★★★★★ "Hans Otto Jørgensen skriver uden filter om livet som landmand på bankernes nåde" - Jyllands-Posten

»Det er som en ond drøm.

Det er bare meget værre.

Drømme vågner man af, men det her bliver ved. Pas på hinanden,« står der på første side i Hans Otto Jørgensens slægtsroman, "Dead Man Walking. Mamrelund".

Ordene er angiveligt ikke hans egne, men svigerindens.

Men det gør ingen forskel. Og det, som er værre end slemt, er afviklingen af et landbrug.

Forfatterens broder overtog den fædrene gård i 1971 og har knoklet i et omfang, de færreste (byboere) har forestillingsevne til at fatte - men forgæves. Hvis man har set Søren Kragh-Jacobsens film "Lille sommerfugl", vil man kunne nikke genkendende til den sørgelige historie om det moderne Danmark. Selv om bonden har ekspanderet og er den ultimative håndværker, som elsker sine dyr, kender bankerne ikke til nåde.

Det er ikke første gang, Hans Otto Jørgensen har skrevet om sin agrare baggrund - han har nærmest ikke gjort andet. Hvor solidariteten ligger, skal man ikke være magister i litteraturvidenskab for at regne ud. Når man betænker, hvor meget liv og hvor uendeligt mange timer der er arbejdet på at redde gården - og dertil kommer Jørgensens manende solidariske fremstilling - er det svært ikke at græde snot over den symptomatiske fortælling.

Oplagt sammenligning

Det er oplagt at sammenligne romanen med Jens Smærup Sørensens folkelige gennembrud "Mærkedage", der i princippet fortalte en lignende historie om de radikale forandringer i landbruget.

[...] Jørgensens tekst fremstår fragmenteret, som en krop, der er blevet klippet op og smidt ud som lunser på et blodigt bord af ord.

»Og det er så det, de har fået ud af det. At blive jaget fra hus og hjem. Op på hesten igen. Men hesten er død, stendød.«.

Læs hele anmeldelsen her