Information anmelder Cecilie Linds 'Til en engels forsvar'

Fotograf: Simon Fals 


Erik Skyum-Nielsen skriver i Information bl.a.:

Læsere af Cecilie Lind (f. 1991) vil der vel næppe nogen sinde findes mange af. Dertil er hendes egensindige særsprog nok for akavet og avanceret, hendes associative automatskrift for kaotisk vilter, hendes sproglige legesyge simpelt hen for ekstrem.

Adgangskravet til denne eksklusive flok er villighed og evne.

Evner man denne tillid til skævskriften som målløs magi, vil ens risikovillighed blive rundhåndet belønnet i store dele af hendes første roman ...

Grundidé og hoveddrivkraft i Til en engels forsvar er et frenetisk raseri, en vrede, et oprør, som overskrider grænserne mellem det kropslige, det sjælelige og det guddommelige ...

Gud er på én gang »som en hybenbusk, en sommerfugl, en rygmarv, et sølvspænde, en tændstik, en splint, et æseløre, et angstanfald, en trækrone, et kærkomment knus, en ødsel konto, et betændt sår, et barns vræl, en månes skygge, en andens kone, en lille flamme, en entré, en tudse, en kuldegysning, en lunge, en møtrik, en topmave, et rosenbed, en natsværmer, et svar, en nødstedt sømand, duggen der falder«. Og hvad Gud værdsætter, »er higen og håb og smukke øjne, øjne vendt mod himlen, jomfruens himmelvendte himmelblå, sandt for dyden, hyrdetimer og de kønne lår, og den stærke kæbe«. Den stærke kæbe? Sådan én forbinder vi vel umiddelbart med en løve, en krokodille, en haj eller en garvet bokser. Men vi kan måske også forestille os den som kæbepartiet, hvorfra der i Til en engels forsvar lyder en på én gang suveræn og sårbart skrøbelig stemme, som ikke rigtig ligner noget andet, man har læst eller hørt. Når man fornemmer den, opvejer det ens eventuelle episke desorientering. Eller med bogens stolte ord: Hellere slå sig til blods end til tåls.

Læs hele anmeldelsen

TILMED DIG GLADIATOR ABONNEMENT I DAG OG FÅ 30% PÅ ALLE BØGER