Gladiators dramatikeruddannelse (KBH)
WORKSHOP - NYHED! Vi søsætter et nyt tiltag - en kort workshop i dramatisk skrivekunst, og der er nu åbent for tilmeldinger. Der er 10 pladser på workshoppen.
Sted: workshoppen finder sted i Forlaget Gladiators lokaler på Islands Brygge, Sturlasgade 14A, 1. sal, 2300 København S
_____________________________
Gladiators dramatikeruddannelse (KBH) - NYE DATOER PÅ VEJ FOR 2025
Ansøgning: Send 5 siders uddrag af et stykke dramatik, du selv har skrevet. Skriv også en kort beskrivelse af dig selv i følgemailen og send den til til gladiatorskolen@forlagetgladiator.dk.
Ansøgningsfrist: 1. september 2024
Som inspiration kan du her læse uddrag af Fri os fra det kønne (2023) af Ingeborg Bjarno Thomsen samt af Transit (2024) af Johanne Kirstine Fall.
Det er også muligt at læse manuskripter fra afgangselever fra Dansk Scenekunstskoles 3-årige bachelor i Iscenesættelse / linjen Dramatisk skrivekunst ved at klikke her.
Datoer for undervisning, efteråret 2024
Sep: 11, 18, 25
Okt: 2, 12 (heldags), 13 (heldags), 23, 30
Nov: 6, 13, 20, 30 (heldags)
Undervisningen løber over tre måneder (i alt 54 timer). Der er undervisning om onsdagen fra kl. 16.00- 20.00. Midt i forløbet er der en workshop lørdag og søndag kl. 10.00 - 17.00. Herefter genoptages onsdagsundervisningen. Efter en skrivepause afsluttes forløbet med et heldagsseminar, hvor vi arbejder med redskaber til at fortsætte den kreative skriftpraksis på egen hånd. Vi runder af med en hyggelig fælles afslutning.
Undervisningen
Første blok af kurset er tilrettelagt omkring skriveøvelser og samtaler om, hvad dramatik er, og om hvordan denne genre adskiller sig fra prosaen og lyrikken. Du har måske tidligere stiftet bekendtskab med hvad det vil sige at skrive inden for førnævnte genrer og er nu nysgerrig på dramatikken - uanset niveau eller tidligere erfaring er du meget velkommen til at søge.
I første blok arbejder vi med dramatisk situation, modsatrettede viljer, vendepunkter og dialog på en måde, hvor vi favner både den øvede dramatiker og den nysgerrige nybegynder. Halvvejs inde i kurset har vi to længere workshop-dage, hvor vi først samler op på hvilke redskaber, der er i dramatikerens værktøjskasse og derefter laver et fælles gearskifte og begynder at orientere os mod at give og modtage respons på elevernes dramatiske tekster.
Det er vores ambition, at hver elev ved kursets slutning har en afrundet og færdig tekst på cirka femten til tyve minutter, som kan bruges som eksemplarisk tekst - det vil sige rettesnor for, hvad god dramatik skal indeholde og kunne. Ved holdets afsluttende workshop ser vi på, hvordan man fastholder det intuitive og sanselige i sin skrivepraksis og fortsat arbejder videre mod tekstens realisering på scenen.
Vi håber på at se dig på holdet!
Undervisere
Forløbet ledes af Johanne Kirstine Fall og Ingeborg Bjarno Thomsen med inviterede gæsteoplægsholdere.
Johanne Kirstine Fall er dramatiker og forfatter - og hendes kunst undersøger forholdet mellem krop, psyke, sprog og samfund. Johanne er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole med en bachelor i dramatisk skrivekunst og fra Københavns Universitet, hvorfra hun har en bachelor i teater-og performancevidenskab. Hun har været en aktiv del af den selvstændige redaktion Lycius på Forlaget Gladiator, og hun har længe undervist på Gladiators forfatterskoler – senest har hun kørt Gladiatorskolen 3-måneders skrivehold i Århus. Johanne debuterede i 2017 med romanen Der er altid nogen at befri, som blev shortlistet til Bogforums Debutantpris og Munch Christensens Debutantpris. Hun har derudover været nomineret til bibliotekernes litteraturpris, Edvard P. Prisen. Johanne har siden udgivet flere bøger, herunder dialogromanen Stræk din krop mod min med forfatter Charlotte Strandgaard.
Ingeborg Bjarno Thomsen (f. 1994) @ingeborgbjarno
Ingeborg Bjarno Thomsen er dramatiker, instruktør og sangskriver - hendes værker kredser ofte om barndommen, feminisme og psykisk sårbarhed. Ingeborg er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole med en bachelor i Dramatisk Skrivekunst i 2022 og har siden da været husdramatiker hos Dramatikkens Hus, instrueret hos Teaterhuset Filuren, skrevet sange til Fredericia Musical Teater, og skrevet lydvandringer hos Teater Katapult. I øjeblikket er hun kunstnerisk profil og dramatiker hos Teater Momentum. Ingeborg har desuden undervist i drama hos Teaterhuset Filuren siden 2017 og i dramatisk skrivekunst hos Teater Katapult siden 2021.
Pris: 15.000 DKK (betalingen kan deles op i tre rater).
Bemærk, at det forventes at eleven selv betaler entrebillet til at se en teaterforestilling, der aftales med underviserne undervejs - samt afsætter en aften til dette. Kurset forudsætter desuden, at man kan medbringe en bærbar computer til undervisningen.
Sted: Undervisningen finder sted på Forlaget Gladiator, Sturlasgade 14A, 1. sal, 2300 København S