes i agrarsamfundet.

 

Bonus-sandaler ved tilmelding i juni:

Tove Meyer: Skygger paa Jorden, efterskrift af Asger Schnack.

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden.

Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.

Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.

Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis.

Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver - i Skygger paa Jorden:

Højt over vort Hoved gaar Solen

men under os Skyggernes Hær

tegner onde Karrikaturer

af denne vor jordiske Færd  

og videre

Som sorte Flammer de slikker                    

langs Klodens buede Hvælv                   

fortærer alt hvad de støder paa                  

fortærer til sidst os selv.

Jens August Schade: Helvede opløser sig, efterord af Peter Laugesen.

Jens August Schade, født 1903 i Skive, død 1978 i København. Efter studentereksamen fra Viborg Katedralskole 1921 på universitetet i København, hvor han læste nationaløkonomi og iøvrigt sås i en kreds af åndsbeslægtede tilhørende Det Ny Studenter Samfund med dadaisten og ekspresionisten Broby Johansen i spidsen. Også den vordende digter og journalist Harald Landt-Momberg og den senere landretssagfører, kommunisten Carl Madsen var en del af miljøet.

Der har været knald på, lige her oven på 1. Verdenkrigs afslutning, hvor hele det gamle Europa lå i ruiner, materielt som åndeligt. Havde Nietszche mod slutningen af 1800-tallet proklameret guds død, så havde det nok været en død, der først og fremmest havde med borgerskabets trosforhold at gøre, men med masse-døden i skyttegravene på vestfronten blev guds død noget, der vedkom enhver.

Ismerne væltede frem, den ene efter den ande. Dadaisme, ekspresionisme, surrealisme ... Schade var surrealist, mild og sværmerisk, fra sin debut 1926 med digtsamlingen Den levende violin og alle årerne frem. Hvad enten han skrev lyrik, prosa eller dramatik, for selv om han er mest kendt for sine digte, gjorde han sig i alle genrer.

Herværende Helvede opløser sig fra 1953 er den modne Schades værk, bohemens værk, fra det Københavnske natteliv anno efterkrigstid. - Et godt sted at begynde. Hvis man ikke allerede er faldet over manden med den umiddelbare adgang til – hvad man bedst karateriserer som – universel kærligheden.

Med efterskrift af Peter Laugesen, som én gang for alle – på tværs af alle ismer – placerer Schade i en dansk-jysk tradition med Johs. V. Jensen og Thøger Larsen som pejlemærker.

JULI 

Dorothee Elmiger: Indbydelsen til vovehalsene

Schweiziske Dorothee Elmigers roman Indbydelsen til vovehalsene er sat i triste omgivelser: et smuldrende kulminedistrikt, hvor der er store revner i jordoverfladen, og alt emmer af forladthed og ødelæggelse. En brand brød for årtier tilbage ud i minegangene under jorden, og branden brænder videre som en slags forbandelse.

Vi hører om de få huse, der er blevet stående i det øde land, og om deres beboere. Søstrene Margarete og Fritzi Stein er døtre af chefpolitiinspektør H. Stein og bor oven over politistationen. Deres mor er stukket af, og deres far er som de andre politibetjente: et magtliderligt fjols og lige så lidt villig til at erkende, at hans verden er ved at falde fra hinanden, som han er parat til ændre noget. Eller at besvare søstrenes mange spørgsmål for den sags skyld. De må søge svarene selv. Margarete og Fritzi tager på en ekspedition for at finde en flod, de mener kan forklare dem deres historie. De har en plan om at kalde unge mennesker fra hele verden sammen ved denne flod.

Forehavendet  i bogen er aktivistisk; det spørger HVORDAN FINDER VI HINANDEN? Indbydelsen til vovehalsene er Dorothee Elmigers bud på et skrækindjagende fremtidsscenarie. Den er fra 2010 men er alarmerende aktuel i forhold til situationen i USA og den fattige, vrede, hvide befolkning i sydstaterne, der valgte Donald Trump til præsident, fordi han lovede dem at få en ellers afdød kulmineindustri tilbage på benene igen.

Dorothee Elmiger er født i 1985 og Indbydelsen til vovehalsene er hendes debutroman. Den blev blandt andet honoreret med Kelag-Prisen ved Ingeborg Bachmann-festivalen samme år, som den udkom. Dorothee Elmiger har ikke tidligere været oversat til dansk. 

 

AUGUST

Johanne Fall: Der er altid nogen at befri

Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Falls roman Der er altid nogen at befri, skal indlægges på Odense Universitetshospital på grund af anoreksi. Vi følger nøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellem en ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, at Katrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling. 

Romanen er fuld af galgenhumor og kynisme og selvironi, men man er ikke i tvivl om, at det er er alvorligt, det her. Dødsens alvorligt. Døden byder sig således allerede til i prologen:

  ”Er du bange for at dø?”, spørger psykologen.

  ”Nej”, siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrol over, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.”

Katrina er i konflikt med sig selv. Hun er grundlæggende i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at dø. Johanne Kirstine Fall har med rammefortællingen, der starter og slutter i tredjeperson, skabt et rum for det Katrina-jeg, der taler i resten af romanen som reporter – ikke fra en krigszone – men en anden zone, hvor det også handler om noget så umiddelbart og simpelt som at spise.

Johanne Kirstine Fall skriver med pondus, og Katrinas medpatienter beskrives med en indlevelse og humor, så de selvstændiggør sig med hver deres specifikke væsen, hver deres specifikke historie. Men Katrina er ikke bare anorektisk, hun frembyder også psykoser. Johanne Kirstine Fall formår med groteskens virkemidler at beskrive Katrinas psykotiske anfald på en måde, så det giver et levende indblik i vrangforestillingen: Vi sidder samlede ved frokosten. Jeg skal spise rejseost. Jeg tager en bid af knækbrødet, der vokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden på mine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejerne fra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud …

Der er altid nogen at befri er en voldsom, skrøbelig og sårbar historie, men opretholder hele vejen igennem – og det er noget af en bedrift – en usentimental indstilling og gør op med offerrollen. Man bliver som læser klogere på anoreksiens mangeartede u-væsen.

 

SEPTEMBER

Joakim Vilandt: Cassandra

Cassandra er en samling af fem korte bøger, fem skildringer af verdens dans mellem udvikling og undergang. Hver bogs fortælling er sin egen brik i en kaotisk profeti, hvor selv fortællerens stemme er i afmagt. Lovsange kalder på Gud, et ukendeligt mørkt væsen, der dog har sit greb i alle livets voksende dele. Stemmen samler sig uformående mod en hadefuld overstadighed, hvor næring betyder gift og skabelse betyder destruktion. 

See Følge. Jeg kunde mumle saa mange varme Bjæff om det rige Skin, det gyldne Grums fran Solnedgangen, der kæles nedad i den graa Mark kaldet asfalt, mellem de polerte Mure.

Kund mumle saa mange Hvalpes vrede Bjæff imod Hals Trug Baandet over deres Skuldre. Gyldenvarmt.

Kunde mumle Skin Rige over det faldende Gyldne Sol ventende over Zootarnet, stillesagte førend Mørket kværker. Et Skin saaet Lyes af oss orange skumklart, Søjler aff Varme fra vores Bjæf, saa Rige stablet af sovende Hvalpes Bunke.

Kapitlerne omfatter en del forskellige genrer, og Cassandra har både spor af poesi, korttekst, prædiken, essayistik og profetiske syner. Hver tekst er opløst i et anakronistisk særsprog. Man rives ind og ud af et faux-kierkegaardsk dansk, panskandinavisk, oldgræsk og klange, der kun tilhører afgrundens støj.

Særsprogets stemme påkalder sin egen støj og selvmodsigelse. Bag den vævede tekst findes en psykologi, splittet ad mellem ungdomsminder, argumenter og rablerier. Denne "Cassandra" når næsten at fremkomme, men er forudbestemt til kollaps som alt andet i fortællingen, når stemmen flænses, brændes eller knuses.

Selve Cassandras bøger er fragmenter af denne stemme. Nogle handler om minderne før profetierne, andre fremmaner dystert had, andre fortæller om den uundgåelige undergang, nogle beskriver en magisk undergang, der allerede er sket. Det er en bog af kontraster i kor, der kan læses forfra, bagfra, tilfældigt eller som opslagsværk.

Et særegent og dybt nødvendigt arbejde.

 

OKTOBER

Aleksander Šajin: Ivan Blank

Aleksandar Sajins nye roman Ivan Blank er en komedie om kærlighed og utroskab, om løgn og bedrag, om vanvid og kunstnerisk blindhed, om PET, om åbenbart grundløse asylansøgere, om det danske retsvæsen, om drømmen om villa Volvo og vovse …

Ivan er forfatter i eksil i Danmark, han kom hertil som flygtning i forbindelse med Balkan-krigen i begyndelsen af 1990erne og er, som det hedder, velintegreret, akkurat som forfatteren selv. Alligevel er romanen langt fra at være af den populære auto-biografiske slags. Der er for megen fantasme, handlinger og handlingsfigurer brækker hele tiden over og lander i det groteske, der er for megen slapstick over alle de forskellige kærlighedsforhold, vi som læsere føres igennem, der er for megen humor, man er indimellem ved at dø af grin.

Ivan arbejder som serbokroatisk tolk og når han er ude og tolke – i en eller anden dum flygtninglejr – er der altid endnu en Ivan, han skal tolke for. Det er absurd, bureaukratiet bliver udstillet, hvilket abolut ikke gør det mindre – bureaukratiet, altså - endsige mindre gennemskueligt, personalet inklusiv Ivan Blank og borgeren, der endnu ikke har status som en sådan, men asylansøger, klart uden at have grundlag for at ge asyl, bliver til små tilfældige brikker i et større spil. Og da Ivan i erhvervsøjemed skal sikkerhedsgodkendes af efterretningstjenesten går det helt galt.

Men omdrejningspunktet i romanen er kærligheden, det øjensynlig umulige i at få et forhold til at vare. Aleksander Sajin kan skrive indfølt om erotik og forelskelse, men Ivan er akavet og reflekterer for meget, ser også den intime situation på afstand: Det var en slags meditation, det at svæve umærkeligt over Maries hoved og hendes lange, mørke hår, der snoede sig langs hendes ansigts højre side og ned ad halsen, hvor hendes krop forsvandt så tæt på hans, klistret af sved til hans brystkasse.

Det er det lille ord meditation, der skaber afstanden – og allerede i den sætning, der følger ovenstående, er der kommet et barn til – Svævende i de hvide lagener befandt de sig i rummet sammen med det lille spædbarn, som sov ved siden af i sin egen lille seng med tremmer – Ivans ven, Johannes, kan ikke lade være med, hver gang de ses, at pirke til netop det med børnene. At Ivan har så mange, og der er så mange hensyn, mens Johannes selv i sin egen optik er fri, men hans rejse til Goa eller hvor, det er,  er ikke sådan lige at realisere.

Jeg elsker Johannes. – Aleksandar Sajin er i det hele taget skrap til bipersonerne. Ekskærester og ekskoner bliver bragt til live en efter en, de får det, de skal have, så man forstår dem, de har en vilje og en stemme, og de lykkes eller skuffes.

Ivan vil hele tiden videre, græsset er altid grønnere på den anden side, men fortiden hænger ved. Sammen med Marie – jf. citatet – er han i romanens begyndelse på jagt efter et nyt hus, der skal de realisere drømmen om det gode liv, én gang for alle, romanen er vejen ad hvilken, der også kommer noget rationalitet ind i billedet. Plus netop noget af det, som manglede i indledningscitatet: hengivelse og væren i nuet. Det er det, komedien kan, den har den kartarsis i sig, kan være både menneskelig og guddommelig.

Det er en fornøjelse. 

Aleksandar Sajin har været medredaktør af litteraturtidsskrifter i Sarajevo og Beograd og har udgivet Tiden-Tiderne i 2003, en digtsamling, et par dramaer og noveller på serbokroatisk og dansk, plus Rosa og Valters notater, to dagbogsromaner i 2007 og 2011, samt et essay, ”Om Sjælen” i Brøndums encyklopædi i 1996.

 

NOVEMBER

Simon Glinvad: Blå sandaler, 7 essays om humanismens krise

Det er internationalt snit over Simon Glinvad essays, han færdes hjemmevant i de europæiske storbyer, citerer de store forfattere og refererer og diskuterer uden at ryste på hånden førende sociologer og humanismeforskning i det hele taget, men tag ikke fejl: alting er forankret i egne erfaringer og egen familiehistorie og formidlet i personlig stil.

Essayene handler om grænser. Grænsen mellem barn og voksen, mellem faren og den modne mand og en farfar på vej ind i Alzheimers skyggeland. Grænsen mellem rig og fattig, mellem velbjærgede Danmark og mennesker, som er flygtet fra krig og ødelæggelse. Grænsen mellem motorvejen og det stillestående land og mellem provinsielt villakvarter og metropolen.

Og hele tiden forbinder Simon Glinvad det fysiske og det mentale rum sammen, de rum, som er akkurat nu, men som altid også har en fortid og en fremtid.

Forfatteren er altid både barn – søn og sønnesøn og dattersøn – og forsørger, eller bedre: opdrager for sine egne to sønner. Og på den måde bliver det også et stykke Danmarkshistorie, fortalt af mand i sin bedste alder, som har svært ved at honorere egne og andres forventninger om karriere og en solid økonomi – han har valgt den forkerte vej, at leve som forfatter – altså: et stykke Danmarkshistorie, med agrarsamfundet repræsenteret af mormor og morfar, velfærdsstaten af farfar som politimand og det teknologiske spring af faren, som direktør for IBM.

Jeg kørte mod Allerød ad den lange Sjælsmarkvej som fører forbi Sjælsø og den nedlagte Sjælsmark Kaserne som for nylig er blevet til et udrejsecenter for afviste asylansøgere. Det er en af de smukkeste landeveje i området, med det dybe fald mod søen på den ene side og militærets tilvoksede øvelsesterræn på den anden, og nok har vejen ikke mange bugtninger, men den er bakket, og bakker er en sjældenhed i denne del af landet. Efter kasernen kommer det åbne stykke land hvor søen trækker blikket til sig, og kort efter følger Sandholmlejren, endnu en tidligere kaserne der nu er landets største asylcenter. Efter Sandholm løber vejen lang og lige gennem Blovstrød og skovene der er gennemskåret på kryds og tværs, og først i skoven begynder den at sno sig før den endelig fører ind i stationsbyen Allerød.

Simon Glinvad skriver medrivende – som læser glemmer man tid og sted – der er en for essayet episk kraft, men retningen er en anden end epikkens: spørgsmålene hober sig op, refleksionerne er dybere, man bliver simpelthen klogere på de konflikter, der udspiller sig overalt, og man bliver tvunget til at tage stilling og vælge side: For eller imod humanismen.

Simon Glinvad Nielsen skriver for det europæiske kulturmagasin Lettre Internationale, hvor flere af bogens essays har været offentliggjort, men ingen har før været trykt på dansk.

OG LISTEN VIL FORTSÆTTE MED DET BEDSTE OG NYESTE FRA GLADIATOR