Navn: Christian Skov
Fødselsdato: 22.05.1922, Sønderjylland
Død: 19.11.2016, Aarhus 

I kamret ved Jes i vågen tilstand, at det er her i kamret, han er, at det er her, han vågner af sine drømme og ved, at det er en drøm, han har været i.

Sådan indledes Skovs roman og således sættes også rammen for hele fortællingen – en messende meditation over forholdet mellem bevidsthed og omverden, virkelighed og drøm, alt sammen forankret i det danske agrarsamfund anno 1900, alt sammen fortalt fra en ung drengs perspektiv. Det kan næsten kaldes romanens strukturerende princip, denne faren ind og ud af drøm og virkelighed, den unge drengs store tvivl og de implicitte spørgsmål: Hvad findes udenfor menneskets egen bevidsthed? Hvad er virkeligt og hvad er forestilling? Og hvis det forestillede forekommer det enkelte individ ligeså validt eller afgørende som det virkelige, hvilken betydning har det så at skelne?

Der er en total internalisering på færde i Høstnætter, fænomenet kan ikke beskrives på anden vis. Denne totale internalisering bliver også, paradoksalt nok, en fuldkommen distancering: Jes’ oplever verden for stærkt til at kunne deltage aktivt i den. Og ikke nok med det, denne oplevelse af verden og betvivlelsen af det virkelige overfor det forestillede bliver ikke kun lammende, men også direkte angstfyldt, 

Efteråret er i ham, det er, som hører han en levendes klage, det er det ikke, det er blæsten; ellers er det køerne, han hører; når blæsten holder en pause, eller det er aftener uden blæst, er det køernes brummen og hiven i bindslerne; det er, som den lyd aldrig vil slippe ham; kan andet ikke døve den, er den der. Det er, som skal han altid være i dette kammer; han er til tider ved at tro, det er kun her, han altid er, at det kun er i ham, der er morgener og dage uden for kamret, så er det dette, han skal kæmpe med.

Høstnætter er en agrarmodernistisk roman, på trods af at værket er udgivet første gang i 1994. Dette gør den ikke til en mytologisk eller nostalgisk værk: Hvert enkelt billede i romanen er så energiladet, at det springer rammen for det potentielt sentimentale og nostalgiske, den lokale idyl flås itu af Skovs kompromisløse sprogunivers, der med sikker hånd giver litterær form til den tvivlende bevidsthed.

 


Christian Skov