Texas Longhorn, nr. 7 - Brydningstider
Forlaget Gladiator

Texas Longhorn, nr. 7 - Brydningstider

Normal pris 49,00 kr

Texas Longhorn #7 – Brydningstider

Hvad foregår der egentlig? Ikke bare i Danmark, men i hele den del af verden, vi bilder os ind at have styr på? Hvornår er de politiske værdier, overbevisninger og beslutninger –individuelle som fælles – der udgør og opretholder grundlaget for os som mennesker –individuelt som fælles – blevet vredet så meget ud af led, at vi står tilbage med en ruin som basis for vores handlen og væren i os selv og verden?  I sidste nummer af Texas Longhorn beskæftigede vi os med det ondeog ikke mindst forsøget på at definere det ondes væsen. I dette nye, syvende nummer er det emnet om brydningstider, der optager os. Hvordan er vi kommet hertil? Vi bekriger hinanden, kaster bomber og gør hinanden hjemløse, vi fordeler ressourcer og plads forkert, vi tager fra de fattige og giver til de rige, vi lader os forføre af politisk og trosmæssig radikalisme forklædt med stærk retorik. I denne brydningstid, fuld af opgør med os selv og hinanden, er vi da rent faktisk ved at nærme os det onde, eller endnu værre; at blive det selv? 

Vi diskuterer og debatterer og er uenige som aldrig før: Hvad er dit, hvad er mit, hvad er deres? Og hvordan skal det, der er tilbage, fordeles? Hvem er jeg, hvem er du, og hvem er de? Og så forsøger vi ellers at besvare disse spørgsmål, som så absolut ikke er firkantede, med skarpt optegnede kassebegreber: Nationalitet, religiøsitet og seksualitet er kun nogle få af den slags mærkater, ud fra hvilke vi forsøger at definere individet eller den større gruppe mennesker. Men hvorfor? Fordi den ubøjelige, ukomplette definition og afgrænsning af de andre synes at give en følelse af, at det at holde dem ud i strakt arm og tænke på os selv før dem er langt mere moralsk tilladeligt, end det ellers havde været – fordi de i deres begrænsende definition er så meget mere forskellige fra os selv.

Men hvor stammer den fra, denne egoistpolitiske trend? Nogen taler om frygt. Om angst. Og nogen taler sågar om en aktivering af en naturligt indbygget overlevelsesstrategi i os alle, som er sket for tidligt: Er der mindre til dem, er der mere til mig. Er det fordi, vi er bange, bange som aldrig før, fordi vores sikre, lunke, vestlige tryghed dagligt invaderes af virkelighedens verden udenfor? Er det derfor, det føles nemmere at smække døren i – og øjenlågene – og gemme sig bag store politiske frontfigurer, som resten af verden allerede har udnævnt til skurke? Fordi vi så ikke selv er med. Ikke rigtigt. Men det er vi. 

Når vi tager et valg om at lukke andre ude, uanset om vi står på nederste eller øverste trin af beslutningstagertrappen, så glemmer vi den vigtige erkendelse, enhver person nødvendigvis må gøre sig for at kunne eksistere godt og rigtigt i verden: Nemlig, at vi er dybt afhængige af det relationelle aspekt ved at være mennesker, som rækker ud over os selv og vores lille gruppe, og daspecielt i en så globaliseret og lille verden, som vi i dag deles om. At udelukke og nedprioritere andres værd er ikke at hjælpe sig selv.  

Men der er håb: Hvis vi ikke lader os styre af frygt, egoisme og retorisk sort magi – hvis vi ikke reducerer os selv til ofre for undskyldningen om, at vi ikke kan gøre det bedre, derfra hvor vi står. Vi skal være årvågne, kritiske, medfølende, og vi skal ikke feje noget ind under gulvtæppet. Her på Texas Longhorn er vi on. Og det er vi med det syvende nummer, Brydningstider, der bl.a. indeholder politiske analyser fra Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Nestor Seip, et blik på Danmark som kolonimagt gennem graphic novel-uddrag af Aron fra Kangeq og Konrad Nuka Godtfredsen samt materiale fra billedkunstner og forfatter Pia Arke, digte af bl.a. Jan Krogsgaard og Hanadi Zarka, som du også kan finde på idolplakaten, et uddrag fra en dystopisk roman af Dorothee Elmiger og ikke mindst et Jens August Schade-vedhæng med tegninger af Inga Lyngbye og et efterord af Peter Laugesen. Og meget, meget mere. 


Del dette produkt


Lignende produkter