Løppenthins "Panser" & Pedersens "Fryden" anmeldes i Litteraturmagasinet StandArt

Lea Løppenthin, Panser

Nevertheless, she persisted

"Løppenthin portrætterer ikke sin generation, i stedet studerer hun den ved at tage emotionelle biopsier af aldersgruppen og forme dem poetisk.

Lea Marie Løppenthin debuterede i 2014 med »Nervernes adresse«, der var med til at anvise tonearten for sårbar, quirky realisme i sin samtids poesi.

(...)

Som tidligere virker Løppenthin i »Panser« oprigtigt engageret i sin generation og dens måde at forme venskaber på. Ingeborg er 32 og lærerinde. Hun og søsteren Klara er efterhånden forældreløse, men har deres vennegruppe i San Francisco. Alle er de ovre det punkt i deres ungdom, hvor venskabet og forelskelserne, beruselsen og forvirringen var anledning nok. Livet skal ligesom motiveres.

Løppenthins alvor og tristesse afvejes hele tiden af en afmægtig humor, der gør tonen umiskendeligt hendes: »imens himlen var blegblå / min Ingeborg tog sig en whisky soda / hun lo sig selv i søvn som den sjove dronning / hun er«. Næsten som i en Aaron Sorkin-serie (eller, om man vil, »Gilmore Girls« ) synes alle karakterer på skift at udlåne deres mund til en fælles talestrøm.

Den samme poesistemme lyder i vennernes og korets replikker, de formulerer sig om både deres omgivelser og deres drømme med samme jordnære lyriskhed i stemmen: »dagens nyrer sorterer kun det værste fra«. I tråd med den græske tragedie er der installeret et kor i handlingen, der kommenterende følger Ingeborg og vennerne i San Francisco og både kontekstualiserer og blander sig i begivenhederne. Ingeborg er den ulyksalige hovedperson, koret betegner hende som en »hård sort bold«, i en kort stunds glæde bekender hun med eminent og ildevarslende poetiskhed, at »det grå møl på mit hjerte løftede sit højre ben«. Teksten gør det ikke, men virker på nippet til at spørge: Er Ingeborg et godt menneske? Eller er hun for ulykkelig til at kunne være det? Kan sorgen undskylde et menneske?

(...)

Karakterernes aktive ordforråd er intertekstuelt besat med eksplicitte referencer til sangtekster og poesi. Sammen med tragediesporet bidrager de godt nok til en ikke uinteressant følelse af historisk ophobning og kulturel palimpsest, som hjemsøger de unge menneskers kamp for at motivere deres liv. Alligevel giver referencernes insisteren på at blive hørt og nærlæst en anspændthed til tekstens ellers så lette og sukkende åndedræt. Det er måske »Pansers ambition«, at være let og tung på en gang, en lille utrøstelig kanapé af sorg."

- Victor Ovesen


 

Andreas Pedersen, Fryden

Fornemmelseskunst

"Pedersen er bemærkelsesværdigt bevidst om, at den sansede verden ikke er jeg'ets alene; der er andre sansere.

Siden stiftelsen har forlaget Gladiator gjort en dyd ud af at markere sig som et alternativ til det store forlagsmaskineri og stadig sigte efter at kunne mønstre nøjagtig lige så megen smagslødighed og redaktionel ethos.

Langt fra tilfreds med en tilværelse som »smalt forlag« henvender de sig med deres udgivelser (herunder underbelyste klassikere) til en bred litterær offentlighed, som der gudskelov er nogen, der vil insistere på findes.

Nu præsenterer forlaget debutanten Andreas Pedersen, der er født i 1990 og uddannet fra Forfatterskolen. »Fryden« er en digtsamling, der på den ene side fremstår tidssvarende og ung i sin verdslighed og sin sociale opmærksomhed, men hvis metafysik er tilstrækkelig velovervejet til at virke ældre, end den er. Bare det næsten programmatiske: »Finde det sted, hvor påvirkningen lader sig gøre. Ligesom hvis man har en kanyle og en krop, så er det ikke ligegyldigt, hvor man stikker«. Pedersens digte foregår i et realistisk samtidsunivers, de er befolket af familiemedlemmer, der føres lavmælte samtaler med, eller som betragtes diskret. Hans poetiseringer er et redskab til at komme i kontakt med den anden, eller ud af sig selv.

(...)

Der er en hensynsfuldhed i »Fryden«, som er næsten helt overraskende. Den bliver aldrig dengset eller anmassende selvgod (...)

Andreas Pedersens debut er en sjældent indfølende bog, med et poetisk overskud der på trods og på grund af sin diskretion er vildt overbevisende. »I bussen stiger et håb ind og sætter sig ned ved siden af et barn, som bliver ved med at kigge ud af vinduet: fordi det er mandag. I køligheden sidder flammen med sig selv«. Først, et ubrugt overskud af omsorg, barnet der er hverdagsligt selvberoende, og så poetiseringen der på samme tid gør det taktilt og heroisk.

Sagen er, at der ingen grådighed er at spore hos Pedersens debut, hverken i sansningen eller billeddannelsen. »Fryden« har et imponerende og tiltalende mådehold i sin poetik. Som var der allerede en visdom, der har fortalt digteren, at poesien kan blive ved med at flyde, hvis man undlader at tømme flasken helt. Eller ganske enkelt, som denne karakter i bogens sidste tekst: »Han tager en kat i armene og lader den flygte«."

- Victor Ovesen


Du kan læse mere om Litteraturmagasinet StandArt på deres hjemmeside 

 

Hvis du tilmelder dig Gladiators abonnementsordning i april måned, får du Jacob Skyggebjergs Jalousi og Hans Otto Jørgensens REVOLUTIONÆR for kun 169,-. Som abonnent får du ovenikøbet 30% på ALLE Gladiators øvrige bøger!

 

 

 


 Se Gladiators øvrige bøger her:


Ældre indlæg Nyere indlæg