0

Læs efterordet til Emil Aarestrup i Sandalserien

Den 23. februar udkommer to nye bøger i Sandalserien: Emil Aarestrups Erotiske Situationer og Sandra Holms Har jeg været her før. Her kan du læse efterordet til Aarestrups værk, som er skrevet af Hans Otto Jørgensen og Selma Rosenfeldt-Olsen: 

EMIL AARESTRUP 1800-1856

Der var i deres Heften,
I deres Pliren Noget –
Hvis der kan hexes, skeer det
Ved Hjælp af Øielaaget.

Så sensationelt skriver Emil Aarestrup om øjnene hos
pigen. Så romantisk og sensuelt og dejligt. Hendes blik
er hekseri. Rationaliteten kan pakke sammen.
Carl Ludwig Emil Aarestrup blev født i København i
1800. Faderen var toldkontrollør, en udmærket stilling,
men i 1807 blev forældrene separeret og døde begge året
efter. Emil Aarestrup otte år og forældreløs. Han hævdede
selv senere i digtet Om min Muse, at han som følge
af forældrenes fravær havde søgt erstatning i fantasien.
En fantast, der i digte lavede sig et selvskabt paradis: en
verden erotisk og skønnere end den, han levede i.
Emil Aarestrup arvede penge af sin morfar og indskrev
sig på medicinstudiet i København. I 1824 friede
han til kusinen Caroline Aagaard fra Præstø, hun sagde
ja, og i løbet af studietiden skrev han hede breve til
hende. Ikke at han holdt sig fra andre, og han havde på
dette tidspunkt allerede et uægte barn, men at være forlovet
og studere var fedt. Han havde hele livet foran sig
og skriver:
Jeg seer med dristige Blik fremad, jeg føler min Kraft,
mine Evner, og mig lyksaliggør min Kjærlighed.

Og i adskillelsen fra sin forlovede kunne han digte deres lidenskab stor, så stor som han ville have den.
Han kunne drømme og frydes over fremtiden og leve helt og holdent i fantasien om sin elskede og deres kommende himmelske kærlighed. Ægteskabet var imidlertid ikke så gloriøst. Den faktiske lidenskab stod ikke mål med fantasiens. De fik tolv børn.

Af Børn en Krands dig alt omgiver
Du bruger ingen anden Pryd

skrev han. – Et hyldestdigt til sin hustru, men der er en
undertone. For hvad med ham?
Lolland, hvor han fungerede som læge, først i Nysted,
siden i Sakskøbing, var heller ikke så poetisk, som man
kunne have ønsket sig.
I Nysted blev han læge for familien Raben på det
nærliggende Ålholm. De havde en stor botanisk park, som
han holdt af. Ålholm havde også en komtesse, Amalie
Raben. Hun var jævnaldrende med Emil Aarestrup og
dødeligt syg. I 1832 ledsagede han hende på en rejse
til kurbadet Carlsbad i Tyskland. Rejsen varede et par
måneder, fra slutningen af maj til midt i september, og
var vigtig for ham. Her oplevede han noget, København,
Hamburg, Dresden, han så nye landskaber.

EROTISKE SITUATIONER
Emil Aarestrup udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838.
Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder
Erotiske Situationer.
Situationer, hvad ligger der i det ord? En situation
er en tilstand, man kan befinde sig i, legemligt og/eller
sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte handlingsforløb
af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en
situation. Måske kun et øjeblik eller rettere: en redegø-
relse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og
folder situationen ud.
Hvert digt kan læses vertikalt og give mening som et
selvstændigt digt, formfuldendt og afsluttet, men der er
også en horisontal dimension, en fortælling, der forløber
ad værkets længdeakse. Som en novelle.
Det er en kærlighedshistorie eller en forførelseshistorie,
hvor en borgerlig piges seksualitet skal vækkes og
langsomt modnes. Hun hører til i huset, borgerskabets
bastion, han i naturen som fri elsker og fritænker. Han er
koket og arbejder samtidig på forførelsen med en læges
nøjagtighed, følger hende på afstand, betragter hende
gennem husets vinduer, lokker hende ud i naturen, som
man kan sige er hans element, men i digtet Kanefarten,
da deres elskov endelig skal fuldbyrdes, siger hun nej.
Hun bliver syg, svækkes og dør til sidst. På den måde
har vi en trefaset novelle, der spænder over: tilnærmelse,
hengivelse og død.
Altså en ulykkelig kærlighedshistorie, der ender med
døden for den ene, kvinden, men hvor til gengæld,
gennem smerten, jeget fødes som digter. Det vil sige:
han gennemgår en transformation fra elsker til digter i
overensstemmelse med det romantiske ideal om digtning
og inspiration.
Emil Aarestrups forbillede var den engelske digter Lord
Byron (1788-1824) og hans Tales, som også havde versnovellens
struktur. Emil Aarestrup oversatte i 1837, året
inden Digte udkom, en af disse til dansk, Parisina fra 1816.
– En ulykkelig kærlighedshistorie om Parisina og Hugo,
hvis forlovelse bliver brudt, da Hugos far, grev Azo, selv
vil gifte sig med Parisina.
Azo dømmer Hugo til døden. At overvære sin elskedes
henrettelse gør Parisina gal. Hendes skrig af sorg
og vanvid, da de dræber ham, sprænger alle rammer:

Hvis var den Røst som sprængte,
Den tause Luft med saadant Hviin?
Saa vildtfortvivlende, som Skriget
Af Moderen, der søger sin
Hjerteligste Glut, og finder Liget.
Til Himmelen trængte denne Jammer
Som kom den dybt fra evige Flammer

Hugo er død; og fra den Time vil
Om Parisina man, i Hal og Hytte,
Forgjæves skue og forgjæves lytte.

Oversættelsesarbejdet gav Emil Aarestrup mulighed for at
komme helt tæt på idolet, ind bag hans sætninger og stoforganisering
for at aflure, hvordan mekanikken fungerede.
Har man først fået Erotiske Situationer præsenteret som en
sammenhæng, kan det svært at se den som adskilte digte
igen. Nu danner de en historie. Men der er tale om en
vekselvirkning: Situationerne kan netop, fordi de er situationer,
stå alene. Det er situationens privilegium, ligesom
det er erotikkens privilegium ikke nødvendigvis at være
rationel eller danne et fremadskridende handlingsforløb.
Men det er vigtigt at slå fast: Situationerne er kunstige.
For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er
ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens
verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne
klarere. Der er skruet op for det hele. Igen: Han
er fantast. Digtene er gerne opkaldt efter deres lokalitet:
Theatret, I en Landsbykirke osv. Således er scenen på forhånd
sat, og det poetiske og erotiske øjeblik kan udfolde
sig i rum. Eller de er opkaldt efter aktiviteten, det der
sætter rammen for det øjeblik, hvor eros viser sit ansigt.
For eksempel i digtet Fjerboldtspillet. Det vigtige er langt
fra badmintonspillet, men netop det øjeblik, hvor jegets
blik møder badmintonspillerindens.

Jeg stod paa Torvet – Himmel,
Hvor Øieblik kan nyttes!
Dit Blik og mit – hvor hastigt,
Hvor lykkeligt de mødtes!

Henrykkelse over at stå på torvet og gennem et åbent
vindue iagttage de to spillere: den smidigbøjede veninde
med de brune øjne og det du med ketsjeren, som tiltales
i digtet, og som jeget møder i et elektrisk øjeblik.
Blikket optræder igen og igen i situationerne. I Den
Uforsigtige er det hendes blik, der gennemborer ham,
og hendes blik er også det, der i værkets sidste digt,
dør. Det Sidste:

Men Øinene stod stille
Med deres store Blik –
Og Dødens dybe Taushed
Var alt det Svar, jeg fik.

Erotiske Situationer har således to grundstemninger for
jeget: en for frimodighed og impulser og en anden for
melankoli og grubleri. Der er både lyse og mørke digte.
Derfor kan man ikke bare kalde Emil Aarestrup en
munter og livsduelig erotiker, som litteraturhistorien har
haft for vane, blandt andet med henvisning til at han var
tyk, som om der partout skulle være lighedstegn mellem
appetit og livsappetit.
Han kan være lige så bævende, som han kan være kåd.
Men hvad med erotikken? Man kan med en blyant
forsøge at sætte ring om de steder, hvor digtene i Erotiske
Situationer udløser en erotisk stemning; en kropsdel,
nakken eller den måde, en kropsdel præsenteres på: en
mælkehvid arm. Men det kan hurtigt blive til mange
ringe, for der er en tilbøjelighed i Erotiske Situationer til,
at alt bliver erotiseret.
Fx En Soirée, der handler om en samtale, jeget har
med en feudalherre, hvor sidstnævnte kommer med
påstanden: nogen må herske, og nogen må beherskes.
Selvom jeget er uenig og gør grin med den konservative
– Med Hænderne paa Ryggen/Og Næsen sat i Skyen – bliver påstanden godtaget, fordi jeget i den politiske påstand
genkender et erotisk ønske om at underkaste sig sit du:

Det var hos hine derfor
En medfødt Ret at straale,
Saavel som hos de andre
En medfødt Tvang at taale.

Man kunde føle Fryd ved
At trælle og at trænge,
Saavel som ved at jage
Og tælle sine Penge.

Det var en afgjort Sandhed!
Du fødtes til at byde,
Derom var intet Spørgsmaal,
Vi andre til at lyde.

Jeget bruger den konservative samfundsmodel som et
springbræt ind i en erotisk fantasi. Det er et SM-digt.
Her er han masochisten, men et andet sted, i digtet Straf,
er han sadist:

Ha, disse runde Skuldre –
Det er dog alt for kjækt!
De svulme som en Gudindes,
Saa nøgne og så frækt.

Jeg griber disse Fanger,
Undvegne, farlige To –
Jeg kaster dem i Lænker,
Som holder dem, kan du troe.

Jeg vil dem brændemærke –
Det har de vel fortjent!
See, hvor de hede Læber
Har Rosenmærket brændt!

Emil Aarestrup brød sig ikke om borgerdyd. Den fik en
Malstrøm til at koge i hans Indre. Den borgerlige normverden
er begrænsende, fordi den fordømmer lysten og erotikken.
I den forstand er Erotiske Situationer et opgør
med borgerdyden. Her er ønsket klart: at forføre pigen
fra borgerskabet, men også selv blive forført, tillade sig
selv at svælge i lyst, kærlighed og skønhed.
*
Det tog Emil Aarestrup over ti år at blive færdig med sit
værk, men d. 30. september 1837 skrev han: Mine Poesier,
som jeg er saa ked af som en Kat af Sennop, har jeg nu endelig
ekspederet til W. W var Christian Winther, Aarestrups
mentor og ven. Christian Winther havde rost ham i 1834
og indgivet ham mod til at skrive videre.
Så kom udgivelsen endelig, men modtagelsen var
lunken, og Emil Aarestrup mistede gnisten. I sin sidste
livsfase var han stiftsfysikus, det vil sige embedslæge i
Odense, fra 1849 til sin død, men han trivedes ikke. Han
holdt aldrig op med at længes efter København. Han
blev, som han skrev, hjemsøgt af Kjedsomhedens Dæmon,
eller han udtrykker sig om sin kedsommelige stilling som
her i en statusrapport fra d. 25. april 1855 til ven og
studiefælle S. M. Trier:

Jeg lever et Stilleben her i det lille Odense med næsten
13.000 Indvaanere. Mit Liv har mere Comfort, end da jeg
Dag og Nat rakkede om paa lollandske Bøndervogne. Men
aandelige Sammenstød ere ligesaa sjældne her som der, og
Svingningerne, jeg derved skulde sættes i, udeblive.

Emil Aarestrup døde bare 56 år gammel. I 1863 udkom
Efterladte digte posthumt. I 1877 fulgte Samlede digte. Blev
han lunkent modtaget i sin samtid, må man sige, at eftertiden
har givet ham oprejsning. Han har inspireret så
mange og så mange forskellige, fra Sophus Clausen til
Jens August Schade.
Ikke idyl, men udsathed. Sådan som også hos Schade i
denne strofe fra Hvor hjertet hører til, hører forstanden aldrig op fra 1949:

hendes mave var som en østers,
der skinnede i sin skal –
man anede slubrende afgrund,
og kæber af hårdt metal.

Hans Otto Jørgensen & Selma Rosenfeldt-Olsen

Du kan bestille bogen her


Ældre indlæg Nyere indlæg