"Kroppe der har behov for maskinernes hjælp" - Interview med Luca Engberg Talamona
D. 26. august udkommer Luca Engberg Talamonas anden bog, romanen Maskinerne slukkes og kropppen bliver fri her på Forlaget Gladiator. Bogen handler om forældreparret Theis og Viktoria, der indlægges med deres for tidligt fødte barn, Elias, i tre måneder på Rigets neonatalafdeling, og om et skrøbeligt liv, der hjælpes på vej af maskiner. Vi har stillet Luca Engberg Talamona oplagte spørgsmål omkring arbejdet med romanen, læs med herunder. (Foto: Lærke Posselt).
Hvad kan læseren se frem til i din Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri?
Læseren kan se frem til at få indsigt i erfaringer der sjældent skrives skønlitterært om. Man får adgang til faren og morens bevidstheder, fordi man skifter mellem begge synsvinkler gennem hele romanen. De kan lyde tvivlende, tøvende, men også stædige og håbefulde.
Hovedpersonerne, Theis og Viktoria, er lige så fulde af idiosynkrasier som alle andre. Det menneskelige findes i det strittende, spørgende og nysgerrige udtryk, i stemmer der knækker over og genvinder styrke. Og det findes i intimiteten mellem dem og deres barn Elias.
Læseren kan også se frem til forskellige kroppe. Ødelagte kroppe, nyfødte kroppe, kroppe med tics, kroppe med hudsygdomme, kroppe med bløde ankler og overspændte rygge. Kroppe der har behov for maskinernes hjælp.
Hvordan har det været at skrive Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri?
Det har været en lang og sej proces. Over de tre år, jeg har arbejdet med romanen, har den tit ændret udtryk formmæssigt og sprogligt. Da jeg begyndte med bogen, var jeg mere famlende og nysgerrig på at afsøge forskellige former og se hvad det kunne blive til.
Jeg havde to karakterer, der på det tidspunkt hed Kristine og Matteo. De var skrevet i tredjeperson. Så kom der breve fra Kristines mor, og der var tilbageblik på Matteos familie. Samtidig var der hospitalsrummet som omdrejningspunktet. Der var et barn, der intet navn havde. Jeg havde ikke besluttet mig for et. Men det gjorde en kæmpe forskel, da et navn voksede frem, det gav nyt liv til romanen og til barnet; Elias, som havde fået en identitet, han var blevet til et menneske.
Senere skiftede karaktererne navne, og det blev for restriktivt og mekanisk at bruge tredjeperson-synsvinklen, fordi hospitalsrummet i forvejen var et klaustrofobisk og lille sted at skrive fra, og lægernes og sygeplejerskernes rutiner var de samme. Derfor fandt jeg frem til at skrive i jeg, først fik Viktoria en stemme og senere Theis. Senere igen smeltede de sammen og der kom et vi. Det tog lang tid at finde frem til stemmerne. Det var følelserne og refleksionerne i sammenspil med det konkrete og kropslige, som kunne give romanen den nødvendige energi, fremdrift og vildskab.
Jeg fandt ud af, i samarbejde med mine redaktører og andre dygtige læsere/forfattere kollegaer, der løbende læste med, at der var en nerve i stemmerne, i det mere monologiske som var værd at udforske. Jeg var glad for hele tiden at blive udfordret mere og mere, desto længere jeg skrev på romanen og desto mere jeg fik greb om, hvad jeg havde gang i.
I lang tid havde jeg haft den stramme struktur, de tre måneder på Riget. Det var en stor hjælp for mig at have fastlagt rum karaktererne kunne bevæge sig rundt i og tale fra. Forældreværelset, stuen, gangen, fordi så ville der altid været et konkret fikspunkt at vende tilbage til når stemmerne fabulerede og en måde at forankre følelserne på.
Det har været befriende at arbejde, sådan som jeg har arbejdet med Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri. Langsomt, tålmodigt, prøvet en masse af, fejle, fejle lidt mere, skære fra, fylde på, flytte tekstafsnit rundt osv. Men det har også været en utrolig sjov og givende proces, at se hvor sproget og karaktererne førte mig hen.
Processen med den første bog, Alcatraz, var langt mere intensiv. Jeg husker det som en vild og euforisk tid, som stod i skarp kontrast til, at jeg kort forinden jeg begyndte at arbejde på den, havde mistet min far.
Hvorfor begyndte du at skrive, og hvordan har du udviklet dig som forfatter?
Jeg begyndte at skrive, fordi jeg gerne ville fortælle historier. Op til mit højskoleophold på Vallekilde i efteråret 2014 begyndte jeg at skrive digte og små kortprosa-tekster. Men det var under det forløb, og i mødet med ligesindede, nysgerrige skrivende, at jeg begyndte at tage skriften alvorligt og fik frit rum til at afprøve en masse forskelligt.
Efter højskoleopholdet søgte jeg ind på Gladiators etårige forfatterskole. Det år var givende for min udvikling. Her blev jeg en bedre læser, både i forhold til at læse mig selv og andre, gennem den skarpe og konstruktive kritik af mine og andres tekster, som vi i fællesskab gav til hinanden. Det jeg lærte på skolen har jeg og kan jeg stadig anvende konkret, når jeg skriver, underviser eller læser andres manuskripter.
Jeg mener, at man som skrivende må være udholdende, tålmodig og lyttende. Det er vigtigt at forholde sig åbent og nysgerrigt overfor egen praksis og egne tekster, og finde læsere man har tillid til, og sparre med dem. Jeg synes, det er nødvendigt, at kunne rumme forskellige skriveprocesser og ikke tænke resultatorienteret. Man må tro på, at det man laver kan blive til noget, for hvis man ikke selv kan, hvem skulle så?
Hvad er din skriverutine? Hvor skriver du henne, og skriver du hver dag?
Jeg har ingen faste skriverutiner. Jeg forsøger at skrive lidt hver dag, men ellers i hvert fald et par gange om ugen. Jeg skriver mest om aftenen. Så plejer jeg at redigere om morgenen og noget af eftermiddagen. Jeg læser så ofte jeg kan.
Hvad læser du for tiden?
Fior di Sardegna (Flowers of Sardinia) af Grazia Deledda. Præludier af Peer Hultberg, Stjernens time af Clarice Lispector.
Hvad arbejder du på nu?
Det er lidt tåget. Jeg skriver på nogle små fortællinger. Jeg tror også, at jeg i fremtiden vil skrive mere om steder og mennesker i Italien.