Smitte gennem hud og luftveje - Interview med Emilie Parsbæk Skibdal

Emilie Parsbæk Skibdal Interview Smitte gennem hud og luftveje

Emilie Parsbæk Skibdal er aktuel med romanen Smitte gennem hud og lufteveje d. 04.06.2020 her på Forlaget Gladiator - en stærk debut om øen Femø og alvorlig sygdom tæt på som primære omdrejningspunkter. Læs et kort interview med forfatteren her, hvor hun bl.a. taler om sine arbejdsprocesser og inspirationskilder - og mere om romanen under interviewet.

I: Hvad kan læseren se frem til i Smitte gennem hud og luftveje?

EPS: Læseren kan se frem til en strøm af billeder, stemmer, erindringer og scener, der tilsammen gerne skulle tegne et billede af en ung kvinde, hvis eksistensforståelse forrykkes, da hun får konstateret modermærkekræft. Det er en meget organisk roman, der netop kredser om nogle ret eksistentielle temaer – alt sammen i spændfeltet mellem en biologisk forståelse af kroppen og naturen og en langt mere religiøs, nærmest deterministisk, livsanskuelse. Men bogen er først og fremmest skriftbilleder.

I: Hvordan har du fundet frem til materialet i din roman, og hvordan har det været at skrive den?

EPS: Jeg har en tilknytning til den ø, Femø, der er omdrejningspunktet i romanen. Og så bærer jeg, ligesom alle andre mennesker, rundt på et katalog af erfaringer, oplevelser, traumer, erindrede billeder, scener, drømme og fantasier, som kontinuerligt vender tilbage til mig og manifesterer sig som noget vigtigt. Det er det materiale, bogen er baseret på – og så alt det, der i skriften har fået sit eget liv og er gået amok i alle mulige retninger, jeg slet ikke havde planlagt, og som intet har med mig at gøre. Det er meget af bogen.

Smitte gennem hud og luftveje er blevet til i en proces, der mest af alt minder om en form for mesterlære. Da jeg blev antaget på Gladiator, havde jeg max 30 siders tekst, så romanen voksede langsomt frem, i takt med at jeg læste mere og mere og sammen med min redaktør begyndte at beskæftige mig med min tekst på et helt teknisk niveau: Hvordan fungerer min måde at skrive på, hvad karakteriserer de passager, der er gode, og hvad bremser mig? Da jeg fik åbnet for denne måde at dechifrere min egen tekst på, fik jeg hurtigt en oplevelse af, at skriften til denne bog var noget, der uafværgeligt skulle ud.

Foto: Lærke Posselt

I: Hvad er din skriverutine? Hvor skriver du henne, og skriver du hver dag?

EPS: Smitte gennem hud og luftveje blev i sin grundform egentlig til på meget kort tid. Hen over en sommerferie skrev jeg 150 sider. Jeg skrev hver eneste dag og på alle tider af døgnet, lige så snart jeg havde tid, når jeg lige kunne nå et kvarter og en halv side, og hvis jeg ikke var et sted, jeg kunne skrive, indtalte jeg sætninger på min telefon, som jeg bagefter skrev ned. Og jeg oplevede også, at jo mere jeg læste, jo mere skrev jeg. Derfor blev det hurtigt en rutine at kickstarte min skrivning med at læse. Sommetider slog jeg bare op i en tilfældig bog og læste en passage, og så tog min egen skrift ligesom over på et tidspunkt. Jeg har skrevet bedst på lettere forstyrrede steder.

I: Hvad læser du for tiden?

EPS: For tiden er jeg meget optaget af den tysk/rumænske forfatter, Herta Müller, der jo har en massiv bibliografi bag sig, og som jeg synes skriver helt forrygende. Hendes bøger er så fulde af mod og kompromisløshed, og jeg sætter streger under den ene nådesløst skarpe sætning efter den anden i hendes bøger. Se bare en sætning som: ”Diktatorens lig stikker gennem panden på enhver som ens eget ødelagte liv.” Et fuldstændig vildt billede. Lige nu læser jeg Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig.

I: Hvad arbejder du på nu? (Hvad bliver dit næste projekt?)
EPS: Ingenting. Som sagt har jeg med Smitte gennem hud og luftveje haft en stærk følelse af, at bogen skulle og ville ud. At den på en eller anden måde har mast sig op gennem asfalten. Jeg tror, at det lige nu er tid til at betragte væksterne lidt.


Smitte gennem hud og luftveje er strømmen af erindringer om en barn- og ungdom på den lille ø, Femø, i Smålandsfarvandet nord for Lolland - en ø og en natur, der, som en krop, langsomt degenererer, og som opfører sig utilregneligt. I romanen orienterer den kvindelige hovedperson sig mod øen for at blive rask og for at kortlægge en tabt hukommelse og sammenstykke en fortælling om sig selv og sin forståelse af livet, døden og begrebet skæbne.

Det er en roman, der handler om, hvordan barndommen reaktualiserer sig selv op gennem voksenlivet, og de anskuelser og strukturer, der etableres i barndommen, og som gør det ensomt at være barn. Og den handler om at blive alvorligt syg, mens man stadigvæk er ung, og ikke mindst om alle de mentale og eksistentielle forskydninger, det afføder. Romanens forløb strækker sig over et halvt år, fra den kvindelige jeg-fortæller i december får konstateret modermærkekræft, til sankthans året efter.

Køb Smitte gennem hud og luftveje i vores webshop



Ældre opslag Nyere opslag