"Ida Marie Hede skriver om livet og dødens trivialiteter med en hvirvlende og perlende og helt skamløs brillans, som læseren bare ikke kan få nok af." - Weekendavisen

 

Ida Marie Hedes nyeste bog Bedårende bliver for tiden rost stort af anmelderne. Seneste stemme i det begejstrede kor tilhører Lars Bukdahl, der har skrevet en grundig anmeldelse af værket i Weekendavisen.

"Ida Marie Hede skriver om livet og dødens trivialiteter med en hvirvlende og perlende og helt skamløs brillans, som læseren bare ikke kan få nok af.

 Det værste ved smalle bøger, når de altså er gode, er deres bogstavelige smalhed, at de simpelthen er alt for korte. Således også Ida Marie Hedes gnistrende genreløse Bedårende, der lige præcis ikke er 150 sider kort, og som jeg gerne vil kritisere hårdt for ikke at være mindst 250 sider lang.

(...)

Både Hede og [Amalie] Smith holder af at betragte verden gennem teleskoper og mikroskoper, men hvor Smiths naturvidenskabelige blik er kolossalt cool, er Hedes eksalteret og barokt knopskydende, som her hvor kroppens jungle pludselig bebygges og befolkes kært: »Et morads af vildt sultne bakterier og slangeagtige organer der viklet om hinanden forandrer hendes krop til et slags dovent sumplandskab./Sådan et sted hvor man i sumpunderlaget kan placere små turkise legehuse, små dukkemænd og dukkekvinder, der står et kort øjeblik, inden de begynder at synke.« Bogen består af to store afsnit, »En hjerteformet røv«, der i tredje person (dæknavn: B) flipper ud over familielivet, og »Dødeessay«, der i første person flipper ud over døden (plus to mini-afsnit som sidevogne til de to store).

(...)

Som al den megen konkrete og symbolske snak om telefoner i dødeessayet, der er struktureret som akkurat otte »opkald«. Henimod slutningen af det ottende står der: »Døden slutter ikke, den er altid i gang, ligesom alle samtaler: Du var i færd med at dø selv i dit mest strålende og sludrende øjeblik.« Sidste forsøg på en formel: Prægtig panik.

Af den bør ingen gå glip.

Bedårende er maj måneds bog.

Køb Bedårende eller tilmeld dig Gladiator abonnement nedenfor og få 30% på alle Gladiators øvrige bøger!