Interview med Anders Søgaard om LANDSKABSDIGTERNES KLUB: "Det interessante er at finde ro i, at grænserne er nedbrudte"

Fotograf: Lærke Posselt 

Anders Søgaard har skrevet en digtsamling, som handler om at skubbe grænser, både i livet og i sproget. Landskabsdigternes klub udkommer d 31. januar. I den forbindelse fortæller Søgaard om frihedsbevægelser, arbejdet som professor i kunstig intelligens, det mulige og umulige. 

Hvad lægger du i frihedsbevægelser?
En frihedsbevægelse er – i min krøllede hjerne – et kollektivt forsøg på at nedbryde grænser, sprænge rammerne for vores forestillingsevne og etablere rum, der ikke eksisterede før.

Hvorfor er det vigtigt for dig at skabe fokus på det?
Frihedsbevægelser anses i dag for at være naive, fanatiske og en undskyldning for at give fanden i det hele, men jeg tror, vi bliver fattigere som kultur, hvis ethvert forsøg på at nedbryde grænser og udvide vores horisont, forbindes med noget naivt eller fanatisk.

Hvad er det interessante i at nedbryde grænser?
Det interessante er at finde ro i, at grænserne er nedbrudte. Det er ikke nødvendigvis interessant at sætte sig på skødet af en fremmed i bussen, men hvis du kan finde ro i at sidde dér, er du mindre angst og ét skridt nærmere at komme overens med døden.

Kan du fortælle lidt om din digtsamling?
Den handler om det begær, der får os til at nedbryde grænser; og om forsøget på at finde ro i de nye rum, der opstår, uden at lade sig indhente af dagligdagen – billedet af os selv som funktion. Og så handler digtsamlingen om fascinationen ved kollektive bevægelser. Og lidt om landskaber, som akkompagnement til vores udvikling, og hvordan vi, især i brydningstid, når vi søger nye steder hen, bruger landskaber til at fortælle historier om os selv.

Hvorfor har du skrevet den?
Frihedsbevægelser er et vidunderligt omdrejningspunkt for en digtsamling; poesien er jo i sig selv en frihedsbevægelse. Og så var jeg lidt indigneret, vist, efter at have læst et par bøger om hippiebevægelsen, som antydede, at bevægelsen imploderede, fordi vi, som mennesker, grundlæggende har brug for grænser. Newtons fjerde lov, du ved, den om frihedsbevægelsers umulighed

Hvordan påvirker dit arbejde med kunstig intelligens dit arbejde med at skrive?
Kunstig intelligens er en lejlighed til at tænke over, hvad der er muligt og umuligt for os. Bortset fra det: På universitetet er jeg et nyttigt lille tog; når jeg skriver digte, har jeg lov til at stikke kæppe i hjulet på mig selv. Der er den samme frihed her til at tænke store tanker, men også friheden til at tænke store og usammenhængende tanker – tanker, som ikke spinder et fint logisk ræsonnement, men som vrøvler, falder til jorden eller hvirvler bort i vinden.

Hvordan kan poesi nedbryde grænser? 
Sproget er skabt til at sløre sig selv og udpege ting omkring os, og forhold mellem ting, men i poesien træder sproget frem, som sig selv, fordi ordene er sat sammen på måder, der nægter at lade sig entydigt afkode. Poesien er nødt til hele tiden at afsøge sprogets grænser – og grænserne for vores forestillingsevne. Kun når læseren finder ro i tvetydighederne, træder sproget frem – uden at ville noget.