Interview med Nis Ovaska: Om dokumentarisme, nordisk mytologi og Pulp Fiction
Den 21. november udkom Nis Ovaskas roman Lyden af kattepoter. Romanen er en beretning baseret på forfatterens eget liv. Ovaska fortæller her om tankerne bag og hvad der har inspireret ham – og kortlægger det dokumentariske element i romanen.
Lyde af kattepoter er baseret på forfatterens eget liv. Ovaska forklarer: ”Der er jo tale om en biografisk fortælling. Grænsende til dokumentarisk beretning.” De fleste situationer i romanen, har Nis selv har oplevet: ”Jeg har arbejdet en årrække i Holmens Kirke og frekventeret Carl-Mars vanvidsunivers. Hos Carl-Mar bearbejdede jeg tabet af en af mit livs helt store kærligheder og min galopperende depression-PTSD efter en flerårig afsoning af en 4-årig dom for organiseret kriminalitet.” Også de passager der forgår i Ukraine, er noget han selv har oplevet: ”Jeg har rejst talrige gange i Ukraine under revolutionen i Kiev og ved fronten i 2014.”
Titlen Lyden af kattepoter er inspireret af nordisk mytologi: ”‘Larmen af kattetrin var et af de elementer som dværgene brugte til at flette Gleipner, rebet, Thyr bruger til at holde Fenrisulven fanget. Han fik jo som bekendt bidt sin hånd af, blev amputeret. Jeg har mildest talt følt mig amputeret. Efter fængslet. Løsladt med en gigantisk gæld til det offentlige. Hjemløs, ødelagt mentalt osv.”
Den nordiske mytologi spiller også en rolle med hensyn til brugen af dyr i fortællingen, fortæller Ovaska: ”Det er i det hele taget helt naturligt for mig at inddrage dyr i handlingen. Jeg tror selv på sjælevandring og betegner mig som animist. Jeg har aldrig brudt mig om menneskers destruktive adfærd på jorden. Og den vestlige-kristne verdens blåstempling af denne. Effektivitet, arbejdsomhed, orden. Selv i vor tid prædiker præsterne, at Gud har givet os dit og dat og ‘drag ud og hersk over hele jorden og alle dens dyr’. Det står jo i kontrast til den nordiske mytologi, hvor man havde en ærefrygt for naturen.”
Det er ikke kun i nordisk mytologi, at Ovaska finder inspiration. Der er også nogle mennesker og begivenheder i hans virkelige liv, der har inspireret passager i romanen: ”Da jeg var i fængsel, modtog jeg 1000+ timers gruppeterapi. Her traf jeg en gal neuropsykolog som var helt oppe og køre over drømmerejser og kraftdyr. Jeg kom i kontakt med flere kraftdyr, så det er jo også noget af det, jeg ‘laver sjov med’ og fabulerer over. Det er jo også det, Dødens Pølse handler om. Den skal desuden genudgives i en mere ‘dark’ form.”
Romanen er understøttet af billeder og illustrationer, som Ovaska selv har taget og tegnet. ”De gør jo værket mere levende. De virker dokumenterende, men giver, skaber samtidig også en ‘Pulpfiction effekt’. Jeg har altid læst mange tegneserier og jeg nyder Quentin Tarantino og David Lynchs film og universer.”