Om natten havet - Interview med Johanne Kirstine Fall
Johanne Kirstine Fall er bogaktuel med sin anden roman, Om natten havet, her på Forlaget Gladiator. Glæd dig til at læse! I denne forbindelse har vi lavet et interview med forfatteren omkring bl.a. skrivevaner, hvilken litteratur, der inspirerer hende for tiden, og hvordan det har været at skrive Om natten havet i forhold til hendes anmelderroste debutroman Der er altid nogen at befri fra 2017.
Læs mere om Om natten havet under interviewet ↓
I: Hvad kan læseren se frem til i Om natten havet?
JKF: Jeg har med Om natten havet forsøgt at gøre op med et seksuelt hierarki, hvor det heteroseksuelle og klassisk maskuline er dominerende og i romanens tilfælde ender med at blive undertrykkende for hovedpersonen Katrina. Hun bidrager selv til dette hierarkis opretholdelse, men jeg tror godt, man kan kritisere en kultur, man er en del af, og gøre op med den, måske netop ved at udstille den. Om natten havet handler også om ensomhed, kærlighed, jalousi, sex, vold, psykose og stoffer. Romanen er opbygget omkring nogle forviklinger mellem særligt tre karakterer, som alle er tæt forbundne, men som også forsøger at gøre hinanden ondt på flere forskellige måder. Jeg er meget optaget af forskellige magtstrukturer, som kan være mere eller mindre tydelige, og jeg har også med romanen forsøgt at sætte fokus på, at selvom den vold, Katrina udsættes for, hovedsageligt er noget, hun selv giver lov til, så er samtykke en kompleks størrelse, når magten er ulige fordelt.
I: Hvordan har det været at skrive Om natten havet ift. Der er altid nogen at befri?
JKF: Der er altid nogen at befri er opbygget omkring stemninger, og der sker egentligt ret lidt, hvis man sammenligner med Om natten havet, som er mere plotbaseret. Når jeg har skrevet en bog, er jeg ret udmattet af at forholde mig til de forskellige tematikker og karakterer, og jeg skrev også første udkast af Om natten havet i håbet om, at det var en bog, der skulle handle om noget andet end kroppen. Da jeg var færdig, blev det tydeligt, at det ikke var lykkedes, selvom Om natten havet behandler emnet kroppen på en noget anden måde end Der er altid nogen at befri. Måske er det et emne, jeg aldrig bliver færdig med, fordi alle kroppe, for mig at se, er undertrykte i en eller anden grad, eller i hvert fald ligger under for nogle forventninger og idealer, som kan være svære at leve op til.
I: Hvordan har du udviklet dig som forfatter, siden du debuterede i 2017?
JKF: Da jeg skrev Der er altid nogen at befri, havde jeg meget svært ved at forlade det univers, der er i bogen, når jeg skrev. Jeg blev trukket helt ind i fiktionen og havde derfor et stort behov for at være omkring mennesker, når jeg skrev, så jeg kunne vende tilbage til virkeligheden, når jeg ville, ved at snakke med en veninde eller bare lytte til andres samtaler på en cafe. Mens jeg har skrevet Om natten havet har jeg lært at træde tilbage ind i virkeligheden ved bare at kigge op fra skærmen eller holde en pause, måske gå en tur. Det har været mindre udmattende på den måde, og jeg har haft større frihed til at skrive, når jeg ville, uden at være bange for at forsvinde ind i fiktionen og være fanget dér.
I: Hvad er din skriverutine? Hvor skriver du henne, og skriver du hver dag?
JKF: Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en veninde, der var rigtig god til at spille guitar. Hun havde lært at spille, fordi hun havde bestemt sig for, at hun ville øve sig en time hver dag. Det virkede som en meget konkret og overskuelig måde at gribe det at lære noget an på, så jeg bestemte mig for at skrive en time hver dag. Det gjorde jeg en længere periode, men nu er det blevet mere naturligt at skrive og forholde sig til skriften, og jeg kan bedre gå ind og ud af den uden at have behov for nogle skemalagte rammer. Jeg sidder meget på gulvet og skriver, så jeg har jordforbindelse, eller ligger i min seng, men jeg har også et dejligt skrivebord.
I: Hvad læser du for tiden?
JKF: Man har jo enormt meget tid til at læse i disse isolationstider, så jeg har læst Ursula Le Guin og Toni Morrison, men jeg har været særligt optaget af Kærlighedens Antarktis af Sara Stridsberg, som jo for evigt er en stjerne. Den er meget interessant, fordi fortællepositionen er så original, og fordi den, på sin helt egen måde, trækker på krimigenren uden overhovedet at være en krimi. Jeg har også genlæst Uniza Zürns Mørkt forår, som er så smuk, fordi hovedpersonen har så mange modsatrettede viljer.
I: Hvilke projekter arbejder du på nu?
JKF: Jeg er så småt begyndt at forholde mig til den roman, som skal afslutte Katrina-trilogien, men mit primære projekt lige nu, er en brevveksling med Charlotte Strandgaard. Ideen til projektet opstod på Bogforum i 2017, da vi var i samtale om kroppen, blodet og løgnen i litteraturen. I efteråret 2019 startede vi en brevveksling, hvis udgangspunkt var en fælles interesse for kroppen, men fordi man forstår så mange ting med udgangspunkt i kropslige erfaringer, handler brevene allerede om meget mere end krop. Jeg er meget interesseret i skriften som noget kollektivt, og arbejder også på flere ideer, hvor skriften kan få lov at trække på flere stemmer.
