Skurk, asen, lortemadam (på norsk) møjrtuerl (på dansk) alt det skal Dere få lov at kalde mig og stumt skal jeg bøje mit skyldbevidste hode. Sådan skriver Amalie Skram til sin ven Sophus Schandorph, fordi hun ikke har fået svaret ham på et brev.

Men sådan er hun. Så slagfærdig.

Men også så øm. For det fortæller jo, hvor hengivent et forhold de har, hun og Schandorph.

Amalie Skram har venner overalt, hendes brevkorrespondance omfatter bl.a. brødrene Brandes, Herman Bang, Bjørnstjerne Bjørnson og Arne Garborg. Og alle charmeres af hende, og de fleste chokeres. Fordi hun er så skånselsløs i den psykologiske redegørelse.

Ægteskabet hudflettes og sendes til tælling. Mennesker taler ondt til og om hinanden, han og hun er indfanget af ambivalensen mellem had og kærlighed og det at holde af, men hvor det er ambivalensen i sig selv, ikke hadet, der dræber.

Bedrag og selvbedrag følges ad. Selvmordet er til stede som en altid eksisterende mulighed.

Det hedder således i Professor Hieronimus fra 1895: Det var dog underligt, hvor længe et menneske, selv det lykkeligste og mest forpinte, kunde vakle og betænke sig, når det gjaldt om at kaste byrderne fra sig ved at udslette sig selv fra de levendes tal. Dybt rodfæstet måtte den være, denne gru for at glide ind i tilintetgørelsens evige mørke, siden hun endda blev ved med at blæse sig over dagen, gjennem natten.

– Nå, ja, men den sidste udvej løb jo ikke fra en.

Amalie Skram er nordmand, født 1846, gift atten år gammel med en kaptajn, med hvem hun sejlede jorden rundt. Hun blev skilt, var enlig mor til to drenge, forsøgte at gøre skriveriet til sit levebrød, suppleret med oversættelser, giftede sig 1884 med forfatteren Erik Skram og flyttede til København.

Hun er det modsatte af eksotisk, der er ikke spor af føleri, ingen plads til romantiske forestillinger der. Når hun over for Georg Brandes i et brev bekender sin mangel på livsanskuelse, er det også, men ikke kun koketteri. Hun debuterer 39 år gammel grundigt desillusioneret.

Man kan rase og regere over det urimelige i, at alle kort allerede er spillet, at livet ikke kun for kvinden, men især for kvinden, leves i skyggen af ægteskabet. Og det gør hun så, raser og regerer og trækker sit eget livs erfaringer med ind i fiktionen på en måde, som ikke før set. I Constance Ring fra 1885 og i fuld udfoldelse ti år senere i tvillingeromanerne Professor Hieronimus og Paa Set. Jørgen.

Hun bliver kunstner, og så bliver kunsten alt. Hvis ægteskabet var et eksperiment med kærligheden som indsats, bliver kunsten et eksperiment med livet selv som indsats. Og hvad er så et værk.

Skal det kunne stå for sig selv ved sig selv, er det et krav, vi må stille, at det skal søge forsoningen, eller skal det tværtimod være til besvær, udfordre tiden og dens dobbeltmoral. Må det i givet fald være grimt, bare det er sandt. En blot og bar dokumentation af ydmygelsen af individet i samfundets forskellige institutioner, ægteskab og sindssygeanstalt.

Og hvordan afsluttes værket. Ved den sublime handlings opfyldelse, eller råder forfatteren end ikke med den fulde autoritet over sit stof. Hvilken rolle spiller signaturen, er det den suverænt afklarede forfatters navn, der står på titelbladet, eller er det den smerteligt selvopofrende og sønderdelte forfatter, som har givet sig selv til sit værk.

Findes der mislykkede værker. Er værket lykkedes, hvis forfatterens liv er mislykket, skal der mere smerte til, mere dumhed, pengegriskhed og ondskab, eller hvordan ser vi på det, når værk og liv bliver ét.

Men det selvbiografiske er kun den ene side af sagen, den anden er den litterære dannelse. Blandt Amalies Skrams yndlingsforfattere var J.P. Jacobsen, men hun læste også Gustav Flaubert og Emile Zola. 11883 skrev hun i et brev til Erik Skram om sit indtryk af Dostojevskijs Forbrydelse og straf:

Gud bevare mig for et Arbeide der er gjort, for en Kundskab og Viden dybt ind og ned i Menneskets alle Nerver og Indvolde. Drukkenboltens inspirerende Prædiken på Kneipen – jeg bare spør om du i dit ganske Liv har læst noget mere gribende godt, – at se hvorledes dette Ord, kommer hid som lide og ere besværede (…) hvorledes dette bever og rører sig i den elendige Lurvs alkoholiserede Hjerne, hvorledes det forløser hans Trang til at se sig selv i klasse med Masser, derfra evige Tider har sin Plads og sitNavn i sølet… det er for vidunderligt rigtig og godt.

Læg mærke til indvolde og nerve og den elendige Lurvs alkoholiserede hjerne. Det er det vidnesbyrd, Amalie Skram fremhæver. At Dostojevskij henlægger lidelsens erfaringer til biologien og ikke mindst gør den til en fælles menneskelig erfaring for de nødstedte.

Der er ingen fine følelser her. Ingen bornerthed, kun en uforbeholden beundring og respekt for arbejdet.

Arbejdet er alt.

  1. 1. CONSTANCE RING

Ikke mange sider henne i Constance Ring præsenteres vi for en uhyggelig sammensværgelse mellem manden, Ring, og hans svigermor, fru Blom, mod hendes datter og hans unge hustru, Constance.

Vi er i Kristiania, i det højere borgerskab, Ring laver gode penge på handel, han er seksten år ældre end sin frue, ægteskabet er endnu ungt, tre år, men ikke lykkeligt. Fru Blom er hidkaldt for at tale Constance til fornuft, det vil sige, at få en ordentlig og føjelig hustru ud af hende:

“Kom her, Constance, sa moren strengt, og da hun atter sad paa sengekanten, talte hun formanende og alvorligt til hende. Hun maatte ikke være lunefuld eller ukjærlig mod sin mand. Det var hendes pligt at elske ham og hendes kald at gøre ham lykkelig. Hun skulde betænke, hvor godt hun havde fået det, hun, en fattig embedsmands datter være kommen således på det tørre, det var såmænd ikke at blæse til. Og sådan en prægtig elskværdig mand, hun havde fået, med slig sans for hjemmets hygge. Hun måtte sandelig være forsigtig, at hun ikke gjorde ham lej af sig; hun kunde risikere, at han søgte andet steds hen med sin kjærlighed, for sådan var nu engang mændene.

Ring er en nar, han er selvhøjtidelig, og tilmed en drukkenbolt. Amalie Skram udstiller hans råhed, uden hang til forskønnelse: Det irriterede Ring, at hans kone ikke så ud som en lykkelig hustru, eller, da hun længes hjem mod det høje nord: Langes hjem! En gift kone gå og længes hjem. Det var skam en net historie. Var da hendes hjem ikke hos hendes mand for fanden!

Contance til gengæld er populær, mændene er vilde med hende: der var noget bestikkende, ingen kunde stå for, i den fortrolige åbenhed og uskyldige fripostighed, hvormed hun på forhånd tog alle uden persons anseelse til indtægt som selvskrevne venner. Til en fest hos nogle bekendte, danser hun med den ene og den anden, mens Ring sidder i herreværelset og drikker. Så vil også han danse.

Constance rejste sig straks, og Ring gav sig til at svinge hende som en besat. Det nytted ikke, at hun stred imod og bad ham la være; han blev bare hidsigere; hendes fødder berørte neppe gulvet. Hvis nogen havde tænkt, at han hade tat for meget toddy til sig, så skulde han vise dem, at de havde gjort fejl bestik.

Ring kan næppe stå på benene, så fuld er han. Så falder han, det er ikke sjovt. Festen går i opløsning, der er ikke mere nogen, der har lyst til at feste. På hjemvejen har han fru Blom under armen og udvikled for hende, hvilken trøst han fandt i tanken om, at der bare var en, som var Edvard Christensen Ring, og at denne ene var ham, der var gift med Constance, og ikke var mere jaloux end som spadserstokken der.

Constance prøver efterfølgende at overbevise sig selv om, at hun er lykkelig, at hun ikke kun er elsket, hun ved, Ring elsker hende, men at hun også elsker ham: Rings laber flytted sig op på halsen, på øret, på kinden og munden. Hun lukkede øjnene for at fortsatte drømmen om den lykkelige hustru, men en gnavende lede greb hende. Men nu vilde hun ikke lade sig mærke med det – det var synd for Ring, som var så glad, han kunde jo ikke forstå det, også for morens skyld.

Hun spørger, om han ikke skal på kontoret, han svarer: Hvem tænker på kontoret med sådan en kone, og overgår i næste moment til det infantile: Der kommer en lillebitte mus.

Det er ækelt, manden er infantil, Constance bliver skilt og gift og skilt igen, der er tre forskellige mænd, men hun er den samme, og ingen af dem formår hun at gen-elske. Således er også ægteskabet med Lorck, den tredje, et helvede: det pinte hende at vare i samme varelse med ham, når hver en bevægelse udstrålte hans uvilje, hvert et blik var ladet med uvejr. Isar at sidde til bords med hamh disse stumme måltider – hvor hun hadede dem!

Hun åndede op, når han gik ud, og fik hjertebanken af modvilje, når hun hørte ham komme hjem.

Der er noget stift over scenerne, Amalie Skram vil i en vis forstand for meget, der er for megen udvendighed og forklaring, teksten bliver ufrivillig parodisk, som om personerne spiller komedie, med paryk og pudrede kinder, drypnæse, men et tema er slået an, det nemlig, at have ret til sig selv og sin egen krop og krav på også selv at elske, frem for at være offer og leve et liv med denne væmmelse ved manden.

Seksuel udnyttelse og undertrykkelse er den anerkendte norm, der for Constance Ring, og for så mange andre af tidens kvinder, fører til livslang frigiditet.

Men da hun får styr på sine virkemidler, da hun lærer uforfærdet at borer sig ned i det konkrete, hvordan det ser ud, hvor tåbeligt, hvor latterligt, hvordan replikken falder, og ser bort fra det moralsk opbyggelige, bliver hun en mester.

Constance Ring slutter på handlingsplan med Constances selvmord, det er vigtigt nok, men der er en pludselig anden konsekvens i selve skildringen, som peger frem mod de følgende værker: Der lå hun på sin seng med åben mund og brustne øjne. berne var bedækket afet blåligt skum, som også var sivet ned over hagen. Den ene hånd hang uden for sengen og var opsvulmet på oversiden, og den tomme flaske var rullet et stykke hen over gulvet.

Det er så brutalt med den åbne mund og de bruste øjne. Så utilsløret.

  1. 2. PROFESSOR HIERONIMUS OG PAA SCT. JØRGEN

Emile Zola definerer naturalismens metode som Et Hjørne af Naturen set gennem et Temperament. Det passer på Amalie Skram, som det også passer på Herman Bang, men der er en afgørende forskel: hvor Bangs impressionisme skræller af, lægger Amalie Skram til. Hvor Bang er kølig og skriften ekskluderende, er Amalie Skram passioneret og skriften i særdeleshed inkluderende.

Hos Amalie Skram er der ingen spejle, naturen fungerer ikke på den måde, den er ikke uskyldig, og den kraft eller særlige betydning, man før kunne indhøste fra naturen, er afløst af drifter. Kraften er metafysisk og funderet i tro, driften biologisk og funderet i krop.

Som et lille kuriosum læser også Amalie Skrams anden mand, den danske forfatter Erik Skram, Zola, men Skram bliver så ked af den råhed, der er i naturalismen, at han siger til sig selv, i barnlig trods, at det også kan være lige meget, hvis det skal være sådan, vil han hellere ikke skrive.

I 1894 blev Amalie Skram indlagt på Københavns Kommune Hospitals 6te Afdeling, den psykiatriske afdeling. Hendes oplevelser her bliver allerede året efter omsat til romanerne Professor Hieronimus og Paa Set.Jørgen.

De to værkers hovedperson Else Kant er ikke forfatter, hun er maler, men som kunstner og i de familiære forhold i øvrigt minder hun om Amalie Skram selv.

Else Kant kan ikke længere holde til sig selv: på en gang at være hustru, mor og kunstner. Hun er ikke i stand til at opretholde vandtætte skodder mellem det ene og det andet, det skrider sammen for hende og bliver ét morads.

Først om at være mor: Hun havde ofte ikke fåt blund i sine øjne fra hun la sig om kvælden, og til hun stod op om morgenen, fordi den lille, som hun for pigens upålideligheds skyld måtte ha hos sig, lå urolig og vælted sig i den lille jernseng, der hver ganggav en knagende lyd.

Så om at være kunstner: dette forgreemmende slid med det store billede, som hun aldrig fik videre og ikke kunde få videre. Altid hang hun over det, fordi det suged hende til sig, og fordi den sjælslidelse, hendes stræv voldte, blev endda større, når hun flygted fra arbejdet.

Endelig om at være menneske, bare dét: Der var intet lyspunkt – intet, intet. Og det vilde stadig bli værre og værre. Hun fik jo aldrig tid til at gjenvinde sine kræfter, hun, som havde denne nervøse hoste, der især om natten var aldeles desperat, og tratted hende ud, så hun knapt orked at stå op om morgenen. Hjernen fik aldrig hvile. Altid var den i boblende kog om de samme og samme grublerier. – At dø var det eneste tiloversblevne.

Det går jo ikke. Hjernen er i kog, Elses mand, Knut, er bekymret. Så lover hun at slippe penslerne for i aften og gå i seng. Klokken er vel tre-fire stykker om natten. Men neppe havde Else lagt sig til, førhun atter blev overfaldet af hosten. Hun sad oprejst i sengen, og detlød til sidst som hikkende, hivende krampe.

Men Zolas naturalisme og Bangs impressionisme kommer til kort i forhold til Amalie Skram. Eller den bliver for snæver. For verden er ikke kun til udenfor, den er også og lige så meget inde i hovedet på den, der ser. Eller i det hele taget. Zolas temperament er ikke mere en neutral instans, ikke et filter, man kan tage af og på. Amalie Skram skriver om grænseerfaringer, som Dostojevskij gør, om sindets udsathed, og det gør hun med hvad man kunne kalde en hallucineret skrift, som 1:1 er sammenfaldende med vanviddet.

Der kom disse stampende hovslag og op over trapperne ind gennem entrédøren, som sprang op af sig selv. Hurtig, taktfast gik det. Soveværelsesdøren gled op, og ind suste langsomt dette tog af brune skjønne heste, som Else ofte havde set i den senere tid. Hestenes hoder og overkroppe var stive og livløse, og i stedet for øjne var der sorte huller, men de fine spinkle ben løfted og strakte sig og førte toget afsted, ind i spisestuen og atelieret, ud gennem entréen og ind igjen i soveværelset, taktfast, genganger- lig uforstyrreligt. Om igjen og om igjen. Og Else sad i sengen hostende og stirrende, og undred sig, men var ikke bange.

Men hvorfor er Else ikke bange. Fordi det er billeder produceret af hende selv, her har hun hjemme. Hvis nogen er eller kan være bange, og har grund til det, er det hendes mand eller mændene i almindelighed, som har mistet kontrollen over ikke bare hende, men i det hele taget med, hvad der kan siges at være sandt.

Else bliver enig med Knut om, at det er bedst, hun kommer i lægebehandling. Det er i den bedste mening, han gør, som han gør. Han tror endnu dum og naiv, som han er, på altings hensigtsmæssighed, tror på en altgennemtrængende social fornuft. Men professor Hieronimus, overlægen på psykiatrisk hospital er ikke sådan at bide skeer med. Han udmanøvrerer Knut, og Else bliver efterladt inde bag den lukkede anstalts mure.

Knud Pontoppidan, den virkelige Professor Hieronimus, overlæge på 6te Afdeling, begyndte sine forelæsninger med et

Mine Herrer

hvorefter han boltrer sig i veltalenhed og nedladenhed, og så kan hans diagnose efter tidens forhold være nok så avancerede, strengt er det:

Den næste Patient, jeg skal vise Dem, er ikke mindre mærkelig i sin Fremtræden. Det er en Original, velkendt i Kjøbenhavn og Omegn, navnlig på Dyrehavsbakken, hvor han dels er optraadt i forskellige artistiske Fag, dels har spillet en vis Rolle som toneangivende mellem det glade Publikum. De vil strax blive slaaet af hans ganske ejendommelige Ydre. Hvad der først falder i Øjnene, er den ludende kyfo tiske Holdning og de abeagtigt lange Arme…

Og så videre.

Mine Herrer

Denne unge Patient, en Bondekarl fra Jylland, er for Tiden Militærarbejder og har været i Tjenesten siden d. 1ste f.M. Men han ligner alt andet end en Krigsmand, saaledes som han sidder her ynkeligt grædende. I en hel Uge have vi været Vidne til denne endeløse Flæben og Tuden. Han klynger sig til Enhver, der kommer i hans Nærhed, som et hjælpeløst og forskræmt Barn, og hans Hoved synes ikke at rumme nogen anden Tanke end den, at han vil hjem til Thisted.

Vor Patient har aabenbart et Lavt maal af Intelligens; med sin maabende Mund og hele fjogede Udtryk minder han ganske om den pantsatte Bondedreng. Og dog skal han have gaaet Skolen igennem uden Vanskelighed, prætenderer endog en Tid at have været en flink Nr. i. Han skriver også net og nogenlunde ortografisk, regner upaaklageligt og har gjort god fyldest hjemme i Faderens Landbedrift. Men det maa erindres, at Fordringerne have været beskedne, og ved nærmere Prøvelse viser han sig f eks. saa godt som ganske blottet for geografiske Kundskaber.

Efter en længere udredning om et eksperiment, hvor den unge mand skulle skrive med venstre hånd og bortvendt ansigt og kommer til at skrive spejlskrift, konstaterer Pontoppidan, at det er lykkedes at paavise Spejlskriftens større Hyppighed dels hos Halvidioter og Epileptikere, delsi Choreaen og andre infantile Nervelidelser samt hos Kvinder.

Det er den umyndiggørelse, baseret på den almindelige anerkendte fornuft og det udmærkede ræsonnement, Amalie Skram er oppe imod. Og det er i det perspektiv, man må forstå hendes insisteren på egne oplevelsers autenticitet og det hallucineredes ret.

*

Constance Ring er en sammenbrudsroman, det er Professor Hieronimus og Paa Set. færgen på sin vis også, men i de sidste to er sammenbruddet indskrevet som et eksplosiv, som en dynamisk størrelse, ikke som en domfældelse, som noget der er til én gang for alle. Eller som noget, man bliver snigløbet af. I hvert fald ikke uden, man opdager det. Der er en mulig frigørelse forude.

Amalie Skrams ven, forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson, karakteriserede hende smukt i et brev fra 1884, som han skrev til hende i anledning af hendes giftemål med Erik Skram:

...kender Skram dig? Vet han, at duer og søger din styrke af at være en frygtelig sanselig Natur, i Mat, i Farver, i Drik, i Kønslyst og later som du ikke er det! Vet han, at du er det ræddeste, forfængeligste Menneske, som en kan jage og skræmme rundt, – er det modigste, selv løseste, Martyremne tillikt?

Med et sådan signalement af modet er det indlysende, at Knud Pontoppidans oratoriske evner hos Amalie Skram får kam til sit hår.

Else Kant lod sig indlægge frivilligt. Efter såkaldt moden overvejelse. Hun er kommet sammen med sin mand, og, troede både hun og han, i forståelse med professoren, men må nu se sig selv som erklæret gal og tvangsindlagt.

      “De skal i seng.
      “Nu klokken 6! Men hvorfor?”
      “Det er reglementet.
      “Jeg er aldrig vant til at gå i seng før efter 12. Å, lad mig være oppe.
      “Det er umuligt. De må vare i seng, til stuegangen kommer. Frk. Stenberg trådte hen til Else og tog hatten af hende…

Der bliver uro på gangen, Else står alene tilbage, angst og forvirret. Hun vil tage sine hostedråber, men gud nåde og trøste den, der vil tage hostedråber. Nu er de to om hende.

     “Hvad var det, De havde i hånden? skjandte Thorgren med en af vrede dirrende stemme, mens hun ilsomt hagted op Elses kjoleli med bevagelser af fingrene, som om hun gramsed efter noget inde på brystet. “Hvor har De gjort af det?
      “Kan jeg ikke få lov at kla af mig selv, sagde Else og brast i gråd. “Jeg er ikke vant til, at man sådan river og slider tøjet af mig.
      “Så må De heller ingen kunster gjøre, svarte frk. Stenberg. “Hvad var det for en prop, De tog op herinde?”
       “Det var jo mine hostedråber, hulked Else. “Jeg vilde tat nogle for at få sovet. Men hun får ikke lov, ingen hostedråber.

Hun ligger, men skræmmes hvert øjeblik op, af nøgler, døre går op og i, skridt, stemmer, hver eneste lyd blev gennemtrængende og brutal dette nøgne, raisonnanceopfyldte rum, og sendte rislende strømm e af is og ildgjennem Elses legem e.

Efter nogle timers forløb kom endelig Hieronimus fort og letbenet i hvid lang lærredskittel fulgt af 5-6 kandidater og studenter, der i deres hvide antræk minded om bagersvende. Bag dem stod frk. Stenberg og lille Thorgren med hænderne på maven, og så ud som højtidelig tilsagte vidner.

Hun tror, hun skal tale med lægen. Hun tror, at hun må regnes for et intelligent væsen, at hun kan forklare sig, der er tale om en misforståelse, en misforståelse, men nej. Ingen tale. Hverken nu eller senere, det er hver dag det samme, et svulstigt ritual.

Så med ét vimsed professor Hieronimus ind. Han var i overfrakke og spadserestok, og Else blev straks ilde tilmode over det hastværk, han syntes at ha. Alligevel gik dersom en stråle af håb igjennem hende.

      “Gudskelov, at De kom, sagde hun.
      “Jeg håber, De befinder Dem bedre nu, begyndte Hieronim us med sin spinkle, blege stemme.
      “Nej, sagde Else, “hvordan skulle jeg dog det? Her er så skrækkeligt. “Skrækkeligt! Her er tværtimod rart. Hieronimus tone var belærende.
“De skal bare synes her er rart, så er her også rart.

Alle lyder som et ekko af Hr. Overlægen, mekaniske og angste, reservelæger, kandidater og sygeplejersker, i en fortsat tilintetgørelse af den stakkels kvinde. Hvis man sammenlignede med et drama, ville det blive et drama, hvor kun den ene part kendte sine replikker.

      “Vi kan da ikke straks begynde at individualisere.
      “Bild Dem forresten bare ikke ind, at De ikke kan sove. Hvad skulle vare i vejen? De ligger jo godt, og har det udmarket i alle henseender.
      “De aldrig sige nej til noget her. Det er den bedste for Dem selv.
      “Nå, De sover ikke?

Sådan står det på. Stadig lige mekanisk. Else forstår ikke, hvad der sker med hende. Eller skal ske. Hun tror, hendes mand kommer på besøg, at hun bare skal være hjemmefra et par dage, så hun kan få hvilet.

     “Professoren sa, at min mand ikke kom i morgen heller, ”saElse. “Tror De ikke, det var hans spøg.
     “Slå Dem nu bare til ro, fru Kant. Hvad vil De vare så utilfreds for?” “Utilfreds! Men forstår De da ikke, jeg pines tildøde her?” “De skal varsgod at sove. Så pines De ikke.

Umyndiggørelse hører til dagens orden. Else ser sig selv som menneske, ikke som blot og bar patient, hvorfor hun da heller ikke forstår, hvad der sker. Men det er i bund og grund heller ikke meningen, hun skal forstå.

Tværtimod. Meningen er alene underkastelse. På den måde ses i samfundet alting i én optik.

  1. 3. SOMMER

Prof. Hieronimus og 6te afdelings terror er symptomatisk for enhver patriarkalsk institution, ægteskabet inklusiv, det er ét og samme ekko, samme systematiske nedbrydning af hin lovsungne enkelte.

Novellesamlingen Sommer fra 1899 går et skridt videre. Hvis der var håb tilbage for Else Kant, hun slipper dog ud af fangenskabet, så er nu katastrofen indtruffet.

De subtile handlingsmønstre, som vi ellers kender fra novellen, fortælletekniske greb etcetera, er elimineret, der er ikke noget vendepunkt eller rettere: vendepunktet er for længst passeret. Så mange bristede forhåbninger, så megen bitterhed hobet op, tillidsbrud på tillidsbrud, der er ikke levnet mindste håb for en ny og overraskende drejning. Ægteskabet som sådan er hovedperson, han og hun på forhånd dømt til undergang.

I Post Festum, et borgerligt hjem, er manden Henrik på ferie, tre uger på fjeldet, mens Siri sidder tilbage i lejligheden. Hun venter brev, der kommer ikke brev. En nævenyttig veninde opsøger hende og fortæller glad og ondskabsfuldt, at en anden kvinde får brev fra ham. Siri bliver forrådt. Følgende udspiller sig straks ved Henriks hjemkomst:

Et øjeblik stod hun raadvild foran ham, Saa kasted hun sig om hans Hals og brast i Graad.
     “Naaja, jeg har ikke skrevet, sagde han og tog løst om hendes Liv.
     “Ja, hvorfor har Du ikke skrevet, hulked Siri. “Du skulde vide, hvad jeg har udstaaet.
     “Ja, Herregud! Dette Skriverinaar man ikke er oplagt.
     “Det er slet ikke det, fik Siri fremstammet!
     “Hvad er det? Hvorfor tager Du saadan paa Veje?”
     “Jeg elsker Dig, jeg elsker Dig, Henrik!

Han løsned hendes Arm fra sin Hals, skjød hende lempelig fra sig og sagde: “Lad os vare fri for store Ord. Det er bare Ekstase.

     “Det er ikke Ekstase!” raabte hun og tørred Taarerne bort fra sit Ansigt og saa paa ham.
     “Hvorfor er Du saa bedrøvet?”
     “Jeg er ikke bedrøvet, svared han ærgerlig.
     “Jo jeg kan se det paa Dig. Fortæl mig, hvad det er.

Bemærk:

  1. 1. Farten i replikkerne. Fra Henriks dom over Siris følelser, som han nedladende kalder ekstatiske, via hendes tårer over uretfærdigheden til den pludselige opdagelse af hans bedrøvelse, som hun vel at mærke ved ikke skyldes hende, men noget andet, som hun ikke er herre over.
  2. hvordan afgrunden under de to bliver stadig dybere. Dels på grund af Siris åbenlyse forvirring, dels fordi Henriks replikker er så hårde, sådan som de nødvendigvis være, når de er baseret på et spind af løgne. Der manipuleres, der er altid en bagtanke, en plan skjult for den anden.

Henrik skal til bal, netop hjemkommet, det kan undre, ja, men hos Amalie Skram står konstruktionen utilsløret, kastes Uge op i læserens ansigt: brevene er introduceret, og altså kan hun uden videre lade Siri tale på baggrund af disse breve. Så har hun brug for at intensivere konflikten, og altså kaster hun et bal ind.

     “Nu i Aften?”
     “Ja.”
     “Skal jeg da ikke ogsaa med?”
     “Hvis Du vil, varsgod! Men jeg synes rigtignok, Du gjør Dig latterlig ved at troppe op der mellem alle disse unge.
     “Latterligunge” – Siri stirred paa sin Mand med aaben Mund.
     “Snak, sagde han med et forstilt Smil. Han kom slentrende hen til hende og greb valent efter hendes Haand. Men Siri løfted sin Arm og slog efter ham. I naste Nu laa hun om hans Hals og hulked, at han maate tilgive hende.
     “Ja Siri. Det ved jeg jo, at Du ikke mente noget med. Han klapped hendes Kind og tyssed paa hende.
     “Kom saa med da. Men Du maa klæde Dig om i en Fart.
     “Aa nej, det er vel bedst, at jeg bliver hjemme. Siri retted sig og fjerned sig et Skridt fra sin Mand.
     “Snak, Du har jo Lyst.

Ved ballet ser Siri Henrik i samtale med Nora, hun som fik brev. De danser ikke, Henrik og Nora, alting foregår med stil. Det er først, da de er hjemme fra ballet, og Siri går i seng i forventning om, at Henrik kommer med, og at han ikke gør, det går galt, da hun finder ham sovende i rygeværelset, han er faldet i søvn, mens han skrev til Nora.

I stedet for igen at gå i seng, klæder Siri sig på og går ind og sætter sig i dagligstuen, hvor Sommernattens blege Lys sived indgjennem de nedrullede Persienner. Hun støtted Hovedet i Hænderne, og det var som om en Regn af Ildgnister dryssed ned over hende.

Saadan gik det altsaa. Hvor dog Livet havned og regulerte sig selv. Hun fik den Straf, hun fortjente. Den og ingen anden.

Hun tankte tilbage paa de mange, mange Dage, hvor hun havde vart glad og hensynsløs og ligegyldig, mens Henrik havde haft ondt, fordi han elsked hende.

Fordi han elsked hende. Var det da ondt at elske? Ja. En forfærdelig Lidelse. Det følte hun i denne Stund. Fordi den, vi elsker, aldrig er den, vi tror og tænker og vil, den skal være.

Og den tætte Regn af Ildgnister blev ved med at drysse. Drysse over hendes Hoved og Nakke og Skuldre.

*

Livet hævner og regulerer sig selv, det er moralen. I En Rose er manden syg, faktisk dødssyg, han skal på sygehjem. Konen står ved sengen, hendes

     Morgenkjole af brungult Klæde med mørk Snorebesætning var plettet og slidt og hang løst omkring hende.
     “Men hvad fejler Du da egentlig}” spurgte hun. Hendes Tone var halvt spottende, halvt bebrejdende.
     “Onde?Er de onde, de Øjne}” tænkte han, og blev ved at se paa hende.
     Efter en Pause sa hun hen i Vejret: “Er det Søndag i Morgen?
     “Jeg ved det ikke, svarte han.
     “Du følger kanske ikke med Dagene?”
      Han støtted sit værkende Hode i sin højre Haand og saa bestandig på hende. Denne Kvinde, som han havde elsket over alt i Verden.

Det er så sort. Vi er i soveværelset, og der bliver vi, i soveværelset, hjemmets mest intime rum, ikke som sæde for erotik, men derimod den yderste brutalitet. Hun stod fremdeles lanet op mod Chatollet, og hendes Øjne for urolig omkring.

     “Ja, jeg er saa træt, sa hun pludselig, og greb med sine hvide, store Hander om sit tyndhaarede Hode.
“Du er naturligvis forundret over, at jeg ikke tar denne Sygdom sørgmodigt nok. Men jegkan ikke. Jeg har git Dig alt, hvad jeg har. Jeg har ikke mere.

Så har vi hende på plads. Så kommer vi til manden, og forfatteren er skånselsløs. Han er døden nær, men stadig lige beregnende.

     Mon hun ville følge ham? Ikke derfor – han ville helst ta derhen alene. Men han var saa svag. Rent fysisk trængte han til et Menneske.

Amalie Skram er ikke realist, selv om der ikke er andet end real life, der er ingen symbolisering eller lignende, noget, som man som læser kunne slippe ud ved, som kunne betyde eller henvise til noget andet. Men det er en fortegnet, ekstrem form for realisme, følelserne hænger uden på tøjet, men hver følelse er for så vidt hver især lige så meget hjerne, som de er følelser, udstyret som de er med en allerede indvundet erfaring.

Nu udstiller hun ham: Han stod frem af Sengen ogkladte sigpaa. Knaene skjalv, og mens han pakked sin Vadsak, sprang Sveden i store Draaber frem paa hans Ansigt. Ak, hvor han savned en Hustru. En Hustru. I hvis Kjarlighed og Medlidenhed han kunne ha fundet Hvile og Lagedom for Sjal og Legeme.

Hans Hustru var ingen Hustru. Naar han nu kom paa Sygehjemmet, fik han en plejerske. Gudskelov.

Konen følger ham alligevel derhen, de tager en droske. Men det er ikke kun manden, Amalie Skram har fat i. Det er mennesket som biologisk væsen. Der er kun kroppen, det er den, der taler.

     Han følte sig saa udmattet, saa elendig, der han sad i Vognen, athan nasten ikke kunde holde sig oprejst. Havde en syg Trang til at hvile sit Hode mod denne Kvindes Skulder, blot fordi hun var et Menneske som han selv.

Afslutningen, en fredfyldt død, forekommer påklistret. Manden ser for sig en rose, rosen er som en klode, større end jorden og alting. En rødmende Solglans laa over den, og forgyldte dens Millioner af bløde Blade. Og mellem alle disse i Purpur og Guld skinnende Rosenblade laa Millioner af udløste Menneskesjale, nasten usynlige, som i Kim.

Med dette helsebringende syn dør vor mand. Men det, der bliver hængende hos læseren er, at han rent fysisk trangte til et Menneske.

*

Amalie Skram er ikke til letkøbte tilværelsestolkninger, dertil er hendes troskab over for det konkrete for stor. Tingenes dobbeltbundne tilstedeværelse, på en gang inde og ude, som udstyret med en egen intelligens, er altid lige påtrængende. Bedrag og selvbedrag i forhold til familie, arbejde og samfund er hendes domæne, men hun faciliterer dem netop ikke som abstrakter.

Førnævnte Bjørnstjerne Bjørnson brød sig ikke om det, han kalder den slette Luft i hendes bøger. Og luften er da også slet, eller det bliver den i hvert fald, især i novellerne i Sommer, hvor kroppens enkeltdele begynder at løsne sig, hvor de bliver egenrådige og belemrer en med en betydning, man ikke har bedt om. I titelnovellen f.eks: dennestygge egenretferdige Nakke, eller: Øjne stygge og døde som Fiskeslim.

I Det røde Gardin får den en tak til. Som en parallel til Edgar Allan Poe og hans æstetiske idiosynkrasi i novellen Hjertetsom sladrede fra 1843: Det er umuligt at sige, hvornaar Tanken for første Gangfik Indpas i min Hjerne. Men da den engang var undfanget, hjemsøgte den migDag og Nat. Der var intet Formaal. Lidenskab var der intet af. ..Jeg tror, det var hans Øje! Ja, det var det! Han havde et Øje som en Grib – et blegt blaat Øje, med en Hinde over. Naarsomhelst det faldt paa mig, blev mit Blod som Is; og således… besluttede jeg at tage Livet afden gamle Mand, og paa den Maade blive af med hans Øje for bestandig.

Poe er uhyggens mester, men rædslen i Det røde Gardin er også til at tage og føle på.

Novellen er små fire sider langt, den begynder sådan her: Hvad skulle hun dog finde paa at gjøre med dette frygtelige røde Flori

Hvordan gik det dog til, at man kjøbte slige Tingi

Inde i Butikken, da hun stod og spurgte om Frisen paa dette røde, klare Stof, havde hun tænkt: Det er dog en giftig F’arve, hvad vilDu med detiDufaarjo ondt afat se paa det, og det er livagtigt, som det lugted af Lig.

Men hun havde maattet kjøbe det alligevel.

Hun ved ikke, hvad hun skal bruge stoffet til. Hun prøver det ene og det andet, det skal være et gardin, men latterliggøres af sin mand for hvert forsøg, at det ikke passer hverken i det ene eller andet værelse. Hver gang hun har hængt det op, finder hun det også selv straks efter hasligt og umuligt.

Hun havde kastet det hen over Kakkelovnsskjærmen, med et svagt Forsøg paa at ordne det lidt dekorativt. Forputte det ned i en Skuffe nænned hun dog ikke.

Hendes Mand havde leende lykønsket hende til, at hun endelig havde resigneret. Men hun havde nikket med trøstig Mine og forsikret, at det kun var foreløbig. Det røde Gardin skulle nok komme til at “gjøre sig” til sidst.

Nyt afsnit: Et par Dage senere laa hun død.

Det kommer ud af det blå, uden varsel, og er dog, som det viser sig, foruddiskonteret af hende selv. Af hendes første tilsyneladende absurde handling.

“Nu har vi vasket Fruen. Hvad skal vi give hende paa?” Det var den gamle Pige, som spurgte. Hun kom stille ind i Dagligstuen, hvor Manden sad sammensunken i en Lånestol.

Efter en pause, han kan have overvejet en natkjole eller hendes brudekjole måske, svarer han: “Svøb hende ind i det!” og peger på det røde gardin.

Nyt afsnit, igen senere: Han stod og betragtede hende. Aldrig havde han tænkt, aten død kunde se saa skjøn ud. Hun laa der saa fin og stille. Ansigtets udtryk var mildt og fredfuldt, og Legemet syntes at rødme svagt af Livets varme. Men det skyldtes vel det klare Stofs stærke Farve.

Saa havde hun da faaetRet. Det røde Gardin var kommet til at “gre sig” til sidst.

Her mister han besindelsen. For han opdagede en mægtig stor gnligFlue, der under det røde Flor krøb om paa hendes Bryst. Den maatte fjernes. Maatte… Og han tog op sin Lommekniv, og bøjed sig over den døde og skar en Flænge i Foret.

Gardinets forvandling til ligklæde er gal nok, det er aldeles morbidt, spyfluen lægger til, og slutlinjen: Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin, men det er betoningen af ordet måtte, der er afgørende, som gør deres handliger uafvendelige: hun havde maattetkjøbe det alligevel og Den maatte fjernes. Maatte…

*

Der bliver i Sommernovellerne ikke sparet på effekterne. Vi er så tæt på det kitschede, som vi næsten kan komme, som i Poes uhyggehistorie, med metervarer og hundeglam.

Som Bjørnson har også Georg Brandes sine forbehold. I et brev 1899 skriver han, at hendes seneste bøger ikke stemmer overens med min personlige litterære Religion; jeg søger og attraar mere instinktivt det Skjønne; det Grimme forskrækker mig mere end Dem.

Han tilføjer, at det er ingen Anke, fordi han tror, det har noget med smag at gøre. Hvor det for Amalie Skram netop er stilen, det vil sige effektjageriet, der sætter konflikterne på spidsen og viser, at trivialiseringen og den heraf affødte brutalitet er hovedsagen.

Måske det er at gå for vidt at påstå, at Amalie Skram konstruerer virkningen af sine fortællinger i retning af det chokerende. Men det forekommer mig, at hun, som Poe udtrykker det i essayet Digtningens metodik fra 1846, balancerer sin skrift mellem en grad af ophidselse, som Poe anser for ikke at ligge over den popure og heller ikke under den kritiske smag.

Amalie Skram blev skilt anden gang 1899 og døde for egen hånd i 1905.

Artikel fra Horden, 2015, forfatter Hans Otto Jørgensen


Amalie Skram