0

Helene Johanne Christensen i Vinterbøger 2017

Dagbladet Information har interviewet Helene Johanne Christensen til deres bogtillæg Vinterbøger 2017.  Her fortæller Christensen blandt andet om sin oplevelse af det litterære miljø i Oslo og om 'jeg-fravær' i poesien:

"(...)I 2015 boede hun et halvt år i Reykjavik, hvor hun studerede på universitetet og kunstakademiet. Det islandske landskab vakte en særlig genklang i hende, fortæller hun:

»Jeg oplevede det islandske landskab som meget genkendeligt, ufremmed, meget lig noget inde i mig. Jeg fandt en god form for ensomhed i den by og det landskab, som nok er sivet ind i min skrift – har inderliggjort den, tror jeg.« Da hun ikke kan læse islandsk, var hun ikke så stor en del af det litterære miljø i Reykjavik, fortæller hun. I stedet fik hun indblik i miljøet omkring kunstakademiet:

»Det var meget givende at tænke i fysiske materialer, de betydninger, der opstår, når forskellige genstande mødes. Det har måske nok – ligesom mine studier i museologi – haft betydning for min skrift og interesse for ordene som materialitet.« Efter opholdet i Reykjavik fulgte et halvt år i Oslo, hvor Helene Johanne Christensen ved siden af studiet arrangerede litterære samtaler på en kulturscene:

»I Oslo oplevede jeg hurtigt at blive en del af et meget alsidigt og levende litteraturmiljø, som gav mig en stærk oplevelse af fællesskab omkring litteratur, som jeg endnu ikke har oplevet så meget i København.«"

"Netop det, at der i poesien kan siges noget, der ikke kan siges andre steder, var emnet for Helene Johanne Christensens speciale:

»Jeg undersøgte, hvordan Inger Christensen og Tor Ulven i deres poetiske sprog formår at udtrykke tavs viden, altså noget af den viden, man har, men ikke kan formulere bevidst.« Selvom hun til tider kunne føle, at det akademiske sprog var en smule klaustrofobisk, var Inger Christensen og Tor Ulven gode samtalepartnere i skriveprocessen, fortæller Helene Johanne Christensen. Særlig Inger Christensens måde at bruge jeget på har interesseret og inspireret hende:

»Nogle gange er jeget næsten fraværende, men det er aldrig helt fraværende. Det sættes altid i forbindelse med omverdenen. Elementer fra sfærer, som er meget forskellige, bliver forbundne, og så viser verden sig på en ny måde.«"

Læs hele artiklen her.

Og glæd dig til den 8. februar, hvor Helene Johanne Christensens BLÅ udkommer.


Ældre indlæg Nyere indlæg