"Selvfølgeligt helstøbt" - Litteraturmagasinet Standart om Charlotte Strandgaards digtroman TROR SPILLELEDERNE VIRKELIG AT JEG ER SÅDAN EN PÆN MODEN DAME

Charlotte Strandgaard Litteraturmagasinet Standart Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame

Emma Hvidbak Grouleff fra litteraturmagasinet Standart anmelder Charlotte Strandgaards digtroman TROR SPILLELEDERNE VIRKELIG AT JEG ER SÅDAN EN PÆN MODEN DAME. Læs anmeldelsen her.



Det er ret imponerende, hvor meget Strandgaards nye digtroman giver sig til at hobe op og stritte i uregerlige retninger uden at blive andet end selvfølgeligt helstøbt.

Som man nok mistænker ved mødet med langtitlen, ser jeget ikke sig selv som »en pæn moden dame«. Snarere uskønt overmoden. Hun har mistet sin søn og andre nære relationer, er plaget af smerter, økonomisk knaphed og en ekstraordinært ringe stedssans. Før var hun en mere kapabel og privilegeret samfundsborger, men nu bakser hun enligt rundt med sin rollator i og omkring betonhjemmet, hvor hun godt kan finde på at fare vild og glemme koden til sin dør.

Efter en prolog med uddrag fra »Jobs Bog« får hun hurtigt karakter af en moderne Job, som spillelederen har slået tilbage til start. Denne ledertype manifesterer sig ikke for at modtage klager - som den gammeltestamentlige himmelfar jo i det mindste gjorde - men er kun implicit til stede i kraft af bogens bestemmelser. »Spilleregler« står der på en indledende side: »Spillelederen har bestemt, at jeget ikke selv kan bestemme, hvor i drømmehuset hun befinder sig, ej heller hvordan og hvornår hun kommer ud. Hun kan heller ikke lyve.« Drømmehuset skal der vise sig at være flere versioner af. Hvert afsnit foldes ud under en af de versalhøje navne: »DET TAVSE DRØMMEHUS«, »DET STORE KRINGLEDE DRØMMEHUS«, »RUINDRØMMEHUSET«, »DRØMMEKURSETS DRØMMEHUS« og »BETONDRØMMEHUSET«. Der forekommer indre hjemsøgelser og skred i tid og rum, men i sidstnævnte drømmehus får en genkendelig nutid lov til at løbe sammenhængende frem, forholdsvist uforstyrret af andre kulisser. På den måde rager det rå betondrømmehus anderledes klart op, funderet på en hverdag der binder an med tydelige plottråde. I læsningen kan det dermed fungere som et monokromt åndehul blandt de mere fantasmagoriske matrikler.

Meget af tiden er jeget travlt beskæftiget med mentale undvigelsesmanøvrer i det på forhånd tabte forhindringsløb: ikke forvilde sig ind i de sindsoprivende minder, ikke lande i de følelsestunge møbler! (Som »grædestolen« eller den for jeget især attraktive »bitterhedens bekvemme stol« ) Hun har det rimelig stramt med lys og glæde, hvorfor hun let udmattes, når hun forsøger at orientere sig i solstukne lokaler med pæn, opbyggelig indretning.

Der er dog lyspunkter, som hun gør sig umage for at sætte pris på. F. eks. det lokale bekendtskab, jeget omtaler som sin »magre veninde«. Denne færdes mere hjemmevant i betonbyggeriet og kommer gerne det vildfarne jeg til undsætning. Og så er der selvfølgelig det heftigste lys af dem alle - Jesus Kristus. Først er han tilsyneladende bare et bjerg af en ildelugtende alkoholiker, som de to veninder møder i et angstfremkaldende elevatorstop:
»Han lægger sin ulækre ketchupindsmurte fede kæmpenæve på mit nyvaskede hår / Vil rykke væk / Det er ulækkert nærgående / En underlig ro falder på mig og rollatoren / Den svidende og dunkede smerte i mave og ryggen holder en kort pause / Angsten slipper sit jernhårde greb i mig / Han byder flere af de nu kolde pommes frites der er indhyllet i stivnet palmin / Min veninde tager / De er for ulækre for mig / Hun er helt overstadig nu / Hun tæller hvor længe vi kan overleve på dem og hans fem liter cola «
Der sker ikke mere med den fedtede håndspålæggelse, men senere bliver der skruet godt op for den kristne syre. Flere af møderne med både den magre veninde og den smudsige kæmpe er sært intense. Måske fordi det hele tiden er så usikkert om det er afstand eller nærhed, der vil gøre sig gældende i næste nu.

Alt i alt giver digtromanen en del at gabe over. Den hele tiden påtrængende lidelse, det skamløse flerdrømmeri og en frituredyppet frelser. Det overlæssede punkt er for længst passeret. Men netop dér, hvor Charlotte Strandgaard overskrider et sådant punkt, bliver der skabt noget uforudsigeligt fint. Hun lader til at befinde sig ret godt ude på det nye overdrev, med den på én gang ligefremme og vanvidsrige skrift, hun har ladet opstå til lejligheden. Det er lidt vigtigt at få påpeget, at det ikke er skørt på en måde, der gør det svært at komme ind i. Der er et godt blandingsforhold mellem det virkelighedsnære og - fjerne, mellem den betonfaste realitet og de dunkle umulighedsrum.

Det bistre jeg er en meget lidt begejstret deltager i det her følelsernes eksperimentarium, men altså alligevel fast deltagende på sin egen tørre facon. Hæst blæsende på det meste og famlende sig frem til resten.

Hvad hun finder ud af kunne sagtens serveres som en banal pointe, men det ville helt sikkert være en trist reducering af det formdrevne monstrum. Man skal ikke forvente at blive rusket igennem af den enkelte linjes hvad, men hvis man er omtrent så heldig som denne anmelder, kan man glæde sig til at blive ramt af helhedens hvordan.

 



Ældre opslag Nyere opslag