"Det er stor erindringskunst" - ny anmeldelse i Weekendavisen af 'En vej ud af tågen'

"Kristian Leth har skrevet en lille bog om at finde sig selv som søn og som far i en form for emotionelt hukommelsestab. Det er stor erindringskunst." 

 

(...)

"På en måde er det nok, at Kristian Leth skriver så godt, som han gør.

Man skal lede i mange bøger, før man finder så visuelle formuleringer, så sigende billeder, så sprødt krakelerende betydninger. I sin nyeste bog, En vej ud af tågen, skriver han en form for voksent reflekterende barndomserindringer, der næsten snor sig ud af en lille drengs rene iagttagelser.

»Fugle er meget fine, når de er døde. Vingerne er foldet langs kroppen, og hovedet trukket ned, ligesom en mand fra gamle sort-hvide billeder, med hænderne i lommen på den sorte vinterfrakke, ansigtet udtryksløst, skuldrene oppe omkring nakken på grund af kulden.« Nogle gange er det helt zenagtige sproglige pletskud: »Første gang, jeg blev vred, var i Kokkedal.« Andre gange er det en lang, omhyggelig udfoldelse af noget emotionelt utrolig indviklet: »Børn er kloge. Børn ved godt, at de vil blive som deres forældre en dag."

 "Man skal lede i mange bøger, før man finder så visuelle formuleringer, så sigende billeder, så sprødt krakelerende betydninger"

(...) 

EN VEJ UD AF TÅGEN har af samme grund allerede ført til flere interview med »Jørgen Leths søn«, der fortæller om sin fars fravær. Men bogen er nærmest det helt modsatte. Den er fortalt af Kristians fars søn, og det er en helt anden fortælling end den, man forventer. For i løbet af denne lille overlever af en bog udvikles der en stærkere og stærkere stemme. Den bliver mere og mere myndig. Mere abstrakt forurettet, mindre klinisk observerende.

Indtil den til sidst, omsider, siger helt og aldeles fra.

»Min historie er en anden end den, de elsker. En anden end min fars. Ikke faktuelt, men sjæleligt. Fordi vi er så forskellige, og så fordi vi er så ens. En søns blik bliver et utroværdigt spejl. Denne bog er min historie og ikke min fars, ikke mine brødres eller min mors. Den er ikke mine børns. Den er min,« som fortælleren hen mod slutningen konkluderer.

Læs resten af anmeldelsen her

Tekst af Kristian Ditlev Jensen for Weekendavisen. Foto, Miriam Dalsgaard.