Gladiators sangskriverskole

Undervisningen forløber tirsdag aften, fra 18-21.00. Undervisningen vil dels finde sted på forlaget, Sturlasgade 14 A, 1. sal dels i Nikolaj Nørlunds studie på Frederiksberg. Undervisningen består af 8 aftener over 3 måneder. Næste forløb starter 4. oktober. Forløbet afsluttes med en afgangskoncert.

Tilmelding: Send to sange (indspillet musik), samt teksterne på skrift til gladiatorskolen@forlagetgladiator.dk

Pris: 7995,-

Ansøgningsfrist TBA

Hvornår fungerer en sangtekst for dig? Der er vel så meget andet, der er vigtigt: Melodi, stemme, fremføring, beats, dans, genre, produktion – måske endda at man føler sangen, inderst inde. Men føler andre der hører sangen det samme? På sangskriverskolen handler det om at skrive den gode sangtekst, ikke som noget særskilt eller adskilt fra musikken, men som noget der er vigtigt og centralt for musikken og ikke underordnet den.

Forløbet henvender sig til dig, som er interesseret i at få flere redskaber, nye input og en dybere forståelse af din sangskrivning. Undervisningen fokuserer på dansksprogede tekster, men der er også mulighed for at arbejde med tekster på engelsk.

Undervisningen har som sit udgangspunkt, at sangtekster, der er centrale og vigtige for musikken, skal tages alvorligt, og at de skal behandles på samme måde og med samme opmærksomhed som digte trykt i en bog – og at vi gennem kvalificeret, faglig samtale i fællesskab kan opnå en forståelse af, hvordan den gode sangtekst fungerer, og hvorfor det lykkes nogle sange at kommunikere på en helt enestående og særlig måde.

Der findes ikke én måde at skrive den gode sangtekst på, som er den rigtige, sangtekster indgår i mange sammenhænge med mange forskellige typer musik og derfor lige så mange forskellige udtryk, men uanset genre og musikalsk udtryk er det muligt at diskutere og kvalificere originalitet, metode, kvalitet og udvikling – der er med andre ord altid plads til forbedring.

Undervisningen er ledet af Nikolaj Nørlund samt en række gæstelærere.