”I den verden, romanen fremmaner, er den tænkende kvinde afskyelig.”

I bogen den uanstændige madam D får vi den gale kvindes tale, når hun tager det, de andre kalder galskab, på sig: sin kamp for at forstå døden og volden, sine religiøse spekulationer og sin vrede mod sit århundredes mand. Erindringer blander sig med stumper af tale og længere dialoger, men romanens situation er sådan set enkel: Jeg-fortælleren Hillé har mistet sin mand Ehud og er flyttet ind i skunken under trappen i sit hus, hvor hun nu hjemsøges af de døde og af landsbysamfundet omkring hende.

Oversætter Lean Pejtersen fortæller:

”Sammenbruddet kan siges at præge romanen på alle planer, men det udgør samtidig en mulighed. På den ene side er alt tabt: den elskede, familien, ungdommen, tilliden til de andre, glæden. På den anden side udgør sammenbruddet en mulighed for at rase og for at gå i dialog med den døde mand og den døde far, de omtrent barbarisk småborgerlige naboer, selvretfærdige præster og en altid fraværende gud.

Bogen kan læses som et iturevet kammerspil, for så vidt som vi har at gøre med kone og mand, naboerne, præst, faren og gud, men uden strenge regler for, hvem der melder sig hvornår. Centralt i bogen står madam D’s kamp mod de andres krav om, at hun skal tilpasse sig roller som hustru, enke, elsker og god kristen ved at opgive sine religiøse og filosofiske spørgsmål. I den verden, romanen fremmaner, er den tænkende kvinde afskyelig.”

"Det var lidt som den her hviskeleg, hvor man sender indviklede sætninger rundt til hinanden og ser, hvad det ender med."

- Oversætter Lean Pejtersen

”Man kan godt sige, at jeg faldt over den uanstændige madam D. En ven havde købt den i engelsk oversættelse i London og anbefalede mig den. Jeg havde ikke læst noget lignende og blev meget betaget og gik i gang med at oversætte et uddrag til et tidsskrift.

Den var svær at læse på engelsk, fordi der midt i den let svimlende strøm af replikker og billeder pludselig var nogle påfaldende umulige sætninger – med det mener jeg, at de stak ud, selv når man tager højde for bogens gennemgående umulighed. Efter lidt research fandt jeg ud af, at den engelske oversættelse ikke var oversat fra originalen, men fra en fransk oversættelse fra 1997, hvorefter den fransk- og engelsktalende oversætter så havde fået en brasiliansk-amerikansk forfatter til at bearbejde oversættelsen. Det var denne oversættelse af en oversættelse, som jeg i mangel på bedre var ved at oversætte, lidt som den her hviskeleg, hvor man sender indviklede sætninger rundt og ser, hvad det ender med. 

Men jeg var helt klart mest optaget af, hvad Hilda Hilst egentlig havde skrevet, og opgav den engelske oversættelse og fandt i stedet frem til den portugisiske original. Her var mit problem så, at jeg der for tre år siden ikke kunne læse portugisisk! Men jeg kunne læse og skrive spansk, og så viste det sig, at jeg alligevel kunne læse portugisisk, for de ligger ret tæt på hinanden de to sprog – lidt som midt mellem norsk og svensk i forhold til dansk, vil jeg tro. Og derfra måtte jeg så slide i det, til jeg var tilfreds med oversættelsen – lykkeligvis med stor hjælp fra den nok dygtigste brasiliansk-danske oversætter, Tine Lykke Prado.” 

 Læs Lean Pejtersens efterskrift til den uanstændige madam D. 

Om forfatteren Hilda Hilst

Hilda Hilst (1930-2004) blev født ind i en af Brasiliens rigeste familier og havde udsigt til luksuriøst liv, men samtidig også et borgerligt liv i skyggen af en ægtemand. Det liv fravalgte hun, da hun i 1950, som tyveårig, udgav sin første digtsamling. Herfra hengav hun sig til forfattergerningen, valgte et frit kærlighedsliv (med tilhørende offentlige skandaler) og pådrog sig langsomt fattigdom. Hun var efter eget udsagn kendt som ”den gale eneboer” i den brasilianske offentlighed, fordi hun levede alene på et landsted langt væk fra byernes kulturliv og samtidig interesserede sig for okkulte traditioner, kommunikation med de døde, muligheder for efterliv mm.

Om det udfordrende ved sine bøger siger Hilda Hilst i et af de sene interviews: ”Det er ikke mig, der er vanskelig, det er det at være menneske, der er vanskeligt“. Et udsagn, der resonerer med den uanstændige madam D i den forstand, at romanen handler om en kvinde, der kæmper for sin ret til at tænke og stille spørgsmål i en verden, hvor særligt mændene lader til at have tåbeligt enkle forklaringer på det meste.