"Jeg var nervøs for, at mænd ville læse den og tænke, at jeg ville bombe dem tilbage i stenalderen." - Interview med Monica Isakstuen
Tager Vær God Ved Dyrene udgangspunkt i dine egne erfaringer?
Ja, det gør den. Jeg begyndte at skrive en tekst, som, jeg nu kan se, bar præg af min egen tilværelse med min ældste søn, som bor hver anden uge hos mig og sin far. Det har han gjort siden han var tre år. Det plagede mig, og jeg syntes, det var vanskeligt. Vi er jo mange, der lever på den måde, men jeg fik ikke indtryk af, at det var noget problem for andre – så jeg tænkte: ”måske er det bare mig”. Når jeg føler, der er noget, som jeg er plaget af – som bare jeg er plaget – så begynder jeg ofte at skrive. Da bogen kom ud, indså jeg, at det ikke bare var mig.
Men når jeg sætter mig og ned skriver, så er det jo ikke bare mig og min søn. Det går over til at blive noget andet, ikke bare mit rum, men også alle andres. Det var vældigt vigtigt for mig, at det i bogen blev en datter, fordi bare det at bytte køn giver et anderledes rum.
Jeg har fået at vide at det er en rå tekst, som er vældig hudløs, og at den er oprørt. Jeg tror ikke, at jeg kunne have skrevet bogen på den måde, hvis ikke jeg selv havde haft de erfaringer og den smerte.
Var det svært at skrive en bog, som tog udgangspunkt i en smertefuld erfaring?
Jeg skrev bogen i en tid, hvor det var blevet lettere for mig. Men det kommer og går. Jeg synes stadig ikke, det er let. Jeg er en af dem, som aldrig helt kommer til at synes, at den måde er helt ok. Jeg tror, nogle synes, det er lettere, men jeg er ikke helt pragmatisk. Men jeg kunne ikke have skrevet bogen tre år tidligere. For jeg havde brug for afstanden i tid, så da jeg skrev den, var det ikke så svært som i starten. Man må have en distance til sit stof. Det er måske det, som gør, at det ikke bliver noget privat, men noget andet.
Har bogen haft en rolle i debatten om skilsmisse?
Ja, jeg fik at vide i Litteratur på P1, at intervieweren ikke havde læst nogen bog, hvor skilsmissen er problematiseret på den måde. Der findes mange skilte mennesker i skandinavisk og nordisk litteratur, men skilsmissen ligger ofte som et baggrundstæppe – det er ikke det, der er temaet. Men jeg tænkte, at dette emne jo er mægtig vanskeligt. Det er helt utroligt, helt umuligt at leve på den måde. Det var en stor problemstilling, og jeg kunne ikke se, at andre havde skrevet om det.
Men i bogen der skriver hovedpersonen Karen jo under på aftalen om delt forældremyndighed. Hun forholder sig til, at det må være sådan. Så det er jo kun indersiden af hende, der gør oprør – hun gør jo faktisk ikke oprør i praksis. Og det er det, jeg synes er interessant; som moderne menneske skriver man jo under på disse aftaler, og så er man enige i, at begge forældre skal se børnene lige meget, men det behøver ikke at betyde, at det er let. Man kan både gøre noget og stritte imod på samme tid. Det er det, romanen beskriver, afgrunden mellem det man gør, og det man føler på indersiden.
Hvorfor har du valgt titlen ’Vær god ved dyrene’?
Den havde jeg meget længe som arbejdstitel. Jeg synes der er en paradoksalitet, i det man siger til sine børn, når de er små. Man siger: ”Vær sød ved katten. Lad være med at trække benene af insekter”, men samtidig så kan man blive sendt ud i haven for at dræbe snegle. Man lærer børn at være sød ved dyrene, men samtidig kommer der en ren kontrabesked. På samme måde vil Karen det gode, hun vil være en god mor, men sommetider oplever hun, at hun har gjort det stik modsatte. Hun har svigtet sit barn, og hun føler sig som et dyr, der vil have sit barn hos sig hele tiden. Titlen peger ikke direkte på indholdet, den peger på dyrehistorierne i bogen. Sætningen "vær god ved dyrene" er vel en bøn, et råb, og handler om hvordan hun opfatter sig selv som dyr. Mennesket er jo et dyr.
Kan du uddybe skellet mellem natur og civilisation, og hvordan Karen ser sig selv som dyr?
Karen indordner sig. Hun skriver under på aftalerne, men råber alligevel imod det. Hun føler meget stærkt i kroppen, at barnet tilhører hende. Det er hende, som skal have barnet. Og så begynder hun at læse historier om dyr. Delvis for at trøste sig selv, men de er jo også skræmmende, de dyrehistorier hun finder. Kattemødre, der er uinteresserede i deres unger efter 8 uger. Grønlandssælen, der bare svømmer væk fra sin unge. Rotterne, der ikke vil kendes ved deres afkom.
Det er jo et andet tema i bogen – arv og miljø.
Det handler meget om synet på arv i bogen. Ibsen var vældig optaget af det. Arven ned i generationsrækkerne. At uheldige mønstre kan gå igen. Mønstre som utroskab, aggression og alkoholisme. Ofte er det de dårlige mønstre, man fokuserer på. Når hovedpersonen Karen snakker med sit barn, så lytter hun efter, hvis stemme hun hører; ”er det min stemme, min mors, min mormors? Hvor kommer dette fra?”. Karen og hendes mor formår ikke at enes. Det er en ganske smertefuld forbindelse. Og chancen er, at det bliver det sammen med Karens datter Anna også.
Hvis Anna bliver et vredt barn, så bebrejder Karen skilsmissen som det første, og sådan tror jeg det er for mange skilte forældre med børn. Du har ikke overblik over, hvad barnet laver halvdelen af tiden. Karen tror ikke, at deleordningen er god, og hun er bange for, at den går ud over hendes datter. Hun er bange for, at hun svigter Anna, og at skilsmissen bliver en forklaring på, alt som er vanskeligt.
Hvordan var det at skrive om den dårlige samvittighed over for barnet?
Vældig naturligt. Den tid vi møder Karen, er følelsen af tvivl og dårlig samvittighed den mest fremtrædende følelse. Hun tvivler meget på sig selv som mor.
Tvivlen er det, der driver mig som forfatter. Det er en ganske stor drivkraft og en følelse, som er let at skrive frem. Tvivlen er vældig ødelæggende for hende. Datteren, Anna, har det jo ganske godt, men det tror Karen ikke på. Karen tror ikke, at noget som helst går godt. Det er den destruktive spiral hun er inde. Det havde ikke været naturligt for mig at skrive en ’happy ending’, men der kommer et glimt af forsoning, altså forståelse, mellem mor og datter til sidst. Det var det meste jeg kunne strække mig til.
Det er en bog, der er skrevet meget fra en mors synsvinkel. Hvad tænker du om farens rolle?
Jeg var bekymret for, det bare var en bog, der læses af kvinder på 35 plus, som selv er blevet skilt. Det ville i hvert fald virke begrænsende. Det er jo ikke selvhjælpslitteratur, jeg skriver. Jeg blev derfor meget glad og lettet, da jeg fik de første tilbagemeldinger fra mænd. Unge mænd, som ikke havde børn og kvinder, som ikke havde børn. Altså mennesker i alle aldre, som, selvfølgelig har jeg lyst til at sige, fik noget af bogen, selvom de ikke havde oplevet det, hovedpersonen gør. Jeg læser jo selv mange bøger, hvor jeg ikke har de samme erfaringer, som det bogen beskriver.
Karen argument for at barnet er hendes, er grundet i biologien. ”Jeg har ammet hende, jeg bar hende, jeg fødte hende.” Jeg var nervøs for, at mænd ville læse den og tænke, at jeg ville bombe dem tilbage i stenalderen. Men jeg har fået vældig fin respons fra mænd, som har læst den. Jeg tror, at den smerte, over ikke at se sit barn og ikke kunne følge med i hvad der sker, også findes hos fædre. Der var en ældre mand, der kom hen til mig på et litteraturarrangement i Oslo og sagde: ”Jeg er Karen. Jeg følte på samme måde for fyrre år siden.”. Dengang fik fædre ikke lov til at se deres børn mere end hver anden weekend.
Men jeg ville ikke være demokratisk, da jeg skrev bogen. Den er meget vred og vældig meget fra en kvindes synspunkt. Da jeg skrev den tænkte jeg nærmest. ”Dette må folk ikke komme til at læse.”
Hvordan har det været at skulle udtale dig om bogen efterfølgende?
Det var vanskeligt og interessant, når jeg blev interviewet om bogen. Efter det første interview jeg lavede, har jeg lært at være forsigtig med at udtale mig politisk, medmindre det er noget, jeg har lyst til. Det første interview jeg lavede i forbindelse med bogen var med Aftenposten, som er en af de mest læste aviser i Norge.
Der blev jeg spurgt: ”Mener du, at delt bosted er mest til for forældrenes skyld, og at det ødelægger børnene?”. Jeg kunne jo bare have svaret, at det vidste jeg intet om, jeg havde bare skrevet en roman, og at jeg ikke kan sige, hvad der fungerer. Men jeg prøvede at være høflig og svare, og resultatet var, at jeg så farlig ud på tryk. For det så ud som om, jeg var en, der ville fjerne fædre fra familien. Så jeg har fokuseret på, at jeg må kunne lade mig interviewe om bogen, men jeg har ikke så meget at tilføje til skilsmissedebatten. Jeg har ikke nogle svar – det var jo derfor, jeg skrev denne bog. Den fortæller jo bare om det følelsesmæssige perspektiv.