"Der sker noget rigtig godt for mig, når jeg er et nyt sted" - interview med Luka Holmegaard

I starten af det nye år genudgiver Forlaget Gladiator Luka Holmegaards debutroman Emma Emma fra 2015 - en litterær sommerbrise til den kolde vintertid. Læs med i onlineinterviewet herunder for at finde ud af hvad romanen handler om, samt lidt om forfatterens arbejdsproces, inspirationskilder, mm. (Obs: Samme roman er tidligere udkommet under navnet Ida Holmegaard.) ↓ Foto: Viktoria Wendel

Nu er det jo vinter, så måske læseren især kan se frem til at blive transporteret ind i en meget varm og solrig sommer. Romanen foregår over en lang ferie, og følger Agnes og Emma, der måske er venner, måske forelskede og (i hvert fald for Agnes' vedkommende) meget i tvivl om, om den udflydende og splattede ferietid igen kommer til at kunne koagulere til noget der ligner hverdag. Der er mange blomster i romanen, mange ture til stranden, en enkelt madforgiftning og en gennemgående anspændt fornemmelse af, at noget er ved at gå over sine breder; måske forelskelsen, måske sommeren selv.

Emma Emma skrev jeg fra jeg var 23 til jeg var 25 år gammel, og den udkom i 2015, så det er jo et par år siden. Jeg kan huske, at jeg var meget optaget af, hvordan jeg kunne få prosaen til at leve og være så farverig som overhovedet muligt. Inden jeg skrev den roman, havde jeg mest skrevet digte, så det var vigtigt for mig at få meget af digtets billedlighed og associative frihed med over i prosaen. Der er nogle breve i bogen, og jeg kan huske, at jeg var optaget af brevet som et sted hvor det sceniske ved prosaen og det springende ved digtformen (sådan tænkte jeg det i hvert fald) kunne mødes.

I mit eget liv boede jeg i en lille lejlighed øverst oppe under taget i en boligblok tæt ved Bispebjerg Kirkegaard. Jeg kan huske, at en ven kaldte den fugletårnet. Jeg tror, at det var en tid, hvor jeg var meget grundlæggende forvirret over, hvordan jeg skulle have relationer til andre mennesker, og bekymret over de begrænsede narrativer, vi tilbyder hinanden at leve i. Det præger nok romanen en del, og når jeg skriver det nu, synes jeg også, at det ikke er emner, jeg er blevet færdig med at tænke over endnu.

Det er svært at sige, hvorfor jeg begyndte at skrive, men jeg tror i hvert fald, at jeg er forelsket i det på en måde, eller måske snarere forelsket med det; jeg holder så meget af at møde verden i det at skrive, eller ligesom lade den møde sig selv, sætte mange elementer fra den sammen, så de møder hinanden. Det er måske et lidt abstrakt svar, men også det tætteste jeg kan komme på hvordan det føles. Og især hvordan det føltes de første gange, jeg kan huske at arbejde med en tekst, hvor det virkelig var sjovt og jeg syntes, at sætningerne blev rigtige, i hvert fald nogle af dem. Det var da jeg var teenager, tror jeg.

Jeg kan godt lide at skrive skønlitteratur, fordi man selv bestemmer hvilken form, ens stof skal tage. Litteraturen er et sted, man kan bruge til at blande sig i og udfordre normative fortællinger om, hvordan man kan være og leve som menneske. Det er noget jeg bliver ved med at vende tilbage til som en slags drivkraft.

I forhold til, hvordan jeg har udviklet mig som forfatter, så har jeg i hvert fald prøvet at skrive flere forskellige former for tekster nu, og måske er jeg også blevet mere sikker i hvilke former min skrift kan tage og hvordan jeg kan strække den i nye retninger eller bruge de greb, jeg er bedst til, på nye måder. Jeg kan mærke, at jeg blevet bedre til at fornemme det tidspunkt, hvor der er hul igennem til noget, der virkelig interesserer mig, og jeg bare skal blive ved med at skrive. Men jeg synes også tit, at det føles som om at jeg skal lære det at skrive forfra hver gang jeg begynder på et nyt projekt.

Jeg skriver om om morgenen og om formiddagen, som regel fra ni til tolv, på mit kontor eller hjemme. Jeg forsøger så godt jeg kan at samle perioder i mit liv, hvor jeg kan koncentrere mig om at skrive og om mit stof, og i de perioder har dagene en meget bestemt form: tidligt op, gå tur, skrive. Så frokost, hvile - eventuelt er det også her jeg klarer arbejdskorrespondancer - gå en tur til, så læse og researche. Så er vi henne omkring klokken fem, og så forsøger jeg at holde fri og ikke bare begynde at svare på flere mails.

Regelmæssighed og ro er vigtigt for mig, fordi det at skrive for mig kræver meget koncentration; jeg er heldig, at jeg i hvert fald i visse perioder får det til at gå op, selv om jeg ofte også farer rundt efter andre deadlines og undervisning og småjobs. Allerhelst, hvis det kan lade sig gøre, skriver jeg på rejser, når jeg kan være væk fra København et par uger eller længere. Så kan jeg være i stoffet hele tiden, min rytme er den samme, men der sker noget rigtig godt for mig, når jeg er et nyt sted.

Jeg er netop blevet færdig med at læse Y/our poverty af Nadia Josefine El Said, som er helt fænomenalt god. I dette efterår har jeg også haft mulighed for at rejse en del og har købt mange bøger med hjem fra queer-boghandlere, som jeg er i gang med eller glæder mig til at læse: Oscar Wildes De Profundis, antologien The sun isn't out long enough med bidrag fra en international gruppe af queer digtere, The shape of sex: Nonbinary gender from genesis and the renaissance af Leah DeVun, som er en faglitterær bog om, hvordan det vi i dag kalder intersex, nonbinaritet og transkønnethed blev opfattet i den europæiske middelalder. Alt sammen rigtig spændende.

Jeg forsøger også for tiden at lære at læse tysk, så jeg har læst et par tyske graphic novels, som jeg synes er en god måde at øve det på - for eksempel er jeg i gang med Alison Bechdels Wer ist hier die Mutter? som handler om et forhold til en mor, om queer kærlighedsrelationer, terapi og det ikke at kunne skrive eller ikke at kunne skrive sit stof rigtigt. Jeg forsøger mig også med at læse noget senbarok tysk dramatik, som jeg er virkelig interesseret i, og det er svært men også sjovt. For eksempel optrådte der i perioden en genkommende narrefigur, som ofte gik under navnene (oversat af mig) Syltet Sild eller Hans-Pølse.

Jeg tør jo aldrig helt sige, hvad det bliver til, før det er ved at være færdigt. Men jeg arbejder på et romanmanuskript, og også på nogle digte, som jeg håber jeg kan gøre færdige, så de kan komme i et hæfte i en serie, jeg er blevet inviteret til at bidrage til. Jeg har ikke udgivet digte i mange år, så det er lidt nervepirrende. Det føles meget sårbart, men også godt at prøve noget nyt.

OM EMMA EMMA: "Emma Emma er en roman om sommerens arkitektur og landskaber. Hvor sidder feriens hjerte. Hvordan laver man kærlighed og omsorg om til begivenheder, man sammen kan bebo. En roman om jobs i serviceindustrien, om sankthansbål og om, på en gang at være nervøs og eksalteret over, ikke at kunne adskille sig selv fra andre og fra omverdenen."

Pressen skrev: 

“Det er prosa, der anskueliggør, hvad det vil sige at kunne arbejde i sprogets medium, som maleren kan i farvens. Når ord er som penselstrøg og sætninger som konturer.” – ❤❤❤❤❤ Lilian Munk Rösing, Politiken

“‘Emma Emma’ er som at få en håndfuld forførende postkort fra en sommerveninde.” – ★★★★★ Camilla Lærke Mors, Ekstra Bladet

“'Emma Emma' er en roman om natur og kultur, om hvordan man » designer « sit liv eller lader det designe, om hvor megen vægt man lægger på normalitet, trofasthed, valg og handlekraft, men mest af alt om fascinationen af det, man ikke selv gør og er.“ – Preben Rasmussen, Midtjyllands Avis

“Romanen er helt igennem skrevet med en særegen kold lidenskab, som indeholder en virkelig reelt smerte – en livstræthed og melankolsk, pessimistisk opfattelse af tilværelsens muligheder for at finde lykken.” – Jens Henneberg, Nordjyske

Køb romanen her