'Frydefuld læsning' Weekendavisen anmelder Johanne Kirstine Falls DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

Det er en fortælling, man har hørt tusind gange: Den pæne pige med anoreksi, en afdeling med syge, skrøbelige, stærke piger, der knytter flygtige venskaber i indlæggelsens undtagelsestilstand. Kan man nærmest tillade sig at kalde anoreksi for en 90er-sygdom? Hvorom alting er: I Johanne Kirstine Falls debutroman, Der er altid nogen at befri, er det som at læse fortællingen første gang.

Katrina bliver indlagt i tre måneder, det er meningen, at hun skal tage 500 gram på om ugen: Hun drikker sødmælkskakao, pjækker fra måltiderne, finder venner og fjender blandt pigerne og de ansatte på afdelingen. (det lykkes Fall at gøre sine bipersoner lyslevende med ganske få penselstrøg).

(..) Katrina er en fantastisk hovedperson, fordi hun er hundrede procent troværdig, uanset hvor forstyrret hun er, hun er hverken gjort kunstigt sympatisk, usympatisk eller til et offer, snarere er hun en guide, der leder læseren gennem anoreksiens landskab, som netop ikke er vanvittigt, men strengt logisk, kontrolleret.

(...) Og hun er en fantastisk hovedperson, fordi den forstyrrelse, som er flammet op og har fortæret hele hendes indre verden, er absolut genkendelig - spiseforstyrrelser er noget, næsten alle unge kvinder er inficeret med, det er kun graden, der er variabel.