Interview med Selma og 4-stjernet anmeldelse af "Leipziger Tagebuch"

Nordjyske Stiftstidende bringer i dag et stort interview med Selma Rosenfeldt-Olsen samt en anmeldelse af hendes nyligt udkomne debutroman, Leipziger Tagebuch. 

Selma fortæller frit i interviewet om sin opvækst, tidlige skuespillerdrømme, såvel som hendes forhold til litteratur og tysk, og hvordan hendes første bog er blevet til.

Uddrag fra interviewet:

"Selma var den yngste af teaterforældrenes tre piger, Helga, Nanna og så Selma. Der er måske ikke så mange skuespillere ude på landet i Nordjylland, og dem, der er, ejer sjældent deres eget teater midt på en mark ude i ingenting. Men Selma voksede op der, havde aldrig set andet og tænkte ikke over, at det skulle være noget særligt. (...)

At byg kan være silke, at du kan leve af alternativt teater på Herrens Mark i Vendsyssel, at Selma og hendes familie skulle være anderledes. Den erkendelse kom først langsomt, da hun kom på efterskole. Og mistede lysten til at spille teater.

-Det føltes pludselig mærkeligt at spille over for andre. Du skal kunne finde en kerne i dig selv, for at kunne virke naturlig på en scene. Det skal komme indefra. Jeg følte, at jeg havde mistet det. Det var en enorm sorg, og jeg lagde mig fladt ned. Hjemme fra efterskole med ny erkendelse, nyt perspektiv på sin egen familie, kom Selma på gymnasiet, hvor blandt andet tysk var et favoritfag. Blandt andet lånte hun tykke tyske historiske bøger til en stor 3 g. opgave. Skuespil, som hun tidligere havde elsket og " var ret god til", var til gengæld et overstået kapitel. (...)

Da 3. g var ved at være slut, og studenterhuen skulle til at lande på hovedet, kom alle studievejledere "som sendt fra helvede med deres hvad-skal-du-være-spørgsmål". Hvad vil du med dit liv? -Jeg vidste det ikke. Så sagde min mor: -Du kan jo læse litteraturvidenskab, Selma.

Jeg grinede og sagde: -Det er vist ikke et studie, du kan finde i virkeligheden, er det? Det var der så, og i 2008 begynder Selma fra Herrens Mark på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Bøger har aldrig været fremmede for hende. Hun lærte at læse før storesøster og husker stadig sin første bog. Ikke titlen men handlingen, læst på bagsædet i familiens bil på vej på ferie. Om en dreng, som boede ved siden af en vulkan, der gik i udbrud. (...)

MENS HUN LÆSTE LITTERATURVIDENSKAB i København, var Selma blandt andet på studieophold i Berlin. Her drog hun nytte af sine gode tyskkarakter og hun var samtidigt begyndt at oversætte fra tysk til dansk. Men det blev for meget, sideløbende med et fuldtidsstudie i en ny by på et andet sprog, og jeg gik ned med en stress-depression. Nedturen fik også en anden konsekvens. Selma begyndte at skrive på en anden måde. Hun havde altid skrevet dagbog, sangtekster og digte om sig selv og sine kærester. Og hun kan huske, hvordan det begyndte, en eftermiddag, hvor hun havde taget en lur og drømte en mærkelig drøm.

-DA JEG VÅGNEDE satte jeg mig hen til computeren, skrev drømmen ned, og det føltes lindrende. Det er svært at forklare. Efter at have skrevet drømmen ned, skrev jeg noget noget mere, og dagen efter skrev jeg igen. Så det blev bare ved. (...)

Hjemme igen i Danmark tog Selma brudstykker af dagbogen med, da hun gik på forfatterskole hos Hans Otto Jørgensen, og de andre syntes, at " det var helt vildt godt, fuld af energi og begejstring" -Jeg arbejdede med teksten, og det flyttede sig fra jeg til Frida. Fra mig til min hovedperson. (...)

-PLUDSELIG OPSTOD DER EPISODER, jeg aldrig havde oplevet, og karakterer, jeg slet ikke kendte. De dukkede bare op. Efter to år stod jeg tilbage med en bog, der ikke længere var dagbog, men en roman, der ikke længere handlede om Selma, men om en ung kvinde, som ikke var mig. -Men som jeg kendte næsten lige så godt som mig selv. Det var meget syret."

Anmelder for Nordjyske stiftstidende, Anne Skov Thomsen, giver bogen fire flotte stjerner. Hun skriver i øvrigt om bogen:

""Leipziger Tagebuch" er et sindbillede på ungdommen: det evigt aktuelle spørgsmål om at finde sig selv, men også en angst for at gå glip af noget. Bogen fremmaner et smukt carpe diem, en kærlighed til og accept af det midlertidige, af øjeblikkets skønhed og flygtighed. (...)

Forest i bogen citeres en af Fridas venner, billedkunstneren Thomas, for ordene: " Man lernt", altså " man lærer". Det klinger lidt af talemåden " man lærer, så længe man lever", og det er netop, hvad Frida gør: Springer ud i livet med de skrammer og erfaringer, det nu må føre med sig, i håb om at blive bare lidt på klogere på sig selv."

Du kan læse mere om selve bogen og købe den her


Ældre indlæg Nyere indlæg