"En nådesløs fremstilling" - Interview med Jacob Skyggebjerg

D. 2. december udkommer Jacob Skyggebjergs nye roman, Inderkredsen, her på forlaget. Vi har stillet forfatteren en håndfuld spørgsmål omkring hvad læseren kan forvente, samt ind til arbejdet med en roman, som Skyggebjerg beskriver som intet mindre end 'en moderne Hærværk'. Foto: Jonathan Lieb.

Hvad kan læseren se frem til i Inderkredsen?

Man kan se frem til at være godt underholdt. Der er, så vidt jeg kan bedømme, ikke noget tidspunkt, hvor man som læser falder hen. Det har blandt andet noget at gøre med det arbejde, der er lagt i at nuancere sproget, så det forbliver levende, også når handlingen måske ikke er det (det er den så alligevel for det meste, men det er jo en anden sag).

En tilføjelse til det med underholdningen er naturligvis humoren. Humor er en kuriøs størrelse i skønlitterær sammenhæng, idet mange i det etablerede miljø simpelthen ikke rigtig har noget komik-modul: et iboende mentalt modul for afkodning af komik - de fanger det ikke, forstår det ikke, respekterer det ikke, foragter det. Grundlæggende er der her tale om en indskrænket fornemmelse for skrift, men sig du det til dem og se om de er enige. Nå. Sådan er det. Det er mit store handikap. Omvendt er pøblen vilde med det.

Men på et mere … vi kan sige jordnært litterært plan, kan man se frem til en nådesløs fremstilling af mandlig (og menneskelig) seksualitet og natur, som er ærlig og sand, og formentlig vil risikere at tage pusten fra ens tillid til den forestilling om en fælles virkelighed, vi går og bilder os ind. Bogen er en kritik af internetalderen med sociale medier og en teknologi, hvis tentakler gennemkryber vore kroppe i alle vågne som sovende timer. Og en kritik af vor tid, nuvel, men på satirisk vis - vi kan i værket se det groteske og det realistiske, og umiddelbart har de jo ikke meget til fælles, men så: bliver vi måske alligevel i tvivl, om ikke den virkelighed, vi lever i, også er grotesk?

Hvordan har det været at skrive Inderkredsen?

Der er ingen tvivl om at det har været den tungeste bog at arbejde med, nok siden min første. Den indsigt, jeg er blevet rigere omkring romanformen, har affødt andre ambitioner, og ambitioner, som også har været i udvikling under selve skrive- og redigeringsarbejdet. Noget konkret, som kan nævnes, er en klarere idé om, hvordan de påvirkninger af vores bevidsthed, som vi tager ind mens vi arbejder, aflejrer sig i det, vi laver.

Her har min litterære horisonts nye landvindinger i det forgangne år sat mærkbart præg; jeg har direkte anvendt forskellig kunst til at blive i stand til at skrive bestemte scener. En grundlæggende vilje til aldrig at lade det sprogliges nuancevæld svækkes er kommet fra (karakteren Lonoff i) Philip Roths The Ghostwriter (1979), mens, mere konkret, Johannes Jørgensens omhyggelige sproglige billedkunst i hans ungdomsromaner (1890-1894) gennemsyrer mange af de sanselige observationer. Og nogle af de mere dæmoniske greb i skænderierne mellem Patrick og Karen er vokset frem af læsning af Stephen Kings The Shining (1977). Og Stephen King er et godt eksempel på det, jeg vil ind på her - jeg var, uafhængigt af arbejdet med min roman, i gang med en længe planlagt læsning af The Shining, og dette ramlede så sammen med at jeg havde døjet med disse skænderier, at få dem frem, at gennemskue, hvordan de kunne skrives i harmoni med resten af værket - og bum: med ét måtte jeg kaste King fra mig, og gribe min maskine, og ikke længe efter havde jeg mine skænderier. Jeg synes, det er et ganske vidunderligt eksempel.

Hvad læser du for tiden?

2021 har været et år, hvor jeg har haft flere skøn- og faglitterære åbenbaringer, som er kommet til at præge min læsning. Jeg er holdt op med at læse litteratur, som er oversat fra engelsk eller amerikansk; omvendt er jeg begyndt at læse en del af disse ting på originalsproget. Philip Roth er et eksempel på en romanforfatter, en novelist, som de kalder det, som jeg har valgt at interessere mig for - netop fordi han så meget er det: novelist - en følge af en forstærket interesse hos mig i romanen som form.

Lige nu er jeg okay optaget af den amerikanske gyserforfatter H.P. Lovecraft. Det er et forfatterskab, jeg er tilgået med forventninger - længe har det ligget og (sagte, som en vind) kaldt på mig, og nu er det så endelig sket, at vi er mødtes. Der er meget at sige om Lovecrafts skrift; ikke mindst i kraft af de omstændigheder den er tilblevet og udkommet under, og den kultdyrkelse, der siden er opstået - og det præg, som hans arbejde dermed er kommet til at sætte på gysergenren i film og computerspil. Det er spændende at indse. Jeg havde på forhånd en idé om, at det var den dybe psykes monstre, man ville møde i hans fortællinger, og altså en sammenbinding af gysets u-realisme med virkelighedens verden, eller i hvert fald den personlige virkelighedsoplevelse - og det fik jeg ret i. Det er uden tvivl noget, der vil komme til at påvirke min skrift fremover.

Men lige nu kan jeg mærke, der er noget i mig, der trækker mod ældre, danske ting: Mogens Klitgaard har jeg fundet frem, Der sidder en mand i en sporvogn og Gud mildner luften for de klippede får. Agnes Henningsen har jeg også en stak liggende af. Og J.P. Jacobsen. Og der er nogle af sandalerne, jeg ikke har været igennem endnu. Her glæder jeg mig blandt andet til Marie Bregendahl. Og foran mig på bordet har jeg nu en antologi af danske essays liggende, udgivet i 1958, som jeg læser lidt i for at holde mig i gang, mens jeg sidder her og arbejder med forskellige bestillingsopgaver - og håber på snart selv at kunne dyrke essayistikken mere!

Hvad arbejder du på nu?

Det har ikke været muligt for mig at tage fat på et nyt romanprojekt mens Inderkredsen har været i slutfase. Men ideer er der nok af.

---