News

'Tempo og Satire' Modspor anmelder Adda Ravnkildes TANTALUSKVALER

'Tempo og Satire' Modspor anmelder Adda Ravnkildes TANTALUSKVALER

Historien om Adda Ravnkilde er af næsten mytisk karakter. I starten af 1880’erne afleverede hun tre romanmanuskripter til Georg Brandes, kort herefter tog hun gift, skar pulsåren over og skød sig selv. Intet mindre. Et klogt og fintfølende efterord af Hans Otto Jørgensen fortæller den biografiske historie, men Jørgensen fastlåser ikke Ravnkildes romanværker i fortællingen om hendes endeligt, i stedet åbner han dem op for interesserede 2017-læsere.(...) Fortællingen om Elisabeth Due foregår i et Herman Bang-land eller et St. St. Blicher-land, hvor der findes etatsråder, byfogeder, distriktslæger og kammerherreinder, og hvor de spiller l’hombre og ryger cigarer hele tiden. Det...

Læs mere →


★★★★ Kristeligt Dagblad anmelder Johanne Kirstine Falls DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

★★★★ Kristeligt Dagblad anmelder Johanne Kirstine Falls DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

Tilstanden at være spiseforstyrret og noget af rejsen hen mod at træde ud af den tilstand igen kan man læse om i debutanten Johanne Kirstine Falls roman " Der er altid nogen at befri". Romanen følger den unge kvinde Katarina under en fire måneder lang indlæggelse på en afdeling for spiseforstyrrede. Hun vejer 42 kilo, men havde målet om at komme ned på 31. Nu er hun indlagt under forudsætningen, at hun først bliver udskrevet, når hun vejer 50 kilo.(...) Hierarkierne. Systemerne. De indforståede koder: " Hedder du Ana eller Mia til mellemnavn?", som en medpatient spørger. Anoreksi eller bulimi -...

Læs mere →


'Frydefuld læsning' Weekendavisen anmelder Johanne Kirstine Falls DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

'Frydefuld læsning' Weekendavisen anmelder Johanne Kirstine Falls DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

Det er en fortælling, man har hørt tusind gange: Den pæne pige med anoreksi, en afdeling med syge, skrøbelige, stærke piger, der knytter flygtige venskaber i indlæggelsens undtagelsestilstand. Kan man nærmest tillade sig at kalde anoreksi for en 90er-sygdom? Hvorom alting er: I Johanne Kirstine Falls debutroman, Der er altid nogen at befri, er det som at læse fortællingen første gang. Katrina bliver indlagt i tre måneder, det er meningen, at hun skal tage 500 gram på om ugen: Hun drikker sødmælkskakao, pjækker fra måltiderne, finder venner og fjender blandt pigerne og de ansatte på afdelingen. (det lykkes Fall at...

Læs mere →


★★★★★ Nordjyske Stiftstidende anmelder Johanne Kirstine Falls DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

★★★★★ Nordjyske Stiftstidende anmelder Johanne Kirstine Falls DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

Ny dansk litteratur er fantastisk for tiden.(...) Den unge kvinde Katrina og hendes kropsfiksering er tekstens centrum. Man kommer helt ind under huden på hende, hvor rejerne fra rejeosten buler frem - og man mærker faktisk, hvordan det må være at have det så frygteligt med sig selv, at føle sig så forkert, så malplaceret i sit eget kød. Johanne Kirstine Falls romandebut er også en fortælling, der uden at miste fokus på Katrinas tilstand kredser om medpatienterne, personalet og de pårørende, og om hvordan disse har og får betydning for hendes indlæggelsesforløb. Fall er paletten rundt, og hun gør...

Læs mere →


❤️❤️❤️❤️❤️ Politiken anmelder Dorothee Elmigers INDBYDELSE TIL VOVEHALSENE

❤️❤️❤️❤️❤️ Politiken anmelder Dorothee Elmigers INDBYDELSE TIL VOVEHALSENE

To viljestærke unge kvinder, en hest og en skrivemaskine. Det er, hvad der skal til for at erobre verden! Fritzi og Margarete hedder søstrene, hvis længsel efter at kæmpe sig væk fra hjemmets mentale og reelle udørk ligner den, Tjekhovs kvinder nærer i skuespillet ' Tre søstre'.(...) (...) Når Dorothee Elmiger vier en hel side til sætningen: »Vinteren bliver ved med at være en tom linje på det ark papir, jeg satte i skrivemaskinen«, mærker man den stille desperations aftryk på sidens forurenede snehvidhed. Selv om ' romanen' stritter imod sin egen genre, har jeg svært ved ikke at gribes...

Læs mere →