"Det er i fællesskabet, når man arbejder, at poesien opstår": Interview med Hans Otto Jørgensen i Jyllands-posten

"Du skriver om en manglende forståelse. At de fleste f. eks. slet ikke forstår, hvad det vil sige at knokle 16 timer i døgnet som landmand. Hvad vil det sige at gøre det?

»Der er mange aspekter i den slags arbejde. Du bruger kroppen hele tiden, du er afhængig af en anden krop, at den også gør det, som den skal. Der opstår en symbiose - uanset om det har været mig og min bror eller mig og min far. I et landbrug er man hele tiden afhængig af hinandens kroppe - og man er afhængig af, at man er god til sit arbejde, for ellers bliver din krop for hurtigt slidt ned,« siger Hans Otto Jørgensen og ser på os, journalisten og fotografen.

»Du bliver nødt til at øve dig, så du bliver god til at bruge en fork. Og du lærer ved at efterligne, ganske enkelt fordi du ikke har et sprog for det, du gør. Du ser, hvad de andre gør, og så prøver du at gøre sådan - det er ligesom, da børnene så Laudrup-finten på tv og så gik ud og prøvede at gøre det samme.«

Har vi glemt efterligningen i dag?

»Ja. I dag handler det om, at vi skal være så unikke som muligt. Men vi ender med at blive helt tomme. Men efterlignelsen er den eneste måde, vi kan opleve et fællesskab på.  Det er frygteligt, at vi alle sammen skal være enestående, for det skaber en enorm ensomhed.

Det er i fællesskabet, når man arbejder, at poesien opstår. Det er et stort svæv. Jeg har aldrig oplevet, at jeg ikke var i bedre humør end efter en dags arbejde med køerne og kalvene."

Læs resten af interviewet her

Læs mere om Dead man walking her