Gladiator Abonnement: En abonnementsordning med stjerneudgivelser
Vi har siden foråret 2017 sendt en lang række bøger ud til vores abonnenter. Udgivelserne tæller både værker af etablerede forfattere og debutanter. Abonnementsbøgerne er alle blevet taget godt imod af anmelderne, som har uddelt hjerter, stjerner og rosende ord. Se tilbage på de fine udgivelser her - og glæd dig til mange flere fantastiske udgivelser i abonnementsordningen.
Er du ikke abonnent endnu? Tilmeld dig her og få månedens bog + en velkomstgave tilsendt med det samme.
FORÅR 2017
Jakob Skyggebjerg: Jalousi
Jalousi er en Bonnie & Clyde-agtig roman der gennemspiller den store kærligheds opløsning ved hovedpersonen HPs altødelæggende jalousi. Samine og HP er det unge par. De lever livet hårdt på samfundets skyggeside. Med nattesjov, druk og almindelig utilpassethed.
Jalousi var abonnementsbog i april og fik en flot modtagelse - både af abonnenterne, men også af en lang række anmeldere:
Søren Kassebeer fra Berlingske gav Jalousi ★★★★★ og skrev: "Jalousi [er] endnu et eksempel på noget vi godt vidste: At den unge Skyggebjerg er én af de mest intenst velskrivende prosaister, vi lige nu har i dansk litteratur. Yes".
En anden anmelder Anne Møller fra Kristeligt Dagblad gav ligeledes ★★★★★ til Skyggebjergs Jalousi, og skrev i sin anmeldelse: "Det er gennemført og velskrevet, og Jalousi kunne meget vel blive Skyggebjergs gennembrud i den bredere offentlighed".
Ida Marie Hede: Bedårende
Ida Marie Hedes Bedårende består af fire dele og handler om familien og det samfund, der omgiver den. Bedårende handler om familiens fortid og fremtid. Om fødsel, småbørnsidyl og hverdagsliv. Om intimitet, hengivelser og misforståelser. Om sorg, nostalgi, opbrud og død. Om overlevelse, forfald og undergang.
Politikens Lilian Munk Rösing gav Bedårende ♥♥♥♥♥ og skrev: "Det poetiske kammerspil Bedårende sprudler af humor og stof til eftertanke, når biologiske begreber omdannes til fantasifuld prosa."
Jørgen Johansen var ligeså begejstret og gav Bedårende ★★★★★: "[...] usædvanlig og over lange træk fascinerende læsning".
Marie Bregendahl: Tvillingeromanerne Blandt de unge & I fest og trængsler
Marie Bregendahls Tvillingeromaner Blandt de unge og I fest og trængsler er en del af Bregendahls syvbindsværk Billeder af Sødalsfolkenes Liv.
De to romaner er et psykodrama af dimensioner, båret af Marie Bregendahls vrede over kvindens stilling. Dertil et stykke kulturhistorie, fra land til by og hvad deraf fulgte: nemlig tilblivelsen af den enkeltes individuelle psyke, som ikke fandtes i agrarsamfundet.
Tvillingeromanerne fik ♥♥♥♥♥ af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen fra Politiken, der skriver i sin anmeldelse at: "Den arbejdende kvinde og hendes arbejdes generelle underkendelse er i det hele taget en gennemgående figur hos Bregendahl [...] Det er ikke moralistisk, men rå, rå opbyggelighed. Ingen tvivl om, at Marie Bregendahl litterært er et mindst ligeså interessant bekendtskab som den mere kanoniserede egnsfælle Jeppe Aakjær, som hun selv forsørgede som sin mand i en årrække."
Dorothee Elmiger: Indbydelse til vovehalsene
Indbydelse til vovehalsene er den scheweiziske Dorothee Elmigers debutroman. Romanen er sat i triste omgivelser: et smuldrende kulminedistrikt, hvor der er store revner i jordoverfladen og alt emmer af forladthed og ødelæggelse. Vi hører om de få huse, der er blevet stående i det øde land, og om deres beboere som er søstrene Margarete og Fritzi Stein.
Indbydelse til vovehalsene blev taget godt imod og fik ♥♥♥♥♥ af Politikens Lise Garsdal: "[...] jeg [har] svært ved ikke at gribes af den menneskelighed, der banker distant kødeligt i kvinderne, i romanpersonerne, Fritzi og Margarete, ' ungdommen' slet og ret, når de skræller kartofler, griner eller mosler rundt i sneen med en hest og 100 ideer til, hvad man skal foretage sig ved flodbredden engang"
EFTERÅR 2017
Johanne Kirstine Fall: Der er altid nogen at befri
Der er altid nogen at befri er Johanne Kirstine Falls debutroman. Romanen handler om hovedpersonen Katrina der indlægges på Odense Universitetshospital på grund af anoreksi. Man følger nøje Katrina i de tre måneder hun er indlagt - et forløb der spænder mellem en-ikke eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, at Katrina kan blive udskrevet fra psykiatrisk skadestue.
Der er altid nogen at befri fik ★★★★★ af Linea Maja Ernest: "Der er altid nogen at befri minder mig om en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst: Tove Ditlevsens selvbiografiske narkomani-roman, Gift."
Joakim Vilandt: Cassandra
Cassandra er en samling af fem korte bøger, fem skildringer af verdens dans mellem udvikling og undergang. Cassandra har både spor af poesi, korttekst, prædiken, essayistisk og profetiske syner. Hver tekst er opløst i et anakronistisk særsprog. Man rives ind og ud af et faux-kirekegaardsk dansk, panskandinavisk, oldgræsk og klage, der kun tilhører afgrundens støj.
Weekendavisens Lars Bukdahl anmelder Cassandra begejstret: ”[...] så er der debutanter, der hinsides genregrænser taler helt og aldeles splinternyt på deres helt eget sprog, det er de færreste, og de ser ikke dagens lys hvert eller hvert andet år. De er, synes jeg, klart de fedeste [...] Sådan et unikt særtalende eksemplar af den anden kategori er saftsuseme Joakim Vilandt"
Tue Andersen Nexø fra Information beskriver læseoplevelsen af Cassandra således: "Cassandra [er] helt klart værd at læse. Her er en debutant, der virkelig har sin egen stemme og virkelig har sit eget bud på, hvordan litteraturen kunne se ud..."
Aleksandar Sajin: Ivan Blank
Aleksandar Sajins nye roman Ivan Blank er en komedie om kærlighed og utroskab, om løgn og bedrag, om vanvid og kunstnerisk blindhed, om PET, om åbenbart grundløse asylansøgere, om det danske retsvæsen, om drømmen om villa, Volvo og vovse …
Politiken kvitterede med fire ♥♥♥♥ og skrev blandt andet: "Sajin skriver virkelig godt. ’Ivan Blank’ handler også om at være en brik i et system, i et underligt land, om ikke at være en del af nogen tradition eller noget folk, om at være, ja, blank."
Johanne Graakjær: Johannes
Josefine Graakjær er tilbage. Debuten Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1) en udredning af et for længst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2) en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt. Men hele tiden, i baggrunden af Rosebud rumsterede en familiehistorie med druk og selvmord. Og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på.
Graakjær fik ♥♥♥♥♥ af Politiken, som blandt skrev, at: "Josefine Graakjær byder ind med et originalt bud på romanen, som på en gang er et fantastisk formelt og fantastisk følsomt familieportræt."
Inge Pedersen: Vejen går gennem luften
Vejen går gennem luften er en roman om en ung kvinde, der rejser til et seminarium i Vestjylland for at blive lærer. Her havner hun uforberedt i et indremissionsk miljø. Men seminariet er ikke kun defineret af, at eleverne skal blive lærere, det er i ligeså høj grad præget af en moralistisk og kønsforskrækket vækkelsesånd. Og da veninden Mona bliver gravid får det fatale konsekvenser.
Dagbladet Information omtaler romanen som "[…] et frigørelsesprojekt. Inge Pedersens unge kvinde sætter sig fri gennem litteraturen og skrivningen."
Jyllandsposten giver ★★★★ roser Vejen går gennem luften som en "Charmerende, velskrevet og let adstadig roman om en ung kvindes møde med køns-og voksenlivet i 50' ernes Vestjylland."
FORÅR 2018
Nikolaj Tange Lange: Livet er en fest og så dør man
I Livet er en fest og så dør man følger vi Nikolaj, en 29-årig homoseksuel mand med forfatterdrømme, hvis liv kredser om technoklubberne, stofferne og hård, eksperimenterende sex.
Men Tange Langes debutroman er meget mere end en roman om hårde stoffer og hård sex. Det er også en roman om forelskelsen – om en ukuelig søgen efter nogen at holde af.
Dette farvestrålende, hvileløse liv i Berlin er ikke uden konsekvenser – der festes med livet som indsats. Det er dødsens alvorligt.
"Det overraskende og fine ved Tange Langes roman er, at der i det grænseoverskridende og hårde, som udgør Nikolajs verden, også findes en ømhed," skriver Dagbladet Information.
Fyens Stiftstidende uddeler ★★★★, og skriver, at romanen "giver læseren gode forudsætninger for at leve sig ind i en verden, kun få faktisk kender til. [...] Det flyder og giver plads til indlevelse og troværdighed."
Helena Thau: Adrien
Adrien er en kærlighedserklæring til livet, en historie om kærlighed. Kærligheden til naturen, til vejene, til den gavmildhed, den rejsende her møder fra de lokale på vejene, der giver en portion mad, et lift eller en varm seng at sove i. Men først og fremmest er det en historie om Elenas hovedkuldse forelskelse i Adrien og alt det, han står for. En forelskelse, der er berusende, når de vandrer sammen gennem landskaberne, men som også er smertefuld. For pludselig vil Adrien ikke længere følges.
Dagbladet Information skriver blandt andet, at "Adrien er en udviklingshistorie, den handler om at blive kvinde. Om begær, kærlighed og dens konsekvenser."
Og i Nordjyske får romanen hele ★★★★★★ og rosende ord med på vejen: "Her er en af årets stærkeste debutanter. (...) Helena Thau skriver smukt og overbevisende og er ganske sig selv. Det er poetisk og fabulerende, men ukunstlet og jordnært."
Jacob Skyggebjerg: Hjælp
Det starter med en bytur. Værtshusuorden, en voldsom anholdelse. To år senere skal der fældes dom i sagen. Hvem kan huske hvad der egentlig skete. To betjentes ord mod en borgers. En bagatelsag. Det bliver til en behandlingsdom på fem år.
Hjælp er Jacob Skyggebjergs vidnesbyrd fra det bizarre forløb, hvor han i perioden 2008-2013 afsonede en behandlingsdom i det psykiatriske system. Det starter med en bytur i Vejle og slutter med udgivelsen af debutromanen Vor tids helt og Skyggebjergs gennembrud som forfatter.
Skyggebjerg får ♥♥♥♥ med på vejen af Politiken, som blandt andet skriver: "Hjælp fortæller nok først og fremmest om et sjældent og ekstremt tilfælde, der siger noget om, hvor svært det kan være at komme tilbage, når samfundet først har dømt en ude. Som roman betragtet er bogen en eksplosiv og forførende bastard, der trækker tæppet væk under både sig selv og læseren."
Johanne Bille: Elastik
Elastik er en roman om at være kvinde. Om at være kvinde mellem kvinder, mellem mænd – og om at være alene med sin kvindekrop. Om hovedpersonen Alice, som ikke bryder sig om at være kvinde. Om Alices fortiede, men stormfulde forelskelse i den enigmatiske Mathilde. En forelskelse, der ikke findes plads til hverken i Alices forhold til kæresten Simon, til Mathildes mand Alexander eller i Alice selv.
Elastik handler om ikke at ville nøjes med at finde sig til rette – i parforholdet, i samfundet og i sig selv. Om at ville kærligheden og fællesskabet, men ikke kunne løsrive sig fra sin egen egoisme og narcissisme. Hvordan kan vi være sammen? Det spørgsmål bliver i Elastik til: hvordan bruger vi hinanden?
Johanne Bille hentede med sin anden roman mange rosende ord i pressen:
Litteraturformidleren kvitterede med ♥♥♥♥♥ og var klare i spyttet om, at Elastik er "En fremragende roman... Læs den for fanden!"
Politiken lokaliserede et slægtskab til den franske forfatter Françoise Sagan, et kompliment, som blev understreget af ♥♥♥♥ og ordene: "Billes Alice har slægtninge eller endda søstre i Françoise Sagans 1950’er-romaner. [...] Der er i det hele taget noget Sagansk over ’Elastik’ og dens skildring af åbne kærlighedsforhold, med de komplicerede trianguleringer, spejlinger og konflikter, som kan følge med."
Og POV International lagde ikke skjul på begejstringen for romanen: "Elastik er svær at slippe. Den efterlader mig med følelsen af at være blevet set. Og ikke bare set. Gennemskuet. Det er den slags bog, jeg kommer til at læse igen og igen (...)"
Shosha Raymond: Stillezone
Stillezone er en kortroman, som handler om at være barn og jøde og kvinde. Om sex og barndom og grøntsager. Den handler om sanserne og Anden Verdenskrig. Om at føle sig fremmed i sin egen familie. At opdage, at alle er børn hele livet. Alt sammen skrevet frem med Shosha Raymonds stilfærdige og samtidig voldsomme sensibilitet.
Dagbladet information skrev blandt andet om Stillezone: "Shosha Raymond debuterer med en stærk og sansende kortroman."
Og i Weekendavisen fik Raymonds ligeledes roser: "Shosha Raymonds debut Stillezone er en svimmel, næsten kubistisk opvækstroman om en barndom og et ungt voksenliv."
Ilhan Berk: Jeg skal med til fuglenes fødselsdag
Tyrkiske Ilhan Berk (1918-2008) skriver i Jeg skal med til fuglenes fødselsdag poesi af en art, vi sjældent ser på disse breddegrader. Idet han arbejder med sproget som materiale, som en fysisk realitet, arrangeres digtene i en ofte overraskende grafisk opsætning.
Man kan sige, at hans arbejde med poesien har erotisk karakter. Han er en magiker i forhold til det oversete og tryller det almindelige ind i næsten sanselige objekter af ualmindelig skønhed. Dyr og planter, vejr og steder og de safter, der udskilles, og sproget selv væves sammen og bliver en slags kubistisk-surrealistisk højsang.
Ilhan Berk foreligger hermed for første gang på dansk. Og for så vidt ingen af hans værker ligner hinanden, men alle søger en særlig form for forløsning af netop det stof, der for øjeblikket er vigtigt, bliver Jeg skal med til fuglenes fødselsdag ikke det sidste, Gladiator udgiver af ham.
EFTERÅR 2018
Sonja Hauberg: April
Sonja Haubergs skrift tér sig. Den tér sig i det realistiske, og den tér sig i det kaotiske og afvigende.
For April er en roman der drømmer. Drømmer sig bort fra mareridtet der er virkeligheden, krigen, fornuften, apatien, volden, løgnene.
April er en forbløffende almindelig og en forbløffende ualmindelig roman. Et meget charmerende paradoks at stifte bekendtskab med. Det er realisme, i én forstand, i udgangspunktet, men romanen kan ikke holde sig på måtten, den må ud og skal ud og afsøge grænseområder.
I en lektørudtalelse roses romanen for at være "[…] ærlig og intens i sit udtryk med et eminent billedsprog, der hylder naturens kraft."
Og hos Bogblogger.dk fremhæves også intensiteten som en af romanens kvaliteter: "Sproget er intenst og følsomt, men ikke tungt. Det prikker næsten som en brusetablet. Bestemt ikke kedeligt, og herligt at være i følelsernes vold på en helt anden måde end os de nyere forfattere."
Jonas Rolsted: Organe Remain
I Organe Remain gendigter Jonas Rolsted Koranens fortællinger om Jesus og fantaserer videre. Det er blevet til på en rejse gennem Libanon med Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Koranen i tasken. Disse tre bøger viste sig at tilbyde forskellige vinduer ind til mange af de samme personer, og ud af rejsen voksede Organe Remain. Bogens første del består af legender med afsæt i Koranen og Det Arabiske Barndomsevangelium, fortællinger om Jesus som barn og som ung mand.
Weekendavisen kalder den for "En vaskeægte sensation,” og skriver blandt andet, at ”Bogens fornemste præstation må være den forunderligt godt ramte stemning af mytisk sitren, der tillader Jesus at træde frem som spillevende legende."
Politiken sender ♥♥♥♥♥ i Rolsteds retning, og skriver om bogen, at den "[…] afdækker en flig af det mysterium, sproget er. Sproget kan lægge sig fysisk om én, som et rum eller som en krop."
Jacob Skyggebjerg: Vi ses på Mars, når klimaet går amok og lokummet eksploderer
Jacob Skyggebjergs pamflet Vi ses på Mars når klimaet går amok og lokummet eksploderer præsenterer et udvalg af de politiske skrifter, Skyggebjerg har haft trykt i diverse medier siden forfatterdebuten med Vor Tids Helt i 2013. Temaerne varierer, men det overordnede budskab er klart: Ligegyldighed fører til undergang, og ligegyldigheden er vor tids store epidemiske sygdom. Det er ligegyldigheden, som er fjenden, det er den, vi skal kæmpe os ud af og vaccinere os selv imod, hvis vi skal lykkes med at skabe noget sammen.
I en lektørudtalelse understreges dette forhold: "Interessant samling med provokerende og skarpt formulerede tekster, der advarer mod, at ligegyldigheden bliver vores undergang."
Lina Wolff: Polyglotte elskere
De polyglotte elskere er en mørk humoristisk, intens og intelligent roman, der i højt tempo væver tre karakterers skæbner sammen i jagten på et mystisk manuskript. I denne flerstemmige roman om sprog og seksualitet er mandens blik på kvinden i fokus, men også forførelsen, ydmygelsen, magtkampen og drømmen om forståelse mellem kønnene. Vi har at gøre med en usædvanlig original og stimulerende udforskning af magtrelationer, amoral og litteraturens manipulerende egenskaber – og om det polyglotte, det flersproglige, i hver og en af os.
Dagbladet Information skriver simpelt hen, at romanen er en "Kraftfuld feministisk pageturner."
Børsen kalder den en "[…] letfordøjelig og fornøjelig roman, der leverer et syleskarpt blik på køn og de dunkle drivkræfter hos kærlighedshungrende mænd og kvinder," og giver romanen ★★★★★ med på vejen.
Og hos Bogblogger er begejstringen ikke til at tage fejl af: "Det sker indimellem, at man får en bog i hånden, som er så velskrevet, at historien hænger fast i dagevis. Sådan var det at læse De polyglotte elskere."
Tove Ditlevsen: Små hverdagsproblemer
Små hverdagsproblemer er en komplet samling af de spørgsmål og svar, som er blevet bragt i Familie Journal i den 20-årige periode fra 1956-1976, hvor Tove Ditlevsen var brevkasseskribent. I alt mere end 4000 spørgsmål og svar, der her, for første gang nogensinde, bliver tilgængelige i en samlet udgivelse.
Bogen giver med en utrolig rigdom et indblik i danskernes liv og hverdag. Tove Ditlevsen svarer med varme, intelligens og humor på spørgsmål om alt lige fra husholdningsbudgetter til generationsopgør, fra vold til ulykkelig forelskelse.
Politiken uddeler ♥♥♥♥♥, og skriver: "Det er en forbavsende god bog. Selvdisciplinen og medfølelsen var med Tove Ditlevsen, uanset den personlige smerte."
Hos Litteraturformidleren.dk fremhæves bogen som et alternativt kulturhistorisk værk: "Foruden at være god underholdning, så giver Små hverdagsproblemer en indsigt i svundne tider, som et alternativt kulturhistorisk værk."
Berlingske ★★★★, roser Tove Ditlevsens evner som brevkasseskribent: "Der er ikke noget med at tale folk efter munden, og når brevskriverne er for selvoptagede, umodne eller bare fjollede, får de det også at vide."
FORÅR 2019
Pia Busk: Cougar
Pia Busks tredje digtsamling Cougar afslutter trilogien om relationer, tabu, sex og kærlighed i vores tid. En trilogi, som består af Grotten (2015), Corinna og jeg (2017) og Cougar (2019). Og som sætter ord på den Københavnske underverden og de mennesker der lever deri.
Cougars hedder de – de modne kvinder på jagt efter ungt, saftigt kød. Løvinderne med skinnende pelse.
Cougar er en satire over Ovids Elskovskunst: hvad Ovid ville have skrevet, hvis han havde været en dansk kvinde lidt over halvtreds på vej gennem Københavns gader en lørdag om natten. Busk skriver seksuel, nærmest beskidt lyrik, der samtidig trækker på klassisk tradition.
LitteraturNu skriver om Cougar, at den "er en befriende, humoristisk og sprudlende hyldest til lyrikken, sølvgråt kussehår og modne kvinders brusende begær."
I Dagbladet Information hedder det: "Pia Busk slår med sine 61 sonetter et behjertet slag for modne kvinders muntert udfarende sexliv."
Og i Politiken udkåres Busk som ”Dansk lyriks erotiske ypperstepræstinde,” der ”gør, hvad hun kan for at fyre op under slumretæppernes land med sex og lyrik.”
Veronika Katinka Martzen: Jeg bruger min krop som et møbel
Jeg bruger min krop som et møbel er digt-romanen vi alle har ventet på. Episk realisme i tre bind. En fortælling om at finde sig selv og om at huske på at hvis man ikke kan dét, altså finde sig selv, så kan man altid lave sig om til Taylor Swift. En fortælling om at gå i stå og om at gå i stykker. En fortælling, der er lidt et digt, lidt et langdigt, lidt et manuskript, lidt country, lidt hiphop, lidt roman, lidt kammerspil og meget god.
Politiken kvitterer med ♥♥♥♥, og fremhæver hvordan humoren og samfundskritikken væves sammen, så det er svært ikke at græde af grin: "Det er svært ikke at græde af grin, når Ahrendtsen præsenterer sin filmproduktionsdatamat, der »virker ved at fratage folk deres frie fantasi for i stedet at erstatte den med Mick Øgendahl«."
Litteraturformidleren kalder det:"[...] grotesk og latterkrampefremkaldende sjovt."
Og Lucia Odoom fra Politikens Poptillæg konstaterer på fornem vis: "Det er pisse fed læsning.”
Jamal Bendahman: Ash-shaheed [Vidnet]
Ash-shaheed [Vidnet] er fortællingen om Younes, som er vokset op i et religiøst hjem i et gudsforladt socialt boligbyggeri på Vestegnen. Han drømmer om at blive forfatter, men er endt som fuldmægtig i Vejdirektoratet, hvor han finjusterer incitamentsstrukturer i større offentlige anlægsprojekter. I fritiden hænger han ud på barer, forelsker sig i snart sagt alle de kvinder han dater og får i øvrigt tiden til at gå med at skrive på en socialrealistisk novellesamling, der skal kompensere for næsten alt i hans liv.
Atlas Magasin skriver, at "Det er en fornøjelse at læse, for indimellem skriver Bendahman, så det ringer for ørene."
I Politiken får romanen ♥♥♥♥ rosende ord med på vejen: "Der er noget befriende, noget overraskende og til sidst også noget meget hårdt over Jamal Bendahmans gode debutroman, 'Ash-Shaheed [ Vidnet]' [...] Alt i alt en lovende debut".
Dagbladet Information kalder det beat: "Bendahman kan selv være rock and roll, men allermest er han beat. Det handler om måden, han skriver på – og den utilpassethed, han skriver om."
Og Jyllands-Posten uddeler ★★★★★, og skriver, at "Jamal Bendahman er usvigeligt sikker af en debutant. Hans roman er både medrivende, dragende og forvirrende."
Hans Otto Jørgensen: Nedrakket til skrift
Nedrakket til skrift er ikke digt og ikke fortælling, ikke poesi og ikke prosa. Det er en bastard, et uvæsen, det grafiske udtryk og teksten holder hinanden til ilden og hvor hver enkelt side eller opslag på én gang er sig selv og transporterer betydning ad tekstens længdeakse.
Nedrakket til skrift opererer med tekster, der vokser indefra og ud. Der er tale om forskellige former eller bedre måske: rutiner – dvs. forskellig slags tekst – som spilles igennem, varieres og fyldes op.
Dagbladet Information kalder Nedrakket til skrift for "et festfyrværkeri af en bog.”
I Weekendavisen hedder det ganske sigende: "Fem stjerner i Bullshit Tidende."
Politiken giver ♥♥♥♥♥, og fremhæver Jørgensen som en legende: "Det er jo underligt at betegne en nulevende forfatter som en legende, men i mit univers står der et mytisk skær om Hans Otto Jørgensen."
Elisabeth Møller Jensen: At se med egne øjne - Mit Kvinfo
Bogen At se med egne øjne er en sprudlende personlig beretning om begyndelsen på den tredje feministiske bølge i starten af 1990’erne, som tager afsæt i KVINFO’s bibliotek. Samtidig er bogen et fuldflæsket og velargumenteret angreb på den ideologiske iver, der i disse år spreder sig overalt i det danske samfund i form af nedskæringer, lukninger og udflytninger af offentlige institutioner og virksomheder.
I tilfældet KVINFO udstilles kulturminister Mette Bocks slagtning af institutionens næsten 60-årige virke med vidensindsamling og -formidling punkt for punkt som populistisk symptom på afmontering af velfærdsstaten.
Med 24 års erfaring som direktør for KVINFO har Elisabeth Møller Jensen befundet sig midt i ligestillingsorkanens øje. Det giver bogen ballast og perspektiv, når 50 års dansk ligestillingshistorie beskrives med stor indsigt og humor – det er pligtstof til den kollektive hukommelse, når der for eksempel berettes om de mange politiske svigt af en solidarisk barselslov.
Politiken giver ♥♥♥♥, og skriver: "Ønsker man et indgående og dybt kendskab til KVINFO som historisk institution, er her enestående førstehåndsberetninger ad libitum […] dødhamrende vigtig læsning."
I Berlingske får bogen ★★★★ – "Elisabeth Møller Nielsen har skrevet en stærkt indigneret, tangerende det rasende, men også humoristisk og hele vejen igennem veldokumenteret bog."
Og Weekendavisen roser både forfatteren og hendes værk: "Elisabeth Møller Jensen fortæller med lysende engagement [...] en ildsjæls interessante og meget velskrevne fortælling om sit livsværk.”
To sandaler: Stenrosen af Ole Sarvig & Roman af Vagn Lundbye
Ole Sarvigs Stenrosen udspiller sig i efterkrigstidens Berlin, udbombet og hærget. Man præsenteres for et omfattende persongalleri, som alle har oplevet krigens begyndelse og slutning. I et langt tilbageblik følger man deres deltagelse i krigen og hvilken betydning krigen har haft på deres liv. Særligt de to karakterer, Endré og Werners oplevelser er i fokus.
Når meget i Stenrosen kan minde om science fiction eller Pink Floyds The Wall, er det fordi, der er tale om universelle billeder af det totalitære, af totalitarismens vanvid. I Stenrosen er Sarvigs lyriske bevidsthed til stede som en velslebet sproglig bevidsthed. Personerne og stederne bliver fremskrevet med en usædvanlig præcision.
Kristeligt Dagblad giver ★★★★, og skriver: "At så skønne ord bliver til i de døde tableauers Berlin, er i sig selv ganske unikt. Ole Sarvigs stemme var det også, og således kan vi kun glæde os over Gladiators udgivelse af "Stenrosen."
Af alle steder foregår Roman på en rasteplads i en skov. Der er en kiosk og kioskdame, der er en kvægtransport, hvor en ko er faldet ud og står bundet til et træ, og der er en tot blodigt vat, og en turistbus holder ind, og turisterne strømmer ud og erobrer stedet, og for en tid altså også fortællerens opmærksomhed … og sådan står det på kapitel for kapitel med små bitte forskydninger hele bogen igennem.
Charlotte Strandgaard: Tror spillemændene virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame
Charlotte Strandgaards digtroman rammer nye højder. Den har den lange besværlige titel Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame, som beror på det kvindelige jegs oplevelse af at være en marionetdukke.
Strandgaards digte hører sædvanligvis til i realismen, med et jeg der har fuldstændig styr på tingene, et central-lyrisk jeg. Men her, i Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame, udvider rummet sig på en måde, så jeget har svært ved at stå på benene.
I Weekendavisen udnævnes den som ”[...] et inderligt syret, råt konceptuelt, nådesløst knitrende galmandsværk af et hovedværk.”