"Poesi er Kærlighed til Mennesket og til Ordet" - Fripress (1985)

>>Poesi er kærlighed til mennesket og til ordet.<<

I 1985 blev et interview med, afdøde græske digter Mantó Aravantinoú, bragt i det svenske Fripress under temaet "Grekiska samtal: intervjuer med grekiska diktare." Det udgiver vi igen, i forbindelse med dansk-græske Theophanis Melas' oversættelse af Aravantinoú's digtsamling Skrift A, Skrift B, som udkommer på forlaget søndag den 3. april. 

"Jeg læste et meget genialt og meget abstrakt essay om Mantó Aravantinoús geometriske poesi af den engelske kritiker Margareth Carroll. Så læste jeg dele af Aravantinoús vigtigste arbejde, serien Skrift med betegnelserne A, B, C, D E; Skrift A kom i 1962, Skrift E i 1983. Disse lyriske og prosalyriske suiter fængsler én ubønhørligt. Først kan de virke som kolde geometriske konstruktioner tæt på kvælningen af ​​abstraktion. Ved dybere undersøgelse mærker man den stærke uro, den jagende angst, de forstyrrede hjerteslag under formens koldblodede strukturer.

Et uddrag fra "På en bænk lavet til to", som er inkluderet i Skrift B.

Erindringen forråder aldrig min vrede, aldrig. Af denne har jeg et fuldstændigt billede og smag.

Smag af vrede og regn.

Vintermorgener, hvor jeg ved rendestenskanten ventede på det røde halssjal, den horisontale linje af dårlige tænder. I en grå læreanstalts træløse gård.

Jeg kræver berøringen af hendes hånd.

Lugten af vådt hår.

Fravær, ved min højre side.

Begyndelsen og smagen af min ensomme leg.

Tiden som ikke adlyder erindringen antager dagens dimensioner.

En lang frossen vinter på bænken som ikke er gjort for to.

Uden det røde halssjal. Uden berøringen af hendes hånd.

Jeg har mistet rummets dimensioner og lugten af fuglene.

Erindringen forråder aldrig min vrede.

Jeg ledte efter det våde halssjal på den smudsige marmortrappe, i den grå læreanstalts horisontale korridorer.

I den træløse gård, ved rendestenen på gaden med den meget høj bygning, ved de magre sorte fugles dimensioner.

På bænkene som ikke er gjort for to.

På bænken som nu er gjort for ingen.

Jeg ledte efter den magre sorte fugl. Lugten af hendes hals og hendes tænders dårlige linje.

Jeg fandt smagen af den tabte erotiske leg.

Og et fuldstændigt fravær i mig.

Jeg begærer sandheden af min søndersprængte erindring.

Det konkrete øjeblik. Den megen sindsbevægelse.

Den mægtige erotiske berøring af vores hænder.

Jeg kræver hendes billede. De smudsige dårlige tænders latter.

Smagen af kulde af regn og vinter.

De ensomme leges middagstimer. Ved gadens rendesten. På bænken i en grå bygnings gård.

På min erotiske legs bænk.

Jeg bærer min hvidlige mælkede gestalt i den skrå korridor; i modsatte retning af lysets stråler. Mod de skrå fladers Nord.

Pige, lån mig et ansigt.

Klædt i en ny frygtens dragt, jeg genkender min dekorerede gestalt.

Jeg kaster op.

I bygningens nordvestlige fløj i den diffuse passage gennem en underjordisk sal, i ombytningen af vandresko. Jeg kaster op.

I erindringsplanets usselhed. Jeg kaster op.

Jeg kaster op i erindringen om drømmens skrå linjer.

Bevidsthed stemplet af ensomhed og dårlige tænders latter.

Mantó Aravantinoú (Mantó er den græske version af navnet Madeleine) bor, som så mange af Athens forfattere, i Kolonaki-distriktet. På vej derhen, i skumringen, troede jeg, at jeg ville møde en bleg, puritanisk, verdensfjern kvinde, der gemte sig selv og sine neuroser bag en streng og kold teoretisering.

I stedet møder jeg en varm, frodig og temperamentsfuld kvinde, i midten af ​​halvtredserne, hjemme i verden, forelsket i den, men også plaget af dens uigennemtrængelige kaos, af umuligheden af ​​at se og forstå den. Øjnene er kloge, dybe af varme og viden. Hun sidder nedsænket i den indendørs skumring og i samtalen, une savante grecque, tilstedeværende og tidløs.

  Jeg fortæller hende, hvordan jeg havde forestillet mig hende. Hun griner fornøjet.

   - Jeg er sandelig ikke nogen puritaner; jeg er et sensuelt menneske  af natur. Jeg kan citere en surrealistisk digter, der har sagt, at poesi er en måde at skjule sit ansigt på. De første af mine Skrift-serier, A og B, er tæt strukturerede. I de senere, C, D og E, er jeg, tror jeg selv, mere åben og øm, tættere på mennesker, selv om der samtidigt er meget ironi og hårdhed.

Vi sidder i et stort, vinklet rum, bøger, magasiner, manuskripter overalt. Blandt malerierne på væggene opdager jeg, ganske logisk, portrætter af Mantó Aravantinoús to vigtige inspiratorer: Konstantinos Kavafis, og James Joyce, hvis arbejde hun har viet tre årtiers ivrige undersøgelser til, og om hvis kærlighed for Grækenland og det græske sprog hun skrev sin doktorafhandling.

Hun siger, at hun ikke tåler lette tekster. De ord der er statiske, på et hvidt papir, er ikke i sig selv interessante. Det er deres mobilitet, der er interessant, sprogmobiliteten der hjælper os med at leve med i en tekst.

Det var vanskelighederne i Joyces senere værker, der tiltrak hende, hans sprogs komplicerede mobilitet. Da hun læste "Ulysses" og "Finnegans Wake", blev hun besat af at ville forstå dem.

    - Der er ingen kærlighedsaffære, der nogensinde har gjort mig så besat af at stræbe efter at forstå disse tekster. Da jeg var i stand til at trænge ind i kroppen på ​​disse værker, og følte, hvordan det begyndte at vibrere, oplevede jeg en enorm tilfredshed. Det betød også meget for min egen skrivning: når jeg genkender disse vibrationer, er jeg på den rigtige vej. Ordenes hemmelige indhold afspejles også i mit eget arbejde. Jeg begynder med at prøve at fiksere og fortolke noget helt ukendt; langsomt erhverver dette ukendte et legeme, et væsen gen-nem et par ord på papir, langsomt vokser det og udvikler sig, og får et selvstændigt liv. Denne proces fylder mig med en dyb glæde.

Mantó Aravantinoús komplicerede digte synes at være forberedt meget langsomt, med stor tålmodighed, og streng logik. Hun siger, at selv i dette øjeblik, hvor vi sidder og snakker her i Athen, kan vi have en følelse af indbyrdes sikkerhed, der kan siges at give os et geometrisk forhold til ordene. Da hun var lille, læste hun en antologi af gamle romantiske digtere, nogle tårevædede og sentimentale digte. Hun følte ubehag overfor denne følelsesladede poesi. Da hun tog pennen for at skrive sine allerførste digte, besluttede hun at skabe noget, der lignede et geometrisk teorem.

Så startede det.

Geometriske digte - det giver jo associationer til abstraktion og følelsesmæssig kulde ...

   - Jeg tror, ​​at poesi er frem for alt kærlighed til mennesket og til ordet, ud over al sentimentalitet og sentimentalisering. Det geometriske omslag, jeg bruger, hjælper mig med at finde de rigtige og varme ord til at udtrykke det, jeg vil sige i min digtning.

De cykliske og geometriske digte, hun skriver, har således mindre deres rødder i Joyces værk, end i et oprindeligt behov for at arbejde på den måde, et tidligt og genuint krav i hende selv; det var snarere dét, der gjorde, at hun søgte Joyce. Men Joyce, siger hun, var af kel-tisk afstamning, og havde et stort satirisk talent - se på ”Finnegans Wake". Jeg er græker og bærer tragedien i mig. Joyce havde en stor latter i sig; min latter er meget mindre.

Hun griner, og tilføjer, at hun er så oprigtig som hun kan være: sådanne sager er vigtige, når man taler om poesi.

Konstantinos Kavafis er således dén græske digter, der havde den største betydning for Mantó Aravantinoú. Men paret Joyce-Kavafis er utvivlsomt en ulige kombination, langt fra hinanden: Joyce med sine ords ustoppelige asssociationsrigdom; Kavafis med sin strenge ord-økonomi ...

Kavafis, siger hun, åbnede frie og vide udsigter for hende, frem for alt mod Orienten. Han er personligt meget lukket i sin poesi, og økonomiserer strengt med ordene; hun har forsøgt at lære af det.

Hun finder i Kavafis og Joyce to vigtige elementer, som de har til fælles: på den ene side legesyge, humor, latter; på den anden, det skarpe øje. Joyce beskriver sjovt og ironisk de små irske statsdannelser, der konstant er i modstrid med hinanden. Kavafis viser os den sensuelle kærlighed, men også elendigheden, miseren og ydmygelsen i en verden, hvor små magre kongeriger slås og spiser hinanden som rotter; dér er hans ironi af samme art som Joyces.

I sin poesi knyttede Kavafis sig ofte til den antikke mytiske verden, han moderniserede den, og placerede den i vores nutid. I hvilket omfang har arven fra de to græske høje kulturer, antikken og byzans, påvirket Mantó Aravantinoú?

- Jeg kan ikke sige, at jeg føler mig som en arving, at jeg fortsætter en tradition. Men jeg oplever dybt og stærkt, at jeg taler og skriver det samme sprog som alle disse mennesker dybt inde i historien. Det er som at række en hånd ud til dem, til en slave i antikken, til en byzantinsk munk, til nogen undertrykt, før vores frihedsrevolution. Det er det sprog, der forener mig med fortiden. Hvad jeg skriver, ville blive forstået af mennesker langt tilbage i århundrederne.

Hun siger, at hun for alvor kom i kontakt med poesien gennem Lautréamont og Rimbaud. Kavafis kom senere, og det tog tid at forstå ham. Hun hævder at være anarkist af natur, anarkiet hersker inde i hende: derfor vælger hun den geometriske form, for at være i stand til at mestre dette anarki. Hun sætter pris på surrealisternes oprørske følelse af frihed, men endnu mere kan hun lide romantikere, hvis kærlighed til frihed kunne føre dem til døden, Byron, Shelley ...

Så hun skriver geometrisk poesi - og elsker samtidigt de glødende romantikere ...

    - Geometrien var for mig den nødvendige metode. Når jeg nærmer mig en by, og dens mennesker - så er det blodige sager, jeg nærmer mig. Mit forhold til byen og mennesket er anarkistisk og kærligt, og jeg må kaste mine reaktioner i geometriske former.

 Mantó Aravantinoú har sagt, at hendes poesi er en pythagoræisk metode til selvanalyse, og hun har også sagt, at det, der driver hendes digte, frem for alt er det, der vækker frygt og angst. Er hendes skrivning et forsøg på at analysere de vanskelige følelser og oplevel-ser, for at være i stand til at mestre dem, og frigøre sig fra dem, en katarsis, en renselsesproces?

Hun smiler og siger, at det egentlig bare er et spørgsmål om katarsis, og intet andet.

 Derefter forklarer hun, at hvad der interesserer hende mest, er mennesket og menneskets by. Så snart hun kommer til et sted, om det nu er en landsby med femten huse, bliver hun grebet af angst-følelser: hun skal opdage det, lære det at kende, erobre det. En by er i sidste ende mennesket selv. Hvis vi er idioter, gør vi idiotiske ting. Byer er ofte idiotiske, for eksempel dette Athen, som vi nu befinder os i. I idiotiske byer føler du frygt og magtesløshed, samtidig med at du kan elske dem - som dette Athen.

 At gå ind i en ukendt by er som at starte en ukendt bog, eller møde en ukendt person; det er en opdagelsesrejse ind i livmoderen.

 Den indledende del af "Byplanen", som er inkluderet i Skrift B.

Hvor mange paralleler? Kun paralleller – Hvor mange vertikaler? Kun vertikaler – hvor mange vinkler? Kun vinkler. Hvor mange rette linjer? Kun rette linjer. Vinkler og skrå linjer. Vinkler og vertikaler. Kun vertikaler. Hvor mange vertikaler? Mange horisontaler. Successive horisontaler i mit erindringsplan. Vinkler; en mængde af vinkler. Stumpe vinkler i en mængde af vertikaler. Paralleller igen – hvor mange paralleller? Mange paralleller. Rette linjer igen. Hvor mange skrå linjer mangler der? Skrå linjer. Kun skrå linjer. Paralleller igen. Kun paralleller. Hvor mange? Kun skrå linjer? Ikke skrå linjer. Kun de skrå linjer der mangler. Hvor mange skrå linjer og hvor mange cirkler mangler der? Kun cirkler; mange successive cirkler. Men hvor mange skrå linjer? Hvor mange skrå linjer mangler der? Mange paralleller. Kun paralleller. Mange paralleller. Hvor mange? Mange paralleller. Hvor mange paralleller? Hvor mange?

Margareth Carrol siger i sit essay om Mantó Aravantinoú, at hendes digte kan minde om sekvenser i Ingmar Bergmans og Fellinis film. Har de gjort indtryk på hende?

   - Da jeg var ung, var filmen min magiske verden. Næsten hver dag sad jeg i biografen i fem timer. Jeg har set alle Bergmans og Fellinis film. "Fanny og Alexander" har jeg set tre gange. I den film finder jeg alt tænkeligt, i den er vi alle, alle mennesker. Der er meget, der former en person. Jeg er blevet formet af Lautréamont og Kavafis og Joyce og Bergman og Fellini.

Hun forklarer, at drømme, søvndrømme og dagdrømme, spiller en vigtig rolle i hendes poesi. Tidligt var de ledetråde til ængstelige hemmeligheder skjult i hende. Hjemme var hun det eneste barn. Moderen var som ung kvinde på en klosterskole i Frankrig, hun var streng og striks og levede stadig i en klosters tryghed, der efterlod barnet helt alene. For at udholde den ensomhed flygtede barnet ind i en drømmeverden, hvor hun kunne forvandle sig til alt, hvad hun ikke var: til en dreng, til en smuk prinsesse - men også til en fattig og forældreløs pige, som det var meget synd for. Drømmen blev mere reel end virkeligheden, og hun kan stadig mærke det. Når hun spadserer i en by, vandrer hun som i en drøm, en drøm der er stærkere end den alarmerende virkelighed omkring hende.

Men kan hendes drømme ikke have været mere virkelige end den virkelighed, hun stødte på under militærdiktaturet 1967-74?

  - Det er netop derfor, jeg måtte flygte fra Grækenland, og gå i selvpålagt eksil. Det er én ting at have en lille diktator i sin mor derhjemme; en helt anden ting er at have at gøre med rigtige diktatorer. Den tid var uendeligt vanskelig for mig, som for de fleste af os. Jeg kunne ikke leve, ikke skrive, jeg blev ramt af total stumhed, så kom en invitation fra Sorbonne-universitetet, og myndighederne accepterede det som en grund til, at jeg rejste.

Dette var i begyndelsen af ​​1968. Jeg var også stum i Paris - indtil det år oplevede jeg majrevolten, og hvad den bragte med sig af friheds-kamp og frihedshåb. Så kunne jeg pludselig begynde at skrive igen, og så kom Skrift C, en stumhedens og angstens dagbog.

Anden del af Skrift C er det mest åbent politiske digt, Mantó Aravantinoú har skrevet. Dér portrætterer hun, hvad der skete i Grækenland i de første dage af diktaturet. Hun bruger citater på latin, tysk og engelsk. En kritiker har påpeget, at hun i disse citater bruger erobrernes sprog: både romerne og tyskerne og englænderne har i tidens løb besat Grækenland.

Hun ønsker ikke at sige meget om sit bidrag til modstandsbevægelsen, kun at hun forsøgte at informere franskmændene om, hvad der var sket, og skete, i sit hjemland.

1967-kuppet kom ikke som en overraskelse for hende. I Frankrig, i Sverige, siger hun, var en sådan omvæltning utænkelig. Men i Grækenland var der klare strukturer, hvorfra kuppet blev født. De sidste måneder før var fyldt med vold og grusomhed; hvad der skete var en logisk konsekvens af det.

Kan hun så give nogen forklaring på, hvorfor Grækenlands nylige historie har været så blodig og tragisk?

   Hun taler lidenskabeligt.

    - Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes os, at frigøre os fra tyrkerne. Jeg har for nylig studeret forskellige græske steders lokale historie og indset, at vi i vores land har haft meget få øjeblikke af frihed efter Byzantium, og meget få mennesker har været fri, højst måske et par tusinde alt i alt. I hele Peloponnes var der kun to landsbyer, der undslap tyrkisk besættelse og bevarede deres frihed. Hvordan kunne vi endelig rejse os fra undertrykkelse og lidelse og lave en revolution - jeg kan ikke forklare det.

Men det var sandsynligvis sådan, at når en far blev dræbt, tog den otte-årige søn hans riffel, og satte sig for at tage hævn og fortsætte med at kæmpe for frihed.

Jeg er i tvivl om, hvad der vil ske. Jeg er bange. Vi er blevet blødere, vi er trætte af vold og krig. Hvis der sker noget nu, der indskrænker vores frihed, hvis vi lider under en besættelse - så ved jeg ikke hvordan vi vil klare det. Jeg føler ofte en stor frygt for, at 1967 vil blive genoplivet.

Mantó Aravantinoú sagde tidligere, at hendes natur var anarkistisk. I hvilket omfang er hun interesseret i og involveret i politik?

Hun hævder at være en dybt demokratisk sjæl, der ikke kan tåle herskere. Faderen var stærkt progressiv og tilhørte den mest radikale politiske falanks, moderen, som hun trods alt elskede dybt, var et feudalt menneske. Der blev skabt en politisk kløft i hende, som det har kostet hende en stor indsats at overvinde.

I Elytis’ nyeste værk Maria Nefeli står der: Mennesket trækkes til Gud som hajen mod blodet. Føler du den dragning?

   - Jeg er tiltrukket af ortodoksiens poetiske tekster, der blev til i menneskets åbenhed over for Gud. Og jeg føler nærhed og slægtskab med munke, der i mørket så et lys, et frihedslys, og trak sig tilbage fra verden for at leve i dette lys. De var de virkelige anarkister.

   I den ortodokse litteratur ser jeg en utrolig poetisk verden, såvel som i maleriet, med dets visioner, der både er transcendente og tæt på verden. Under den fire hundrede år lange tyrkiske besættelse spillede den ortodokse kirke en uvurderlig rolle i bevarelsen af ​​vores sprog. Men det greb også for meget magt over folket, en magt, der først for nylig er begyndt at blive brudt. Indtil for nylig fik de udøbte ikke lov til at gå i skole. For kun få år siden fik grækerne lov til at gifte sig borgerligt. Og jeg tror næppe, at man i nærmeste fremtid vil kunne åbent bekende sig som ateist.

Hun fortæller os, at Pierre Emmanuel, den franske digter, fortalte hende, at katolikkerne ser Athos, det hellige bjerg med dets klostre, som den sidste kristne forpost, der hvor de sidste mystikere er.

Naturligvis ser Mantó Aravantinoú med forståelse og sympati på den græske kvindes kamp for lighed og frihed, efter så lang tid at have været undertrykt, ikke andet end genstand til erobring for mænd. Men det der primært interesserer hende, er det kvindelige sprog. Hun fortæller om sin bedstemor, der kun gik i skole i et par år: hun var en fuldendt kvinde, der havde sit helt eget, uafhængige sprog, og som, bevidst om både sine rettigheder og forpligtelser, uden at blive undertrykt, kunne leve i mændenes verden på en åbenlyst værdig måde.

Det Mantó Aravantinoú leder efter er denne kvindes uafhængige sprog; Franske kritikere har også påpeget, at hun i sine senere værker giver sit sprog en umiskendeligt feminin tone.

    - Der er et mandligt sprog, der er erobrernes sprog; det er ikke det, kvinden skal erobre, så bliver hendes kamp ubrugelig. Hun må lære at tale et nøgent, ublufærdigt, skamløst kvindeligt sprog. Hun skulle tale om sin krop, om sin blødning, om smerter og lykke ved fødselsakten. Hun må åbne sig i sproget, ikke som manden, der lukker sig.

 Om sin egen digtning siger Mantó Aravantinoú yderligere:

    - Jeg skriver ikke monologer; Jeg vil skabe dialog med læseren. Me-get afhænger af læsernes modtagelighed. Hvis en skiderik som Papa-dopoulos læser mig, vil han sandsynligvis kaste mig i fængsel og tor-turere mig. Men hvis en ung følsom mand læser mig, og åbent accep-terer mine ord, oplever han det måske som om det er det samme sprog som hans mor eller hans pige taler til ham, og han kan lære noget om os kvinder.

   Og hun fortæller historien om en kvinde, der boede på øen Zá-kynthos i det tidlige 19. århundrede. Hun døde under fødslen. Kun en gang i sit liv forlod hun huset, gik hen til hushjørnet, og vendte sig skrækslagen tilbage. Efter hendes død fandt man et hæfte, som hun havde skrevet i hemmelighed, et rystende dokument om en under-trykt kvinde, der opdagede sin krop, og sig selv, et gennemtrængende råb af længsel efter frihed: sådan følte hun det, at hun havde en fri-hed i sig. Kvinder bar ofte en frihed i sig selv på denne måde, men de kunne ikke bruge den, kunne ikke give den en stemme, kunne ikke udtrykke den i deres liv; samfundet tillod det ikke. Men i nyere tid, især under diktaturet, som i opstanden ved det Tekniske Universitet i 1973, da unge kvinder og mænd stod side om side, lige i deres had og deres modstand mod undertrykkelse og vold, har dette kvindelige ønske om frihed fået stemme og sprog, og har for alvor formået at blive hørt. Så begyndte kvinderne også at turde tale digtets ord, og en generation af unge talentfulde kvindelige digtere er trådt frem.

 Og endelig: hvad ville en græsk sandhed betyde for Mantó Aravanti-noú?

   Hun undgår et direkte svar.

   - Nogle oplevelser får mig til at føle mig som en rigere person. For eksempel på stranden ved solnedgang, i skumringen, nogle små robå-de glider forbi, man kan høre de lave stemmer fra mennesker, der er helt ukendte for mig. Jeg kan få sådanne oplevelser i Frankrig, på en piazza i Italien, i Plaka her i Athen; når jeg ser en blomst, en kvinde. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen græsk sandhed. Måske for-råder jeg mit land ved at sige det. Men sådan er det for mig: Den samme eufori, som Grækenland kan give mig, kan jeg mærke overalt, selv i Tyskland, hvor jeg har boet en tid og haft underlige oplevelser.

Et afsnit fra "Linearskriften om fugle", Skrift C.

Jeg prøver at beskrive fuglene.

Jeg registrerer deres skrig og deres form.

Vingernes buer.

Jeg drømmer om flyvningens begejstring.

Jeg isolerer cirklerne af deres flyven væk.

Jeg afbryder flyvekurven.

Buens og banens lykke.

Jeg isolerer villigt fuglene.

Jeg søger dem ikke længere i tingenes hjerte.

Jeg ved intet, jeg kan sige om fugle.

Jeg registrerer middagstiden og udmattelsen.

Det ubevægelige lys, opfattelsens tyngde.

Lemmers hemmeligsfulde sveden.

Kroppens minder.

 Opvågningsfuglene er vendt tilbage.

 De efterlod skyggerne på mit bord og hængte deres

lange silhuetter nedad.

 Vingers bevægelser.

 Lydene folder sig sammen en virvelvind af fjer og fugle.

Mit rum er erobret.

Kvalte fuglestemmer.

Jeg har mistet alt mit tøj.

 Pas på.

Vindene, der blæser igennem mit værelses korsveje, er din landflygtiheds vinde. Hvirvelvindens rytme bestemmes af bøddelens øje, tomt for mindet om fugle.

 Du har klædt dig i min elskers skikkelse.

Du skifter mellem tusind elskeres skikkelser.

Elskerens og kammeratens.

 Hvor fører de vildledte minder mig hen?

 Strålende triumfmorgener, og jeres frygt er enorm.

Nuets drænede øjeblik.

Jeg anklager det stumme.

De søgte det ondes skjulested i hjertet af mine egne lyde.

Forrådte kammerater.

Nat, og jeg for vild.

 Det delte ord er gået helt over til mig. Lyd blev til sten.

Og du med bøddelens øje sårer mig i mine dybeste rødder.

Med tiden ødelagde du min tanke og førte mig frem til et blændende hvidt hav.

I dybden forblev jeg ubevægelig."

Interviewer Matts Rying på Fripress, 1985. 

Oversat af Theophanis Melas.