Livets klaustrofobiske korthed - interview med Tina Frank

Tina Franks debut Øjets Anatomi udkommer på Forlaget Gladiator d. 24. september 2020 - en minimalistisk og sanselig fortælling om gradvist at miste synet, om at tage vare på sig selv, og om børneparforholdets op- og nedture. Læs et lille interview med forfatteren herunder - og mere om bogen nederst på siden. ↓

I: Hvad kan læseren se frem til i Øjets Anatomi?

TF: Min debutroman er tilegnet de rastløse. Det er en fortælling til alle os, der troede, vi kunne få det hele. Og som endte i et liv fyldt med indkøb, hverdagsangst og en krop, der langsomt går i stykker.

Det er helt overordnet en fortælling om livets klaustrofobiske korthed. Jeg kommer altid til at tænke på Douglas Couplands teori i romanen Eleanor Rigby: For at få alt med skal man leve i mindst 750 år. Ifølge teorien vil man derfor i gennemsnit mangle omkring 680 år, give or take. Det er denne livsappetit, jeg prøver at beskrive i Øjets Anatomi. Denne umættelige sult. Denne rastløse og rodløse energi. Denne shortcoming.

I: Hvordan har det været at skrive romanen?

TF: Jeg føler, jeg har lært at skrive en roman samtidig med, at jeg har arbejdet på Øjets Anatomi. Jeg har både været elev og forfatter. Det er nok også derfor, det har taget mig godt ti år at skrive denne her lillebitte debutbog. Der er så meget stof, som er blevet skåret fra og skrevet om undervejs. Her i den sidste del af processen har det været en kæmpe gave at have både Jacob, Jonas og Jamal (Skyggebjerg, Suchanek, Bendahman) med ombord. De har været engagerede, nørdede og skarpe på hver sin måde.

Det værste har helt sikkert været research-delen. Jeg er normalt en sucker efter ny viden, men alt det synsrelaterede har hylet mig ud af den. Jeg står selv foran at skulle gennemgå den operation, som jeg beskriver i romanen, og jo mere jeg har læst om den, jo mere bange er jeg blevet. At nogen tør blive opereret i sit vidtåbne øje og samtidig være ved bevidsthed, ik. Dét synes jeg er vildt.

Jeg har dog også hele tiden følt mig draget mod emnet. Måske håbede jeg, at teksten på en eller anden måde kunne føre mig væk fra angsten. Eller at det kunne hjælpe mig, hvis jeg åbnede lidt op og delte min frygt for operationen og for at blive blind med en imaginær læser. Jeg ved det ikke.

Jeg ved bare, at noget af det bedste har været at hvirvle stof op omkring min egen hyperaktivitet og hverdagsklaustrofobi. Jeg elsker at kunne have det der hårde blik på mine egne svagheder.

I: Hvorfor begyndte du at skrive, og hvordan har du udviklet dig som forfatter?

TF: Hmm, jeg tror, jeg skriver for at forstå verden – og for at kunne håndtere den. Jeg har skrevet så længe, jeg kan huske. Jeg startede med dagbøger, pennevensbreve og små mærkelige historier i notesbøger. På et tidspunkt begyndte jeg at lave min egen avis. Den hed Verdens Tidende og blev skrevet på skrivemaskine. Avisen havde kun én journalist og én læser, og det var mig.

I: Hvad er din skriverutine? Hvor skriver du henne, og skriver du hver dag?

TF: Jeg skriver meget ustruktureret og flyvsk. Jeg skriver på flere manuskripter ad gangen. Jeg skriver lyrik den ene dag og prosa den anden. Indimellem sker det dog, at et af manuskripterne griber fat om struben på mig, og så ved jeg, at den skal skrives til ende. At denne tekst er vigtigere end de andre. Og at den fortjener at blive omskrevet de små syvhundrede gange, det kræves, når man er sådan en som mig.

Jeg skriver, så snart jeg har mulighed for det. Tidlig morgen, i weekender og i ferier. Jeg kan dog af en eller anden grund ikke skrive om aftenen. Min hjerne tilhører et hysterisk A-menneske, og jeg elsker at skrive klokken fem om morgenen – men kan umuligt skrive klokken 17 om aftenen.

I: Hvad læser du for tiden?

TF: Jeg har altid gang i mange bøger på samme tid. Jeg sjatlæser helst – og gerne korte, intense bøger. Lige nu er jeg især glad for Anne Boyers Beklædning Imod Kvinder. Hun har introduceret mig for begrebet ’ikke skrive’. Det dækker over alt det, hun gør i stedet for at skrive. Det kan fx være støvsuge, handle ind, være sammen med familien, sove. Hendes beskrivelse har ramt mig dybt. Jeg har i lang tid set mig vred på gentagelsernes vanvid uden at have formået at sætte ord på det. Tag mit kropshår for eksempel: Al den tid jeg bruger på at shave, blege, plukke, vaske, føne, farve, glatte, rede og klippe det – når jeg i stedet bare kunne sidde og skrive. Det er jo til at blive sindssyg af :)

I: Hvad arbejder du på nu?

TF: Lige nu interesserer jeg mig for, at miljøet er i krise, at de fattige er fattige, og at jeg er skyld i begge dele. Jeg mener: Jeg har mit eget reklamebureau, jeg er uddannet markedsføringsøkonom, jeg har gået på handelsskole, jeg kører i bil, jeg ejer et hus, alt muligt.

Jeg er derfor ved at skrive en digtsamling fra min position: Den ondes. Jeg har været interesseret i at fortælle, hvordan det føles at bære skylden for kriserne. Det er en stemme, jeg har manglet i debatten. Vi hører mest fra den anden side. Dem, der peger på årsagerne til kriserne. Dem, der peger på mig.

Digtene bliver fulde af afmagt, offergørelse og vrede. Jeg forsøger at skrive dem som en ærlig undersøgelse af, hvordan jeg kan hade det, jeg står for uden at gøre noget for at forandre det. Projektet kommer til at hedde Natlas.

Om Øjets Anatomi: "En ung kvinde mister langsomt synet, og forsøger desperat at slippe fri fra sin egen krop, sin genetiske disponering og den hverdag, hun er fanget i.

Hun opsøger affærerne og flugten, reflekterer over sit skrantende parforhold og sin ungdom, samtidig med hun forbereder sig på en livsændrende øjenoperation.

Med sort humor og præcision går romanen ombord i det fejlfuldendte og undersøger synets præmis – samt sin egen lyst til at sprænge det hele itu."