Interview med Anita Furu: "Overordnet handler JEG ER EN, DER KAN SIGE SÅDAN! om det spørgsmål, som, jeg tror, alle romaner handler om: Hvem er jeg?”

Anita Furus anden roman Jeg er en, der kan sige sådan! udkom den 7. november. Den er en selvstændig fortsættelse af romanen Mit halve liv, der i 2018 vandt Bogforums Debutantpris. Her kan du læse et interview med forfatteren, som fortæller om, hvordan det var at skrive fortsættelsen til fortællingen om Ruth, om historien bag – og om hvad debutantprisen har betydet for hende.

 
Man taler tit om den svære toer, men for Anita Furu var den første roman langt sværere at skrive end efterfølgeren. ”Min første roman tog mig fire år at skrive, fra jeg for alvor gik i gang. At jeg i en eller anden forstand har båret rundt på den hele livet, er en anden historie. Mit halve liv var en kraftanstrengelse. At finde stemmen, personerne, miljøerne. At nå ind til smertepunktet i Ruths liv og trække en tråd gennem 40 års hændelser. At redigere 350 sider ned til 250 sider.”

Jeg er en, der kan sige sådan! har været meget nemmere, og hurtigere, at skrive, fortæller Furu: ”Min anden roman skrev jeg på halvandet år. Jeg begyndte på side 1, og skrev til side 181. På en måde er det ikke så mærkeligt for Jeg er en, der kan sige sådan! er en fortsættelse af Mit halve liv. Derfor havde jeg hovedpersonens stemme, og jeg kendte også flere af bipersonerne: datteren Inge, veninden Kamma, plejesøsteren Tove. Samtidig har jeg, helt banalt, lært noget håndværk af at skrive min første roman.”

Selvom det netop er de samme karakterer, vi møder og følger – og selvom romanen er en fortsættelse af Mit halve liv, kan de to romaner læses uafhængigt af hinanden. Og de er også meget forskellige. ”Der skulle være en fortsættelse af Mit halve liv! Men det skulle være en anderledes roman. Derfor begynder den ikke bare, hvor den første slap. Jeg springer 20 år frem i tiden. Og den har en anden tone. Blandt andet, fordi den finder sted i et kortere tidsrum: tre måneder, ikke 40 år. Det giver et andet flow og en mere meditativ stemning, hvor læseren er overladt til Ruths tanker,” forklarer Anita Furu og uddyber:

”Romanen er bygget enkelt op. Der er et langt kapitel, hvor Ruth tager tilløb til beslutningen om at opsøge sine søskende. Ruth vil være alene med sine tanker. Derfor låner hun sin veninde Kammas sommerhus. Hun vil have ro. Men den plan bliver forstyrret af en række ubudne gæster. Sommerhuset bliver en slags scene, hvor den ene person efter den anden træder ind, forstyrrer Ruth og gennem sin relation til hende kaster et nyt lys over hende.”

 ”Ligesom med min første roman har det været vigtigt for mig, at tonen ikke blev sentimental. Det kunne handlingen jo godt lægge op til. Ikke sentimental, men gerne røre. Det er den svære balance. Jeg ønsker jo, at læseren skal leve med Ruth, føle med hende og blive berørt.”

Da Furu havde færdiggjort sin første roman, sad hun tilbage med en følelse af, at hun ikke helt var færdig med Ruth. ”Noget blev ved med at rumstere. Hendes søskende! Hvad ville der ske, hvis Ruth genså sine søskende, som hun var blevet skilt fra som lille – den søster og bror, der blev adopteret til England? Og hvad skete der med den ældste storebror, som blev tilbage i Kiev?” 

 Mit halve liv er inspireret af Anita Furus familiehistorie, men for Furu er spørgsmålet om, hvorvidt historien er sand, ikke det vigtige. Det er snarere følelserne og konflikterne, som optager forfatteren. ”Romanerne om Ruth bygger på min farmors historie. Hun blev forældreløs under jødeforfølgelserne i Rusland og adopteret til Danmark. Men jeg lægger til og trækker fra, som det passer mig. Det er ikke vigtigt at skrive de sande begivenheder. Det er vigtigt at finde ind til de sande følelser. Det opdigtede bliver på en måde mere sandt end det, der skete.”

 Den tilgang har også været til stede i arbejdet med Jeg er en, der kan sige sådan! ”Min farmor mødte aldrig sine søskende igen. Det, synes jeg, er trist. Derfor har jeg ladet det ske i fiktionen. Men er det en god idé? De har været adskilt så længe, at de aldrig kan blive som søskende igen. Ruth kan ikke tale med sin søster Dina, de har ikke noget fælles sprog. Som et oprør mod søsteren begiver Ruth sig afsted for at opsøge sin bror Boris, som Dina ikke har haft kontakt med i flere år. Der finder en slags forløsning sted mellem de tre gamle søskende. Men de formår ikke at række hen over de 67 år, hvor de har været adskilt. Hvad betyder mødet for Ruth? Forandrer det hende? Jeg tror, at hun efter besøget hos sine søskende i England, står på en fastere grund.”

 Jeg er en, der kan sige sådan! er ikke skrevet med det formål at belyse et tema, men Furu fortæller, at der alligevel er opstået et tema i skriveprocessen. ”Jeg har skrevet ord efter ord og sætning efter sætning. Jeg skrev personer og miljøer. Og ud af det voksede et tema frem. Overordnet handler Jeg er en, der kan sige sådan! om det spørgsmål, som, jeg tror, alle romaner handler om: Hvem er jeg?”

 Temaet stikker dybere endnu og er nok noget, mange vil kunne relatere til. Hun uddyber: ”Hvis jeg skal snævre det ind, så handler den, ligesom Mit halve liv, om at være fremmed; om både at ønske at være som alle andre, men samtidig længes efter sine rødder og det, man kommer af. Det er assimilationens dilemma. Dermed kommer Ruths historie også til at handle om at tilhøre et mindretal. Ikke fordi jeg ønskede, den skulle handle om det. Og Ruth ønsker det slet ikke. Men selvom hun bestræber sig på at lægge afstand til det jødiske, fanges hun hele tiden ind igen. At være jøde er en større fortælling end hendes egen private historie.”   

 Anita Furus første roman Mit halve liv vandt i 2018 Bogforums Debutantpris. ”Prisen gav opmærksomhed og dermed mulighed for at nå flere læsere. Jeg bliver stadig glad, når mennesker, jeg ikke kender, har læst Mit halve liv og levet sig ind i Ruths verden. Jeg håber, at Jeg er en, der kan sige sådan! også vil finde sine læsere. Romanen er en selvstændig fortsættelse. Den skal kunne læses både af dem, der har læst Mit halve liv, og af nye læsere.”