”En fortælling om grum krig og uforløst broderskab” - Interview med Elvir Maleskic om ”Vi væskende brødre”
Den 19. maj udkommer Vi Væskende Brødre af Elvir Maleskic. Minderne fra den bosniske krig i halvfemserne presser sig på. Storebroren rækker ud til lillebroren, så de kan være to om at huske. Bomberegn. De store svin, der spiste ører fra forundrede lig mellem gyngerne. Starten på familiens nye liv efter flugten til Danmark. Men lillebroren er svært udviklingshæmmet og kan ikke være med. Samtalen imellem de to brødre er umulig. Vi har stillet Elvir Maleskic en række spørgsmål om arbejdet med hans bog. Læs med her.
Hvad kan læseren se frem til i din bog / digtsamling?
Læseren får lov til at se den bosniske krig i 1990’erne gennem et barns øjne og bliver vidne til en lille krig i den store krig. En familie skal tage sig af deres handicappede dreng – det er deres egen krig - samtidig med at de skal overleve en blodig krig med massemord, der finder sted omkring dem. Når bogen åbner døren ind til spørgsmål som: ”Hvordan reagerer to børn, to brødre, hvoraf den ene er udviklingshæmmet, når der er grantangreb? Hvad er moren og faren optaget af, mens krigens rædsler står på?”, fortæller den en ufortalt historie om de ”dobbeltudsatte” i den bosniske krig og andre krige.
Det er en historie om to brødre, der har brug for at tale sammen om fortidens krige og fremtiden uden forældre, men det er ikke muligt, da den ene er udviklingshæmmet. Dette fravær af samtale skaber en stemning af en umulig og uforløst relation, som læseren suges ind i.
Hvordan har det været at skrive din bog / digtsamling?
Det har været følelsesladet, fordi bogen finder sit brændstof og nulpunkt i en virkelig relation, relationen til min egen bror. Det har samtidigt været afklarende, da jeg undervejs fandt frem til linjer, der naturligt kunne artikulere blandede følelser, en broderrelation rummer.
Hvor angår skriveprocessen har jeg fra starten haft et klart billede af, hvor jeg ville hen. Skrivningen handlede meget om at udfylde det skelet, der tidligt havde formet sig i mit hoved. Det var anderledes, da jeg skrev ”I stød finder jeg læ”, der udkom i 2021. Den bog handler om stresset maskulinitet, der linje efter linje søger at erobre terræn og finde nyt hjem, og hver linje er et panisk stød. Den proces var ukontrolleret, og jeg skrev en masse digte, der først efterfølgende skulle struktureres. Der var meget mere ro på, da jeg skrev ”Vi væskende brødre”.
Hvorfor begyndte du at skrive, og hvordan har du udviklet dig som forfatter?
Jeg begyndte at skrive som ung og har i mange år skrevet digte, drevet af en dybfølt trang til at skrive. Jeg har skrevet to bøger, og selv om der er tale om to tematisk beslægtede digtsamlinger, er de forskellige i tempo, fokus og form. ”Vi væskende brødre” består af langdigte, og det kunne være et første skridt mod prosa.
Jeg tager mig selv i at indbygge flere lag i mine bøger, dvs. presse for meget indhold i dem, måske fordi jeg debuterede som 43-årig og er pissebange for, at jeg ikke når at skrive alle de bøger, jeg går rundt med. Jeg vil gerne udvikle mit udtryk ved at forenkle det yderligere, så jeg så vidt muligt undgår at pakke flere bøger ind i én bog.
Hvad er din skriverutine? Hvor skriver du henne, og skriver du hver dag?
Idet jeg har et fuldtidsarbejde ved siden af min skrivning, skriver jeg ikke hver dag. Jeg skriver mest om aftenen og i weekender, hvor jeg samler stof sammen, som jeg så gennemskriver, når jeg kan skaffe mig noget sammenhængende skrivetid, fx i ferier. Jeg skriver mest hjemme i alle rum, dog mest i sengen, når mine store børn sover.
Hvad læser du for tiden?
Jeg læser Alain De Bottons ”How Proust can change your life”, som er en skæv og underholdende læsning af Proust og en frisk indføring i hans forfatterskab. Og så læser jeg ”Turen går til…”, da jeg endelig skal ud at rejse igen efter flerårig rejsepause pga. corona.
Hvad arbejder du på nu?
Jeg arbejder på en digtsamling om længsel, og jeg skriver på nogle prosatekster, som godt kunne udvikle sig til en roman.
Elvir Maleškić er født i 1977 i Bosnien-Hercegovina og har boet i Danmark siden 1992, hvor han kom til landet som flygtning.
Han debuterede med digtsamlingen, I stød finder jeg læ, på Forlaget Gladiator, d. 1. april 2021.
Elvir har beskæftiget sig med poesi, fra han var helt lille. Som femårig blev han i børnehaven rekrutteret til at recitere digte om frihed ved offentlige fejringer af mærkedage i hans hjemby, Bosanski Brod, dengang en del af det kommunistiske Jugoslavien. Hans mormor siger, at man kunne høre hans stemme i hele byen, hvor der var opstillet højtalere, der transmitterede live fra begivenhederne.
Elvir Maleškić er uddannet cand.mag. i fransk og engelsk og har hentet en del af sin inspiration fra de to litterære stormagter. Især trubadurdigtene, Shakespeare, Baudelaire, de franske surrealister, Becket og postkoloniale stemmer har sat varige aftryk.
Han bor i Aarhus, hvor han arbejder på en uddannelsesinstitution.
Foto (1 og 2): Søren Lynggaard Andersen