Hybridlitteratur og billedkunstneriske værker - jeh suiz un alma i Politiken

Den 22. september bragte Politiken et interview med Nadia Josefine El Said, der snart udkommer på Gladiator med “jeh suiz un alma”. Bogen er lavet i samarbejde med Krabbesholm, som en del af schadeserien.

Det handler om sprog og identitet. Hvordan sproget skaber og undertrykker identiteter, hvorfor spørgsmålet om opløsning af sproget bliver interessant.

“Derfor undrer det heller ikke, da hun allerede inden interviewet gør én ting helt klar: Det er ikke nogen selvbiografisk skildring af, hvordan det er at være kvinde med delvis arabisk baggrund i Danmark. Snarere er det en undersøgelse, siger hun, af det sprog, vi bruger til at tale om køn og etnicitet. Hvordan sprogets kategorier skaber, men måske også undertrykker, identitet.”

Videre i interviewet fokuseres der på sproget, og hvor svært det er at undgå dets kategorier.

“Da hun satte sig ned for at skrive, fortæller hun, følte hun ikke, hun kunne undgå at bruge medierne og politikernes kategorier. Selv når vi sidder og taler om det nu, ved jeg ikke helt, hvilke ord jeg skal bruge«.

Når hun ikke kunne undslippe kategorierne, valgte hun i stedet at springe direkte ned i dem. I bogen dannes en slags væv af verselinjer, billeder og lister, som søgende og forskydende, måske optrævlende, undersøger sproget. Hvidt bliver til vidt, El Said til statsborger, han bliver til hun, som bliver til hen, indtil alt til sidst filtrer sig sammen, og der står: »slug. lad det selv blive/kvalt. af frisk hentræ med/hår på tænderne«.”

Nadia Josefine El Said ser ikke sig selv som forfatter eller digter, men som en del af hybridlitteratur, der samler forskellige former for kunstarter og er dermed med til at nedbryde de etablerede rammer. Jeh suiz un alma er ligeså meget et billedkunstnerisk projekt, som et litterært.

“Tanken om den autentiske stemme, der afspejler forfatterens jeg, giver hun ikke meget for. Hun skriver inden for en genre, der netop udfordrer ideen om originalitet. Til sidst i bogen er der en kreditering, der lyder:»Det meste i bogen er lånt, lejet, klippet, klistret, kopieret, approprieret, plagieret, stjålet«. »Og selv den kreditering er hugget fra en konceptuel digter, der hedder Kenneth Goldsmith«. 

“Det at skrive er for hende mere en forlængelse af det at læse:»Jeg skriver som det, jeg læser i den periode, jeg skriver. Med den her bog var det for eksempel den finsk-svensk-tyske digter Cia Rinne. Og der er mange sætninger hvor jeg bevidst har tænkt Per Højholt. Der er noget der læner sig op ad Inger Christensens 'Det'. Der er direkte referencer til Athena Farrokzhads 'Vitsvit'.”

Derfor har bogen heller ikke nogen klassisk genredefinition, men kaldes bare - bog. Om det siger hun:

“Jeg betragter mere 'jeh suiz une alma' som en refleksion end som en traditionel digtsamling, der udtrykker et jegs følelser og tanker. Med fare for at lyde lidt teoretisk kunne man kalde det en poetisk diskursanalyse.”