“Køer og skrivning, det er det, jeg kan” - Hans Otto Jørgensen og Olga Ravn i interview til Politiken

 

Hans Otto Jørgensens ‘Dead Man Walking’ er nomineret til Politikens litteraturpris. I den forbindelse har Politiken talt med ham og Olga Ravn om deres tanker om det at arbejde: 

“Arbejde slider kroppen og sindet op. Men det kan også være en kilde til glæde, fællesskab, visdom og alt muligt andet godt. Det mener forfatterne Olga Ravn og Hans Otto Jørgensen, der er nomineret til Politikens Litteraturpris for henholdsvis 'Mit arbejde' og 'Dead man walking'. Her mødes de i en samtale om bleskift, køer og om at føle sig forbundet til verden. Hvis man går langt tilbage i det danske sprogs historie, bliver ordet 'arbejde' igen og igen knyttet til det at være uden status, forældreløs eller slave. Det er i øvrigt også tæt forbundet til det tjekkiske ord ' robota', som betyder tvangsarbejde.
(...) 

Hans Otto Jørgensen: »Jeg har jo arbejdet i vanvittig mange år. Jeg arbejdede som barn på vores gård. Vi havde simpelthen ufatteligt mange pligter, men sådan var det på landet dengang. Børnene arbejdede, når de ikke var i skole. Jeg arbejdede meget sammen med min mor. Hun var den eneste, der kunne holde mig ud, fordi jeg lavede så meget spektakel og blev så hidsig altid. Det har fyldt meget, det med at være så hidsig i forhold til arbejdet, for jeg kan ikke bære, hvis der er noget arbejde, jeg ikke kan finde ud af. Så jeg har fokuseret ekstremt meget på to ting: Den ene ting er at passe køer, som jeg har været enormt god til, den anden er at skrive. Og nå ja, og så undervise i at skrive. Køer og skrivning, det er det, jeg kan«.

(...) 

I ' Dead man walking', hvor Hans Otto Jørgensen kun optræder som karakteren Ben, bliver både hans far og bror slidt ned af det hårde arbejde på gården.

Men selv siger forfatteren, at bogen handler mest om glæden ved at banke indhegningspæle i jorden, hakke roer i marken eller malke køerne i stalden.

Hans Otto Jørgensen: »Det er glæden ved at arbejde, glæden ved at arbejde sammen. Hårdt fysisk arbejde, hvor man glemmer sig selv, og hvor det næsten er som en ballet. En dans, hvor alle bevægelser er koordinerede, og det handler om at bruge så få kræfter som muligt, så man kan være vedholdende. Det er en fantastisk oplevelse at arbejde sammen med en anden, som man kender til bunds, sådan som jeg har arbejdet sammen med min mor og min bror. Det er helt sikkert de lykkeligste stunder, jeg har haft i mit liv«. Kender du også det, Olga? Olga Ravn: »Det, der vækker genklang hos mig, i det, Hans Otto siger, det er det fysiske fællesskab, der kan være i at arbejde sammen. Det her med, at man også har et fællesskab, der ikke er sprogligt."

Læs hele artiklen her. 

 

 

 



Ældre opslag Nyere opslag