"Budbringer for de misbrugte børn" - DR interview med Casper Havser

Michael Ørtz Christiansen fra Danmarks Radio har interviewet Casper Havser om hans debutdigtsamling 'Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale'. Læs et uddrag af interviewet her:

Foto: Lasse Rønne

"Fiktiv poesi om seksuelt misbrug

Casper Havsers bogdebut er en både ubehagelig og smuk omgang poesi om noget så upoetisk som seksuelle overgreb pakket ind i et naturskønt jagtunivers, hvor offeret bliver sammenlignet med en hund og overgrebsmanden med en jæger.

Men den handler altså ikke om forfatteren selv. Han ser sig selv som en slags budbringer for de misbrugte børn, han har mødt.

Og han forsøger at holde snakken så langt væk fra de konkrete overgreb, han beskriver, og fra sin egen person.

- Samfundet har ikke brug for at få sat et ansigt på, hvem der har skrevet bogen, for så begynder man at tænke, at det er en enestående situation, men det er det ikke, siger Casper Havser.

 [...]

Hittebarnet uden stemme

Pseudonymet Casper Havser er ikke tilfældigt.

Navnet henviser til legenden om Kaspar Hauser. Hittebarnet, der blev født i 1812 og angiveligt var indespærret i en mørk kælder det meste af sin barndom, og som var menneskesky og ude af stand til at udtrykke sig, da han endelig kom ud af kælderen.

Et barn uden stemme til at fortælle om sine oplevelser.

Ligesom de misbrugte børn, som forfatteren Casper Havser nu forsøger at tale for i poesi inspireret af andres oplevelser, observationer og den offentlige omtale af seksuelle overgreb."

 

Læs hele DR's interview her, hvor du også kan høre Casper Havser læse forordet til digtsamlingen op.