Glæde i skriften: Jyllands-Posten anmelder Panser og Fryden
Jyllands-Posten anmelder debutanten Andreas Pedersens Fryden og Lea Marie Løppentihns Panser og ser i begge "nye bølger, bølger begge af en lys, opløftende og trøsterig skrift. På mange måder skøn læsning, simpelthen." Læs uddrag af anmeldelsen her:
Om Fryden:
"Det blev en grådig bid. Men det er svært at standse, når Andreas Pedersen sjældent fint fremmaner noget så ellers svært-beskriveligt som det opløftede og glædesfulde.
Men i "Fryden" bliver de følelser aldrig klichefyldte eller henført diffuse. I stedet rammer sekvenser som denne, synes jeg, enormt præcist fornemmelsen af den lille og på én gang himmelfarende og dennesidige lykke. Der opstår en ny fortrolighed, synet af den elskedes vaner.
Teksterne - der optegner konturerne af et egentligt ret gennemsnitligt ungt liv med kæreste, familie og erindringsglimt fra en opvækst på landet - er lige så ofte også gennemsyret af både blid melankoli (»der er en pludselig tomhed« ) og hidsig desperation (»Jeg har kun ar - kun« ). Men, for mig i hvert fald, overskygges de aldrig af digtenes insisterende lykkeglimt, hvilket på sin vis gør "Fryden" til noget så vidunderligt anti-2016-agtigt som en hårdnakket optimistisk bog: »Man går mod skønheden.""
Forbindelsen mellem Panser og Fryden:
"For Løppenthins - der har et to gode digtsamlinger bag sig - første prosaværk (' roman' står der på titelbladet) er umiddelbart og mestendels en tragedie om uforsonlighed, mord og spøgelser. Men "Panser" er på mange måder også en frygtløs fjollet (et plusord) bog. (...)
Og det er netop her, forbindelsen til Andreas Pedersen skal lokaliseres. For det første finder man også i "Panser" de lysende besyngelser af liv og fællesskab: »Selv skal Ingeborg jo aldrig dø / det er for usandsynlugt / en dag, en dag skal hun klare sig selv / uden Sophie og Klara / uden Juan og Thomas / uden sine engle / men også dét virker usandsynligt / når det hele kommer til stykket er det hele jo nok / for evigt.« I sådanne momenter klinger "Panser" helt ukrukket rent og skønt. Og det er her man skal finde det andet fællespunkt. For ligesom Andreas Pedersens debut drives Løppenthins nye bog også frem af en glæde i skriften, ved den litterære skabelse, som også kendetegnede hendes forårsdigtsamling "Marts er bedst", der i mine øjne er en af 2016' s bedste danske udgivelser."
Læs resten af anmeldelsen her
