"En ny ydmyghed" - Interview med Josefine Klougart

Josefine Klougart er klar med sine nye roman Alt dette kunne du få d. 28.10.2021. Vi har stillet forfatteren en håndfuld spørgsmål omkring bogen, skriften og inspirationen. Læs med herunder. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Hvad kan læseren se frem til i Alt dette kunne du få?

I begyndelsen af Alt dette kunne du få hører vi om Barbara, der er hjemme at besøge sine forældre på landet og får øje på den kam, de brugte til at rede hendes fars hår med, da han lå bevidstløs på hospitalet. Vi hører om, hvordan hun, hendes søster Sara og moderen Sonja passede ham i den uge, hvor han ikke vågnede efter en ellers veloverstået hjerteoperation; og om de opvågningsforsøg, der var. Her bad man Barbara og Sara holde hans arme fast, mens man skruede ned for den beroligende medicin; og man hører Barbara fortælle om det blik, der mødte hende, da han slog øjnene op. Et blik helt uden genkendelse, som et fald ud i et øde bagved.

Kort fortalt handler romanen om dette fald, om erfaringen af dødens refleksion i det levende. Og så handler den om menneskets evne til at overskride sig selv og træde ud i et naturforhold – og det at have glimtvise erfaringer af forbundethed med verden. Erfaringer af at være en del af en større rullende kraft i naturen og i kunsten. Det er den slags erfaringer, som Barbara i romanen kalder åbenbaringer, og som hun begynder at have allerede i barndommen; men som hun senere opsøger, og som på en måde ender med at splitte familien ad.

Det er en bog fuld af kærlighed til den konkrete verden, og så er det en beskrivelse af en familie i to generationer. Den handler om moderen Sonjas opvækst i et fattigt hjem i det nordlige Aarhus og om, hvordan hun bruger sin seksualitet og skønhed til at løfte sig ud af denne fattigdom. Sonja har en visionær idé om et liv tæt på naturen – og vi hører om, hvordan hun forfølger denne idé, indtil den, reflekteret i datteren Barbara, er ved at ødelægge hende.

Det er en bog om den kløft, der kan være mellem generationer, og den store arv, man som barn bærer med sig i form af sine forældres uforløste drømme. Og så er det en roman, der handler om, hvad det vil sige at være kvinde og mor i dag og for 30 år siden. Både med hensyn til, hvordan vilkårene har ændret sig markant, og hvordan noget er det samme; hvordan nogle miljøer har svært ved at finde en plads til den kvindelige seksualitet, og hvordan det forhold er dialektisk, således at det bliver svært for kvinden at finde en passende plads til seksualiteten i sig selv og i sit eget liv.

Den handler om skam, om, hvordan man ikke kan udrydde den, men forskyde den; fordi seksualiteten har overskridelsen helt indbygget i sig. Når Gud ikke længere er der til at sætte grænser, så introducerer vi selv andre guder, andre dømmende instanser.

Det lyder måske alt sammen meget alvorligt, men det er egentlig også en ret sjov bog. Nu skal man selvfølgelig være varsom med selv at udtale sig om, hvorvidt ens egen bog er sjov eller ej, men det synes jeg faktisk, den er. Jeg beskæftiger mig ofte med nogle lidt tunge eksistentielle emner i mine romaner, men der er især i denne bog også et humoristisk blik på livets tragikomiske dimensioner.

Hvordan har det været at skrive Alt dette kunne du få?  

Det er jo fem år siden, min forrige roman, New Forest, udkom, og jeg har sådan set skrevet på denne roman siden dengang. Så det har været en lang proces, og det føles, som om jeg har skrevet mange bøger oven i hinanden. Der er enkelte sætninger og passager, der er fem år gamle, men der er sket en næsten total overskrivning af næsten hele manuskriptet flere gange. På den måde kan jeg og min redaktør se på den endelige bog som arkæologer, der bevæger sig gennem lagene ind i dyb tid, sætninger og scener er reminiscenser af verdener, der er gået under.

Nogle gange har jeg oplevet at skrive en scene, som er så stærk, at den satte en ny standard og på den måde er kommet til at omdirigere hele romanen. Sådan var det forrige sommer, da jeg skrev scenen om to søstre, der binder et nylonreb om maven og går ud i Vesterhavet ved et hestehul for at lade sig tage af strømmen; og næsten samtidig med den teksten om Barbara, der ligger under et tordenvejr og har en erfaring af pludselig at kunne erfare verden på en ny, meget dyb måde, så hun næsten bliver ét med lyngens rødder i sandet, som bliver fugtige nede i den våde sandjord; næsten bliver den rislen over stenene ved nedløbsrørene og de store skyformationer, der trækker fra landet og mod vest, ud over bugten. De to scener interesserede mig, og jeg vidste næsten fra begyndelsen, at de måtte blive bestemmende for, hvordan resten af bogen måtte se ud.

Det er tit først til sidst i en skriveproces, at det afslører sig, om det væv, man har lavet med tusinder af tråde, virkelig samler sig, om der er spor, der ikke resonerer med andre. Med det mener jeg, om de enkelte motiver og tråde står og vibrerer og begynder at samle sig i det, man med et udtryk fra musikken kunne kalde temaer.

I romanen refereres til den lysende metode, som er et udtryk fra Baumgarten, og som handler om, hvordan de poetiske forestillinger skal følge såle­des umiddelbart på hinanden, at temaet efterhånden forestilles klarere og klarere. Hvis man samtidig gerne vil overraske sig selv, bliver det en omstændig metode at følge, fordi der er en åbenhed i forhold til netop, hvad sådan et tema er; jeg holder det åbent, så længe jeg kan, for når jeg først har begrebet det selv, så er det ofte, som om teksten lukker sig for mig; intellektet tager styringen, og der kommer en rettethed i detaljerne, noget instrumentelt i sproget.

Hvorfor begyndte du at skrive, og hvordan har du udviklet dig som forfatter?

Det er noget af et spørgsmål. Jeg begyndte at skrive som barn, det gør vi nok alle i en eller anden grad, ligesom vi begynder at tegne; og nogle af os bliver ved. Der er sikkert andre, der klarere vil kunne se og beskrive, hvordan min skrift har udviklet sig; men jeg synes, at jeg med denne bog får forløst og forbundet mange af de temaer, jeg har berørt i mine tidligere bøger. Samtidig er der nogle erfaringer, jeg først med denne bog har kunnet skrive om, simpelthen fordi jeg har haft de erfaringer i mit liv.

På den måde har jeg selv oplevet det at blive mor; jeg har haft en far, der hang mellem liv og død i ugevis, og jeg har været ude for en spontan abort, som var ved at koste mig livet. Jeg er blevet bonusmor til en lille pige og mange andre ting, der har flyttet mig langt væk fra det sted, jeg var. Jeg tror, man kan mærke de erfaringer i skriften som en tyngde måske, men også som en lethed, en ny ydmyghed.

Noget nyt, jeg i denne bog gør, er det, at jeg i ét spor skriver om nogle historiske personer, nemlig forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen og hans store kærlighed, kvinden Estrid Bannister, som han møder som ganske ung på Færøerne. Jeg har læst biografier og breve, og det er dem, jeg har bygget det spor op over. Det er en historie om forholdet mellem virkeligheden og skriften, om, hvordan afsmitningen går begge veje – på den måde, at man kan sige, at Estrid på en måde lader sig forføre af kvindeskikkelsen Barbara og ender med at leve et liv, der på mange måder ligner det, Jørgen-Frantz Jacobsen har skrevet frem.

Det er en kvindeskikkelse og et kvindeideal, der hænger sammen med hovedsporet i fortællingen, hvor Sonja som ung læser romanen Barbara og føler sin eksistens opløftet herved på en måde, der får hende til at opkalde sin første datter efter den både tragiske og romantiske romanfigur – der i sit væsen hele tiden bevæger sig så nær naturen.

Hvad er din skriverutine? Hvor skriver du henne, og skriver du hver dag?

Tidligere kunne jeg skrive alle steder og altid, men efter at jeg har fået børn, er det lagt i mere faste rammer, så det primært foregår mellem 8 og 16, når børnene er afsted, og hunden luftet. Det lyder måske kedeligt, men det passer meget godt til mit temperament, egentlig. Jeg er en ganske kedelig person, sådan set, der er glad for rytmen i livet og gentagelsen med de små forskydninger og glæder.

Min lille søn på to siger hver morgen, når han som den første går ud af soveværelset, hvor gardinerne er trukket for – ”Det er et dejligt vejr i dag”. Det siger han uagtet vejret og uagtet, om det er så mørkt, at man slet ikke kan få en fornemmelse for vejret endnu. Men jeg tror, det er noget, han har adopteret fra mig, det er den slags lidt pensionistagtige betragtninger, jeg går og laver fra dag til dag, fra time til time, vejret kan glæde mig, og lyset kan. Vi bor i en lillebitte lejlighed ud til Christianshavns Vold, og at se på den store ahorn og på himmelen bagved, vandet neden for volden, årstidernes refleksion i lyset er sådan noget, jeg finder en glæde i, og jeg tror, min søn mærker det og bruger det i sit forsøg på at lokke mig ud af fjerene om morgenen.

Hvad læser du for tiden?

Jeg har lige fået Naturens lys af Aksel Haaning, som jeg glæder mig til at læse. Og så er jeg ved at genlæse Steinbecks Vredens druer.

Hvad arbejder du på nu?

Jeg har arbejdet på romanen helt til sidste sekund, inden trykkeriet tog over, så jeg er ikke rigtigt kommet i gang med noget nyt endnu, men hvis jeg var, så turde jeg nok heller ikke fortælle om det af frygt for, at jeg skulle blive for klog på det. Men jeg har sideløbende med, at jeg har skrevet romanen, skrevet en række essays og taler, hovedsagelig om natur og om kunst, så jeg overvejer, om jeg skulle fortsætte i det spor og prøve at skrive en hel samling af essays. 

Josefine Klougart - Alt dette kunne du få

Køb 'Alt dette kunne du få' her. Pris: 300,- kr eller 210,- kr for medlemmer af Gladiator Abonnement