"En ordkoreografi af gentagelser og forskydninger": Politiken interviewer Helene Johanne Christensen om BLÅ
Politikens Felix Thorsen Katzenelson har taget en snak med Helene Johanne Christensen om debuten BLÅ. Det er der blevet dette fine interview ud af.
BLÅ ER EN KÆRLIGHEDSHISTORIE, som – omkring frasen et nyt lys – insisterer på ikke at ville nøjes, insisterer på og længes efter en forandring af relationen mellem jeget og den elskede. Der er noget Inger Christensensk over dens måde at organisere stoffet på i en stadig gentagelse og variation af de samme få elementer: et værelse, havet, en åben plads, en statue, farven blå.
Helene fortæller her om hvilken indflydelse netop Inger Christensen har haft på hendes tekst:
"Der er en del af hendes tanker om forholdet mellem sprog og verden, som helt sikker har påvirket mig meget. Det har givet mig en oplevelse af frihed at tænke sammen med hende om sprog og verden. At sprog også er verden, at sprog også er i sig selv."
EN ORDKOREOGRAFI, EN DANS:
"Ordene eller elementerne i ’Blå’ er ting, som forskyder sig, som jeg flytter rundt på, så de viser sig på nye måder; relationerne forandrer sig [...]Det bliver en slags ordkoreografi, en dans, hvor ordene mere end noget andet skaber en virkning, en stemning, en bevægelse eller et nyt blik. Fordi tingene flytter sig."- Helene Johanne Christensen
"Ordkoreografien, tingenes forskydning i digtene, bliver nok et desperat forsøg på at skabe forandring i et rum, der strammer lidt. Der er måske noget, der ikke er, som det skal være, og hvordan forandrer man det, når man er fanget i en relation?" - Helene Johanne Christensen
HVORFOR BLÅ? Helene fortæller om titlen og om hvad det er lige netop blå kan:
"Farven blå har meget i sig. Blå er håbet, men også sorgen. Det er lyset og mørket samtidig. Farven har virkelig mange stemninger og følelser i sig på én gang."
Helene fortsætter:
"I mine digte hører farven blå til havet, opalen og himlen, som jo er ting, vi normalt knytter til naturen, men samtidig hører farven også til det civiliserede rum i digtene. Det er statuens skygge, værelset og asfalten. Det kunne nok ikke være anderledes"
Du kan læse interviewet i sin fulde længde her