Interview med Helene Johanne Christensen om digtsamlingen 'Sammenfald' på bastard.blog

"At skrive krop og sind sammen

Den overordnede bevægelse i Sammenfald er en, hvor jeg’et, der går fra at være lukket overfor verden til at åbne sig, hvorfor det?

”Ja, allerede i introdigtet har jeg’et et ønske om at være gennemsigtigt, men også fast, jeg’et vil krystalliseres. Så ønsket er at være lukket og fast. I første afsnit i bogen forsøger jeg’et også at slippe væk fra sin krop, sin fysiske tilstedeværelse og blive ren hjerne, fordi det er så besværligt og gør fysisk ondt at være en krop i verden. Jeg’et føler sig afskåret fra omgivelserne og resten af verden. Men hun finder meget hurtigt ud af, det ikke kan lade sig gøre”.

…hvad skal jeg med kroppen, når den ikke kan slå rødder, når den ingenting kan flytte eller bære, lyder det i et af de indledende digte.

”Når man ikke er forbundet med verden på nogen måde, hvad skal man så med den? Men så sker der en erkendelse af, at kroppen ikke er så skidt”, smiler Helene.

”Kroppen er et hjem. Den er ens nærmeste natur. Så følger et dansedigt med en erkendelse af, at kroppen ved alt muligt. Bevægelsernes selvfølgelighed, de foregår næsten uden for jeg’ets bevidste vilje. Digtet er ret vigtigt for resten af bogen. For derfra handler det om at forsøge at skrive krop og sind, som vi normalt forstår som adskilte, sammen. At lade bevidsthed og sanser falde sammen”."

Læs resten af interviewet her