Hans Otto Jørgensen interviewer Pia Busk

Hans Otto Jørgensen: lad os springe lige ud i det. Hvordan har tilblivelsesprocessen været, f.eks. hvor længe har du arbejdet med stoffet, hvad har du lavet af research?

Pia Busk: Min dagbog har været hjørnestenen i mit arbejde med Grotten. Jeg har skrevet i dagbogen siden jeg var teenager. Hver aften: citater, hændelser, til og med tegninger. Ting jeg husker fra dagens løb. Nogle gange også fra nattens løb ... så snart jeg er klar nok i hovedet, noterer jeg, hvad jeg husker at have oplevet, læst, fået fortalt.

Jeg har kigget mange år tilbage i dagbogen i mit arbejdet med Grotten. Særligt notaterne fra tiden i fetisch-miljøet omkring årtusindskiftet har jeg brugt. Det var læder og lak, og ikke mindst latex: 'The Second Skin'. Vi var fisk i psykedelisk strømførende vand. Men set på en anden måde er flere af optegnelserne ikke specielt afhængige af datoer, så længe de refererer andres historier eller ting, jeg læste på det tidspunkt. Rimbaud er jo f.eks. så at sige 'evig', det er bare lille mig, som har stiftet bekendtskab med hans bøger på et bestemt tidspunkt. Ligesådan med fortællinger fra miljøet, som jeg har suget til mig. Jeg har noteret dem, og har så i skriveprocessen med Grotten blandet så mange dele sammen, at jeg ikke længere kan holde styr på, hvad der kommer hvorfra. Men den formmæssigt bevidste skriveproces, altså den tid hvor jeg har brugt dagbogen som 'råstof' for langdigtet, har nok varet omkring to år.

Hans Otto Jørgensen: Udviklingen i historien, fra det forholdsvis uskyldige møde til nedstigning mod døden – lå den historie fast fra begyndelsen. Og de to stemmer, den overlevende kvinde og den overlevende mand, henholdsvis veninde og ”elsker” til den døde, som jo også er, hvad man kan kalde ”vores vidner” til miljøet og fortællingen – kan du ikke sige noget om de to stemmer?

Pia Busk: Grotten er bygget op som to dramatiske monologer, Lucys og Manden med leens. I Aristotelisk forstand er det episke digte, altså digte hvor en stemme selv fortæller, men ikke afholder sig fra at referere og kommentere andre stemmer. Sådan som Aristoteles også selv må have oplevet digte: Han gik til en plads og hørte en rapsode recitere Homer. De to fortællere i Grotten har individuelle erfaringer med en lang liste af mere eller mindre forliste kærlighedsmøder, og så har de en fælleserfaring med hinanden. Grotten er stedet for det sammenfald af erfaringer, og møderne i Grotten gør at historien eskalerer. Men nej, jeg vil ikke sige, at den historie lå fast fra begyndelsen. I begyndelsen var der bare anelser og groteske lister og citater. Men min oplevelse er jo, at 'brikkerne efterhånden faldt på plads' ... Jeg er selvfølgelig godt klar over, at fortællingen om faldet, om det underjordiske, tragedien, er en narrativ kliché, som jeg er 'offer' for. Men den ligner til forveksling den fortælling, som jeg, der er blevet ældre, erfarer med min egen krop. Det er måske den 'kunstige fortællings' mærkelige magi og forræderi, dens element af forbuden frugt: at tragedien gennemleves, eller erfares, langt hurtigere end i livet.

Hans Otto Jørgensen: Formen, episk-lyrisk og storladen – ikke ligefrem en form, som er meget dyrket i disse år – hvordan kom du på, det skulle være den form, og hvad har inspireret dig til at udfordre den?

Pia Busk: Jeg tror, jeg har taget fat om nælden lidt længere nede, hvor jeg er sikker på at kunne nå. Verset f.eks., jeg har været bevidst om, at det netop er vers, og jeg har insisteret på at bryde dem skævt i forhold til syntaks og 'mening'. Det er min lille modstand mod det patriarkalske monopol på semantikken, altså den ide at sæden, semen, alene skulle udgøre frugtbarheden og meningen i sproget. Jeg ser verset som en søm, og sømmen kender jeg fra mit arbejde med beklædning og design. På den måde har jeg kunnet overføre greb fra en disciplin til en anden, og så er digtet komponeret frem af enkeltdelene.

Jeg tænker, at sådan et længerevarende arbejde med et digt ligner sprogbrugsimpulsen helt basalt. Jeg vrider mig ud af den uartikulerede ensomhed. Og nu, hvor jeg ikke længere skriger og grynter, arbejder jeg på at bruge ordene på en måde, der er bevidst om den dødegrund, sproget bygger på. Litteraturen er for mig at se det eneste felt, hvor ordene ikke partout skal fungere som praktiske konvolutter. Det er også derfor, litteraturen ikke er til at slippe af med. Vi har ikke fundet et sted, hvor vi kan udtømme dens mening og funktion, hvor vi kan smide den væk.

Hans Otto Jørgensen: Hvilken bog – af alle - har betydet mest for dig?

Pia Busk: Jeg er ikke fastligger hvad bøger angår, flere værker har betydet meget for mig. Er det for dumt at sige, at hver tid har sin fortælling? Ja, måske, for nogle af mine yndlingsbøger dukker jo op igen efter de har ligget nederst i bunken gennem mange, støvede år. Men fra den bunke kan jeg mærkeligt nok altid trække Augustins Bekendelser frem.