0

❤️❤️❤️❤️ Politiken anmelder Johanne Kirstine Falls DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

Da Katarina er allermest psykotisk, tror hun, at hun har indtaget flagermus med maden, og at de flakser rundt i hendes mave og skærer den op indefra. For at slippe af med de indre fjender kaster hun op. Hun finder ingen flagermus i opkastet, men et stykke gulerod, som hun føler en »ufattelig vrede« imod: »Jeg tager det og nedstirrer det, så det kan mærke hvor vred jeg er på det«. Katarina er jegfortæller i Johanne Kirstine Falls debutroman. Hun er i begyndelsen af tyverne, lider af anoreksi og lader sig indlægge på afdelingen for spiseforstyrrelser i Odense.(...)

Det udramatiske, ligefremme sprog lader os opleve den anorektiske logik netop som en logik. I en episode har Katarina sin kæreste, Jakob, på besøg i hospitalssengen.Hun har taget på, og han bemærker, at hendes bryster er blevet større: »Du er så smuk. Og du bliver kun smukkere«. Det udløser prompte Katarinas lydløse tårer: »Smukkere er ensbetydende med raskere, og raskere er ensbetydende med tyk, og fatter han ikke dette, burde han sætte ild til sig selv«. Denne omvendte logik, som kan være så svær for anorektikerens omgivelser at forstå, er her bare logik for burhøns.

Gennem Katarinas iagttagelser, og ikke mindst gennem de mundrette replikvekslinger, som fylder meget i romanen, får vi portrætter af de andre på afdelingen, både patienter og personale, så de fremtræder med hver deres karakter.
Stærkest i min læseerindring står sygeplejersken Gitte, der fra starten kalder Katarina »luffegøj«, og jeg kan næsten tænke, at det er denne lille konsekvente, kærlige tiltale, der gør hele forskellen; den forskel, der langsomt får Katarina til at ville befries. Det er også Gitte, der har lagt titel til romanen; »der er altid nogen, man kan hjælpe med at befri fra en spiseforstyrrelse«, siger hun ved Katarinas udskrivning og romanens slutning.

TRODS AL DEN lidelse, der skildres, er romanen ikke uden et strejf af humor. Der er en stilfigur, som anoreksien og komikken deler: overdrivelsen. Selv om det er helt forfærdeligt, er det også til at grine af, når Katarina danser glædesdans, fordi hun ikke længere kan holde et par trusser størrelse 34 oppe. Eller når hun triumferende konstaterer, at hun er den tyndeste i terapigruppen, indtil hun til sin ærgrelse ser en kvinde komme ind, der ikke alene er tyndere, men også næsten skaldet (»jeg har kun skaldede pletter« ). Eller når hun drømmer, at alt hendes fedt er væk, »men mit skelet er så stort, at jeg stadig ikke er tynd nok«. Falls velskrevne roman giver os en nøgtern indlevelse i den anorektiske logik med plads til både den stille gråd, den lille latter og den analytiske eftertanke.

 

 

DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI er månedens bog i Gladiator abonnement. 
Du kan købe bogen her, eller du kan tilmelde dig Gladiator abonnement for 169kr/md, modtage bogen og fremover få 30 % på alle forlagets bøger.

Ældre indlæg Nyere indlæg