"Det at skrive bliver aldrig et arbejde" - Interview med Jacob Grønlykke

Interview Jacob Grønlykke Mælk & Blod

Jacob Grønlykke romandebuterer d. 11.03.21 her på Forlaget Gladiator med sin "sydfynske Southern Gothic" Mælk & Blod - som Hans Otto Jørgensens beskriver som "en storslået roman, med et persongalleri for hvem enhver handling er på liv eller død. En lærd roman. Et erindringsprojekt, et ”symbolsk” ødelæggelsesprojekt og resignation/søgen efter den ultimative sandhed.” Læs mere om Mælk & Blod i dette interview, hvor Jacob Grønlykke også deler lidt ud omkring sine skriverutiner (eller bevidste mangel på samme), inspirationskilder, og mere til.  

Hvad kan læseren se frem til i Mælk & Blod?

En slags Southern Gothic på sydfynsk.

Hvordan har det været at skrive Mælk & Blod?

Jeg har i virkeligheden skrevet denne bog ad to omgange. For et par år siden skrev jeg fortællingen over godt 400 sider, hvor selve handlingen med to drenges flugt gennem 70’ernes agrare landskab, kun var et backdrop til en kortlægning af landbrugssamfundet sammenbrud. Affolkningen og mekaniseringen. Jeg blev aldrig rigtig tilfreds, det var for villet. For et lille års tid fandt jeg ud af hvorfor: jeg gemte mig bag alt det ydre.

Kernen af historien rummede en stor smerte, som jeg havde forsøgt at undvige. Mit instinkt er at skrive meget omstændeligt, i lange sætninger, og helst kun i datid og førdatid, ja det kan næsten ikke blive datid nok. Men da jeg satte mig og skrev hele historien om (på ret kort tid), skrællet helt ind til kernen, måtte jeg selvfølgelig gøre det i nutid og ret korte sætninger. Det var en befrielse.

Hvorfor begyndte du at skrive, og hvordan har du udviklet dig som forfatter?

Jeg har skrevet hele mit liv, mest af essayistisk karakter. Kronikker og samfundsdebat. Jeg har også skrevet en debatbog om folkeskolens kuldsejlede undervisning matematik. Essayet er nok mit naturlige habitat. De gange, jeg før hen forsøgte at skrive fiktion, endte det altid med at blive for opstyltet og prætentiøst. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor det skulle tage mig så lang tid at lægge de unoder af mig … Men om ikke andet, så debuterer jeg i en højere alder end Albert Dam. Det er da noget.

Hvad er din skriverutine? Hvor skriver du henne, og skriver du hver dag?

Jeg har haft et langt arbejdsliv fuld af rutiner og høj arbejdsetik. Det er ikke den form for disciplin, jeg ønsker at tage med ind i mit skriveri. Jeg skriver kun når jeg har lyst. Der kan gå uger, hvor jeg ikke skriver, men når jeg er i gang, skriver jeg dag og nat. Det at skrive bliver aldrig et arbejde for mig. Det er en frisættelse og en drøm.

Hvad læser du for tiden?

Jeg er lige læst Houllebecqs essaysamling med tidlige tekster (At holde sig i live). Ud over at han har ret meget humor, så er han også et humanismens ensomme fyrtårn midt i disse woke-tider. Jeg kan især anbefale Kortet og Landskabet. Ellers er jeg gået 100% retro med Peter Seeberg og Villy Sørensen.

Desuden får vi en del lektier for på Gladiators fortsætterhold, hvor Hans Otto Jørgensen underviser. Ud over et gensyn med Faulkners As I lay dying, har vi bl.a. læst Woolf Til Fyret, Paal-Helge Haugens Anne og Marie Bregendahls En Dødsnat. Som helt ung forlæste jeg mig på Kafka og Musil. Jeg oplevede det nærmest som at blive slået ned med en lægtehammer. Det har taget mig godt og vel 40 år igen at få et bare nogenlunde normalt forhold til sproget.

Hvad arbejder du på nu?

Jeg skriver på samling fortællinger, der hedder Den sidste hvide mand. Det er en række forskruede portrætter af både fiktive og virkelige mænd. Man kan kalde det for en art spektralanalyse af den hvide mand, her på falderebet. Da jeg var lille gjorde historien om den tasmanske pungulv, Benjamin, og dens fangenskab i Hobart Zoo stort indtryk på mig. Benjamin var den sidste levende af sin art. Hvordan, tænkte jeg dengang, det mon føles at have den bevidsthed – jeg er den sidste? Det ved jeg nu.



Ældre opslag Nyere opslag