Sundhedshumaniora: Johanne Fall på skemaet

På Syddansk Universitet i Odense har de lægestuderende fået skønlitteratur på skemaet. Via litteraturen skal de nemlig undervises i fordybelse og i at sætte sig i patientens sted – at se bag diagnosen. Peter Simonsen, Anders Juhl Rasmussen og Anne-Marie Mai har i "Ugeskrift for læger" skrevet en spændende artikel om netop hvad litteraturen kan og hvorfor den er relevant, også for sundhedssektoren. Læs et uddrag her: 

  

"Kernen i vores litterære undervisning og forskning er en tese om, at nærlæsning af skønlitterære tekster og dermed kritisk fordybelse i en kompleks kunstnerisk ytring, som taler om svære emner på mange niveauer, kan gøre de studerende bedre til at lytte til, forstå og præcist gengive det, som patienterne fortæller og dermed i sidste ende give bedre og mere effektiv behandling. Vi arbejder også på at udvikle efteruddannelse af sundhedsprofessionelle ud fra antagelsen om, at den opmærksomme læsning af litteratur giver særlige muligheder for at skærpe de professionelles blik for det hele menneske »bag« diagnosen.

[...]

En del af de bøger, der skrives for tiden, handler om sygdom uden at have kunstneriske ambitioner. Mange bøger i dansk litteratur har kunstnerisk højt niveau uden at handle om sygdom. En af de relativt få bøger, der ligesom hos Pia Tafdrup og Liv Nimand Duvå forener sygdomstemaet med skrivekunst, er Johanne Kirstine Falls debutroman »Der er altid nogen at befri« fra 2017 udgivet på det mellemstore forlag Gladiator.

 

Romanen beskriver den unge Katrina, som lider af en alvorlig spiseforstyrrelse, og hendes kamp for at blive »befriet« fra sygdommen[...]En følge af årelang anoreksi og en meget lav vægt er psykotiske tilstande med hallucinationer. En af romanens åbenlyse styrker er den troværdige fremstilling af uhyggelige stankelben, der pludselig taler til Katrina, eller mærkelige flagermus, som gemmer sig i maven på hende. I disse afsnit af bogen »ser« læseren med Katrinas »indre« øje, oplever den deformerede virkelighed, som den psykotiske patient oplever, også selvom læseren aldrig selv har haft hallucinationer. Det er noget af det forunderlige ved bogen og ved litteratur i det hele taget; at et menneske gennem virkemidler som metafor, syntaks, ordvalg og lignende kan fremstille en subjektiv virkelighed og gøre den tilgængelig for andre mennesker gennem deres indlevelse og forestillingskraft. Som læser af denne roman føres jeg igennem den snoede og bugtede vej for at befri sig selv fra en spiseforstyrrelse, og jeg forstår, at der ikke findes nogen smutveje, og at det er ikke alle, der finder udvejen.

[...]

At vi i Danmark har et så veludviklet sundhedssystem med så dygtige og dedikerede behandlere, som tilfældet er her, skal vi påskynde og være taknemmelige for. Litteratur som Johanne Kirstine Falls roman kan formentlig bidrage til, at endnu flere sundhedsprofessionelle får en nødvendig indsigt i, hvordan mennesker tænker, føler og oplever, når de er »fanget« i en spiseforstyrrelse. Der er altid nogen at »befri«, som en empatisk sygeplejerske siger mod slutningen af romanen.

Den nye danske skønlitteratur af både etablerede og debuterende forfattere giver os anledning til eftertanke over sundhed og sygdom, og som opmærksom læser kan man træne sin lydhørhed over for de vigtige nuancer, der ofte går tabt for os i hverdagens travlhed. Litteraturen kan gøre os bedre til at se og høre hinanden som medmennesker. Derfor bør den have en vigtig plads i en moderne sundhedssektor, der har som ideal at sætte patienten - eller ligefrem mennesket - i centrum."

Hele artiklen kan læses her