0

"en af de bedste bøger, jeg har læst i år" - Solveig Daugaard, om Ida Marie Hedes Bedårende i Information

news

Solveig Daugaard, om Ida Marie Hedes Bedårende i Information:

Sproget knopskyder som en bakteriekoloni

I Ida Marie Hedes bedårende nye bog er nysgerrigheden ligeså oprigtig over for bakteriefamilierne i tolvfingertarmen som over for dødens kryptiske budskab, og hver sætning strutter af vild, materiebefængt energi.

Indrømmet, allerede ved første møde med den ubeskedne titel og det - når forårssolen rammer det - bogstaveligt talt blændende bronzeomslag på Bedårende, Ida Marie Hedes nye, egensindige prosahybrid, var jeg helt lykkelig og forblændet.

Og efter endt læsning er jeg ikke mindre bedåret.

Bedårende handler om familier, telefoner, lort og kærlighed, men navnlig om døden og det er en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Aldrig tidligere har det posthumanistiske paradigmeskifte teet sig så muntert i al sin mørke insisteren. Piller nogen sig i navlen her, er det udelukkende for at få syn på den varierede bakterieflora i navlefnulleret, men samtidig er der intet neutralt eller køligt over Hedes skrift. Der brænder en ild i materien, og Hede blæser til den med knitrende, sproglig humor, uanset hvor fuldgyldigt grufuld dødsdansen indimellem bliver.

(...)

Papfigurer

Som tidligere hos Hede ligner personerne ikke rigtig psykologiske enheder, selvom de prøver at holde sammen på sig selv (»B siger, mit jeg i dag lader til at være det sædvanlige sammenrend af neurotisk kløe i pubeshårene, sarkasme, sammenklaskede, uforløste idéer og koffeinfortabelse.« ) Mest fungerer de som positioner i et performancepartitur, hvor de udfører og opfører en række bevægelser og samtaler som tilsammen udgør et liv med arbejde, parforhold og kernefamilie indrammet af en tvangsmæssigt tilbagevendende fredag aften, som, fuldkommen deadpan, kan skride fra hverdagsrealistisk sofascenarie med f. eks. radiolytning, træt sex eller flødeskumskager over studie i babylort til et Orfeusk ridt gennem en sumpet underverden.

Det, som er overraskende, er, at Hedes papfigurer bliver så vedkommende.

(...)

Eller hvad med denne fabuleren over den formodede transformative kraft i tarmens bakterier, som svælger i fantasifulde måder, hvorpå vi indpakker vores menneskelige hylstre:.

»Bakterierne giver alle en ny chance«, så f. eks. »den, der elsker trekvartlange sorte blondehandsker og polkaprikkede strutskørter og store hvide plastik hårbøjler, kan få lyst til kun at gå i tracksuits og krympede uldne veste og sexede sorte kasketter der gør øjnene ekstra runde og blå. / Og den der elsker klorinblegede T-shirts og matte hverdagsansigter og posthumanistisk teori, kan få lyst til kun at danse lindy hop, en dans der gør kinderne røde.« Noget lignende er på færde i »Dødeessayet«, som er ligeså opløst og ikke-biografisk i sin form og alligevel ender som et sært bevægende rekviem over den afdøde far, gennem fint registrerede gnister fra før og nu, den lille rest af æg i hans skæg, der fletter sig ind i Hedes materialistiske forsøg på at komme bort fra de tankemønstre, hvori døden er noget skjult og mystisk. Hendes tilknytning til en medieteknologisk nysgerrig performancekunst mærkes hele vejen, f. eks. når hun »begraver« sin far ikke kun i bakteriefloraen i sit eget indre, men også i skyen, som informationsbits og nerveimpulser, og i en morbid koreografi, hvor hun trækker faderens døde krop gennem en stumfilmsdans, der udvikler sig til en bizar, rørende ceremoni.


Munter råddenskab

Det er, som om Hede er nået helt ud på den anden side af den sentimentale tilknytning til mennesket, som en enhed - altså som en hel krop, med arme, mave, ben og hoved, der bebos af en bestemt personlighed. I stedet er hun stort set lige nysgerrigt optaget af alle kroppens og hjernens enkeltdele og funktioner i kombination med hinanden og med andre fænomener i omgivelserne.

Den essayistisk jeg-bårne stemme, en modus, Hede for alvor begyndte at udforske i Inferno fra 2014, og som tager helt over i »Dødeessayet«, gør noget fint for teksturen i hendes skrift. Som en performers krop på scenen kan forankre og holde sammen på skiftende sceniske tableauer, kan Hedes pivåbne, essayistisk spørgende skriftjeg emfatisk forbinde de vildtvoksende tanker, som bogen fletter sammen. For selvom bakterierne i vores maver er mere konstante end de menneskelige skikkelser, vi hæger sådan om, og selvom Hedes skrift elastisk tænker sig gennem et vildt mylder af stemninger, nuancer og indsigter, så samler Bedårende sig alligevel som et tætvævet net, der kompositorisk fremstår så knivskarpt og værkagtigt, at det virker næsten ligeså naturstridigt på mig, som det i Hedes univers er, at vores myldrende kroppe kan fremstå som glatte, afgrænsede overflader, når nu vi er »råddenskab pakket ind i hud, som svampede kager pakket ind i fondant«.

Læs resten af anmeldelsen her

Foto: Nadia Josefine El Said

 

Bedårende er maj måneds bog, dvs., hvis du tilmelder dig i dag får du Bedårende tilsendt for kun 169,-

Køb Bedårende eller tilmeld dig Gladiator abonnement nedenfor


Ældre indlæg Nyere indlæg