Interview med Pia Busk i Politiken

Digte fra et liv med nålen forrest

Gudrun Marie Schmidt fra Politiken har lavet et længere interview med Pia Busk i anledning af hendes nye digtsamling "Corinna og Jeg". Omdrejningspunktet er det fortidige liv som stofmisbruger og litteraturen som et middel til at bearbejde og formidle det hårde stof fra dagbøgerne.

"Pia Busks digtsamling ' Corinna og jeg' er inspireret af dagbøger fra hendes ungdom som stofmisbruger. I digtene blander den rå virkelighed sig med frie fantasier. De beretter om sex på heroin og coke, om afvænning og om forholdet mellem en prostitueret og hendes kunde.

(...)

Dagbøgerne skrev Pia Busk i de år i 1990' erne, der blev levet igennem eksperimenter med stoffer og seksualitet, år med fetichfester, med job på topløs bar. År, som ad vilde veje førte til et liv som stofmisbruger.

(...)

»Jeg er ikke længere den pige, der skrev de dagbøger. Men da jeg fandt dagbøgerne, kunne jeg mærke hende igen«, siger hun.

»Og jeg blev så ked af det. Jeg var nødt til at læse dem i små doser«.

(...)

»Jeg havde nok tænkt, at når man tager stoffer og er påvirket, så har det, man skriver, ikke så meget vægt. Men det havde det. Og jeg kunne mærke, at jeg ville give noget af det videre, skrive om det liv. For det er også et liv og en erfaring, og litteraturen skal kunne rumme alle slags liv, synes jeg«.

(...)

»Da jeg fortalte min veninde om det liv, brød hun sammen og græd. Det blev for råt for hende. Og det er jo svært at have levet et liv, som andre mennesker faktisk ikke kan rumme.

Derfor er jeg også så glad for de her digte. Det er ikke, fordi digtene mildner fortiden, men de forløser den og gør den til en historie, som andre mennesker kan holde ud at læse«, siger hun.

»Det er et liv, der ikke kan fortælles ufiltreret«. Det er heller ikke tilfældigt, at Pia Busk har valgt at bruge antikkens guder, helte og sagnverden i digtene.

»Jeg havde brug for at skrive i et rum, hvor der er plads til følelserne. Mange af digtene er jo klagesange, som ' Metadonsonetter'.

Normalt siger man: »Nu skal du ikke opføre dig som et offer, og du skal ikke have så meget selvmedlidenhed, og nu skal du også se at komme videre«. Men det var ikke det, jeg ville, og ved at bruge antikken bliver der plads til de store følelser, til det voldsomme, og til kejtetheden, til frustrationerne«.

(...)

Hvad var der sket, hvis du ikke var kommet ud af stofmisbruget? »Det er selvfølgelig svært at sige. Men det liv går kun en vej. Og det er nedad«. Mange af dem, Pia Busk kendte dengang, er døde i dag.

»Det er så sørgeligt. For det var nogle meget dejlige, ofte meget følsomme mennesker«, siger hun.

Som hendes ven Kim Martin, som hun skriver om i digtet ' Kastanjen'. I digtet fortæller hun, hvordan hendes venner selv som døde har arrede linjer ned over de fremstrakte arme, hvordan de selv i døden trygler om poser med befrielsens støv.

»Kim Martin, hvordan kan jeg fortælle dig /(nu, hvor du rejser dig fra din enorme overdosis af sorg), /at jeg er clean? Jeg har ingenting på mig, selv om /dine øjne gaber af en sult, ikke engang døden kan mætte«.

(...)

Da Pia Busk valgte at søge hjælp og komme på afvænning, var det blandt andet, fordi hendes mor var blevet syg af kræft.

»Jeg kunne se, hvordan hun kæmpede for sit liv, det var virkelig frygteligt, og samtidig gjorde jeg alt, jeg kunne, for at ødelægge mit. Og derfor blev det vigtigt for mig at komme ud af min afhængighed.

Før hun døde. Og det lykkedes for mig«.

(...)

I de mange år, der er gået, siden Pia Busk skrev sine dagbøger, har hun ikke haft lyst til at læse dem igen. Faktisk har hun prøvet at glemme alt fra dengang, siger hun.

»Det var jo et liv og en fortid, jeg skammede mig over. Og da jeg havde lagt det bag mig, havde jeg lyst til at pakke det hele væk. Og komme videre med mit nye liv, det her«, siger hun og peger rundt i baglokalet, ind mod butikken med hendes designs.

»For mig ligger skammen over det liv meget tæt op ad en følelse af ikke at føle sig god nok. At føle sig forkert. Som menneske.

(...)

Når vi taler sammen her, dig og mig, har du så en frygt for, at jeg ser ned på dig, på grund af det liv, du har lagt bag dig?

»Ja, den tanke vil altid ligge der. Også når interviewet bliver bragt i avisen. Tanken om, hvordan folk vil dømme mig på grund af det, jeg siger. Men jeg synes jo, at det er et liv, der i dag ligger så mange år tilbage, så det må være okay, at jeg fortæller om det. Og når jeg så ser min nye bog, så er jeg stolt over digtene, som er kommet ud af det. Og så synes jeg ikke, jeg har noget at skamme mig over«

Du kan finde hele artiklen her

 

Køb Corinna og jeg eller tilmeld dig Gladiator abonnement nedenfor og få 30% på alle Gladiators bøger!


Ældre indlæg Nyere indlæg