0

Læs efterordet til Sandra Holm i Sandalserien

Den 23. februar udkommer to nye bøger i Sandalserien: Emil Aarestrups Erotiske Situationer og Sandra Holms Har jeg været her før. Her kan du læse efterordet til Holms værk, som er skrevet af Hans Otto Jørgensen og Selma Rosenfeldt-Olsen: 

EN KVINDE VED POLARCIRKLEN

SANDRA HOLM 1943 - 1987

Sandra Holm blev født d. 11. maj 1943 i den lille by
Ersnäs ved Luleå i Nordsverige. Sandra Margareta Eriksson.
Datter af snedkermester Victor E. og Anny Åström.
De havde et lille husmandssted med dyr og tilhørende
marker. Moren var religiøs, faren ikke.
Naturen betød meget for Sandra Holm, for hun var
sådan en ude fra landet midt mellem to provinsbyer, den
ene, der lå 20 kilometer mod nord og var ret stor, og så
den lille mod syd, som det hedder i novellen Min søster
Evaline fra 1980. Koordinaterne passer på en prik på
barndomshjemmet, som lå mellem den lidt større Luleå
mod nord og den mindre Rosvik mod syd.
Novellen handler om en lillesøster, Sandra, der fra
sidelinjen oplever sin storesøster forelske sig og flytte
hjemmefra. Lillesøsteren bjergtages og gribes af jalousi:
Jeg gik i marken og var femten år men drømte om at rejse væk og blive kysset.
Men Sandra Holm rejste også. I 1964 blev hun gift
med den danske forfatter Sven Holm, der var lektor i Sverige
for Foreningen Norden. De mødte hinanden i Luleå,
hvor han boede. Sandra Holm gik i 3. g, skrev digte og
spillede i et rockband. Hun havde en smuk stemme. Som
nygift student rejste hun til Danmark, 21 år gammel. Hun
fulgte litteraturstudiet ved Københavns Universitet, tog en
uddannelse på Den Grafiske Højskole og blev tilknyttet
Danmarks Radio som lærer og freelancemedarbejder.

*

I 1969 kom debuten Barnlige slagsmål; Sandra Holm skrev
den på svensk, og Sven Holm oversatte til dansk. Bogen
er en samling serielt sammenhængende stykker af forskellig
længde, ingen over to sider:
Det er umuligt at associere i kulde. Udenfor er det koldt.
Landskabet vil ikke bevæge sig i frosten. Der er ingenting
der lugter i kulden. Det er klart og sigtbarheden er god når
det er koldt. Husene holder lyden af biler ude. Udenfor kan
man tydeligt høre lyden af biler som billyde. Man bliver ofte
forskrækket, farer sammen, kaster sig til side eller snubler
simpelthen og falder.
Det der bevæger sig er jo netop mennesker
 og biler som
flytter sig: store og små, unge og gamle. De siger,
at det er koldt udenfor, tager huen af og frakken, handsker,
halstørklæde. Blæser varm ånde ned i hænderne, presser liv
op i det forfrosne ansigt med små rykvise grimasser og ser sig
hele tiden om efter noget at sætte sig ned på: en stol, bænk,
en sofa. Og nu kommer jeg i tanke om det: står de for længe 
stående fortryder de at de er kommet. Forskrækkede, farer
sammen, kaster sig til side eller snubler simpelthen og falder.

To strofer: Den første fra Det er umuligt at associere til og
med billyde. Anden strofe begynder med Det der bevæger
sig og fortsætter ned til fortryder de at de er kommet. Efter
hver strofe kommer omkvædet: ”Forskrækkede, farer sammen,
kaster sig til siden eller snubler simpelthen og falder.” Ligesom
en sang. Det er meget raffineret.
Sandra Holm skriver om det største, det, mennesket
regner for sin fineste kvalitet: tankevirksomheden og
evnen til at associere. Den kan kun bringes til stilstand i
en kulde, der er ekstrem og derfor tilsvarende storslået.
En mytologisk kulde. Her må noget storslået kunne finde
sted, en jakobsstige ned fra himmelen, men nej. Menneskene
puster hænderne varme eller sætter sig i en sofa.
Findes der noget mere banalt?
Sandra Holm skriver et rum frem med både det
største og det mindste, den store mytologi og det åh så
trivielle: at fryse om fingrene. Det er et vanvittigt
spændingsforhold, der hersker i det rum, inden for det korte
tekststykke. Derfor bliver stykket elektrisk.
Efter Barnlige slagsmål fulgte i 1973 Indlandsbilleder, en
tosproget digtsamling med danske og svenske digte.
Indlandsbilleder er mindre fokuseret end debuten, måske fordi
den jonglerer med to sprog, men det var en pointe fra
Sandra Holms side. Hun skrev i forordet: Som svensker der
har boet 9 år i Danmark er de to sprog blevet en slags faders- og modersmål for mig. Mine egne tekster opstår mere og mere enten som svenske eller danske, jeg bilder mig ind at det har noget at gøre med sprogenes forskellige egenskaber.
Digtsamlingen behandler stadierne: 1. forelskelsen/
fortvivelsen – 2. døden – 3. kærligheden. Igen: de største
temaer. Næsten gammelklogt hedder det:

Så afskyelig er forelskelsen
at skønt livet bliver afsindigt tydeligt
bliver fortællingen altid usammenhængende.

eller her samme tema behandlet på svensk:

En lila cykel har körts in
i rönnbärsbuskens gula.
Det måste bli kärlek!

Spændingsforholdet mellem det største og det mindste:
kærligheden og en lilla cykel. Det er den spænding,
Sandra Holm insisterer på at skrive om. Det blev hun
ved med. Det var det samme stof, hun hvirvlede op, hver
gang hun skrev en ny bog.
Hendes tredje udgivelse, igen en digtsamling, At kalde
dyrene sammen fra 1975. På dansk og hele vejen igennem
klar i mælet, omend stemningen eller tonen i digtene veksler.

Et sted meget bramfrit:
nej tak ikke mere gonorré
jeg vil skrive sonetter
og lave rønnebærgelé.
Men så her to sider længere fremme, sørgmodigt:

liljekonvaller i et vinglas
lige hentede fra fugtig skov
den sidste lilla tulipan, den sidste gule
nikker i sin flaske
blomster borttager min egen stank af tårer.

Som Poul Borum påpegede i anmeldelsen: Hun kan være
overordentlig sarkastisk… og hun kan være meget mild og drømsk.
Sandra Holm skriver om, hvordan verden er, hvordan
den ser ud og føles, men også om, hvordan det er at være i
verden, hensat, bandsat: Hvordan verden får en til at føle
sig. Det er en alvorlig sag, for den, der skriver sådan, er
selv midt i det og må tage udgangspunkt i egne sansninger.
Hun beskriver det ubesmykket: den kropsbegrænsede
hverdag, det trivielle over for det største, som igen-igen
er kærligheden og tankerne og tankernes fængsel. – Og
også i hendes fjerde værk, romanen eller den romanlignende
Har jeg været her før fra 1978, er det forskel, der på
radikal vis er i fokus.

HAR JEG VÆRET HER FØR
Har jeg været her før? spørger Sandra Holm i den allerførste
linje. Hun befinder sig i sit barndomshjem i svenske Norrland
tæt på polarcirklen og burde kende svaret. Alligevel
er hun i tvivl. Eller er det måske bare kokketeri: Spørgsmål.
Hvem har behov for at danse meget. Svar. Jeg.
Der er så meget at se, at høre, at vide, at henrykkes over.
Henrykkelsen, det næsten ikke at kunne være inde i
sin egen krop for bare sanse- og videbegær, er med til at
drive fortællingen frem. For et narrativ med en udvikling
og et plot er der ikke tale om.
Romanen er ligesom Barnlige slagsmål bygget serielt op,
det vil sige: Hovedpersonen er fra begyndelsen udstyret
med et sæt af færdigheder, som gennemspilles igen
og igen, frem for at hun udvikler sig og får en dybere
forståelse af sig selv og dette og hint. Rastløs, sørgmodig,
ambitiøs, drikkende skriverkvinde. Som sådan en beskrivelse
af en række tilstande, som forfatteren har været i og er i.
Sandra Holm skriver om sig selv.
Udgangspunktet er ønsket om at skrive en bog eller
breve til den finske forfatter Pentti Saarikoski (1937-1983)
efter at have læst hans Brev til min hustru fra 1968, der
handler om ham, der går alene rundt i Dublin og skriver
og drikker og tænker på sex. Dem, han har haft sex med.
Han skriver om kommunisme eller skinkesandwich, han
spiser, hvis han kan få dem ned, og om kusse og Jesus i
tilfældig rækkefølge. Han har lovet sig selv ikke at rette
et ord. Det inspirerer Sandra Holm.
Hun bor i København, men tager til Milano på et legat
for at studere det italienske sprog, fordi hun er oversætter
fra italiensk til dansk. Her vil hun kunne skrive og drikke
som Pentti Saarikoski. Hun vil være en skandale som han.
De to indgår på den måde en pagt, men det er svært for
hende at overholde hans stramme deroute-kur: Jeg har ingen vanskeligheder med at spise sådan som du har i Dublin, Pentti. I modsætning til dig bliver jeg kolossalt sulten af at være beruset.
Pentti Saarikoski begynder Brev til min hustru
med konstateringen: Jeg har været her før. Sandra Holm
vender den om til et spørgsmål, der ud over at danne titel og
indlede romanen går igen flere gange og også afslutter
romanen. Insisterende.
Enten har hun dårlig stedsans, eller også spørger hun
indirekte, via spørgsmålet, hvornår man nogensinde kan
sige at have været noget sted før, når alting forandrer sig.
Spørgsmålet fungerer som en motor, der driver skriften
frem, og tvivlen er en gavmild form og et godt udgangspunkt
for at undersøge verden.
Ikke kun titelspørgsmålet går igen, i det hele taget
arbejdes der med stor konsekvens med gentagelsen som
figur. For eksempel når Sandra Holm skaber nye udtryk.
I stedet for at skrive vinduer, skriver hun rektangler af lys.
Første gang vi hører et nyt udtryk, er det rent.
Det er sensationelt, for vi har aldrig hørt det før, og
alligevel forstår vi, hvad hun mener. Et vindue.
Men anden eller tredje gang er det blevet tomt og emblematisk:
rektangler af lys. Vi bliver bekendte med det, trætte af det,
selvfølgelig også trygge ved det, og vi føler glæde ved
genkendelsen, men i længden sker der en tømning af udtrykket.
Som pynt, dekoration. Og som sådan er Sandra Holm
også sprogkritisk, og hvad fanden har vi i det lange løb
vores hjerne til. Anderledes forholder det sig med et
andet tilbagevendende element i fortællingen:
polarcirklen. Den er et ledemotiv.
Med dens særegne karakter – midnatsol
om sommeren, polarnat om vinteren – som man kun
kan erfare vished om ved i al sin sentimentalitet at have
levet nær den. Og, i denne sammenhæng nok så vigtigt:
polarcirklen er et fælles sted for Sandra Holm og Pentti
Saarikoski, som også kommer oppe fra det høje nord.
Sandra Holm skriver: Jeg spurgte stilheden ved polarcirklen
hvad jeg skulle gøre? – Den er det faste holdepunkt, fungerer
for såvel Sandra Holm som for Pentti Saarikoski som et
sted, man kan søge trøst ved og finde visdom hos.
Men i det hele taget er der en eksotisk og erotisk aura
omkring lokaliteter. København er den store by, i Milano
er der pensionatet med tre storartede ludere i luksusklassen,
øen Langeland har aftensol. Alle steder er jeget i
kontrast til stedets evighed kun et lille jeg: dødeligt og
gennemtrivialiseret. Kussen og flasken er som polarcirklen
tilbagevendende elementer, men de er modsat den
til at tage og føle på. Det forstærkes gennem sproget:
Det er vulgært, safterne flyder, og disse safter kan man
undersøge.
Sandra Holm lærer af det sanselige, og det sanselige
er en god lærer. Man bliver klogere af at læse hende, når
hun fx forsøger at forstå himlen over sin hjemegn ved at
sammenligne den med sin ungdomskrop
Den er end ikke en stemning, dertil er den alt for tynd og
gennemsigtig. På sin egen måde ligner den leden eller
henrykkelsen,
 som er sværest at forklare og beskrive.

Handlinger og stemninger omkring hende bliver på den
måde sammenlignelige med følelser indeni, følelser, der
ellers er svære nok at få hold på. Hun gør brug af en
klippeteknik, der minder om filmmediets: hurtig og
kontrastfuld. Hun er en slags litterær dokumentarist:
Skoven dufter stærkt. Mørket sænker sig langsomt, svæver ind
over skoven, flyder ud mellem grenene. Til sidst er skoven en
stor sort skygge. Jeg siger til skyggen: du må gerne komme ind
i min seng. Og den lagde sig hos mig. Den næste dag fuglesang
og et solskin så voldsomt at jeg blev forskrækket. Mit hoved
gjorde ondt. Jeg trak min natkjole af og kastede mig på jorden
og rullede rullede rundt rundt. Jo mere jeg rullede jo mere blev
hovedet en del af mig selv, ikke splittet fra kroppen. Kroppen
snoede sig gennem græsset, kroppen bugtede sig op af sandet,
kroppen sugede varme fra grannåle og sol. Jeg tømte mig mod
lyset og jorden og brækkede mig.

Det er i det sanselige, hun føler sig hjemme, ét sted ved
bide mærke i, at Peter, som hun er sammen med, har
nubrede ben og enorme platfødder, et andet sted ved at
mindes, at en sølvteske i kussen føles sval og tynd. Hun
siger det også selv:

Hverdagssprogets kraft, ømheden, overblikket.
Det skal være som havde jeg vinger der hvor jeg er.

*

Da Har jeg været her før udkom i 1978 havde Sandra Holm
skabt sig et forfatternavn. På udgivelsesdagen blev den
anmeldt i otte aviser. Sandra Holm vakte røre, fordi hun
var kvinde og skrev om druk. Og om sanselighed, lidenskab,
erotik – med sin egen krop som parameter.
Hun var en skandale. Torben Brostrøm fra Information
kaldte det nedsættende ’bekendelseslitteratur’ med henvisning
til 70’ernes bølge af litterære udgivelser af dybt privat karakter:
Bogen indeholder alt, hvad man kan ønske eller måske ikke
ønske i så henseende, fra let kontrollerbare biografiske ydre
data til indre sekretioner i
 kvindekroppens landskab.
Eller hos Politikens Birgitte Hesselaa: Digteren som svirende og horende desperado er en velkendt myte i litteraturhistorien – ekemplevis Brendan Behan og Ernest Hemingway. Og det kan nok gibbe i een at se netop den myte og den livsform i en kvindelig version. I min pæne barndom lærte vi, at fulde mænd var slemme, men fulde kvinder … !
Sådan noget skriver man i aviserne. Dommen: Sandra
Holm er som forfatter ude af kontrol, fordi hun er kvinde.
Hun skriver ikke pænt, som hun burde. Det er forstyrret,
hun er ingen Hemingway.
Det var ikke første gang Sandra Holm blev antastet
for at være biologisk besværet som følge af sit køn. Anne
Birgitte Richard skriver i Kvindeoffentlighed 1968-75Ved
udgivelsen af Barnlige slagsmål i 1969 hæftede den danske
kritik sig ved tre ting især: at Sandra Holm var gift med forfatteren Sven Holm, at bogen var sensuel i lighed med det billede man fik af forfatteren på bagsiden, og at bogen var svært fattelig, et forhold der direkte eller indirekte blev sat i forbindelse med, at forfatteren var gravid under skriveprocessen – ’et graviditetsraseri af de store’ kalder Per Højholt (Århus Stiftstidende) bogen, andetsteds tales der om ’retorisk hysteri’ (Bl.a St. Hejlskov Larsen). Det vanskeligt tilgængelige i samlingen reduceres således til kvindelig biologi.
1970’erne repræsenterede en nye kvindelitteraturs
gennembrud. Med blandt andet Dea Trier Mørch, Kirsten
Thorup og Charlotte Strandgaard, men også de
mindre kendte Helene S. Andersen og Lisbeth Knudsen.
De er danske, men Sandra Holm har to digtersprog:
dansk og svensk. Hun har litterære slægtskaber og idoler
på den anden side af Sundet også. Torben Brostrøm
foreslår i ovenfor citerede anmeldelse, at Sandra Holm
kunne have noget til fælles med den finlandsksvenske
digter Edith Södergran (1892-1923). Han uddyber det
ikke, men Edith Södergran skrev i et berømt digt:

Vore søstre går i brogede klæder,
vore søstre står ved vandet og synger,
vore søstre sidder på sten og venter,
de har vand og luft i deres kurve
og kalder det blomster.

Hos Sandra Holm finder vi en lignende scene i Har jeg
været her før, som kunne være en videreskrivning af Edith
Södergrans:

Vi går mod nymåne. Fem Kvinder i farvestrålende kjoler
standser gestikulerende under en gadelygte på torvet.
Alle os
 selvhævdende, udsondrende, varme, forvirrede,
kloge, halvfulde,
 diskussionslystne, farvestrålende kvinder.

Det er kvinder, der tales om, men vigtigere er det, at det
er et fællesskab af kvinder. De ’farvestrålende’ – synonymt
med Edith Södergrans ’ brogede’. Et farvestrålende
kvindefællesskab. Det tror vi på.
Otte anmeldelser på udgivelsesdagen og i dag kender
ingen Sandra Holm. Hun er glemt, ude af billedet, bliver
ikke læst på universitetet og hendes profil på internettet er
ikkeeksisterende. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan
kan man forsvinde fra litteraturhistorien, når man
har udgivet fem selvstændige værker og er antologiseret?
Luftskibet: tidsskrift for litteratur no. 1, 1981, fremhæver
Anne Marie Bjerg Har jeg været her før som 70’ernes bedste
bog: Her var en bog og en kvinde der vovede og evnede at skrælle alle de ydre fornuftmæssige handlings- og romanlag af og fortælle om det der forekom hende væsentligt. Her var en sanselighed og en lidenskab og en ordfryd der virkede fysisk på mig; den bog var et godt sted at være.
Alligevel røg hun ud af historien. Man tilgav hende ikke
det skandaløse og det sensuelle. Ligesom hele søskendeflokken
i ovenfor omtalte novelle Min søster Evaline er
bitre på storesøsteren: Ja sådan var det.
Vi var alle sammen
 vrede på hende. Vi misundte hende
ømheden, de blide læber, øjnene
 der lyste højstemte,
både åbne og lukkede. Alt stod at læse i disse

øjne og armenes bevægelser. Vi var rasende
og jeg ville hurtigst
 muligt se at få lært det samme.
44 år gammel døde Sandra Holm af brystkræft. Den
sidste digtsamling Dans mit mismod væk fra 1982 er sørgelig
læsning. Den emmer af død og skuffelse og nostalgi
omkring en tabt barndom. Hvad skete der med alle
forhåbningerne? Her lyder det klart og skuffet:

Udvandret
uden land
går jeg med mine drømme
til verdens ende.

Det digt viser, hvor tæt levet liv og digterliv hænger
sammen for Sandra Holm. Sådan som også Har jeg været
her før. Og det er vigtigt, også for at forstå den retræte,
hun blev påtvunget.
Man kan rase og regere over det urimelige i, at alle
kort allerede er spillet, at livet ikke kun for kvinden, men
især for kvinden, leves i skyggen. Af ægteskabet med Sven
Holm, af mænd, druk etc. konventioner af enhver art.
Og det gør hun så, raser og regerer og trækker sit eget
livs erfaringer med ind i fiktionen.
Hun bliver kunstner, og så bliver kunsten alt. Hvis ægteskabet
og flugten til den store by var et eksperiment med
kærligheden som indsats, bliver kunsten et eksperiment
med livet selv som indsats. Og hvad er så et værk?
Skal det kunne stå for sig selv ved sig selv, er det et krav, vi
må stille, at det skal søge forsoningen, eller skal det tværtimod
være til besvær, udfordre tiden og dens dobbeltmoral?
Må det i givet fald være grimt, bare det er sandt? En blot
og bar dokumentation af ydmygelsen af individet.
Og hvordan afsluttes værket. Ved den sublime handlings
opfyldelse, eller råder forfatteren end ikke med den
fulde autoritet over sit stof ? Hvilken rolle spiller signaturen,
er det den suverænt afklarede forfatters navn, der står
på titelbladet, eller er det den smerteligt selvopofrende og
sønderdelte forfatter, som har givet sig selv til sit værk?
Findes der mislykkede værker? Er værket lykkedes,
hvis forfatterens liv er mislykket, skal der mere smerte til,
mere dumhed, pengegriskhed og ondskab, eller hvordan
ser vi på det, når værk og liv bliver ét?

Hans Otto Jørgensen & Selma Rosenfeldt-Olsen

 

Du kan bestille bogen her


Ældre indlæg Nyere indlæg